Innovationsministeren øger bureaukratiet i den offentlige sektorKommentar af Christina Yoon Petersen

Innovationsministeren øger bureaukratiet i den offentlige sektor
Kommentar af Christina Yoon Petersen

05.08.2017


Denne artikel er, som de andre indlæg i RÆSONs Kommentarserie, gratis. Fuld adgang til RÆSONs site kræver abonnement: Et årsabonnement (inklusiv 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge) koster blot 250 kr., 200 for pensionister, 200 for studerende

_______

Regeringens kommende tiltag om mere centralisering vil øge den offentlige sektors administrative personale over tid. Det viser al praktisk erfaring, da den offentlige sektor og bureaukrati kun er vokset over tid trods utallige centraliseringer og løfter om besparelser.

Kommentar af Christina Yoon Petersen

INNOVATIONSMINISTER SOPHIE LØHDE præsenterede før sommerferien et nyt udspil: Staten skal centralisere endnu mere. ”It, løn og bogholderi er administrative opgaver, som kan løses på tværs af stat, kommuner og regioner”, lyder det.

Op gennem nullerne indførte den tidligere VK-regering en række centraliseringer som strukturreformen og politireformen, men den offentlige sektor er ikke blevet mindre. Trods gode intentioner er innovationsministeren altså i gang med at forstørre den offentlige sektor og indføre mere bureaukrati.

Formålet med at centralisere er altid, at man kan opnå en række stordriftsfordele og dermed besparelser. Men her træder Parkinsons lov i kraft, administrationen vil kun udvide sig.

SAMTLIGE PARTIER I FOLKETINGET er enige om, at der skal være mindre bureaukrati i den offentlige sektor. Men hvorfor kan det ikke lade sig gøre i praksis? Én af årsagerne er, at der er for mange led fra politikernes beslutninger til de enkelte medarbejdere ansat i det offentlige.
Bureaukrati opstår i mange led. Lidt groft sagt kan det være hos politikerne, embedsmændene, rigsrevisionen, ledelsen i diverse institutioner og dernæst hos den enkelte medarbejder.

 

Bureaukrati opstår i mange led. Lidt groft sagt kan det være hos politikerne, embedsmændene, rigsrevisionen, ledelsen i diverse institutioner og dernæst hos den enkelte medarbejder
_______

 

Så hvad er det, som går galt fra den politiske beslutning og eventuelle gode intention til medarbejdernes faktiske handlinger?

SOM OFFENTLIG ANSAT har jeg oplevet, hvad der sker i praksis, når fælles IT-løsninger skal implementeres. Både på IT- og økonomiområdet opstod der i denne sammenhæng et nyt internt bureaukrati og ikke mindst dårligere service.

Lad mig komme med et konkret eksempel: IT-programmet ”RejsUD”. Når de ansatte har været ude at rejse, skal de afrapportere til dette program, hvorefter de kan få udbetalt de penge, som de eventuelt selv har lagt ud. På den positive side er det nu nemmere for bogholderiet at finde regninger. Men sammenlignet med tidligere er det en ringe gevinst.

Før kunne man samle alle sine bilag og kvitteringer i en kuvert til økonomiafdelingen, og de talte så beløbene sammen i et Excel-ark eller på en lommeregner, arkiverede bilagene og bogførte det, så man kunne så få sine penge. Meget simpelt.
Min oplevelse er, at ”RejsUD” gør det arbejdsgangen mere besværlig og bureaukratisk. De fleste forskere rejser kun et par gange om året, så de kan hverken huske deres password eller hvordan programmet virker. Derudover skal man tage hensyn til ”systemnedbrud”. Man skal scanne sine bilag på alle sine ture. Og hvis man ikke kan se alle bilag tydeligt, skal man starte forfra. Dernæst skal chefen godkende dem, så en sekretær og bogholderiet. Og hvis økonomiafdelingen er centraliseret et sted i staten, skal de også godkende det. Altså sidder der 4-5 mennesker og ser på det samme bilag efter hinanden. Hvis der i et af de sidste led bliver konstateret en fejl, starter processen forfra. Hvad er formålet med denne galskab? Den gode service til den enkelte forsker er i hvert fald ikke forbedret. Gevinsten ved at alle bilag nu er samlet på et sted, er altså kun en fordel for bogholderiet. Men den enkelte forsker har nu fået mere administration at forholde sig til end tidligere.

Her taler vi kun om et enkelt program, men det udtrykker en generel problematik. Det gælder også bogføringsprogrammer, faktureringsprogrammer, projektstyringsprogrammer, journaliseringsprogrammer, fælles indkøbscentraler, for blot at nævne nogle få. Her skal alle selvfølgelig på kursus, der skal uddannes ”superbrugere”, ansættes IT-folk til at implementere det, udarbejdes IT-guider, som man skal finde på et uoverskueligt intranet og ikke mindst holde det ved lige.

HVORFOR ER DER ALDRIG EN MINISTER, som tør svare, at fælles løsninger og IT måske ikke er svaret på alt? Hvornår kommer der en minister, som tør at decentralisere frem for at centralisere? Dette virker ikke som politik, det lugter unægteligt af en embedsmandsbeslutning og en svag minister, hvis vigtigste opgave tilsyneladende er at administrere embedsmændenes ønske om flere ligemænd i den offentlige sektor.

 

Dette virker ikke som politik, det lugter unægteligt af en embedsmands-beslutning og en svag minister, hvis vigtigste opgave tilsyneladende er at administrere embeds-mændenes ønske om flere ligemænd i den offentlige sektor
_______

 

Hvis man endelig skal bruge det nedslidte begreb ”innovation” om en bureaukratiminister,
ville det højst sandsynligt være mere lukrativt at nedlægge alt i den offentlige sektor, som starter med ”innovation”. Det ville både give en mindre offentlig sektor og dermed besparelser samt skabe meget mindre bureaukrati. Se dét ville være innovativt.

Christina Yoon Petersen (f. 1981) er uddannet revisor og journaliststuderende. Hun har arbejdet med økonomi i både den offentlige og private sektor. ILLUSTRATION: Minister for Offentlig Innovation Sophie Løhde (V) [foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup/Ritzau foto/Polfoto]

Denne artikel er, som de andre indlæg i RÆSONs Kommentarserie, gratis. Fuld adgang til RÆSONs site kræver abonnement: Et årsabonnement (inklusiv 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge) koster blot 250 kr., 200 for pensionister, 200 for studerende