Hvis planeten dør, er både vækst og jobskabelse totalt ligegyldigtKommentar af Rasmus Nordqvist

Hvis planeten dør, er både vækst og jobskabelse totalt ligegyldigt
Kommentar af Rasmus Nordqvist

06.10.2017


Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)
_______

I Danmark har vi i kraft af vores rigdom og vores position som klimaledestjerne et moralsk ansvar for aldrig, aldrig, aldrig at slække på vores indsats mod klimaforandringerne. ”Danmark kan ikke redde hele verden. Vores klimapåvirkning er alt for lille til, at det gør en forskel, hvad Danmark gør på klimaområdet.” Sådan lyder det igen og igen fra de klimanølere, der mener, at Danmark gør rigeligt – eller endda for meget – på klimaområdet. Det er rigtigt, at Danmarks klimapåvirkning i sig selv ikke betyder hele forskellen for klimaforandringerne i et globalt perspektiv, men det har aldrig været derfor, at Danmark har skullet gå allerforrest i den grønne omstilling.

Kommentar af Rasmus Nordquist (Å)

DANMARK SKAL gå forrest, fordi vi kan og skal vise resten af verden, at en omfattende og ambitiøs klimaindsats ikke er en forhindring for en stærk økonomi, et sundt samfund og en stærk velfærdsstat. Vi skal i stedet vise, at det er en forudsætning. Ligesom Samsø har inspireret resten af Danmark ved allerede for ti år siden at have omstillet til 100 procent vedvarende energi og samtidig tjene penge på omstillingen, når man i dag eksporterer grøn strøm til fastlandet, skal Danmark inspirere resten af verden. Det har vi gjort i mange år allerede, og derfor eksporterer vi i dag grønne energiteknologier – alt fra vindmøller over varmepumper til energispareløsninger – for over 40 milliarder kroner årligt. Penge, der sikrer velfærd og gør verden grønnere. Win-win.

På det tekniske område er vi også gået forrest og vist, hvordan man kan bruge al den gode og grønne strøm fra vindmøller. Med langsigtet og ambitiøs planlægning har vi gjort den grønne omstilling konkret og til at forstå for resten af verden. Vi har vist – og viser fortsat, at den grønne omstilling ikke er en drøm eller et fatamorgana, den er konkret virkelighed – og at man faktisk både kan tjene penge på den samtidig med at skabe nye job. Med en position, som den Danmark har opbygget – takket være især Svend Aukens visionære arbejde – kommer der også et stort ansvar. Det ansvar er der, netop fordi vi er et forbillede, og netop fordi verden følger med i, hvad Danmark gør på det grønne område. Derfor er det så skadeligt, når Danmark med den nuværende regering sænker sine klimaambitioner. For så sender vi et signal til resten af verden om, at det er legitimt at neddrosle indsatsen mod klimaforandringer, fordi man eksempelvis gerne vil gøre benzinbiler billigere. Hvilket det selvfølgelig ikke er, når vi jo modsat skal gøre meget mere, hvis vi skal sikre, at temperaturstigningen begrænser sig til maks. to grader og helst kun halvanden grad (hvilket jo er nødvendigt for at undgå katastrofale klimaforandringer).

 

Med en position, som den Danmark har opbygget – takket være især Svend Aukens visionære arbejde – kommer der også et stort ansvar
_______

 

NÅR JEG bliver bedt om at give mit bud på tre områder, som er vigtigst lige nu, udover at sikre, at Danmark fortsat kan være verdens ledestjerne på klimaområdet, er det følgende:
1. Et omgående stop for nye tilladelser til efterforskning efter olie og gas, samt en plan for snarest mulig afvikling af al eksisterende olie- og gasudvinding. Dette suppleres med en stop for statsstøtte til alle former for fossil energi, som for Danmarks vedkommende ifølge IMF i 2015 løb op i 7662 kroner pr. dansker, når man indregner indirekte omkostninger ved den sorte støtte.
2. Et stop af salg af nye benzin- og dieselbiler i 2025. Og en omgående afgiftsfritagelse af elbiler, der suppleres af en stribe initiativer, der på alle tænkelige niveauer gør det mere attraktivt at køre i el- eller brintbiler, fx at momsfritage elbiler eller give dem gratis parkering og ret til at køre i busbanerne, som man har gjort i Norge.
3. En fuldstændig omkalfatring af det danske landbrug og vores spisevaner, så den animalske produktion bliver langt mindre end i dag, og landbruget og vores forbrug af dets varer bliver 100 pct. økologisk og bidrager til at skabe en bedre planet i stedet for at udpine og overudnytte den. Det handler om gøre vegetariske varer endnu mere attraktive, fx ved at sænke momsen på frugt og grønt og lægge en klimaafgift på oksekød.
Det kan måske lyde voldsomt for nogen, men lad os i stedet se det som en kærkommen udfordring til at skabe bedre og sundere liv og en bedre fremtid for de generationer, der kommer efter os.

NÅR VERDEN ser mod Danmark og kan konstatere, at vi ikke som et af verdens rigeste og mest ressourcestærke lande, ikke vil lægge en plan for udfasning af jagten på olie, hvorfor skulle de så?
Det står for mig lysende klart, at det er Danmarks moralske ansvar – både overfor fremtidige generationer af danskere og overfor resten af verden, som vi inspirerer og hiver med frem – hele tiden at fastholde og udbygge vores førerposition på klimaområdet. Det kræver modige og til tider kontroversielle valg. Det kræver visioner, og det kræver vilje til at bevæge sig ud i noget, ingen før har prøvet. Men det skal vi selvfølgelig være klar til. Kun sådan kan vi udfylde den rolle, som vi har i verden. Kun sådan finder vi de ægte progressive svar, som vi har tradition for at udvikle i Danmark.

 

Når verden ser mod Danmark og kan konstatere, at vi ikke som et af verdens rigeste og mest ressourcestærke lande, ikke vil lægge en plan for udfasning af jagten på olie, hvorfor skulle de så?
_______

 

Det burde være en topprioritet at sikre denne førerposition. Hensynet til klimaet trumfer alt. Det kræver en bred indsats på en hel stribe områder, det være sig internationalt, nationalt, i kommunerne og helt personligt. For vi skal huske, at der er ingen jobs på en død planet. Der er ingen vækst på en død planet. Der er ingen mennesker på en død planet. Derfor må og skal planeten og dens velvære være vores førsteprioritet.

Rasmus Nordqvist (f. 1975) er klimaordfører, EU ordfører og udenrigspolitisk ordfører for Alternativet. ILLUSTRATION: Rasmus Nordqvist [foto: Steen Brogaard]

_______
Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)