Hvad vil Trump i Mellemøsten? Kronik af Naser Khader

Hvad vil Trump i Mellemøsten?
Kronik af Naser Khader

24.08.2017


Den nye Afghanistanstrategi og Steve Bannons exit viser en præsident, der alligevel ikke er parat til at trække USA ud af rollen som global supermagt. Når det gælder Mellemøsten, er der mange ubesvarede spørgsmål – men også klare prioriteter.

Kronik af Naser Khader

Mens nøglepersoner står i kø til svingdøren ud af administrationen, fortsætter verden udenfor USA sin gang – med konflikter, krig og trusler om krig. Det stående spørgsmål er, hvordan Washington forholder sig til de internationale udfordringer. For nye brændpunkter kalder på USA’s opmærksomhed.

Fornylig var jeg i Washington D.C., hvor mine kollegaer fra diverse tænketanke fortæller om kaos i det amerikanske Udenrigsministerium. Man mangler stadig at ansætte hundredvis af medarbejdere – fx har man endnu ikke udpeget en ambassadør til Danmark, hvilket alt andet lige ikke må være den sværeste post at besætte. Og i hele Trump-administrationen er det et arbejdsvilkår for dem, der er på plads, at de spejder forgæves efter den retning, de skal arbejde hen imod.

 

I hele Trump-administrationen er det et arbejdsvilkår for dem, der er på plads, at de spejder forgæves efter den retning, de skal arbejde hen imod
_______

 

Mandag forelagde præsident Trump en ny strategi for Afghanistan, Pakistan og Indien. Den slags udenrigspolitiske strategier er noget nyt fra Trump-administrationen. Næppe fordi Trump har villet holde kortene helt tæt til kroppen – snarere fordi at der, med få undtagelser, simpelthen ikke har været en stor, konkret strategi for udenrigspolitikken. Er den på vej nu?

Hvis der hidtil har været en doktrin at spore, har det måske været: Uforudsigelighed. Det er frustrerende for de fleste iagttagere, at man ikke kan se, hvad der er Det Hvide Hus’ udenrigspolitiske strategi, men det kan have én fordel: Verdens totalitære ledere kan lige som alle andre heller ikke gennemskue Donald Trump, som de (også) anser for at være bindegal og i stand til hvad som helst.

Men i talen mandag aften fik vi dog flere ord på, hvordan Trump ser USA’s rolle især i Afghanistan. “Vi bygger ikke nationer mere. Vi dræber terrorister,” sagde han. Det er stadig “America First” – det er USA’s interesser og sikkerhed, det handler om. Der vil dog være opbakning til Afghanistans egen indsats for en genopbygning af den martrede nation – og bemærkelsesværdigt var det, da Trump sagde, at man måske må acceptere, at Taliban kommer til at spille en rolle i fremtidens officielle Afghanistan.

“Mit oprindelige instinkt [i forhold til Afghanistan] var at trække os ud. Og historisk set, så holder jeg af at følge mine instinkter. Men i hele mit liv har jeg hørt, at beslutninger er anderledes, når du sidder bag skrivebordet i det ovale kontor, med andre ord, når du er præsident i USA” indrømmede han. Da præsidentens nu tidligere chefstrateg Steve Bannon forleden gik ud af svingdøren i Det Hvide Hus, reducerede det dén stemme, som mente, at USA alene skulle bekæmpe IS og ellers ikke involvere sig i verden. Og det ser ud til, at præsidenten nu vil være knap så styret af sine egne instinkter, som af den strategi for militære indsatser, han har vedtaget i fællesskab med sine generaler – og de har angiveligt meget at skulle have sagt.

 

Det ser ud til, at præsidenten nu vil være knap så styret af sine egne instinkter, som af den strategi for militære indsatser, han har vedtaget i fællesskab med sine generaler – og de har angiveligt meget at skulle have sagt
_______

 

Men Trumps eget aftryk er nu ikke til at tage fejl af – især ikke, når man hører tilgangen til et land som Pakistan, der har været en akilleshæl i den amerikanske terrorbekæmpelse i årevis. “Vi har betalt Pakistan milliarder og milliarder af dollars, samtidig med at de har huset de terrorister, som vi bekæmper. Men det vil ændre sig. Og det vil ændre sig øjeblikkeligt,” advarede Trump. Også Indien fik at vide, at man forventer støtte til amerikanernes arbejde i Afghanistan som tak for amerikanernes samhandel med Indien. Her ser vi igen forretningsmanden Trump træde i karakter. Det er noget for noget. Altid.  

Tre ting, vi ved om Trump

Det er på høje tid, at Trump træder i karakter med en strategi, som mange slet ikke mener findes. Alligevel er det dog ikke alt, der står hen i tåger:

1) Trump har vist handlekraft. Den hidtidige mangel på en overordnet plan har ikke betydet manglende handling. Præsidenten udviste handlekraft, da han i april bombede en syrisk luftbase efter Assad brugte kemiske våben mod sin egen befolkning. Det viste en mand, der – på trods af, at han var uden udenrigspolitisk erfaring – stod i stærk kontrast til den forudsigelige og tøvende præsident Obama, som man i Mellemøsten for år tilbage mistede både respekten for og tilliden til – ikke mindst da han i 2013 lod Assad vade ind over den ’røde linje’, der havde advaret ham om konsekvenserne ved at bruge kemiske våben.

2) Trump har fokus på Mellemøsten: Hvor Obama havde et ønske om at trække sig fra regionen, har Trump – på trods af mantraet “America First” – fra starten alligevel haft stor opmærksomhed på Mellemøsten. Han har sat sin svigersøn, seniorrådgiver Jared Kushner, i spidsen for arbejdet med “alle konflikters moder” mellem Israel og palæstinenserne. Det fortæller os, at fredsprocessen har høj prioritet for Trump. Man kan sagtens mene, at den unge, uerfarne Kushner er et besynderligt valg til at lede den mission, som så mange, dygtigere og mere erfarne diplomater i tidens løb har måttet opgive. Og man kan begræde, at Kushner endnu ikke har ansat de eksperter, der med kendskab til regionen og historien er uundværlige for at komme videre og reelt rykke noget. Men signalet er ikke til at tage fejl af: Trump har proklameret, at han går efter den “ultimative aftale”, og det er utvivlsomt et prestigeprojekt for ham. At Trump tror, han kan skabe fred mellem israelere og palæstinensere, viser ham som enten naiv eller superoptimistisk. Men det er kun positivt, at han prøver at give liv til fredsprocessen, og det skal han have kredit for.

3) Trump har udslettelsen af Islamisk Stat højt på sin dagsorden – og at han har givet sine styrker i området langt større beføjelser til at agere, end hvad var tilfældet under Obama, hvor alle træk skulle cleares i Washington. Militærfolk har allerede udtrykt, at det gør en verden til forskel for militærets evne til at navigere i den suppedas af kompleksitet, som er størst omkring byen Raqqa. Dette princip understregede præsidenten igen i sin tale i mandags: “Micromanagement from Washington D.C. does not win battles”.

Hvad sker der efter Raqqas fald?

Raqqa er Islamisk Stats officielle hovedstad, og den bliver ikke nem at indtage. I Irak lykkedes det at erobre Mosul – hvor den irakiske regeringshær blev støttet af koalitionens fly samt af militser på landjorden – herunder især de kurdiske. Men det samme samarbejde kan ikke forventes i forhold til Raqqa. Koalitionen fra luften er intakt, men på landjorden hersker der total forvirring. Her foregår der et kapløb om at komme først til byen uden hensyntagen til samarbejde. Assads hær står på én side, USA-støttede syrisk-kurdiske oprørere på den anden – og på en tredje position: Tyrkerne. Udover det har både iranerne og russerne også en interesse i at indtage byen. Foruden at bekæmpe Islamisk Stat, slås de forskellige grupper mod hinanden.

Alligevel tror jeg, at Raqqa vil blive erobret indenfor en overskuelig fremtid. Skal jeg være optimistisk – og det er jeg – vil Islamisk Stat ikke længere være en ’stat’, når året er forbi. Nogle vil sige, at Islamisk Stat aldrig har været en stat, men det er usandt. I sin tid udråbte de sig som en stat og etablerede en regering – de producerede deres egne pengesedler, inddrev skatter, havde deres eget politi, tilbød sundhedsydelser til deres borgere, udstedte pas og havde grænsekontrolposter. Pengene kom fra de oliekilder, som de besatte.

 

Skal jeg være optimistisk – og det er jeg – vil Islamisk Stat ikke længere være en ’stat’, når året er forbi
_______

 

Desværre kan vi ikke regne med, at indtagelsen af Raqqa kommer til at stoppe Islamisk Stat, som ikke bare er et landområde – det er også en ideologi og en global bevægelse med afdelinger i det meste af verden. Grupper i mindst 50 lande har erklæret loyalitet til IS-lederen Al-Baghdadi. Abo Ibrahim Al-Ameriki, en af Islamisk Stats andre ledere, hævder, at han er øverstkommanderende for 71 af Islamisk Stats militærgrupper rundt om i verden. Mange ”wannebes” ønsker at tilslutte sig, men er ikke blevet accepteret som krigere. Blandt unge ekstremistiske muslimer er det noget af det hotteste at være tilhænger af Islamisk Stat – de ser sågar ned på Al-Qaeda og andre rivaliserende jihadistorganisationer.

De amerikanske generaler har fået større beføjelser til at agere i kampen mod IS i Syrien, men der er desværre ikke gjort de store anstrengelser for at skærme den syriske civilbefolkning på en måde, som man kunne gøre, hvis man indførte no-fly zones. At vi ikke hører så meget om de syriske civiles lidelser, betyder ikke, at situationen er blevet bedre for dem. Halvdelen af syrerne er stadig på flugt, og mange sulter. Der er udbredt krigsudmattelse, også blandt oprørerne, der flere steder har indgået våbenhviler med regimet, der mange steder har magten over situationen. Det ved jeg eksempelvis er tilfældet i den by, jeg kommer fra, Barzeh. De steder bliver indbyggerne selvfølgelig udsat for færre bombardementer og krigshandlinger, men overordnet set er situationen for den syriske befolkning fortsat desperat. 

 

At vi ikke hører så meget om de syriske civiles lidelser, betyder ikke, at situationen er blevet bedre for dem
_______

 

Lige nu er de mest udsatte civile befolkningen i Raqqa. FN vurderer, at 200.000 indbyggere er flygtet fra Raqqa de seneste måneder, men 20.000 er stadig fanget inde i byen, hvor USA-støttede militser rykker tættere og tættere på Islamisk Stat. De amerikansk-ledede luftbombardementer over byen har dræbt 170 mennesker bare den seneste uge (ifølge Reuters). Så sent som i mandags døde 42 mennesker i Raqqa, hvoraf 19 var børn, og 12 var kvinder (ifølge The Syrian Observatory For Human Rights). Det er det højeste registrerede dødstal på én dag, siden de amerikansk støttede Syria Democratic Forces og kurdiske og arabiske militser begyndte deres offensiv mod Raqqa for godt to måneder siden. Dagen forinden fandt et andet angreb sted i nærheden, hvor 27 døde i et lejlighedskompleks (tallet er muligvis højere, da det forlyder fra indbyggere, at der stadig er ofre fanget i murbrokkerne). Pentagon har udsendt en udtalelse, hvor de forsikrer, at målet altid er nul civile tab.

Hvad vil Trump i Mellemøsten?

Samtidig bekæmper USA IS langt udenfor Syrien og Iraks grænser og har bl.a. udført luftangreb mod terrororganisationen i Yemen, Libyen – og Afghanistan, ikke at forglemme, hvor USA smed den største ikke-nukleare bombe ned i hovedet på terroristerne. Men hvad der skal ske, når Islamisk Stat mister sit greb om Syrien (og om regionen i øvrigt), er der tilsyneladende ingen, der ved. Vi har i hvert fald til gode at høre, hvordan amerikanerne planlægger at forhindre, at et vakuum efter IS og Assad ikke bliver udfyldt af nye slyngler. Hvad amerikanerne mener om Assads fremtid, ved vi også for lidt om. Trump har dog erkendt, at Rusland er uomgængelig i planerne om Syriens fremtid, hvilket jeg er enig i. USA’s håber, at russerne accepterer at regimet fortsætter mens præsidenten udskiftes – men iranerne er ikke parate til at give slip på Assad-familien.

Så er der Irak. Nu hvor Islamisk Stat står som tabere dér, har Trump egentlig ikke den store interesse i landet længere. Under valgkampen sagde han, at USA skulle ud af Irak, men hans modstand mod Iran fastholder alligevel et engagement i området, da han vil holde iranerne ude.
Nogle mener, at Trump har overladt Irak til iranerne, men den analyse er jeg ikke enig i. Trump vil gå langt for at forhindre Iran i at få spillerum. Når det gælder Iran, kan vi nemlig se hvad præsidenten vil – og han vil ikke Iran. Han vil allerhelst arkivere atomaftalen lodret og lægge Iran på is; det kan vi også tolke ud af Trumps nye venskaber med sunnimuslimske Saudi-Arabien, Jordan og Emiraterne, der alle betragter Iran som farlig for området. Men hvordan USA kommer til at tackle Iran videre, afhænger også af iranernes fremfærd i Syrien.

 

Trump vil gå langt for at forhindre Iran i at få spillerum. Når det gælder Iran, kan vi nemlig se hvad præsidenten vil – og han vil ikke Iran
_______

 

Det er heller ikke klart, hvordan Trump ser på de øvrige udfordringer i regionen. Hans besøg i Saudi-Arabien i maj måned kan have pustet til krisen med Qatar. Saudi-Arabien, Emiraterne, Bahrain og Egypten har brudt de diplomatiske forbindelser med Qatar, og de har fremsat en række krav til det lille fyrstedømme, som blandt andet beskyldes for støtte til terrorisme. Nogle af kravene er ikke tossede – andre er helt ude i hampen. Krisen illustrerer en magtkamp mellem Saudi-Arabien og Qatar, som handler om, hvilket sunnimuslimsk land, der skal have førertrøjen på i regionen. Det er blandt andet en kamp om ideologi: Saudi-Arabiens statsideologi er wahabismen, som Qatar har skrottet til fordel for Det Muslimske Broderskabs ideologi. Amerikanerne står lidt imellem – fx støtter de Saudi-Arabiens kritik af Qatars tætte forbindelser til Iran, Hamas og Det Muslimske Broderskab. Men da USA stadig har en afgørende vigtig luftbase i Qatar håber man fra USA’s side på et kompromis.

Trump har tidligere givet udtryk for, at han ikke ønskede at øge USA’s tilstedeværelse i Libyen, men det ser ud til at blive svært at undgå. Libyen er ét stort kaos og har udviklet sig til en terroristrede med omfattende kriminalitet, brutalitet og korruption. Samtidig er landet blevet den primære kanal for migration fra Nordafrika til Europa. I Libyen kan USA ikke nøjes med terrorbekæmpelse, de bliver nødt til også at arbejde for at landet bliver mere stabilt.

Afghanistan-strategien kan gå hen og blive en skabelon for, hvordan amerikanerne vil agere i verdens brændpunkter. Det er stadig “America First” – og drejer sig først og fremmest om USA’s sikkerhed og beskyttelse af amerikanske interesser. For præsidenten er hverken højre- eller venstreorienteret, racist eller humanist, aktiv eller passiv. Trump er først og fremmest Trump, drevet af forfængelighed og forretningsinteresser, og han vil gøre meget for, at USA vinder sin position som betydningsfuld stormagt i Mellemøsten tilbage.

ILLUSTRATION: Donald Trump under møde i Riyadh, Saudi Arabien [foto: Evan Vucci/AP Photos]