Hvad mener I egentlig, DF? Er I for eller imod følelser i politik? Kommentar af Martin Konradsen (EL)

Hvad mener I egentlig, DF? Er I for eller imod følelser i politik?
Kommentar af Martin Konradsen (EL)

11.09.2017


Peter Skaarup erklærede i juli, at politik ikke skal ’videnskabeliggøres’, men afgøres af følelser. Men i går anklagede DF’eren Kristian Tørning Enhedslisten, de Radikale og Alternativet for at være ”livsstilspartier”, der savner rationel politik og blot ”lever af at give deres vælgere en følelse af øget selvværd og identitet”. Så hvad mener DF egentlig?

Kommentar af Martin Schmidt Konradsen, jordbrugsteknolog i miljø og natur, byrådskandidat i Århus for Enhedslisten

Med udfald mod både EL, AL, R specifikt, samt journalister og pressestanden generelt, prøver DF’s Kristian Tørning i RÆSON igår (10/9 2017) at skaffe belæg for at tegne en skillelinje mellem, hvad der er såkaldte “realpolitiske partier” og “livsstilspartier”, som erstatning for den klassiske opdeling i “blå blok” og “rød blok”. Samtidig skaffes der bl.a. hjemmel i journaliststandens dækning og håndtering af politiske udmeldinger, der påstås at differentiere behandlingen af henholdsvis realpolitiske partier og livsstilspartier, der betydeligt fremmer et postfaktuelt samfund, hvor patos betyder mere end logos (henholdsvis ”følelser” og ”fornuft” hos den græske filosof Aristoteles).

Eller sagt på en anden måde: I et forsøg på at legitimere DF som et realpolitisk parti, opstiller Kristian Tørning EL, AL og R som faktaforladte følelsesmanipulatorer, og journalister som bærere af “fake news”.

DET er ellers ikke meget mere end en måned siden, at DF’s gruppeformand Peter Skaarup fastslog: ”fakta er underordnet vores holdninger og følelser” (6/8 2017). Det sagde han til Politiken efter i sit eget nyhedsbrev at have skrevet: ”Begreber som sandt og falsk eller godt og ondt har ganske enkelt ikke hjemme i det politiske rum. Sandt og falsk hører til i videnskabens verden” (25/7). Han forklarede til Information, at politiske beslutninger bør have rod i følelser, patos, i ”borgeres anskuelser, der i høj grad bygger på følelser” (Information 28. juli 2017). Hvordan hænger Skaarups udmelding sammen med Tørnings opfattelse af, at ”følelser” i politik og kommunikation er kendetegnende for de “livsstilspartier”, han mener, DF står i opposition til?

 

I et forsøg på at legitimere DF som et realpolitisk parti, opstiller Kristian Tørning EL, AL og R som faktaforladte følelsesmanipulatorer, og journalister som bærere af “fake news”
_______

 

ER MEDIERNE, SOM TØRNING FREMSTILLER DEM? Selv er pressen i disse år meget optaget af, om vi befinder os i et postfaktuelt samfund underlagt “fake news”. Samtidig er danskerne blevet mere bevidste om, at nyheder, historier og politik har vinkler – og de blander sig oftere og oftere i debatten om, hvornår noget er sandt eller falsk. Det er derfor svært at genkende Tørnings billede af den danske journaliststand som bevidste medspillere i at udbrede “fake news” – eller af borgere, der, hvis Tørning har ret i sin forestiling om ”livsstilspartiernes” succes, ukritisk lader sig forføre af patos (følelserne).

TØRNING FREMSTILLER i ØVRIGT ENHEDSLISTEN, som om partiet har en kommunistisk vision for Danmark, på trods af at partiet både i sit principprogram og sine forslag ønsker at fremme socialisme. At partiet historisk og reelt stadig er sammensat af forskellige bevægelser, der har rod på venstrefløjen, kan ikke være årsagen til Tørnings postulat – for skulle man så kunne drage en direkte ideologisk linje mellem Fremskridtpartiets syn på skat og DF’s fordelingspolitik?

Tørnings nye definition af “blokkene” – “realpolitiske partier” vs. “livsstilspartier” – er ikke retvisende. Der er, og har, altid været forskelle på, hvordan partierne ønsker deres idealsamfund. Det handler om ideologier – og det er ikke et spørgsmål om (via patos) at tegne sine modstandere som “umoralske”. I dag kan man ikke længere tillægge de største partier – V og S – egentlige politiske ideologier, dvs. visioner, der rækker længere end en enkelt eller to valgperioder, og dermed kan man heller ikke se forskel på dem. Men årsagen må ligge i, hvad Søren Lippert i sin bog ‘Bag magten – om politisk kommunikation’ kalder politics: “et udtryk for den strategi, partiet har lagt for at vinde magten ved det kommende valg”. Og at denne fylder relativt meget mere end, hvad Lippert kalder policy: “en hensigtserklæring; det primære sigte er retningen for samfundet, som hviler på partiets værdier og ideologi”.

 

Der er ikke belæg for at skulle tegne den skillelinje, som Tørning opstiller. Især ikke, når Tørning som rygdækning til sin hjemmel henviser til DF, der direkte har placeret følelser højere, men ikke tilhører definitionen af “livsstilspartier”
_______

 

Hvis man kun ser på kommunikationen i politiske udmeldinger, vil man snarere kunne opdele partier i henholdsvis “administrationspartier” og “ideologi-partier” (i en direkte parallel til Tørnnings “realpolitiske partier” og “livsstilspartier”). Dermed vil kommunikationen fra disse nye “blokke” også vægtes forskelligt mellem logos og patos (der korresponderer til fornuft og følelser i Aristoteles’ definitioner af de tre begreber). Vægtningen i beskrivelse af et idealsamfund er ofte højere på patos, mens nedskæring på specifikke politiske områder, frem for en investering og opprioritering på andre, ofte har højere vægt på logos. Dels fordi tidshorisonten for ideologiske visioner er længere end de næste par valgperioder – og derfor kan logos ikke altid bruges til at beskrive, hvorledes verden – lokalt og globalt – ser ud til den tid. Men primært fordi visioner forankret i ideologier er ønsker. De bunder i drømme om et anderledes samfund, og kan dermed automatisk bedst beskrives med patos. EL og AL vil fx med deres ønsker om samfundsforandring kunne placeres i ”ideologi-partier”, mens fx LA med indtræden i regering og ved at opgive ultimative krav vil kunne placeres i gruppen af ”administrationspartier”.

DER ER IKKE NOGET GALT i et demokratisk system, hvor politiske partier vægter forskelligt, og hvor man giver plads til at kunne drømme om et samfund på andre præmisser. Der er ej heller noget galt i at omdefinere blokkene i dansk politik. Men der er ikke belæg for at skulle tegne den skillelinje, som Tørning opstiller. Især ikke, når Tørning som rygdækning til sin hjemmel henviser til DF, der direkte har placeret følelser højere, men ikke tilhører definitionen af “livsstilspartier”.

Nogle af de spørgsmål, man allerede i folkeskolen bliver undervist i at skulle stille til nyheder og mediehistorier er: Hvem er modtageren? Hvem er afsenderen? Hvad er budskabet? Hvorfor tilskriver Tørning de såkaldte ”livsstilspartier” en følelsesretorik, som han endvidere mener er uønskværdig i politik? Og hvorfor undlader han så at nævne, at hans partis gruppeformand, Peter Skaarup, for blot en måned siden sagde, at politik først og fremmest er følelser?

 

Hvorfor tilskriver Tørning de såkaldte ”livsstilspartier” en følelsesretorik, som han endvidere mener er uønskværdig i politik? Og hvorfor undlader han så at nævne, at hans partis gruppeformand, Peter Skaarup, for blot en måned siden sagde, at politik først og fremmest er følelser?
_______

 
Martin Schmidt Konradsen er jordbrugsteknolog i miljø og natur, byrådskandidat i Aarhus for Enhedslisten. ILLUSTRATION: Sommergruppemøde hos DF [foto: Jens Dresling/Polfoto]