Henrik Dahl: Hvorfor elsker danskerne den offentlige sektor?

Henrik Dahl: Hvorfor elsker danskerne den offentlige sektor?

19.12.2017


Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)

At være liberal i Danmark er lige så svært, som det er at være socialist i Schweiz. Det vil ikke være muligt at reformere velfærdsstaten substantielt – herunder: at skabe et nyt skatteparadigme – før velfærdsideologien er svækket væsentligt.

Kommentar af Henrik Dahl (MF, LA)

I 1973 udkom bogen ”Den herskende klasse” af Jørgen S. Dich, der dermed rettede en kritik mod velfærdsstatens opfindere og forvaltere. Bogen er skrevet i en marxistisk jargon, hvad der gav den fantastisk og fængende titel men også betyder, at gamle, marxistiske begreber som ”klasse” og ”udbytning” hurtigt bliver tunge at arbejde med, hvis man skulle få lyst til at videreudvikle hans analyse. Der er dog et undtagelse – begrebet ’ideologi’, som der er grund til at se nærmere på idag.

For Dich mente, at det var lykkedes for den herskende klasse at udvikle en forpligtende ideologi: Den ’subjektløse humanisme’. Denne ideologi tjente som begrundelse for det stadigt stigende offentlige forbrug inden for socialforsorgen, sundhedsvæsenet og uddannelsessystemet. Med humanismen var der allerede indført et princip, ingen kunne sige nej til. For siger man nej til at være humanist, er man per definition et dårligt menneske, der fortjener udskamning i offentligheden og som ikke er værdigt til at have en mening om tingene. Og med det subjektløse menneske var indført et menneske, der hverken havde nogen vilje eller noget ansvar. Dette menneske kunne man ikke nøjes med at give hjælp til selvhjælp. I stedet skulle det helt og holdent reddes af en stadigt voksende mængde af sagsbehandlere, 360-graders håndholdte indsatser og handleplaner. Regningen for alene dette arrangement beløber sig i dag til cirka 45 milliarder kroner årligt. Effekten kendes ikke).

Men selve det marxistiske ideologibegreb er værd at dvæle ved. Karl Marx brugte ikke udtrykket ideologi som et neutralt udtryk. For ham var en ideologi lig med en politisk verdensanskuelse, som dermed også var en forvrænget – og forvrængende – verdensanskuelse. En kapitalistisk ideologi ville for eksempel hævde, at værdien blev skabt af det produktionsapparat, fabrikanten stillede til rådighed. Mens den korrekte (marxistiske) anskuelse var, at værdien blev skabt af det levende arbejde, der blev ydet af arbejderne.

Efter min opfattelse er ideologibegrebet stadig interessant. Derfor er det for eksempel interessant at studere verdensanskuelser, der ikke er baseret på ubestridelige kendsgerninger – og som ikke lader sig påvirke af ubestridelige kendsgerninger (eller ubestridelig logik). Sådanne verdensanskuelser er lig med vore dages ideologier. De udgør en forvrænget opfattelse af det, man – med et enfoldigt, men meningsfuldt – udtryk kalder virkeligheden. Og de er med til aktivt at forvrænge perceptionen af verden, forvride prioriteringer og forfuske politiske samtaler om fornuftige mål.

 

Der findes ikke nogen konkurrerende ideologier i det politiske Danmark af en styrke, der er bare tilnærmelsesvist så stor som velfærdsideologien
_______

 

Velfærdsideologien
Den ideologi, der i vore dage har størst indflydelse på skabelsen af vores fælles, sociale verden, er den offentlige sektors ideologi. Man kan kalde det ”offentligsektorismen”. Men man kan også slet og ret sige: velfærdsideologien.

Velfærdsideologien promoveres dagligt af et stort flertal af Folketingets partier. Den promoveres af de offentligt ansattes interesseorganisationer – og den gengives i det store og hele kritikløst i medierne. Hvad enten det drejer sig om de klassiske aviser, eller det drejer sig om radio- og tv-stationerne. Derfor findes der ikke nogen konkurrerende ideologier i det politiske Danmark af en styrke, der er bare tilnærmelsesvist så stor som velfærdsideologien.

På dette sted er det vigtigt at bemærke: Velfærdsideologien bruges ikke af dårlige eller onde mennesker. Den propageres – som Jørgen S. Dich så rigtigt så det – af folk, som af et ærligt og oprigtigt hjerte mener, at de er humanister (og at deres meningsmodstandere derfor er det modsatte: Dårlige mennesker, der er ude på at volde skade).

Tre af de vigtigste læresætninger i velfærdsideologien er:

1. Den offentlige sektor er underfinansieret. At dette skulle være tilfældet, er ganske vist svært at forstå, eftersom Danmark år efter år viser sig at være det land i OECD, der har de højeste, samlede tryk af skatter og afgifter (45,9 procent af BNP i 2016). Rent logisk må kendsgerningerne indebære, at alle andre offentlige sektorer i den frie verden er mere underfinansierede end den danske. Ligesom kendsgerningerne rent logisk må indebære, at kvaliteten burde være i top i internationale sammenligninger – simpelthen fordi det er logisk at antage en vis sammenhæng mellem pris og kvalitet.

Det sidste (at kvaliteten er i top) kan ikke eftervises, og mange mærker det også på deres egen krop. Men i stedet for at konkludere, at de mange penge derfor i dag må blive anvendt på en uhensigtsmæssig måde, der får sammenhængen mellem pris og kvalitet til at briste, konkluderer velfærdsideologien, at den offentlige sektor er underfinansieret. Her anvender man en forklaringsmodel om nedskæringer. Også i de tilfælde, hvor der – som i sundhedssektoren – gennem årtier er blevet tilført flere ressourcer.

2. De offentligt ansatte er dårligt aflønnet. Man kan altid diskutere, om en aflønning er rimelig. Men som en del af diskussionen bør man vel også se på, hvor man i det hele taget ligger i den store samfundspyramide?

Man skal ikke have ret mange års anciennitet som folkeskolelærer, sygeplejerske eller politibetjent, før man er pænt inde i den bedst aflønnede halvdel af befolkningen.

Det er vel alt i alt ikke så ringe? Og da slet ikke, når en undersøgelse fra Rockwoolfonden påviser, at både den gennemsnitlige, aftalte arbejdstid og den faktisk lagte arbejdstid er kortere i den offentlige sektor end i den private (den sidste – altså den faktisk lagte arbejdstid – faktisk væsentligt kortere).

Intet af dette gør imidlertid indtryk på velfærdsideologien. Den fastholder stædigt, at de offentligt ansatte er dårligt aflønnet.

3. Niveauet for offentlige ydelser er lavt. Denne påstand er simpelthen umulig at fastholde – med mindre man er villig til at hævde, at internationale sammenligninger er forfalskede.

Danmark er stort set altid med i OECD-toppen, når det gælder overførsler som uddannelsesstøtte eller forskellige former for kompensation for manglende arbejdsindtægt. Ser man hen over hele den del af befolkningen, der er gået på pension, lever langt de fleste også under økonomisk trygge og rimelige omstændigheder (skønt der selvfølgelig er beklagelige eksempler på det modsatte). Intet af dette afholder imidlertid velfærdsideologien fra at hævde, at niveauet for offentlige ydelser er lavt.

I borgerlige kredse tales der i disse år om, at vi nu snart snart have reformer af velfærdsstaten –herunder af vores skattesystem og skattesatsernes højde. Det vil gavne produktiviteten og arbejdsudbuddet, og vil dermed gavne alle danskere i varieret omfang.

Jeg er aldeles enig i dette, men jeg tror, man skal tænke sig grundigt om, når det gælder strategien.

At være liberal i Danmark er lige så svært, som det er at være socialist i Schweiz. Derfor skal man have en langsigtet plan og undlade at samle på unødige nederlag.


Det vil ikke være muligt at reformere velfærdsstaten substantielt – herunder: at skabe et nyt skatteparadigme – før velfærdsideologien er svækket væsentligt. Derfor bør en konsekvent afsløring og demaskering af velfærdsideologien have første prioritet for alle borgerlige, der ønsker reformer af velfærdsstaten og et paradigmeskift inden for skattesystemet. Andre veje til ændringer gives ikke i et demokratisk samfundssystem.

 

At være liberal i Danmark er lige så svært, som det er at være socialist i Schweiz. Derfor skal man have en langsigtet plan og undlade at samle på unødige nederlag. Det vil ikke være muligt at reformere velfærdsstaten substantielt – herunder: at skabe et nyt skatteparadigme – før velfærdsideologien er svækket væsentligt
_______

 


ILLUSTRATION: Peter Hove Olesen/Polfoto