Henrik Dahl: EU må forandre sig eller forsvinde

Henrik Dahl: EU må forandre sig eller forsvinde

21.06.2017


En række udviklinger i verden omkring Danmark har skabt nye, barske vilkår for vores udenrigspolitik. For EU bliver flygtningespørgsmålet den afgørende test – også her må unionen forandre sig eller forsvinde.

Kronik af Henrik Dahl (MF, LA)

DET VIGTIGSTE ved regeringens nye, udenrigspolitiske strategi, er efter min opfattelse ikke de fem fokusområder. Ganske vist er jeg fuldkommen enig i, at det er de rette områder at udpege (1. Migration, ustabilitet og terrorisme, 2. Sikkerhed i nærområdet, 3. Brexit og EU’s fremtid, 4. Globaliseringens muligheder og 5. Arktis). Men det vigtigste er erkendelsen af, at vi befinder os i en ny og usikker verdensorden.

Usikkerhed kræver årvågenhed og forsigtighed. Derfor er det helt rigtigt, når strategien direkte angiver et behov for at konsolidere – og forsvare – det, vi har. Strategien fastslår entydigt at den nuværende situation med hensyn til demokrati og frihed, herunder ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, religionsfrihed og offentlig orden, skal forstås som en slags mindstemål. Vi kan være tilfredse med det niveau, demokratiet og borgerrettighederne har. Men vi må også betragte det som udgangspunkt for forbedringer i de kommende år. Det skulle meget gerne blive mere sikkert og problemfrit at gøre brug af sine borgerrettigheder i fremtiden – ikke mindre.

En ny verdensorden kræver nytænkning. Det er en stor og kompliceret proces, der ikke kan gennemføres i ophøjet ensomhed af en enkelt person. Men i og med, at situationen er defineret offentligt, er der givet et signal til samfundet om, at den kan begynde. Denne artikel er mit svar på spørgsmålet: Hvad er det nye i den nye verdensorden – og hvad er det for en usikkerhed, der møder os?

 

Det skulle meget gerne blive mere sikkert og problemfrit at gøre brug af sine borgerrettigheder i fremtiden – ikke mindre
_______

 

Den nye usikkerhed
En af de bedste sammenfatninger af de udfordringer, man som dansk (udenrigs)¬politiker står over for, er skrevet af Henrik Breitenbauch og Niels Byrjalsen, og stod at læse i Weekendavisen for 9. juni 2017. Deres argument: At den historiske periode, der begyndte efter Den kolde krig, er slut. Det kan aflæses på, at presset mod den såkaldte europæiske orden nu er så stort, at der er risiko for, at den bryder sammen. Sker det, vil der opstå en helt flydende og ustabil situation, som ingen kan forudsige. Derfor er der ikke noget at sige til, at de to forfattere karakteriserede dette scenarium som ”meget alvorligt”. Hvad skal man så forstå ved ”den europæiske orden”? Ifølge Breitenbauch og Byrjalsen: ”Den europæiske orden kan forstås som et sæt af normer og geopolitiske spilleregler, der enten er eksplicit beskrevne og juridisk formaliserede eller eksisterer i diplomatisk, politisk og militær praksis”.

Det absolut største problem for Danmark i denne forbindelse er, at vi som en småstat, der ikke kan føre en selvstændig udenrigspolitik, har haft umådelige fordele af den europæiske orden. Mens NATO har sikret freden, har EU sikret velstanden. Med den usikkerhed, den nye, amerikanske administration har skabt om NATO og ikke mindst om musketereden i artikel 5, er det klart, at vi må bruge flere penge på forsvar. Og muligvis endda kan blive nødt at anskue en europæisk forsvarsdimension som mere, end vi gør i dag – nemlig som noget, der er komplementært til NATO.

Men har vi i det hele taget et velfungerende EU, der eventuelt kunne varetage den opgave? Det mener jeg ikke, man kan sige. Gennem de senere år har det nærmest virket, som EU målbevidst havde sat sig den opgave at delegitimere sig selv. Det har EU selvfølgelig ikke. Men der er ikke nogen tvivl om, at EU’s svækkede legitimitet VAR med til at udløse Brexit, og at det også er den svækkede legitimitet, der har fået Visegradlandene (Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet) til at vælge deres ”Sonderweg” i udlænginge- og flygtningepolitikken.

Derfor er EU det næststørste problem for Danmark – hvad jeg vender tilbage til nedenfor. Og så er der selvfølgelig den salafistiske terror. Vel er det lykkedes at holde den så nogenlunde nede i Danmark. Men vi kan ikke sidde med hænderne i skødet og betragte, hvordan Storbritannien og Frankrig er kommet under angreb. Selv om vi skærper grænsekontrollen og den øvrige antiterrorindsats, er de to lande så tæt på os, at vi er nødt til at gøre os vores egne, selvstændige overvejelser over, hvordan vi imødegår terroren og dræner sympatisørsumpen.

Hvor står USA nu? Der kan ikke længere herske tvivl om, at præsident Trump havde undervurderet om¬fanget af den opgave, det er at være USA’s præsident. Det har han nemlig selv sagt i et interview med Reuters. Der kan heller ikke herske nogen tvivl om, at han til dato ikke lader til at have afsat den fornødne tid til at indhente den manglende viden, eller tiden til i det hele taget at trænge ned i, hvordan verden hinsides hans fordomme fungerer. Til gengæld har han afsat store mængder af tid til at bringe sig i vanskeligheder ved hjælp af uovervejede og muligvis ulovlige beslutninger og covfefe. Over tid vil han formentlig blive nedkæmpet af det, Michael Glennon kalder ”den dobbelte stat”? Altså det usynlige magtapparat, der – udover at effektuere allerede trufne beslutninger – også indsamler oplysninger, forelægger dem for præsidenten, indhenter hans afgørelser og herefter effektuerer dem. Vel at bemærke: med mindre de går imod den hidtidige, politiske linje. ”Stiafhængighed” [path dependency, organisationsteorisk model, red.] – altså fortidige beslutningers indflydelse på nutidige – er stadig alt i alt en af de bedste forklaringer på, at der bliver taget de beslutninger, der tages. Men selvom der er sandsynlighed for, at det usynlige magtapparat over tid sætter sig igennem, bør man på den anden side huske, at Trump faktisk er præsident, og at det usynlige magtapparat kun kan udtrykke sig og tage beslutninger gennem netop præsidenten. Så længe Trump er så uforudsigelig, som han er, vil der være en grundlæggende uforudsigelighed ved USA, som vi i Danmark og Europa er nødt til at tage bestik af.

Lad os nu se lidt nærmere på de forskellige ”problemgeneratorer”. Her er der ingen tvivl om, at Rusland er den største.

 

Gennem de senere år har det nærmest virket, som EU målbevidst havde sat sig den opgave at delegitimere sig selv
_______

 

Problemgenerator nr. 1: Rusland
Efter afviklingen af kommunismen har det vist sig umuligt for Rusland at udvikle sig økonomisk. Den kroniske mistro over for udlandet i kombination med bundløs korruption har forhindret at landet kan udvikle sig til en konkurrencedygtig industriøkonomi – for slet ikke at tale om en moderne innovationsøkonomi (ironisk har sanktionerne haft den bivirkning, at russisk landbrug uden konkurrence fra udlandet er blomstret op). Landets eget, manglende opgør med en bestemt nedarvet socialpsykologi dømmer kort sagt Rusland til at forblive en kronisk underpræsterende råstoføkonomi. Derfor står magthaverne sig bedre ved at gøre sig til fjende af Vesten: Det skaber sammenhold og opbakning til ledelsen, og flytter begrundelsen for den lave levestandard væk fra Kreml og ud af landet. Man kan mene (og jeg er i så fald enig), at styret i Kreml dermed pålægger Vesten og ikke mindst de umiddelbare nabolande store byrder for at aflede opmærksomheden fra egen uduelighed og ligegyldighed overfor befolkningens ve og vel. Men kynisme i det omfang er set før, og under alle omstændigheder en realitet, vi må tage ind i vores betragtninger.

Der findes endnu ikke et begreb, som beskriver den type af relation, Danmark og Vesten har til Rusland (og det er velsagtens også en af selve pointerne ved den såkaldte Gerasimov-doktrin om ”hybrid krig”, hvor det anbefales, at Rusland arbejder på at skabe en uklar situation). Men vi må – i hvert fald så længe, Vladimir Putin er ved magten – regne med, at Rusland er et land, der handler strategisk og nogle gange fjendtligt over for sin omverden. Samtidig med, at det også er et land, vi på en lang række områder både handler og samarbejder med. Ud over den latente trussel om invasion, der præsenterer sig i Baltikum og Polen, er det mest ubehagelige uden tvivl netop den ”hybride krig”, hvor man direkte blander sig i den politiske proces i andre lande ved hjælp af eksempelvis hackerangreb. Dette kræver en håndfast forsvarsindsats og er noget, der ubetinget må sættes en stopper for.

 

Ruslands eget, manglende opgør med en bestemt nedarvet socialpsykologi dømmer kort sagt Rusland til at forblive en kronisk underpræsterende råstoføkonomi
_______

 

Problemgenerator nr. 2: Tyrkiet
Tyrkiet er også et problem, der udfordrer de vante forestillinger. Der kan siges en lang række af mindre pæne ting om Kemal Atatürks ”styrede demokrati” i Tyrkiet. Når de så er sagt og drøftet, står det bare stadig fast, at landet fra republikkens grundlæggelse og frem til det tidspunkt, hvor EU gennemtvang en afvikling af militærets aktive rolle som garant for demokratiet i den hensigt, at Tyrkiet skulle kunne indtræde i EU (et såre naivt krav under de givne omstændigheder, men sket er sket) faktisk fungerede som et land, hvor mennesker i rimelig grad lod hinanden i fred og ikke belemrede andre med krav om religiøs eller politisk retten-ind.

Tyrkiet er på vej til at blive en intolerant, islamistisk etpartistat. De økonomiske skadevirkninger vil blive omfattende. I første omgang i forhold til turismesektoren, men på længere sigt overalt. Ingen har til dato kunnet modbevise, at islamisme uvægerligt fører til dumhed, stagnation og generel irrationalitet. Eller med andre ord: Uundgåelig fattigdom og håbløshed (dersom man ikke har olie). De menneskelige omkostninger for det meget store mindretal af sekulære, moderne tyrkere, skal vi heller ikke glemme.

Måske kan vi ikke gøre så meget for at hjælpe dem på et konkret plan. Men vi kan vedholdende minde Tyrkiet om, at landet af egen, fri vilje har tilsluttet sig Europarådet, og dermed også Den europæiske menneskerettighedskonvention. Ingen lande kan med rimelighed pålægges at rette sig efter et regelsæt, der påtvinges udefra. Til gengæld er det helt rimeligt at kritisere, at man ikke overholder betingelserne for at være med i en organisation, man af egen, fri vilje har meldt sig ind i.

Politisk giver den tyrkiske kurs to udfordringer. Den første er, at Tyrkiet ikke kan undværes som medlem af NATO. Her må man dog sige, at landets fordele ved at være med, er så meget større end ulemperne, at det nok må forventes, at skønt Ankara vil gøre sig besværlig og irriterende, er en udmeldelse ikke realistisk. Men den anden er meget værre: At Erdogan mener, han er statsoverhoved for alle personer af tyrkisk afstamning. Det kunne han mene så tosset han ville, uden at det ville være et problem. Det opstår først, når millioner af personer i Vesteuropa med tyrkisk baggrund er enige.

Det er ønskeligt, at Erdogan lader sig tale til fornuft og respekterer principperne om national suverænitet og ikke-indblanding i andre landes interne affærer. Men gør han ikke det, kan det blive nødvendigt at trække Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 16, som lyder: ”Ingen bestemmelse i artiklerne 10, 11 og 14 må anses som værende til hinder for, at de høje kontraherende parter fastsætter indskrænkninger i fremmede statsborgeres politiske virksomhed”. Artiklerne 10, 11 og 14 omhandler ytringsfrihed, forsamlings- og foreningsfrihed, samt beskyttelse mod diskrimination. Og man ser således let, at den nederlandske regering i foråret under valgkampen var i sin absolut bedste ret til – med Menneskerettighedserklæringen i hånden – at bede repræsentanter for den tyrkiske regering om at holde sig væk, klappe i og undlade at organisere demonstrationer. Alt, hvad det kræver, er, at de pågældende repræsentanter ikke er nederlandske statsborgere (hvilket i forbifarten påviser, at dobbelt statsborgerskab er en helt enormt dårlig idé).

 

Tyrkiet er på vej til at blive en intolerant, islamistisk etpartistat […] Ingen har til dato kunnet modbevise, at islamisme uvægerligt fører til dumhed, stagnation og generel irrationalitet. Eller med andre ord: Uundgåelig fattigdom og håbløshed
_______

 

Problemgenerator nr. 3: Brexit
Ifølge pålidelige kilder – nemlig medlemmer af såvel Under- som Overhuset, der har betinget sig anonymitet – havde hverken ja- eller nejsiden før den britiske afstemning sat sig særlig grundigt ind i, hvad EU egentlig var for en størrelse, og hvad et Brexit derfor ville indebære. Idag er man så ved at trænge ned i substansen. Samtidig med, at sandet siden slutningen af marts har løbet gennem timeglasset, og forhandlingerne – efter et kaotisk parlamentsvalg – derfor endelig kan påbegyndes.

Blandt de forhold, der har overrasket de britiske politikere, er, at langt det meste af EU er lavpraktisk og derfor til alle lavpraktiske menneskers fordel. Det vil sige: Til fordel for alle mennesker, der beskæftiger sig med fornuftige og nyttige ting. Køber man en ny ventil til sin boreplatform i et EU-land, skal den ikke godkendes af en inspektør, eftersom den vil være typegodkendt allerede. Er skivebremserne til den bil, der samles i Storbritannien, lavet i et EU-land, skal de ikke fortoldes. Vil man studere i et EU-land, volder det ikke merbøvl i forlængelse det groteske bøvl, enhver universitetsadministration i ethvert land til enhver tid vil volde hvem som helst. Andre ting, der også er kommet bag på dem, er, at en fjerdedel af de sundhedsprofessionelle, der er beskæftiget i sundhedsvæsenet, er udlændinge. Samt at udlændinge fra det øvrige EU samlet set går i plus i forhold til de offentlige finanser. Når og hvis den bebudede ”store nedlukning” for udlændinge begynder, vil det derfor koste penge for staten og skabe betydelige vanskeligheder på hospitalerne rundt omkring i landet. Ikke mindst i det tilfælde, hvor der ikke ved brexitforhandlingerne findes en fornuftig ordning for de EU-borgere, der allerede opholder sig inden for Storbritanniens grænser.

Endelig burde det være soleklart for enhver, at Storbritannien ikke kan benytte sig af ”det finansielle pas” (det vil sige retten for en finansiel institution i EU til at gøre forretninger i ethvert af de øvrige EU-lande), hvis landet ikke er villigt til at underkaste sig en eller anden permanent voldgiftsmekanisme, som kan afklare helt uundgåelige tvister og uenigheder. Det har briterne imidlertid ikke været, og derfor hersker der – for at sige det diplomatisk – en afventende holdning i britiske og britisk baserede finanskredse.

Alt dette og mere vil komme frem i forhandlingerne, og man vil blive tvunget til at forholde sig til realiteterne på en langt mere konkret måde, end man hidtil har gjort. Om Theresa May (eller hvem der måtte overtage hendes post) kan få dette forklaret for borgerne og for den nationalistiske højrefløj i det konservative parti, er en anden sag. Det er min personlige opfattelse, at alle disse udfordringer bunder i, at en kritisk masse af politikere og meningsdannere i Storbritannien har fejlvurderet landets forhandlingsposition. Det er ikke godt for EU, at Storbritannien vil ud. Det er dog stadig langt bedre, end det er for Storbritannien at sige farvel til de utallige, lavpraktiske fordele, man har haft af medlemskabet. Om denne opfattelse er sand, kan vi ikke vide. Men det står fast, at det vil blive afklaret inden alt for længe.

 

Ifølge pålidelige kilder – nemlig medlemmer af såvel Under- som Overhuset, der har betinget sig anonymitet – havde hverken ja- eller nejsiden før den britiske afstemning sat sig særlig grundigt ind i, hvad EU egentlig var for en størrelse, og hvad et Brexit derfor ville indebære
_______

 

Problemgenerator nr. 4: EU
Men at det er gået så galt, som med Brexit, er i højeste grad EU’s egen skyld. Til og med det punkt, hvor EU forsøger at efterligne en stat, plejer unionen at klare sig ganske godt. Men dens forsøg på at være en stat, har stort set alle sammen været ynkelige: Man åbner de indre grænser uden at lukke de ydre – her er der tale om en beslutning så naiv eller vanvittig, at der i fremtiden vil blive skrevet bindstærke værker (eller det, der svarer til sådanne) om den. Man opretter en valuta uden at have de institutioner og instrumenter på plads, som enhver ekspert kan fortælle er nødvendige. ”Jeg har hørt om stater, der ikke havde en valuta. Men jeg har aldrig hørt om en valuta, der ikke havde en stat”, sukkede en forhenværende, belgisk statsminister engang i mit nærvær. Og skønt det måske lukker diskussionen om Bitcoins på et lovlig tidligt tidspunkt, er jeg ikke utilbøjelig til at give ham ret:

Man har oprettet en EU-domstol, der bliver ved og ved og ved med at sende nationalstaterne hadegaver i form af aktivistiske afgørelser, der strider imod enhver sund fornuft og af de fleste opleves som værende uden nogen form for demokratisk legitimitet. Situationen er simpel: EU må og skal ændres, så det kan leve op til basiskravet om legitimitet. Ellers kan det ikke overleve i længden. Et første vidnesbyrd vil vi få, når opgøret med Visegradlandene (Ungarn, Polen, Slovakiet og Tjekkiet) om flygtningepolitikken kommer.

Mit personlige gæt – og jeg understreger, at det ikke er andet – er, at EU vil tabe med et brag. Ungarn og Polen er lande, der end ikke var bange for Sovjetunionen. Så hvorfor de skulle være bange for nogle bureaukrater i Bruxelles, har jeg ikke indbildningskraften til at forestille mig. De to lande har, ligesom Tjekkiet og Slovakiet, levet igennem strenge tider under fremmed dominans. Så længe, der stadig er en kritisk masse af borgere, som kan huske den tid, vil man hellere lide et midlertidigt, økonomisk tilbageslag, end man vil lade sig koste rundt med af fremmede magter.

Jeg må tilstå, at jeg har sympati for Visegradlandene. Ungarn er – hvis vi skal være ærlige – det eneste land i Europa, der for tiden har en bæredygtig udlændingepolitik. Ethvert land må selv bestemme, hvem der skal opholde sig på dets territorium og på hvilke vilkår, det skal ske. Det bør ikke under nogen omstændigheder kunne forpligtes til at tage imod personer, der bevidst eller ubevidst undergraver demokratiet, borgerrettighederne, den offentlige orden og fred, den økonomiske stabilitet og fremgang eller de traditioner og skikke, de fleste stedbundne har kære. At man overhovedet har nødig at argumentere for dette, er mig en gåde. Det peger muligvis på, at der for længe har været for meget vanvid i den offentlige samtale uden tilstrækkelig fordømmelse og afvisning.

 

Ungarn er – hvis vi skal være ærlige – det eneste land i Europa, der for tiden har en bæredygtig udlændingepolitik. Ethvert land må selv bestemme, hvem der skal opholde sig på dets territorium
_______

 


Problemgenerator nr. 5: Det udvidede Mellemøsten

Stort set alle problemer med migration bunder i det, man på engelsk kalder The Greater Middle East. Men hvordan man løser dem, er et godt spørgsmål, der ikke kan besvares med en enkelt, kvik bemærkning.

Det er klart, at der ikke kommer demokrati til regionen lige foreløbig. Men det er i første omgang nødvendigt, at der kommer en vis form for stabilitet i form af stater, der kan leve op til deres navn – altså: Som fungerende lande. Dernæst er det klart, at der må sættes en stopper for den kræftsvulst på regionen, salafismen/wahabismen udgør. Det er i princippet fuldkommen utåleligt, at denne dødskult (hvis bedste, vestlige lookalike er nazismen) udbredes med økonomisk støtte fra aktører ikke mindst i Golfstaterne.

Desværre kan et lille land som Danmark ikke udrette stort i denne kamp. Men vi kan og bør i det mindste standse pengestrømme fra disse aktører til vores eget land så effektivt som muligt.

På samme måde forholder det sig med Iran. Forestillingen om en guddommelig atom-bombe styret i fællesskab af Vogternes Råd og Irans præsident, bør få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver, der følger med i tingene. Men kampen imod den kan ikke udgå fra Danmark. Det er evident. Også her er vi dybt afhængige af alliancer og internationale institutioner. Og derfor er det også her forfærdeligt, at de fleste i den grad trænger til service og vedligeholdelse.

 

Er det et problem, hvis præsident Trump entydigt beslutter sig for at støtte sunni (det vil fx sige Saudi-Arabien), og slår hånden af shia (for eksempel Iran)? Det synes jeg nok, man kan sige
_______

 

Er det i den forbindelse et problem, hvis præsident Trump entydigt beslutter sig for at støtte sunni (det vil fx sige Saudi-Arabien), og slår hånden af shia (for eksempel Iran)? Det synes jeg nok, man kan sige. I forhold til sikkerheden i Vesteuropa, eftersom salafismen (som terroristerne abonnerer på) er en gren af sunniislam. Det indikerer ikke, at man ligefrem burde understøtte det land, som er det værste til at sponsere salafismen. Tværtimod burde man i så vidt et omfang, det overhovedet er muligt, banke Golfstaterne på plads i en grad, så det går op for dem, at de skal holde op med at destabilisere ikke blot deres egen region, men også Vesteuropa.

I forhold til Mellemøsten, er Iran til gengæld et enormt problem. For det første fordi landet er en svoren fjende af Israel og sponserer Hamas, For det andet fordi der faktisk findes kompetence i landet (i modsætning til den arabiske verden, der er en af verdens førende inkompetenceregioner). Derfor er det strengt nødvendigt at have så mange diplomatiske relationer til og så mange aftaler med Iran, som det overhovedet er muligt at skabe.

 

Der er strengt nødvendigt at have så mange diplomatiske relationer til og så mange aftaler med Iran, som det overhovedet er muligt at skabe
_______

 

Nationalkonservatismen mangler svar
Nogle forudså, at det herskende kaos ville udløse en højrepopulistisk revolution i Europa. Det tror jeg ikke nødvendigvis er korrekt. Fra nationalkonservative partier rundt omkring i Europa er der sat en række helt nødvendige dagsordener: indvandring og assimilation; grænser; multikultur versus national ”ledekultur” for at nævne nogle eksempler. Det har været en fejl ikke at anerkende disse dagsordener og sætte dem til diskussion. Men det har til gengæld også været en fejl af de nationalkonservative partier at forestille sig, at deres løsningsforslag var grydeklare. Dagsordenerne er vigtige. Men der skal være en helt almindelig, politisk drøftelse af, hvordan man samler et flertal om at løse problemerne på den bedst mulige måde. Grænserne bør kontrolleres, men det skal vejes op mod hensynet til samhandel og samfærdsel. Der skal slås hårdt ned på terrorister og på sympatisørsumpen, men det skal vejes op mod retsstatslige hensyn. Det står ikke til diskussion, at Danmark er et demokratisk land, hvor selv ateisterne er præget af et kristent menneskesyn, men dette forhold skal vejes op mod, at folk faktisk har lov til at være forskellige.

De værdier, de nationalkonservative partier ser som nationale, er som oftest lokale varianter af de værdier, liberale ser som universelle. I mine øjne bør begge parter anerkende dette. Den demokratiske medalje har to sider: En liberal, som betoner det universelle og en konservativ, der betoner den nationale fortolkning af det universelle. Det burde ikke være noget problem at indse, at det forholder sig således, og glæde sig over, at de to sider hænger sammen.

Lige nu ser det ud til, at den ansvarlige midte har en vis fremgang i Europa med valget af Macron i Frankrig og CDU’s forventelige valgsejr i Tyskland, og det er selvfølgelig glædeligt. Men ansvar forpligter
_______

 

Lige nu ser det ud til, at den ansvarlige midte har en vis fremgang i Europa med valget af Macron i Frankrig og CDU’s forventelige valgsejr i Tyskland, og det er selvfølgelig glædeligt. Blot skal man være klar over, at ansvar forpligter: hvis man ikke bruger sine valgperioder til at løse de problemer, der er sat på dagsordenen, vil man blive sat på porten af vælgerne igen. Og der er ingen, der på nuværende tidspunkt kan sige, hvem der vil blive bedt om at løse dem i stedet for.

Det er afgørende, at den europæiske orden stabiliseres. Det vil sige, at NATO og EU bringes til at fungere. For sker det ikke, kan det blive svært for ikke blot den danske regering, men enhver europæisk statsleder, at levere på den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategis målsætning om mindre terror og mere ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, religionsfrihed og offentlig orden.

Jeg er dog fortrøstningsfuld. Det er stadig sandt, som [den britiske premierminister] Winston Churchill siges at have sagt, at amerikanerne altid gør det rigtige, når blot de først har gennemprøvet alle de forkerte løsninger. Og hvorfor er det sandt? Fordi der bag spøgen gemmer sig de visdomsord af [den tyske filosof] G.W.F. Hegel, at ‘Minervas ugle først letter i skumringen’. Det vil sige: Visdommen går først på vingerne, når mørket er ved at sænke sig. Det er det heldigvis ikke endnu. Og det er – hvis man tænker på Hegel – både en god og en dårlig nyhed. ■

 

De værdier, de nationalkonservative partier ser som nationale, er som oftest lokale varianter af de værdier, liberale ser som universelle
_______

 

Dahl (f.1960) er ph.d., oprindeligt uddannet sprogofficer (i russisk) og sociolog. I 1990erne forfatter til flere bøger, bl.a. den meget dagsordensættende “Hvis din nabo var en bil” (1997) og “Den kronologiske uskyld” (1988) samt (med flere andre) debatbogen om centrum-venstres fremtid: “Borgerlige ord efter revolutionen” (1999). Medgrundlægger af firmaet Advice Analyse (1998). I 2014 offentliggjorde han, at han stillede op til Folketinget for Liberal Alliance, for hvem han blev valgt ind ved valget i 2015. ILLUSTRATION: Peter Hove Olesen/Polfoto