Har Danmark stadig et Grønlandskort på hånden? Af Edith Lauglo Endsjø

Har Danmark stadig et Grønlandskort på hånden?
Af Edith Lauglo Endsjø

24.10.2017


For Danmark er der tre afgørende sikkerhedspolitiske spørgsmål, der støder sammen i Arktis: Hvilket forhold ønsker vi til USA? Hvilket forhold ønsker vi til Rusland? Og hvilket forhold ønsker vi til Grønland?

Af Edith Lauglo Endsjø

DEN AMERIKANSKE Thulebase i Nordvestgrønlands vigtighed svinger i takt med den internationale sikkerhedspolitiske situation – og påvirkes først og fremmest af Vestens forhold til Rusland og den russiske trusselsvurdering: Desto højere trussel fra russerne, des større betydning får basen for amerikanerne.

Men selv om vi skulle bevæge os ind i en ny Kold Krig, så er Thulebasen alligevel ikke afgørende for USA. Sådan lød konklusionen tidligere i år i en rapport fra Center for Militære Studier (med titlen “Grønlandskortet – Arktis’ betydning for Danmarks indflydelse i USA”). USA vil altid have andre alliancekort at spille, og skulle det konfliktfyldte forhold mellem Danmark og Grønland for alvor skabe problemer for amerikansk tilstedeværelse på grønlandsk jord, så vil USA sagtens kunne flytte basen.

”Thule Air Base” – ’Pituffik’ på grønlandsk – ligger 1.500 km nord fra den grønlandske hovedstad Nuuk. Det er USA’s nordligste nukleare varslingsstation på jorden, og den ligger langt længere nord end fx staten Alaska. Thuleradaren blev en del af amerikanernes berømte missilskjold efter indgåelsen af Itelleq-aftalen i 2004, og med en rækkevidde på ca. 5.000 km kan radaren lokalisere eventuelle indkommende ballistiske missiler rettet mod USA fra fx det eurasiske kontinent eller fra ubåde i både Barentshavet og Polhavet. Basen var svært vigtig under Den Kolde Krig, hvor Vesten frygtede en atomkrig med Rusland og gensidig udslettelse, hvorefter den tabte noget af sin prominens med Sovjetunionens fald i 1991. Med nye trusler fra uforudsigelige atommagter som Iran og Nordkorea, samt større spændinger mellem USA og Rusland, har Thule igen fået en væsentlig militær- og geostrategisk betydning for amerikanerne.

Kristian Åtland, ekspert på russisk forsvars- og sikkerhedspolitik i Arktis fra Forsvarets Forskningsinstitut i Norge, siger til RÆSON: ”Det er ingen tvivl om, at Thulebasens militærstrategiske betydning er steget de seneste år. USA’s nordligste militære installation spiller en nøglerolle i det amerikanske missilforsvarssystem, der jævnligt moderniseres og opgraderes i takt med den teknologiske udvikling og ændringerne i det globale trusselsbillede. Det amerikanske luftforsvars nylige beslutning om at bevilge i overkanten af $40 mio. dollars (250 mio. kr.) til Raytheon Defense Systems for at opgradere det allerede meget omkostningstunge radaranlæg i Thule, er en indikation på den vedvarende prioritet, basen har på amerikansk side.” Heather Conley, arktisekspert fra Center for Strategiske og Internationale Studier i Washington, bekræfter, at basen er en meget vigtig del af det amerikanske missilforsvar: ”Det handler om beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed,” siger hun til RÆSON.
Men USA nedprioriterer Arktis som region – ikke mindst under Trump. I dag er USA langt overlegne militært i forhold til Rusland, og amerikanerne føler sig derfor ikke alvorlig truet rent sikkerhedspolitisk i den arktiske region. Så skulle samarbejdet med Danmark og Grønland blive for besværligt for amerikanerne, vil USA sagtens kunne flytte basen fra grønlandsk territorium. Samtidig er Thulebasen – i dag som altid – anledning til konflikt mellem Danmark og Grønland.

Det evige stridspunkt mellem København og Nuuk
Det er ikke omkostningsfrit for Rigsfællesskabet at lægge jord til en amerikansk militærinstallation. Thulebasen har – lige siden den stod klar i 1952 – været genstand for en række uheldige sager, og den har skabt store spændinger mellem Grønland og Danmark. Det startede allerede, da basen i 1953 skulle udvides, hvor de oprindelige grønlandske fangstfamilier, ’Inughuits’ på grønlandsk (Thule-folket), blev tvangsflyttet 130 km nord fra Thule til Qaanaaq. Nogle år senere, i 1968, skabte det stor debat, da et amerikansk B-52 brintbombefly styrtede ned i nærheden af Thule, med farlig radioaktiv forurening til følge. Efter nedstyrtningen blev den danske regering voldsomt kritiseret for ikke at have orienteret offentligheden om, at der faktisk befandt sig amerikanske atomvåben i Grønland, til trods for at den officielle linje var, at Danmark ikke accepterede atomvåben på kongerigets territorium i fredstid. De danske håndværkere og lidt over tyve thuleboere der deltog i den omfattende oprydning efter nedstyrtningen hævdede også, at de ikke var blevet orienteret om, at der var radioaktivitet i det affald de samlede sammen, og de krævede efterfølgende erstatning. Begge sager bliver omtalt som ”Thulesagerne” og har været flittigt omdiskuteret i historiebøgerne (i 2015 også genstand for spillefilmen ”Idealisten” af Christina Rosendahl).

I dag – snart 50 år senere – er Thule stadigvæk genstand for konflikt mellem København og Nuuk. Det grønlandske Selvstyre har haft meget svært ved at acceptere, at det dansk-grønlandske selskab Greenland Contractors, hvor Selvstyret er medejer, i 2014 mistede servicekontrakten på Thulebasen til fordel for den amerikanske virksomhed Exelis Services A/S. Tabet af den daglige drift og vedligeholdelsen af basen, som Greenland Contractors har haft siden 1971, vil betyde et tab af milliardindtægter for Selvstyret, der stadig håber på en ændring af afgørelsen og en diplomatisk løsning. Selvstyret har også kritiseret USA og Danmark for manglende oprydning af flere andre forladte amerikanske militæranlæg fra Den Kolde Krig, som har forurenet grønlandske kyster med farligt affald i årevis. I juni i år endte statsminister Lars Løkke Rasmussen derfor med at love den grønlandske selvstyreformand, Kim Kielsen (Siumut), at Danmark de næste fem år vil bruge 150 millioner kroner på en grundig oprydning.

De mange konflikter er en tung byrde for forholdet mellem Danmark og Grønland, mener Jon Rahbek-Clemmensen, adjunkt og ph.d. fra Syddansk Universitet. Han er medforfatter til ”Grønlandskortet – Arktis’ betydning for Danmarks indflydelse i USA”: ”Der er en tillidskrise i Rigsfællesskabet lige nu. Den bunder for det første i den brede postkoloniale arv mellem Danmark og Grønland og for det andet i denne perlerække af uheldige sager på det seneste”. Han hævder, at der er brug for en større koordinering fra den danske centraladministration i forhold til Grønland. ”Det vigtigste og vanskelige spørgsmål for Danmark handler om forholdet til Grønland, og hvordan man får dét til at fungere ordentligt – og ikke de store sikkerhedspolitiske forandringer i Arktis,” siger han til RÆSON

Thule – den korteste missilbane mellem USA og Rusland
Thulebasens særlige geostrategiske betydning skal ses på baggrund af det faktum, at den ligger på den korteste missilbane mellem USA og Rusland, og at de sandsynlige baner for et eventuelt atomangreb med ballistiske missiler vil være over Polhavet. Kristian Åtland forklarer til RÆSON: ”USA’s satsning på forsvarssystemer mod ballistiske missiler skal ses i sammenhæng med Ruslands pågående forsvarsmodernisering, og det forværrede forhold mellem Rusland, Vesten og NATO – særligt efter inventionen af Ukraine i 2014. Moderniseringen af Ruslands strategiske kernevåben har haft høj prioritet siden 2008, og den militære øvningsaktivitet på russisk side har været høj de sidste år – ikke mindst i Arktis. Rusland betragter i stigende grad de strategiske kernevåben både som et vigtigt instrument til afskrækkelse og som en nøgle til Ruslands fortsatte stormagtsstatus. Dette ses fx i Ruslands våbenprogram frem til 2020, GPV-220, hvor opretholdelse og modernisering af landbaserede interkontinentale ballistiske missiler, søbaserede missiler på strategiske ubåde og luftbårne kernevåben på strategiske bombefly er et overordnet mål.”

 

Thulebasens særlige geostrategiske betydning skal ses på baggrund af det faktum, at den ligger på den korteste missilbane mellem USA og Rusland, og at de sandsynlige baner for et eventuelt atomangreb med ballistiske missiler vil være over Polhavet
_______

 

Kristian Åtland gør opmærksom på, at den store mistillid og mistænksomhed mellem kernevåbenmagterne Rusland og USA forhindrer fremskridt på nedrustningsområdet: ”Tværtimod er der faktisk sket en stigning i antallet af russiske nukleare sprænghoveder. Rusland har i dag ca. 1.800 sprænghoveder i sit arsenal, hvor omkring 60 pct. af de søbaserede kernevåben befinder sig på ubåde, der operer fra baser på Kolahalvøen, ikke langt fra byen Murmansk. Herfra sejler ubådene ud i Barentshavet, og fra tid til anden videre nordover til Polhavet, hvor de kan operere skjult under isen. De kan også sejle vestover og sydover mod Norskehavet og Nordatlanten”.

Amerikanerne har længe hævdet, at missilskjoldet ikke er designet for beskyttelse mod Ruslands missiler, men for at imødekomme missiltrusselen fra Iran og Nordkorea. Men: ”Rusland føler sig ikke beroliget af de amerikanske forsikringer, og de har gennem en årrække derfor ønsket sig ’juridisk bindende garantier’ for, at systemet ikke kan blive brugt mod dem. Hverken USA eller NATO har ønsket at give sådanne garantier. Og det er tvivlsomt, om en garanti ville løse manglen på russisk tiltro til USA og NATO, og deres frygt for at den strategiske balance mellem USA og Rusland kan blive forrykket som et resultat af USA og NATO’s satsning på missilforsvaret, BMD [Ballistic Missile Defence]”, siger Kristian Åtland.
Han understreger: ”Rusland har et langsigtet perspektiv på dette spørgsmål. Den russiske frygt knytter sig ikke primært til amerikanske og vestlige kapaciteter på BMD-området, inkluderet radaranlægget i Thule, men til næste generations systemer. Dette er også meget af grunden til, at Rusland bruger så store ressourcer på at modernisere sine egne kernevåben og konventionelle militære kapaciteter”.

Forholdet mellem Rusland og Danmark bliver også påvirket af amerikanernes tilstedeværelse i Grønland og det dårlige klima mellem USA og Rusland. Ruslandforsker og oberstløjtnant i den norske hær, Tormod Heier, forklarer, hvordan Norden risikerer at blive trukket ind i en ny ”kold krig” mellem USA og Rusland: ”Vi bliver vigtigere for US Homeland Defence, hvilket både er godt og uheldigt. Godt fordi danske og norske myndigheder nemmere får adgang til amerikanske beslutningstagere i Pentagon og State Department – hvad der giver større gehør for særegne danske og norske bekymringer i forhold til Rusland. Men det er også dårligt, fordi det gør det vanskeligere at balancere i forhold til også at opretholde et godt forhold til Rusland som nabo. Både Danmark og Norge bliver i russiske øjne set på som potentielle springbrætter for amerikanske operationer mod Ruslands sårbare nordflanke,” siger han til RÆSON.

Indtil videre har den arktiske region været betegnet som et lavspændingsområde. Vil det forandre sig? ”På længere sigt kan man forestille sig, at afsmeltningen af isen og dermed øget tilgængelighed til de arktiske områder kan skabe et større aktivitetsniveau i regionen, og at uløste spørgsmål vedrørende territoriale grænser og jurisdiktion i de nordlige havområder kan komme til overfladen. Man kan også forestille sig en ”spill-over” effekt fra konflikter andre steder i verden. Men foreløbig fremstår den politiske og militære situation i Arktis relativt forudsigelig og stabil,” siger Kristian Åtland.

Arktis langt nede på Trumps dagsorden
USA er en ’arktisk nation’ i kraft af staten Alaska, som befinder sig indenfor den arktiske cirkel. Men med 700.000 indbyggere er Alaska en af landets mindste stater: ”USA har en meget svag arktisk identitet. Dem, der bor i Alaska har en meget klar opfattelse af, at de bor i en ’arktisk nation’, men sådan er det ikke i resten af USA”, konstaterer Heather Conley. Arktiske problemstillinger ligger med andre ord meget langt væk i stater som fx New Mexico og Arizona.

Arktis er lavt prioriteret af USA, der var den sidste arktiske kyststat, der udarbejdede en strategi for området. USA udgav den først i 2013 modsat fx Norge, som var først ude i 2006. Ruslands arktiske strategi blev offentliggjort i 2009, Danmarks i 2011.
Med Trump er den arktiske dagsorden skubbet endnu længere ned på to-do-listen i Washington – men fordi mange af stillingerne i den nye administration endnu ikke er besat, mangler der klare udmeldinger også på dét felt. Ifølge Heather Conley kan man forvente mere fokus på onshore og offshore olie- og energiudvinding i Arktis – men mindre fokus på klimaudfordringer.

Samtidig ser USA ikke på Arktis som en vigtig sikkerhedspolitisk region. Ifølge den canadiske ekspert i arktisk sikkerhedspolitik, professor Michael Byers ved University of British Columbia i Canada, er det ganske enkelt fordi USA ikke ser nogle trusler fra andre stater i Arktis: ”Med hensyn til sikkerhedspolitik, så er Arktis ikke en amerikansk prioritet. USA har fx ikke bygget en ny isbryder i flere årtier,” siger han til RÆSON. Det er en betragtning, der deles af Jon Rahbek-Clemmensen: ”Missiltruslen mod USA er meget lavere end under Den Kolde Krig.” Han fortsætter: ”Amerikanernes interesse i Grønland er direkte korreleret med truslen fra Rusland; når truslen fra Rusland er stor, så er Grønland vigtig, når truslen fra Rusland er lille, så er Grønland ikke vigtig. Og lige nu er truslen fra Rusland forholdsvis begrænset. Selvom europæisk sikkerhed har forandret sig efter Ukraine-krisen, så er vi på ingen måde på et konfliktniveau, der nærmer sig Den Kolde Krig – vi er ikke bange for, at der i morgen opstår atomkrig mellem amerikanerne og russerne. Magtbalancen er også meget skæv i amerikanernes favør.”

Amerikanerne ønsker status quo – ikke et selvstændigt Grønland
Det er ingen hemmelighed, at der længe har været et ønske om løsrivelse fra Danmark i Grønland. I 2016 fik grønlænderne deres første Minister for Selvstændighed, og der er allerede blevet nedsat en kommission, der skal skrive Grønlands første forfatning, som forventes at være færdig i 2020. Men et selvstændigt Grønland står ikke på USA’s ønskeliste, da man i København traditionelt har været mere lydhør ovenfor amerikanske interesser end grønlandske: ”Amerikanerne vil ikke blande sig i spørgsmålet om selvstændighed. Det er et grønlandsk spørgsmål. Men når det er sagt, så foretrækker amerikanerne status quo, fordi det er nemmere at arbejde med. Danmark er nemmere at arbejde med end grønlænderne, som man ikke helt ved hvor kommer til at stå. Amerikanerne bryder sig ikke om forandringer,” siger Jon Rahbek-Clemmensen.

Den tidligere omtalte rapport Grønlandskortet beskriver, hvordan Thule gennem historien, og specielt under Den Kolde Krig, har givet Danmark et ”kort” at spille, som gav konkrete politiske gevinster overfor USA og NATO. Grønland mener imidlertid, at Thulekortet er mere værdifuldt end man synes i Danmark – og derfor: At amerikanerne bør betale mere for brug af grønlandsk territorium. Men Jon Rahbek-Clemmensen hævder, at hverken Grønland eller Danmark kan overspille ”Grønlandskortet” og presse USA for yderligere kompensationer ved at tro, at Thulebasen er afgørende for amerikanerne – det er den faktisk ikke. I yderste konsekvens ville amerikanerne sagtens kunne lukke basen: ”De vil helst undgå det, men Thulebasen kan godt flyttes,” siger han. Michael Byers er enig: ”USA har ikke behov for Thule Air Base. De vil gerne blive der, simpelthen fordi det er det mest effektive – men Thulebasen er absolut ingen nødvendighed, for amerikanerne har andre muligheder”. Og han tilføjer: ”USA er en global spiller, amerikanere har altid andre muligheder. De foretrækker at fortsætte sine partnerskaber, men amerikanerne har ingen uerstattelige partnere.”

 

Hverken Grønland eller Danmark kan overspille ”Grønlandskortet” og presse USA for yderligere kompensationer ved at tro, at Thulebasen er afgørende for amerikanerne – det er den faktisk ikke
_______

 

Anders Henriksen og Jon Rahbek-Clemmensen: “Grønlandskortet: Arktis’ betydning for Danmarks indflydelse i USA”, CMS Rapport, København: Center for Militære Studier, 2017, http://cms.polsci.ku.dk/publikationer/groenlandskortet/

Edith Lauglo Endsjø (f. 1983) er kandidat i Statskundskab og ekstern lektor i international politik ved Københavns Universitet. Tidligere chefredaktør og nuværende Arktisredaktør for RÆSON. ILLUSTRATION: NASA’s P-3B er et af de fly, som Thulebasen har plads til. Her forberedes det i forbindelse med et forskningsprojekt i Qaanaaq, Grønland, 21. marts 2013 [foto: Christy Hansen/NASA]