Giver Kirgisistans præsidentvalg håb for demokratiet i Centralasien? Af Frederik Forrai Ørskov

Giver Kirgisistans præsidentvalg håb for demokratiet i Centralasien? Af Frederik Forrai Ørskov

06.11.2017


I Centralasien kræver det normalt en præsidents dødsfald eller en voldelig revolution, før magten skifter hænder. Men efter en seksårig embedsperiode overgiver Almazbek Atambayev i starten af december nøglerne til Kirgisistans monumentale præsidentpalads til Sooronbai Jeenbekov, der d. 15. oktober blev valgt med godt 55 pct. af de afgivne stemmer. Valget giver grund til demokratisk optimisme i Kirgisistan, men billedet er langtfra entydigt positivt.

Af Frederik Forrai Ørskov, freelancer og historiker

Præsidentvalget var på forhånd blevet udråbt til det vigtigste – og sandsynligvis det mest demokratiske, i hvert fald det mest uforudsigelige – i Centralasiens moderne historie. I en region, hvor diktaturer er reglen, udgør Kirgisistan en skrøbelig demokratisk undtagelse. Valgets afvikling blev derfor set som pejlesnor for demokratiets fremtid i den strategisk vigtige region, der ikke blot grænser op til Afghanistan, men også ligger i Ruslands og Kinas baghave.

Efter de to seneste kirgisiske præsidentvalg er endt i voldelige opstande og regeringsomstyrtende revolutioner, var dagene efter selve valghandlingen præget af nervøs spænding. Men leder af det liberale Respublika–Ata Zhurt parti Ömürbek Babanov – længe den førende kandidat, men i sidste ende taberen i det two-horse-race, som præsidentvalget udviklede sig til – var hurtig til at erkende sit nederlag og gøre det klart, at han ikke ønskede en voldelig reaktion på valgets resultat. Derfor var valget frit for alvorlige efterdønninger udover enkelte protester i mindre provinsbyer, bl.a. i Babanovs hjemby Talas. Ifølge Kristoffer Dahl Sørensen, pressekoordinator for den danske demokratifremmende NGO Silba, der var repræsenteret med en 44-mands valgobservationsdelegation i Kirgisistan, er det da også ”absolut positivt”, at der ikke var voldelige optøjer som i 2005 og 2010, hvor præsidentvalgene endte i revolutioner. ”Babanov endte med at få overraskende få stemmer og sikrede ikke den forventede anden valgrunde. Der var derfor bund for udbredt utilfredshed med resultatet, men det skete heldigvis ikke”, siger han til RÆSON.

I et interview med Time Magazine fremstillede afgående præsident Atambayev da også sin egen rolle som en demokratifremmende leder, der har ”hjulpet folk til at forstå, at de selv må afgøre deres egen fremtid. Med det formal for øje har vi opnået fuldstændig retfærdige valg”. Men ifølge nationale såvel som internationale valgobservatører var det kirgisiske valg ikke en utvetydig sejr for demokratiet.

Om end der overordnet set blev rapporteret om få uregelmæssigheder på selve valgdagen – og selvom udstyret på valgstederne med fx biometrisk fingeraftryks- og ansigtsgenkendelse ikke står tilbage for det, der bruges i mere traditionelle demokratiske stater – rapporterede eksempelvis den anerkendte internationale valgobservationsorganisation OSCE-ODIHR om ”misbrug af offentlige midler, pres på vælgere og køb af stemmer” op til valget. De fleste af overtrædelserne fandt således sted væk fra valgstederne og ofte lang tid inden selve valgdagen. ”Et er at forbedre valghandlingen med teknisk udstyr”, fortæller Kristoffer Dahl Sørensen: ”Noget andet er at ændre vælgernes – ja, endda myndighedernes – attituder op til valget, især i forhold til køb af stemmer”.
 

I præsidentvalget blev administrative og økonomiske ressourcer sat i spil bag to kandidater med meget forskellige personligheder, men meget ens politikker
_______

 

Stemmesalg og administrativ magt
Vælgerne kunne sætte kryds ud for 11 forskellige kandidater, men i realiteten havde de et valg mellem to kandidater: Den tidligere præsidents mand, Sooronbay Jeenbekov fra Socialdemokratiet, og landets rigeste oligark, Babanov. Således blev præsidentvalget et valg, hvor administrative og økonomiske ressourcer blev sat i spil bag to kandidater med meget forskellige personligheder, men meget ens politikker. Valgets førende kandidat var længe forretningsmanden Ömürbek Babanov, der regnes blandt landets absolut rigeste. En del af de mange penge blev ifølge observatører brugt på køb af stemmer, og størrelsen af Babanovs pengepung gjorde det også muligt for ham at føre kampagne udenom de statsejede og regeringsvenlige tv-kanaler og aviser, der dominerer det kirgisiske medielandskab. Ifølge en lokal medieobservatør, som RÆSON talte med, men som ikke ønskede sit navn bragt her, var det en nødvendig strategi, da disse medier havde en tydelig bias i Babanovs modstanders favør. De to kandidater fik lige meget medietid, men al omtale af Babanov var negativ.

Op til valget var det forventet, at en anden valgrunde ville være nødvendig, før en af kandidaterne ville nå over de nødvendige 50 pct. af stemmerne. Det blev som bekendt ikke tilfældet, da Babanov mod slutningen af valgkampen tilsyneladende mistede opbakning, mens Sooronbai Jeenbekov nød godt af at være den siddende præsidents foretrukne kandidat. Oveni den skæve mediedækning blev det angiveligt gjort klart over for landets offentlige ansatte, at en stemme på Jeenbekov var forventet. I et land, hvor en af hovedstadens centrale boulevarder for blot en generation siden var navngivet efter Felix Dzerzhinsky – grundlæggeren af den frygtede sovjetiske efterretningstjeneste KGB – gør den slags direktiver indtryk.

Andre har formentlig stemt på Jeenbekov ud fra et håb om stabilitet. Netop stabilitet og en fortsættelse af den afgående præsident Atambayevs linje er et af de meget få politiske løfter, som Jeenbekov fremførte under valgkampen. Med god grund: Atambayev var populær i den kirgisiske befolkning, og ifølge en meningsmåling fra august nød han opbakning fra mere end 70 pct. Alligevel har forholdet mellem de to præsidenter – den afgående og den kommende – givet anledning til løftede øjenbryn. Jeenbekov blev håndplukket af Atambayev og modtog hans støtte valgkampen igennem, og den nyvalgte præsident er af kritikere blevet omtalt som en marionetfigur, der er udset til at regere på vegne af Atambayev. En sammenligning med forholdet mellem Putin og Medvedev i russisk politik er illustrativ om end nok en anelse overdreven.
 

Oveni en skæv medie-dækning blev det angiveligt gjort klart over for landets offentlige ansatte, at en stemme på Jeenbekov var forventet
_______

 

Den kasakhiske krise
I løbet af sommeren og det tidlige efterår mødtes Putin flere gange med Atambayev. Hvad, der blev diskuteret på disse møder, står ikke helt klart. Officielt handlede møderne om ”bilaterale relationer mellem landene”, men forskellige kommentatorer har spekuleret i, at Putin ved en af sammenkomsterne gav sit samtykke til valget af Jeenbekov som Atambayevs efterfølger. At Ruslands indflydelse i Kirgisistan er enorm giver sig selv landets geografiske placering og sovjetiske fortid taget i betragtning, og fx tales der stadigvæk hovedsagligt russisk i hovedstaden Bishkeks gader.

Alligevel var russisk indflydelse ikke et tema i afviklingen af det kirgisiske valg, som det ellers har været i såvel det amerikanske som flere vesteuropæiske valg. De kirgisiske myndigheder droppede således ikke at bruge elektroniske stemmebokse, som den hollandske valgkommission i frygt for russiske hackerangreb ellers valgte at gøre ved forårets valg, hvor vælgerne blev bedt om at sætte deres kryds med blyant. Det skyldes dels, at Babanov og Jeenbekov begge er pro-russiske – andet ville som sagt være underligt, om end en anti-russisk kirgisisk nationalisme kan findes i den veluddannede del af ungdommen – og dels, at påstået indflydelse fra et andet naboland noget overraskende blev det helt store samtalepunkt i valgkampens sidste fase.

Således gav nogle ellers tilsyneladende uskyldige bemærkninger fra Kasakhstans præsident, Nursultan Nazarbayev, til Babanov under et møde med en række kirgisiske præsidentkandidater anledning til en større diplomatisk krise. Atambayev beskyldte sin kasakhiske kollega for at forsøge at påvirke det kirgisiske valg på vegne af Babanov, der har en kasakhisk kone, kasakhiske forretningsforbindelser, og som endda en overgang også besad kasakhisk statsborgerskab. Sådanne beskyldninger kunne den autoritære præsident for den langt større nabo, der tilmed er Kirgisistans næststørste eksportpartner, ikke ignorere.
 

Den nyvalgte præsident er af kritikere blevet omtalt som en marionetfigur, der er udset til at regere på vegne af Atambayev
_______

 

Resultatet blev en fortsat eskalering, afbrudte diplomatiske relationer, stærkt nedsat eksport af kirgisisk kød og mælkeprodukter samt enorme køer på grænsen mellem de to nabolande. Jeenbekovs første opgave som præsident bliver derfor at normalisere forholdet, hvad der formentlig kræver, at han giver en officiel undskyldning på vegne af sin forgænger. Ikke desto mindre virkede Atambayevs strategi. Babanov led under sammenkædningen med Kasakhstan og under de større mediers ensidige dækning. I samspil med det administrative pres, som Jeenbekov-lejren lagde på store dele af vælgerkorpset, var det nok til at vende stemningen mod Babanov.

Demokratiets fremtid i Centralasien
Hvad betyder valget for Centralasien som region? Stabilitet er nøgleordet i et område, hvor Kina har betydelige økonomiske interesser i form af det meget omtalte ”One Belt One Road”-initiativ, der skal knytte Eurasien tættere sammen økonomisk gennem infrastrukturelle opgraderinger og i et område, der ligger solidt inden for russisk interessesfære. Eksempelvis forhandler Rusland for øjeblikket om at opføre deres anden militærbase i Kirgisistan ligesom regionens placering mellem Kina og Rusland såvel som Iran og Afghanistan gør stan-landene (Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan, Usbekistan) geostrategisk vigtige og potentielt sprængfarlige. For Rusland, der huser betydelige muslimske mindretal i eksempelvis Tjetjenien, er der desuden god grund til at være opmærksom på, hvordan uroen i Afghanistan smitter af på Centralasien, hvor religiøs radikalisering er et stigende problem. Set fra et russisk perspektiv er en stærk og stabil stat i bufferzonen mellem Afghanistan og Rusland klart at foretrække.

Spændingerne i forholdet til Kasakhstan er ikke fordrende for stabiliteten i regionen og kan tolkes som en direkte konsekvens af valgets dynamik. Men efter alt at dømme er der tale om en midlertidig konflikt. På længere sigt er lektien fra valget en anden. ”Jeg tvivler på, at andre lande i regionen lader sig inspirere i en demokratisk retning, men valget var et historisk valg for Centralasien i og med, at der var en stærk udfordrer”, siger Kristoffer Dahl Sørensen til RÆSON: ”Det markerede en fredelig overdragelse af magten og en stabil overgangsperiode mellem en leder og den næste, hvilket er meget vigtigt i regionen. I Usbekistan har der været en form for magttomrum, siden den mangeårige leder Islam Karimov døde sidste år, og i Tadsjikistan kæmper de med at tætne grænsen til Afghanistan. Derfor er der brug for stabilitet i regionen, og derfor var det vigtigt, at status quo-kandidaten i det kirgisiske præsidentvalg vandt – også set fra et russisk perspektiv”. Den forholdsvist succesfulde – og ikke mindst fredelige – afvikling af efterårets præsidentvalg kan derfor ses som et tegn til stormagterne med interesse i regionen om, at stabilitet i regionen ikke er afhængigt af totalitære styrer.
 

Set fra et russisk perspektiv er en stærk og stabil stat i bufferzonen mellem Afghanistan og Rusland klart at foretrække
_______

 

Frederik Forrai Ørskov (f. 1991) er uddannet historiker ved Central European University i Budapest. Han er redaktør og skribent på RÆSON. ILLUSTRATION: Sooronbai Jeenbekov stemmer til det kirgisiske præsidentvalg d. 15. oktober [foto: Polaris/Polfoto]