Ferhat Gurini om Tyrkiet og USA: Mistro, uforenelige dagsordener og korruption kan have uforudsete konsekvenser

Ferhat Gurini om Tyrkiet og USA: Mistro, uforenelige dagsordener og korruption kan have uforudsete konsekvenser

25.10.2017


I 2012 inkluderede Obama Erdogan blandt de fem tætteste udenlandske statsledere. I denne måned har USA midlertidigt lukket for tyrkiske visumansøgninger til USA. De to lande har historisk haft et ambivalent forhold, men dyb mistro, uforenelige dagsordener og en korruptionssag i New York kan have uforudsete konsekvenser for de to NATO-allierede lande.

Af Ferhat Gurini, RÆSONs Mellemøstredaktør

D. 17. juli 2017 blev informationer om 10 hemmelige operationelle amerikanske baser i Syrien lækket til offentligheden. Der var ikke sparet på detaljer om hverken basernes kapacitet eller placering, og det ledte til seriøse opråb fra Pentagon, der mente, at informationerne risikerede at sætte deres udsendtes liv i fare og spolere indsatsen i Syrien. Indsatsen bestod af amerikansk støtte til den hovedsageligt pro-kurdiske milits SDF og deres kamp mod Islamisk Stat. Men det var ikke Islamisk Stat, der stod bag lækket. Det var det tyrkiske statsejede medie Anadolu Agency.

Dagen efter udkom en oversat version i avisens engelske sektion, og selvom den senere er blevet fjernet, var det et tydeligt rap over fingrene fra Tyrkiets side. Anadolu Agency havde svært ved at bevise, hvordan deres journalister have fremskaffet informationerne, og der blev spekuleret i hvorvidt lækket faktisk kom direkte fra det tyrkiske militær, der som USA’s NATO-allierede havde adgang til amerikanske efterretninger.
Kort sagt har en amerikansk allieret, formentlig intentionelt, lækket informationer om det amerikanske militær, der modarbejder den amerikanske Syrien-strategi og sætter amerikanske statsborgere i fare.
Ovenstående episode er langt fra den første (eller sidste) episode, der vidner om et voksende spændingsfyldt forhold mellem Tyrkiet og USA. Tyrkiets formodede køb af det russiske S400 missilforsvar, der vil bringe højteknologisk, russisk isenkram og teknikere ind i Tyrkiets kommandostruktur er et andet eksempel herpå. Også selvom Tyrkiet har understreget, at S400-missilforsvaret bliver integreret i en ikke-NATO relateret kontekst, har symbolværdien i at købe russisk forsvarsværk under den igangværende antagonisme mellem NATO-landene og Rusland mødt skarp kritik fra USA.

 

Kort sagt har en amerikansk allieret, formentlig intentionelt, lækket informationer om det amerikanske militær, der modarbejder den amerikanske Syrien-strategi og sætter amerikanske statsborgere i fare
_______

 

Ligeledes gik bodyguardhændelsen i Washington i maj i år heller ikke ubemærket hen. Erdogans bodyguards er ikke helt uden renommé, og havde allerede før episoden i Washington bl.a. udvekslet næver med sikkerhedsfolk i FN. Men hændelsen i Washington, hvor bodyguardsene gik til angreb på pro-kurdiske demonstranter, ledte til hårde udtalelser fra bl.a. republikaner og tidligere præsidentkandidat John McCain og voldsdomme til Erdogans livvagter, trods deres diplomatiske immunitet.

Seneste skud på stammen er visumkrisen. Efter den tyrkiske regering tidlig oktober i år arresterede en konsulentmedarbejder under påskud af, at han var affilieret med Gülen-bevægelsen, har USA lukket for tyrkiske Visumansøgninger og Tyrkiet svarede igen med det samme. De efterfølgende verbale udvekslinger har ikke været kønne, og Erdogan har stillet spørgsmålstegn ved ”oprigtigheden” i USA’s forhold til Tyrkiet.
I diplomatiske kriser som disse er det altid svært at bedømme, hvornår og hvad der afgør om et forhold når sit bristepunkt. At snakke om ”spændinger” er sandt, men det er uklart, hvad det konkret betyder for politikere og udspil fra hver af parterne. Uden indsigt i de samtaler, der finder sted i Erdogans topsikrede C4i-bunker med tilhørende 143-skærms kommandocenter og aflytningssikrede vægge, falder man ofte tilbage til at konkludere det åbenlyse: At der er tale om en hårdhændet retorik og et besværligt forhold. Men ikke desto mindre kan man ved at forstå mønsteret i kriserne også forstå, hvad der skal til for at imødekomme og forbedre forholdet mellem de to parter.


Der virker dog ikke til at være nogen udsigt til at forholdet mellem de to NATO-allierede forbedres. Der er ikke alene tale om dårlige beslutninger, som er påvirket af for lidt adgang til information, unødvendig eskalering, tidspres og misforståelser. Alle de ovenstående kriser, med undtagelse af bodyguardepisoden i Washington, har været præmediterede og er et udtryk for strukturelt divergerende politiske mål for de to allierede.
Anadolu Agencys læk om amerikanske baser i Syrien var et modsvar til USA’s politik i Syrien. Visumkrisen var drevet af Tyrkiets autokratiske heksejagt igangsat efter d. 15. juli 2016. Og ligeledes er S400-missilsystemet og de tilhørende spændinger drevet af en tiltagende eurasisk positionering i det tyrkiske embedsværk, hvor man prioriterer samarbejde med Rusland over USA. De voksende spændinger skal forstås i det lys og ikke ses som uafhængige hændelser, der isoleret set kan løses. De er grundlæggende udtryk for to uforenelige politiske visioner i Mellemøsten, og medmindre visionerne ændres, vil fjendtlighederne spidse til. Og der er ingen tegn på, at det er tilfældet. Tværtimod.

 

Medmindre visionerne [for USA og Tyrkiets forhold] ændres, vil fjendtlighederne spidse til. Og der er ingen tegn på, at det er tilfældet. Tværtimod
_______

 

I en undersøgelse foretaget af PEW Research Center var Tyrkiets befolkning den, ud af 38 landes befolkninger, hvor USA betragtes som den største trussel med hele 72 pct., der mente dette. Det er næsten dobbelt så mange som i Rusland, 16 pladser længere nede på listen, hvor kun 37 pct. af befolkningen har den samme indstilling. Der er med andre ord en dyb mistro overfor USA i den tyrkiske befolkning, hvilket til dels forklarer, hvorfor Erdogan skulle, som det mindste, have interesse i at opretholde en aggressiv position overfor Washington.
Det er ikke ukendt terræn for Erdogan at bejle til nationalistiske vælgere gennem fjendtliggørelse af andre magter. Her er Israel og USA storfavoritter. Erdogans stemmebokslogik er gennemgående i al den politik, han fører, tydeligst illustreret ved hans vilje til at genstarte konflikten med kurdiske PKK, en væbnet nationalistisk bevægelse der er på EU’s og USA’s terrorliste, efter AKPs, det nuværende islamisk-konservative regeringsparti i Tyrkiet, værste valg i juni 2015. Der er ingen tvivl om, at kriserne kunne være dysset ned, men at stemmeboksfaktoren medvirker til, at de er blevet blæst op til de proportioner, de er.

Men nok den største tidsbombe under Tyrkiets og Washingtons allerede skrøbelige forhold er at finde i New York. Ifølge David Ignatius, prisvindende skribent fra Washington Post, så kan arrestordren på den konsulatansatte forbindes til retssagen mod Resa Zarrab. Zarrab-sagen, der er sat til at gå i gang d. 27. november i New York, handler kort fortalt om en tyrkisk statsborger, der har hjulpet Iran med at hvidvaske penge og snige sig udenom amerikanske sanktioner, angiveligt med hjælp fra tyrkiske ministre og Erdogan selv. Da sagen blev lækket i slutningen af 2013, blev tre ministre i den tyrkiske regering nødt til at træde af, men Erdogan blev siddende, og svarede igen ved at slå hårdt ned på Gülen-bevægelsen (der senere er intensiveret efter d. 15. juli), og trække på sin hær af klummeskribenter og meningsdannere for at fremstille korruptionsskandalen som fremmede magters evige forsøg på at konspirere mod den tyrkiske stat. Worst case scenario for Erdogan er, at der i sagen bliver fremlagt bevismateriale, som dokumenterer, hvordan han har været direkte involveret i kleptokrati og forbigåelse af amerikanske sanktioner mod Iran, da de var på deres højeste. Med andre ord frygter Erdogan, at retssagen mod Zarrab kan spores tilbage til ham og ultimativt eksponere magtmisbrug og korruption blandt ham selv og sine nærmeste og allervigtigst, at Erdogan personligt har bidraget til at undergrave en af amerikanernes største udenrigspolitiske prioriteter. Hvad det får af konsekvenser er uvist, men der er ingen tvivl om, at det i værste tilfælde for Erdogan vil overgå omfanget af enhver krise, der indtil nu har været mellem Tyrkiet og USA.

 

Erdogan frygter, at retssagen mod Zarrab kan spores tilbage til ham og ultimativt eksponere magtmisbrug og korruption blandt ham selv og sine nærmeste og allervigtigst, at Erdogan personligt har bidraget til at undergrave en af amerikanernes største udenrigspolitiske prioriteter
_______

 

Slutteligt er det også væsentligt at påpege, at Tyrkiet og USAs forhold aldrig har været en dans på roser. Tyrkiets ambivalente forhold til IS var et varmt emne for få år tilbage, og det tog godt et år, før deres indsats mod terrorgruppen virkede helhjertet. Ligeledes tillod Tyrkiet ikke, at amerikanerne brugte hverken Incirlik eller Diyarbakir luftbaserne før midten af 2015, hvilket var til stor logistisk gene for koalitionen, der var i færd med at bekæmpe IS.

Der har været en opbygning af spændinger – ikke kun i Tyrkiets forhold til USA – men også EU. Indenfor det sidste år er Erdogan gået direkte ind og blandet sig i to europæiske valgkampe, navnlig den hollandske og tyske. Erdogans indblanding i det tyske valg fik Berlin til at tage fløjlshandskerne af, og det synes nu også at være den strategi, som Washington tager i brug. De underliggende strukturer som fodrer de nuværende spændinger mellem Tyrkiet og Vesten ser ikke ud til at ændre sig foreløbigt, og hvis den nuværende kurs fortsætter, ender Tyrkiet som den største taber.

Ferhat Gurini (f. 1995) er RÆSONs Mellemøstredaktør og studerer international politik på London School of Economics. Han har praktikerfaring fra Carnegie Europe som Tyrkiet-analytiker og har optrådt i samt bidraget til en række danske såvel som internationale medier, heriblandt The National Interest, Voice of America og JerusalemPost. ILLUSTRATION: Recep Tayyip Erdogan og Donald J. Trump under møde i New York, 21. september 2017 [foto: Kayhan Ozer/Anadolu Agency]