Fem centrale spørgsmål for Afrika anno 2017

Fem centrale spørgsmål for Afrika anno 2017

08.02.2017


Mens den vestlige verden er optaget af Trump, Brexit og Rusland, er landene i både Øst- og Vestafrika optaget af spørgsmål, der kan få langt mere akut indflydelse på den aktuelle fred og stabilitet. Både for Afrika, men i høj grad også for Europa og Danmark. RÆSON præsenterer her de fem centrale spørgsmål, der kommer til at definere Afrika i 2017.

Analyse af Esben Als-Andersson, Frederikke Laursen, Christian Aziz og Klaus Kristensen

Formår Etiopien at holde ro i Østafrika?
Efter 10 år med fremgang, høje økonomiske vækstrater på op mod 10 pct. og relativ ro har Etiopien siden november 2015 oplevet så voldsomme interne uroligheder, at de i værste fald kan destabilisere landet og dermed hele den i forvejen skrøbelige region kaldet Afrikas Horn. Det vil medføre yderligere pres på den allerede anspændte europæiske flygtningesituation, samt skabe et vakuum for voldelig ekstremisme og terror i Østafrika.

I november 2015 lancerede den etiopiske regering sin nye landreform for hovedstaden, the Addis Ababa Master Plan, som gjorde det muligt at udvide hovedstadsregionens areal. Det mødte modstand, især i regionerne Oromia (som omslutter hovedstaden) og Amhara. Efter en lang periode med stor utilfredshed over netop landrettigheder og korruption var dette dråben, der fik bægeret til at flyde over. Utilfredsheden udviklede sig til demonstrationer og voldsomme sammenstød mellem demonstranterne og regeringens yderst hårdhændende politistyrker. I oktober 2016 erklærede regeringen national, seks måneders undtagelsestilstand, og trods blokering af Twitter og andre medier, som regeringen mente, kunne anspore til vold, er sikkerhedssituationen i visse områder stadig usikker. I 2017 vil det være afgørende, at situationen ikke eskalerer yderligere, og at freden bliver genfundet over hele landet – dels for Østafrika, men i særdeleshed også for Europa og Danmark.

Etiopien er den største vært for flygtninge i Afrika og huser aktuelt cirka 780.000 flygtninge. Dermed er landet en vigtig samarbejdspartner for Danmark og Europa i forsøget på at give flygtningene et alternativ til den farefulde færd mod nord, der i lang tid er blevet betegnet som en regulær ”krise” fra politisk side. Etiopiens stabilitet har i mange år gjort det muligt for donorer – blandt andet gennem EUs Valletta-fond – at lave immigrationsinitiativer for flygtninge i landet og dermed tilbyde dem et alternativ i nærområderne. Som både værts-, afsender-, modtager- og transitland har Etiopien en helt central migrationspolitisk rolle at spille for Europa, og det frygtes derfor, at den interne situation i 2017 forværres i en sådan grad, at migration, og ikke mindst integration, bliver nedprioriteret.

De store flygtningestrømme, der midlertidigt eller permanent befinder sig i Etiopien, skyldes primært menneskerettighedssituationen og den langvarige militærtjeneste i Eritrea, faren for etniske udrensninger og borgerkrig i Sydsudan, samt klankrige og al-Shabaabs fortsatte tilstedeværelse i nabolandet, Somalia. Etiopiens stabiliserende rolle i regionen kommer samtidig til udtryk gennem landets solide bidrag til både FN’s og den Afrikanske Unions fredsbevarende missioner i Afrika. Særligt i Somalia, hvor Etiopien er den største troppebidragsyder til stabiliseringen af landet. Missionen i Somalia er dels vigtig for Etiopiens egen sikkerhed, men da der ud over al-Shabaab også er tegn på Daesh-aktivitet, er missionen af både regional og global interesse. Rollen som regional stabiliseringsfaktor vil ikke kunne blive udfyldt, hvis landet i fremtiden ser sig nødsaget til at fokusere sine militære midler indadtil. Selvom missionen i Somalia er et kollektivt initiativ ledet af AU, vil et passivt Etiopien svække missionen og potentielt skabe et vakuum for voldelig ekstremisme og terror, som selvsagt vil influere flere end bare nabolandene – herunder Europa.

 

Selvom missionen i Somalia er et kollektivt initiativ ledet af AU, vil et passivt Etiopien svække missionen og potentielt skabe et vakuum for voldelig ekstremisme og terror, som selvsagt vil influere flere end bare nabolandene – herunder Europa.
_______

 

Fremskridt eller tilbageskridt i Malis fredsproces
Fredsprocessen i Mali vil være afgørende for Afrika i 2017. Dels for sikkerheds-situationen for landets godt 15 mio. borgere og de omkringliggende lande i Sahel-regionen, men også fordi der foregår en reel statskonsolideringsproces, som er vigtig for nabostater at tage ved lære af. For historien om Mali er en af de få lykkelige fortællinger om konsensusprægede, humanitære interventioner i Afrika. Men der hersker udbredt frygt for at den ’ideelle’ intervention – med al fokus på langsigtede politiske planer – er på tilbagetog. Interventionen, der startede som et enestående eksempel på stormagtskonsensus og konflikthåndtering, har ganske enkelt mistet sin glans. Terrorangreb på de afrikanske og internationale styrker i landet er vokset eksponentielt i 2016 – og intet tyder på en aftagende tendens i 2017.

Optimister mener, at processen i Mali ikke er statskollaps, men statskonsolidering – og den proces tager tid, blod, sved og tårer. Men som realiteterne og læren fra adskillige andre afrikanske konflikter understreger, er det ikke en entydig, lineær proces. Tuareg-gruppen, Ansar Dine, og AQIM (den lokale filial af Al-Qaeda), foretager stadig hyppige kidnapninger og terrorangreb mod militærkomplekser i Mali. Så sent som i oktober 2016 udtalte FN’s fredsbevaringsansvarlige, at så længe underskriverne af fredsaftalen ikke var 100 pct. engagerede i implementeringen, kunne FN ikke fuldbyrde deres mandat.

Fredsprocessen er derfor stærkt udfordret i Mali. Præsidenten, Ibrahim Boubacar Keïta, har udtalt, at han vil afholde en konference om national dialog i marts 2017, hvilket i bedste fald kan medbringe fornyet håb til fredsforhandlingerne. I værste fald kan endnu et forsøg på at genstarte fredsforhandlingerne falde til jorden og give endnu mindre tillid til processens parter. Hvis fredsforhandlingerne kollapser helt, er det sandsynligt, at terrorelementerne i den nordlige Azawad-region griber muligheden for at påføre regimet mere ustabilitet med flere angreb og kidnapninger, hvorefter volden i resten af landet hurtigt kan eskalere.

Men i det første kvartal af 2017 er det vigtigt at holde øje med implementeringen – eller mangel på samme – af indholdet af fredsaftalen fra 2015. Keïta har lovet, at der vil installeres en midlertidig administration og lokalregeringer landet over i den første halvdel af 2017, der skal være behjælpelige med implementeringen af f.eks. uddeling af basale, sociale midler. Det skulle gerne gøres i samarbejde med Tuareg-grupperne og de øvrige rebelgrupper, men hovedproblemet ligger i at blive enige om implementeringen af fredsaftalen. FN Resolutionen fra oktober 2016 er bevidst skrevet i vage termer og inkluderer stor ansvarsfordeling til lokale parter og organisationer for netop at skabe regionalt ejerskab over fredsprocessen. Om parterne kan tage ansvaret og finde fælles fodslag, vil vi se i løbet af 2017.

 

Somalia har udlevet sin tid som ét land. Det internationale samfund har blot ikke anerkendt det endnu.
_______

 

Tro, håb og klanlighed i Somalia
2017 vil med stor sandsynlighed blive året, hvor Somalia både får en ny præsident, et nyt parlament – og hvor det internationale samfund indser, at Somalia trods mange års hårdt diplomatisk arbejde og milliarder af bistandskroner fortsætter som den største fejlslagne stat i verden. Men i hvilket omfang vil den igangværende føderaliseringsproces lykkes i landet på Afrikas Horn, hvor majoriteten af indbyggerne i højere grad identificerer sig med sin klan end med landet ved navn Somalia? Det korte svar er, at det vil den overhovedet ikke. Valghandlingerne – hvis komplekse hensyn til netop klanernes størrelse og indflydelse forplumrer processen – skulle have været overstået i 2016, men er blevet udskudt og afvikles i denne uge.

Det mest grundlæggende problem er, at landets befolkning ikke enige om, at Somalia skal forblive ét land. Den nordlige del har siden 1991 defineret sig som et selvstændigt land – Somaliland – med eget statsapparat, men deltager alligevel i valghandlingerne ud fra den betragtning, at de bedst kan pleje egne interesser ved at deltage aktivt i det politiske spil centreret omkring hovedstaden Mogadishu i den sydlige del af landet.

Bekæmpelsen af al-Shabaab er fortsat en gordisk knude, der skal løses. Senest har nabostaten Kenya igangsat opførelsen af en 700 km lang sikkerhedsmur langs grænsen til Somalia for at forhindre angreb fra al-Shabaab. Den somaliske økonomi er efter 25 år uden statsregulering svær at få tilbage på sporet som et aktiv, et statsapparat kan anvende som et politisk instrument i sit forsøg på at genoprette sig selv. Dertil har den i for lang tid reguleret sig selv efter klanernes normer.

Hvis Somalia skal skaffe sig af med sin lidet flatterende titel som verdens mest fejlslagne stat, og befolkningen endelig skal opleve den fremgang og sikkerhed, de har manglet i årtier, så er selv en halv-demokratisk valgproces langt fra nok, for den kan ikke løse den underliggende problem med manglende sammenhængskraft. En mere tilbundsgående løsning vil være, at Somalia definerede sig selv som EU; altså et særligt forpligtende økonomisk og politisk samarbejde mellem flere små stater på Afrikas Horn – herunder Djibouti, hvis befolkning etnisk set også er somaliere (tidligere kendt som Fransk Somaliland). Skandinavien affødte tre nationer, Jugoslavien hele syv. Somalia har udlevet sin tid som ét land. Det internationale samfund har blot ikke anerkendt det endnu.

Får Nigeria vendt den økonomisk ustabilitet?
Nigeria har de seneste år været præget af Boko Harams væbnede oprør i det nordøstlige Nigeria og en falleret økonomi. De er imidlertid ikke uden sammenhæng, og Nigeria skal få styr på begge dele, hvis 2017 skal blive året, hvor Afrikas største økonomi og folkerigeste nation skal begynde at kunne indfri sit enorme potentiale.

Siden 2009 har Boko Harams brug af terror gjort især den nordøstlige del af Nigeria usikkert. Mod slutningen af 2016 fastslog præsident Buhari dog, at gruppen var slået tilbage, da den nigerianske hær havde frakæmpet dem deres sidste base. Men som tidligere skrevet i RÆSON, er det langt fra sikkert, at vi har hørt det sidste fra gruppen, da de underliggende årsager til gruppens oprør stadig eksisterer. Med forholdsvis svage nabostater og porøse grænser tyder meget derfor på, at gruppen vil eksistere i flere år endnu. Som en salafistisk version af ugandiske Lord Resistance Army kan gruppen operere med små, mobile enheder, der med stor autonomi kan angribe civile mål i regionen omkring Lake Chad. Boko Haram vil i så fald gå fra at være en national hovedprioritet til en mindre gene på kanten af landets grænser. Nigerias hovedpine fra Boko Haram bliver derfor ikke primært sikkerhedsmæssig men i højere grad humanitær i 2017. Ifølge Oxfam International er 2,4 millioner mennesker på flugt i det nordøstlige Nigeria og omkring 9,2 millioner har brug for omgående humanitær bistand. Hvordan Nigeria formår at adressere denne humanitære krise, vil i 2017 blive én af hovedudfordringerne.

Nigeria er kendt som et særdeles olierigt land, men ikke desto mindre overtog Angola i 2016 tronen som Afrikas største olieeksportør. Selvom Angola har indført reformer, der har bragt produktionsomkostningerne ned, er grunden til Nigerias andenplads sikkerhedsproblemer i Niger-deltaet, hvor langt størstedelen af Nigerias BNP – på grund af olieindtægter – kommer fra. Manglende evne fra Vestafrikas største forsvar til at slå oprørsgrupper ned var en af hovedårsagerne til Boko Harams opståen i det nordøstlige Nigeria, og det samme er årsagen til den omfattende sabotage i Niger-deltaet i det sydøstlige Nigeria. Uheldigvis er Buharis budgetforslag for 2017 – der med en vækst på ca. 20 pct. ift. 2016 er et af de mest ekspansive i landets historie – primært baseret på olieindtægter samt at olieproduktionen ligger på sin maksimale kapacitet af 2,2 millioner tønder om dagen. Men grundet sabotagen og tyveriet ligger den aktuelle produktion på ca. 1,4 mio. tønder, så hvis Nigeria ikke formår at slå ned på de væbnede grupper, der saboterer olieudvindingen og stjæler olien, kan økonomien ganske enkelt ikke komme på ret køl igen. 2017 bliver altså året, hvor præsident Buhari kan konsolidere det lange, seje træk for sikkerhedsreformer, der allerede er påbegyndt, og derved sikre både økonomien og landets interne sikkerhed – eller fortsætte ned ad vejen præget af inflation, recession og manglende sikkerhed for Afrikas største befolkning.

 

Sydsudan og Burundi rummer de ’glemte’ konflikter, der skubbes i baggrunden, fordi der tilsyneladende ikke er en løsning i sigte, men som dog vil have konsekvenser langt ud over deres landegrænser. Hvis et folkemord skal undgås, skal verdenssamfundet samle sig om en fælles løsning.
_______

 

Mens vi venter på det næste folkemord
Efter folkemordet i Rwanda i 1994, hvor omtrent 800.000 tutsier blev myrdet af den anden etniske gruppe i landet, hutuerne, erklærede FN og det internationale samfund, at det aldrig skulle ske igen. Siden har ”never again”-mantraet været et gennemgående tema, hver gang FN’s legitimitet er blevet diskuteret – senest i relation til Aleppo i Syrien i december 2016. Mantraet til trods er der dog aktuelt to konflikter i Afrika, der rummer skræmmende ligheder til Rwanda i 1994.

I december 2016 udtalte formanden for FN’s menneskerettighedsmonitorerings-gruppe, at Sydsudan befinder sig ”på randen af etnisk borgerkrig.” Sydsudan har før sin selvstændighed i 2011 været part i Afrikas længstvarende borgerkrig, og aktuelt ses adskillige paralleller til Rwanda-massakren. I december 2016 krævede FN’s Menneskerettighedsråd omgående handling for at undgå borgerkrig, der gennem enorme flygtningestrømme potentielt kan destabilisere hele regionen. Der er allerede set eksempler på etnisk udrensning og gruppevoldtægter, men diplomaterne i Sydsudans hovedstad, Juba, undlader endnu at betegne situationen som ”folkemord.” Til gengæld peger de på alarmerende faktorer, bl.a. oprustning af militser loyale over for Sydsudans præsident, Salva Kiir, der tilhører den etniske gruppe, Dinka. Sydsudans første vicepræsident, Riek Machars, oprør mod Kiir i december 2013 betød, at Dinka-styrkerne angreb Machars Nuer-styrker. Nuer og Dinka er de to største etniske grupper i Sydsudan, der rummer mere end 60 forskellige etniske grupper. Efter oprøret flygtede Machar fra landet og er pr. dags dato endnu ikke hjemvendt til Juba. I stedet er der indsat en ny vicepræsident, der er tidligere rebelleder og derfor tilhører samme gruppering som Machar. Den aktuelle politiske spænding skaber reel frygt for en cementering af etniske skillelinjer – hvilket i høj grad dannede grundlag for massakren i Rwanda – og dermed en overhængende fare for folkemord. Den skrøbelige magtbalance mellem de sekteriske divisioner er altafgørende for, at freden kan skabes. Hvis balancen brydes, er der stor sandsynlighed for, at konflikten blusser op igen.

Den samme problematik ses i Rwandas naboland, Burundi. I sommeren 2015 blussede en konflikt op, da præsidenten, Pierre Nkurunziza, opstillede og blev valgt til en tredje periode, hvilket er forfatningsstridigt. Det blev dog accepteret af forfatningsdomstolen, da Nkurunziza argumenterede for, at hans første indvælgelse i 2005 ikke var ved direkte afstemning (og derfor ikke talte for en periode), men derimod blev afgjort af parlamentet under en transitionsmekanisme i forbindelse med borgerkrigen. Siden protesterne har det demokratiske rum i Burundi været under hastig indsnævring; FN rapporterer om styrets udbredte anvendelse af tortur og ”tvungne forsvindinger,” hvilket har ført til, at 300.000 burundere allerede er flygtet fra landet. Ifølge FN’s rapport fra september 2016 er risikoen for folkemord overhængende, og FN’s Sikkerhedsråd har tilbudt 5.000 tropper til stabilisering af landet, men dette har præsident Nkurunziza modsat sig, da styret ser alle lande som del af en international konspiration. Også i Burundi defineres konflikten langs etniske skillelinjer, som forårsagede massakren i Rwanda, og som nu også frygtes i Sydsudan. Burundi har ellers netop struktureret deres politiske system på samme måde som Sydsudan, hvor magten ifølge forfatningen skal fordeles ligeligt mellem de etniske grupper for netop at forebygge den slags konflikter. Men hvis forfatningen ikke overholdes af magthaverne i disse typer konflikter, er sandsynligheden for fred forsvindende lille.

Det er derfor af afgørende betydning at følge den sikkerhedspolitiske udvikling i Sydsudan og Burundi i 2017, netop fordi verdenssamfundet har mulighed for at undgå en gentagelse af folkemordet i Rwanda. Sydsudan og Burundi rummer de ’glemte’ konflikter, der skubbes i baggrunden, fordi der tilsyneladende ikke er en løsning i sigte, men som dog vil have konsekvenser langt ud over deres landegrænser. Hvis et folkemord skal undgås, skal verdenssamfundet samle sig om en fælles løsning, lægge pres på lokale magthavere for at tage imod FN’s hjælp og samtidig støtte op om regimets stabilitet. Men som den aktuelle verdensorden ser ud, er det ikke så lidt at ønske.

ILLUSTRATION: Det 28. topmøde i Den Afrikanske Union i Addis Ababa, Ethiopien den 31. januar 2017 (foto: AA/Abaca/polfoto)

Frederikke Laursen (f. 1993) studerer Statskundskab på Aarhus Universitet og har været på reportagerejser til bl.a. Vestsahara, Østafrika og Libanon, hvor hun har dækket FN’s rolle i diverse konflikter. Hun er desuden foredragsholder ved Folkeoplysningen om international- og sikkerhedspolitik, afrikanske konflikter og terrorisme. Hun er pt. i praktik ved Danmarks Mission til FN i New York.

Esben Als-Andersson (f. 1989) er BA i Kommunikaion og Globale Studier ved Roskilde Universitet og er pt. stud.soc i International Sikkerhed og Folkeret ved Syddansk Universitet. Gennem det seneste halve år har han være politisk praktikant den den danske ambassade i Addis Ababa, Etiopien, med specielt fokus på regional sikkerhed og den Afrikanske Union.

Christian Aziz (f. 1981), foredragsholder og sprogofficer i arabisk. Udsendt til Afrikas Horn i 2008 og Afghanistan i 2012. Forfatter til romanen ”En fremmed krydser dit spor”

Klaus Stig Kristensen (f. 1987) er Master of Social Science i International Relations fra University of Cape Town. Han har skrevet speciale om regeringsførelse i Nigeria og oprørsgruppen Boko Haram. Derudover har han arbejdet som politisk analytiker i Sydafrika og beskæftiger sig i dag med uafhængige forskning på sydlige Afrika.