ER VESTEN ITU? Lykke Friis: Hvorfor blev Brexit dog ikke et wake-up-call for EU?

ER VESTEN ITU? Lykke Friis: Hvorfor blev Brexit dog ikke et wake-up-call for EU?

28.01.2017


“Den gamle version af EU-historien funker simpelthen ikke overfor nye generationer. Der skulle have været et ’wake-up-call’ lige efter Brexit, men det er svært at se, at der har været de store forandringer i EU-samarbejdet, efter briterne stemte nej, og det er trods alt en del måneder siden.”

Hvad er fremtiden for Europa, vesten og verden? Vi spørger forfatterne til RÆSONs nye bog, ITU – denne gang Lykke Friis.

Bestil ITU – EUROPA, VESTEN OG VERDEN EFTER BREXIT, TRUMP OG 10 ÅRS KRISER her: 299 kr. inkl. porto og ekspedition

Er du abonnent på RÆSON, på vores nye blad Rejser i Danmark eller har du købt en bog i RÆSONs Netbutik indenfor det sidste år er prisen blot 199 kr. Dette tilbud gælder naturligvis også, hvis du tegner et abonnement eller køber en anden bog nu.

Interview af Max Secher Quorning

RÆSON: Hvordan opfatter du Merkels rolle i Europa?

Merkel er i det krydspres og dilemma, at uanset hvad hun gør, så kommer der debat om Tysklands rolle. Det vil hun forsøge at løse ved at prøve at pakke den tyske ledelse ind i forskellige koalitioner – og helst i så brede koalitioner, som muligt.

Paradokset er, at hver gang Tyskland løfter på den internationale og europæiske scene, kommer der debat om, hvorvidt det ikke alligevel er det tyske Europa, vi har fået, frem for det europæiske Tyskland. Perspektivet afhænger meget af, hvad de enkelte lande vil. Hvis et land vil det samme som Tyskland, så kan man stadig godt opfatte det som et europæisk Tyskland, men hvis man føler, at Tyskland går i en helt anden retning end én selv, så bliver det hurtigt til et tysk Europa.

RÆSON: Kan Merkel og andre pro-europæiske ledere vende udviklingen i Europa på baggrund af Brexit til en fordel?

I størstedelen af landene har man set, at støtten til EU er gået op, efter briterne stemte, som de gjorde.,Jeg tror også, at hele stemningen efter Trump kan skabe en fornemmelse af ’don’t rock the boat’ eller for at bruge et gammelt Konrad Adenauer-udtryk (forbundskansler 1949-1963 og medstifter af CDU, red.): ’Keine Experimente’.

Men selvfølgelig kan det også gå diametralt modsat. Trump og Brexit udløser en domino-effekt i Europa, hvor succes avler succes, og de ny partier stormer frem. Det er det billede, som Marine Le Pen (Front National) og de 4 andre partiledere (Wilders i Holland, Petry i AfD, Salvini i Italien og FPÖ i Østrig) forsøgte at fremmane på deres valgkampstopmøde i Koblenz dagen efter Trumps indsættelse. Det europæiske valgår starter i marts måned med det hollandske, så kommer det franske og derefter det tyske. Når året er slut, så kan de tektoniske plader have rykket sig igen, og dér er det primært det franske valg, der vil være det altafgørende. Og det er nyt i europæisk politik: vi har aldrig været i en situation før, hvor disintegration pludselig kan blive ”the name of the game” og hvor hele projektet kan støde på grund.

 

Vi har aldrig været i en situation før, hvor disintegration pludselig kan blive ”the name of the game” og hvor hele projektet kan støde på grund.
_______

 

RÆSON: Når EU-lande tager de opgaver, som man fælles burde løse i EU, til EU-domstolen, er de så opgaven voksen?

På mange måder er det legitimt nok, hvis fx Ungarn føler, at EU’s flygtningepolitik strider imod traktaten. Så har de ret til at gå til Domstolen og få det afklaret. Det er dog klart, at det siger noget om stemningen i EU, at man går til domstolen, og at vi ikke kan tale os til rette mere.

At man bliver nødt til at få få Domstolen til at afgøre et politisk spørgsmål, siger noget om, hvor langt EU-landene er rykket fra hinanden. I det interview med Trump, som Bild og Times har bragt, forsøger han at drive en hel stribe af kiler mellem EU-landene. Han kritiserer Merkels flygtningepolitik – det er vand på Central- og Østeuropas mølle – og så siger han, at man nu fra USA’s side er villig til at lave en meget lukrativ handelsaftale med briterne efter Brexit, og at mange flere lande vil stemme sig ud af EU.

Hvis ikke der kommer mere fælles fodslag mellem EU-landene, vil det virkelig være til gavn for Trump og for den sags skyld også Putin. Problemet for EU er, at kilerne drives ind på det værst tænkelig tidspunkt, hvor EU-landene står mere splittede end nogensinde – og hvor supervalgåret bevirker, at EU per definition er handlingslammet. Budskabet fra vicekansler Sigmar Gabriel om, at svaret på ”American First” er ”Make Europe great again” fremstår derfor mere som en besværgelse end en plan.

RÆSON: Er den politiske og økonomiske ulighed mellem Nord- og Sydeuropa blevet for stor til, at man kan have et langtidsholdbart samarbejde?

Man må konkludere, at det ikke har været gældskrisen, der virkelig har fået det til at knage. Det var nærmere flygtningekrisen, der gjorde det. Den kom selvfølgelig også ovenpå på krisen i eurozone og gravede dermed kløfterne dybere. Når man ser på den økonomisk udvikling, går det grundlæggende lidt bedre i Euro-zonen.

Jeg tror ikke, at tyskerne vil komme igennem med en total økonomisk hardliner-linje. I stedet bliver man nødt til at lave de reformkontrakter, man tidligere har talt om, hvor lande forpligtes til at gennemføre strukturreformer, og så må man se lidt mere lempeligt på vækst- og stabilitetspagten.

Det bliver sådan en ’noget for noget’ tankegang, og det har tyskerne nok også lidt erkendt. Sigmar Gabriel har sagt det meget malende: ”Er det ikke bedre, at vi udviser lidt fleksibilitet, end at Marine Le Pen rykker lidt længere ind i Élyséepalæet?”.

Man er inde og røre ved så meget af det fremadrettede fundament til EU, at hvis man sætter sig alt for højt op på den høje hest og holder på traktaten, så kan det få konsekvenser på lang sigt.

 

Problemet for EU er, at kilerne drives ind på det værst tænkelig tidspunkt, hvor EU-landene står mere splittede end nogensinde – og hvor supervalgåret bevirker, at EU per definition er handlingslammet.
_______

 

RÆSON: Har EU grundlæggende været for godt, indtil det lige pludselig er gået op for alle, at samarbejdet er blevet for omfattende?

Bekymringen for at EU bliver for omfattende har jo været der i mange år. Det lå blandt andet bag det danske nej i 1992 og franskmændene, der var lige ved at stemme nej til Maastricht-traktaten. Det har været en udvikling, man har set længe. Jeg tror, at en del af udfordringen for EU er, at mange af de ting, man slog sig op på efter 2. Verdenskrig, i dag bliver taget for givet: Sådan noget som intern fred og sikkerhed i Europa.

Så kan det godt være, at vi efterhånden er begyndt ikke at tage fred og sikkerhed for givet i forhold til Putin, men den frie bevægelighed og det at kunne rejse uden pas er noget mange har fået ind med modermælken, og så tager man det for givet. På tidspunkter, hvor der kommer voldsom stor debat om globalisering og så videre, har EU en betydelig opgave i forhold til at forklare, hvad hovedfortællingen bag EU-samarbejdet er.

Den gamle version funker ikke overfor nye generationer. Der skulle have været et ’wake-up-call’ lige efter Brexit, men det er svært at se, at der har været de store forandringer i EU-samarbejdet, efter de stemte leave, og det er trods alt en del måneder siden.

Der er ikke længere nogen, der taler om, at vi skal uddybe integrationen. Det er blevet et helt outreret synspunkt. Hvem efterspørger mere EU eller Europa? Det er i hvert fald ikke Tyskland, så hvem kunne man forestille sig, kunne bygge en koalition op?

Efter en krise har det ellers altid været sådan, at man fra oven foreslog en uddybning af integrationen, men det er der ingen, der siger længere. Den omvendte model: at rulle samarbejdet tilbage er svært, fordi vi, for at sige det på almindeligt dansk, tænder på forskellige dele af samarbejdet. Så lidt skarpt formuleret så sidder EU fast – landene kan hverken rulle samarbejdet frem eller tilbage.

Det kan godt være, du kan få central- og østeuropæiske lande til at juble over, at vi dropper en hvilken som helst fælles asyl- og flygtningepolitik, men det får du aldrig Tyskland eller Holland til. Og hvordan får man gennemført en forandring af samarbejdet på et tidspunkt, hvor der generelt ikke er ret stor EU-debat i de forskellige medlemslande, selvom der burde være det? Især i den franske valgkamp kan man se, at det nærmest kun er Le Pen, indtil videre, der har talt om EU. For de andre spiller det ikke den store rolle, og det er nok heller ikke det store stemmeslugertema.

RÆSON: Mangler der et organiseret modspil til Trump, Farage, Le Pen og Putins samarbejde?

Ja, om end jeg ikke tror, at de personer du nævner altid vil se ens på tingene. Men man kan sige, at Merkel har påtaget sig den rolle, som nogen vil kalde ”den frie verdens leder”. Det kommer man dog aldrig til at sige i Tyskland, for det tør man slet ikke. Men den måde, hun tog imod Trump på og det statement, hun læste op, der meget specifikt gik på, at hun godt nok så frem til samarbejdet, men at det var forudsat, at han levede op til en stribe værdier, viser, at hun påtager sig den rolle.

Men det er jo ikke nogen ideel rolle for hende at være i, fordi det hurtigt bliver til German-bashing. Det har man set i et af de mest principielle spørgsmål: Forholdet til Polen og det, der er blevet kaldt det ’illiberale demokrati’, og som andre vil kalde et autoritært demokrati eller autokrati.

Den måde, man har gennemført reformer i både Ungarn og Polen, gør, at man kan stille spørgsmålstegn ved, om de i dag var blevet en del af EU, fordi det er tvivlsomt, om de overholder Københavnerkriterierne. Men man vil have meget svært ved at finde en udtalelse om det fra Merkel, for hvis hun gik ind i den debat og sagde til polakkerne, at nu måtte de stikke piben ind og ændre deres måde at agere på, så de respekterer ytrings-, forsamlings- og pressefrihed, så ville det lynhurtigt blive til et opgør mellem Tyskland og Polen – igen på grund af Tysklands historie.

I stedet håber Merkel, at Kommissionen, og i særlig grad næstformanden, Timmermans, kan presse central- og østeuropæerne. Det er jo et meget godt eksempel på, at hun på nogle punkter bliver nødt til at holde sig tilbage, så hun undgår, at det simpelthen bliver et bilateralt spørgsmål mellem fx Tyskland og Polen. Det er lidt ’leadership by default’, men når hun slår op i banen, er der virkelig tavst, da der ikke rigtig er andre lande, der stiller sig op for at gøre noget.

RÆSON: Er EU’s problemer opstået på grund af politikeres kvababbelser i de store forhandlinger, der er gået forud?

Én del af miseren skyldes i hvert fald, at EU-landene skal håndtere så mange problemer på én gang. Tidligere var der én konflikt ad gangen og så var det dét, EU skulle beskæftige sig med. Der var Præsident de Gaulle, der forlod forhandlinger om landbrugspolitikken, og Thatcher, der var imod EU’s budget, og nu har man så i stedet så mange udfordringer på én gang – euro, Rusland-Ukraine, terrorisme, flygtninge, Brexit og Trump. Man skal multitaske og de forskellige problemstillinger bliver viklet sammen og det skaber en frustration over, at man når man får løst ét problem, dukker der et nyt op et andet sted.

 

Flygtningekrisen og frustrationen over for Merkel var aldrig blevet så stor, hvis ikke mange lande i forvejen var stærkt irriteret over hendes euro-kurs. Det er et meget godt eksempel på, hvordan problemerne hænger uløseligt sammen.
_______

 

Flygtningekrisen og frustrationen over for Merkel var aldrig blevet så stor, hvis ikke mange lande i forvejen var stærkt irriteret over hendes euro-kurs. Det er et meget godt eksempel på, hvordan problemerne hænger uløseligt sammen, og der har vi måske en tendens til at se på dem enkeltvis, og så misser vi det overordnede billede. Det nye er i hvert fald, at der er så mange konflikter på én gang, og det får folk til at spørge, om EU så overhovedet kan noget. Jeg må også konstatere, at mange af de topmøder, hvor Cameron kæmpede for at få sin egen situation på dagsordenen, lykkedes det slet ikke for ham, fordi landene sad med flygtningediskussionen. Det var først bagefter, stats- og regeringscheferne kunne diskutere, hvad han ville. Tilsvarende er der en masse andre emner som fx Ukraine, hvor EU mangler en strategisk evne til at få et overblik midt i diskussionen om de andre verserende emner.

RÆSON: Hvilken rolle spiller italesættelsen af EU for problemerne?


Det betyder meget. Hvis man taler om EU som en mastodont, der fokuserer på emner som krumme agurker, så bliver det dét, man diskuterer. Det har stor betydning, om man som minister siger, at ”nu skal EU gøre noget,” underforstået at det er nogle andre, frem for ”vi skal i EU forsøge at gøre noget ved det her”.

Det allervigtigste er nok, at EU overhovedet indgår som en fast del af den almindelige offentlige debat og indenrigspolitik. Der har været en tendens til det modsatte, og at EU kun kommer op i forbindelse med kriser og topmøder. Det er et meget klassisk problem og hvis der er noget, de sidste mange måneder har vist, så er det, at EU i den grad er indenrigspolitik. Bare tag Brexit, hvor pundet styrtdykker, og det får konsekvenser for dansk økonomi og erhvervsliv. Eller hele Ukraine-problemet, hvor sanktioner også får indenrigspolitiske konsekvenser i Europa.

Generelt ser man i EU-landene, er, at de BLIVER påvirket af det, der foregår på europæisk plan. I Danmark er vi ofte blevet overraskede over, at vi trods vores forbehold alligevel bliver påvirket af krisen om Grækenland. Det samme gælder flygtningepolitikken – som vi jo også er blevet påvirket af, selvom vi jo ikke er med i EU’s flygtningepolitik. Det vil vi i høj grad også blive, hvis EU pludselig går ITU.

ILLUSTRATION: Angela Merkel (Abaca/POLFOTO)

Max Secher Quorning (f. 1995) er studentermedhjælper på RÆSON, IBDP graduate fra UWC Red Cross Nordic i 2014, medlem af chefredaktionen ved IPmonopolet og studerer Statskundskab ved Københavns Universitet.