Derfor kommer Enhedslisten til at opgive sin EU-modstandAnalyse af Malte Kjems

Derfor kommer Enhedslisten til at opgive sin EU-modstand
Analyse af Malte Kjems

08.08.2017


Når vi i 2024 går til stemmeurnerne for at afgøre, hvem der skal repræsentere Danmark i Europa-Parlamentet frem mod 2029, har Enhedslisten droppet sin hårde EU-modstand. Den gamle politik er afløst af en ny og pragmatisk tilgang – stadig stærkt kritisk, men uden en dogmatisk afvisning af hele butikken.

Analyse af Malte Kjems, kommunikationschef, Tænketanken EUROPA

Denne forudsigelse udspringer af tre forhold, som alle peger i retning af, at Enhedslisten er på vej til at gøre op med sin EU-politiske linje: 1) Trods usikkerheder indikerer flere målinger, at Enhedslistens vælgere ikke deler partiets hårde EU-modstand. De vil faktisk gerne samarbejde – også gennem EU. 2) På områder som miljø, ligestilling og kamp mod diskrimination – kerneområder for Enhedslisten – har EU taget førertrøjen. I dag er det fx EU, der holder Danmark fast på en række miljøkrav, ikke omvendt. 3) Briternes beslutning om at forlade EU vil vise, hvad alternativet til samarbejde er, og det er alt andet end det, som Enhedslisten og partiets vælgere drømmer om. EU er trods alt det mindst ringe.

Enhedslistens vælgere vil ikke ud af EU
I maj gennemførte vi i Tænketanken EUROPA en større meningsmåling som led i et forskningsprojekt om danskernes holdning til EU. Målingen omfattede mere end 2.000 respondenter. Blandt dem, som angiver, at de vil stemme på Enhedslisten, svarer hele 59 pct., at de enten i høj eller nogen grad ønsker, at Danmark skal forblive medlem af EU. Blot 31 pct. hælder mod at forlade EU. 10 pct. er i tvivl.

 

Blandt [Enhedslistens vælgere] svarer hele 59 pct., at de enten i høj eller nogen grad ønsker, at Danmark skal forblive medlem af EU. Blot 31 pct. hælder mod at forlade EU. 10 pct. er i tvivl
_______

 

Målingen viser, at Enhedslistens vælgere generelt er blandt de mest kritiske over for EU. De kan dog slet ikke følge med Dansk Folkeparti og Nye Borgerliges vælgere, når skepsissen sættes på spidsen og spørgsmålet er, om Danmark helt skal forlade samarbejdet.

I juni viste en anden måling, at der generelt er meget få danskere, der ønsker at følge briterne ud af EU. Blot 23 pct. svarer ja, mens 62 pct. siger nej. Ser man alene på Enhedslistens vælgere, svarer 28 pct. ja, men hele 63 pct. nej. Iblandt disse vælgere er andelen, der ønsker at træde ud af EU, faldet med 11 procentpoint på et år, mens andelen, der siger nej, er steget med 18 procentpoint.

Det skal retfærdigvis nævnes, at målingerne er behæftet med usikkerhed, når de brydes ned på enkelte partier. Trods usikkerheden er det dog bemærkelsesværdige tal, der bekræfter hinanden.

Vores måling viser, at 49 pct. af Enhedslistens vælgere svarer, at Trumps America first-politik får dem til at støtte et tættere EU-samarbejde. Kun 5 pct. svarer, at det får dem til at støtte mindre samarbejde. Et aggressivt Rusland får 54 pct. af Enhedslistens vælgere til at støtte mere EU. Kun 4 pct. siger i denne forbindelse mindre EU. Flere terrorangreb: 46 vs. 6 pct. Stigende globalisering: 34 vs. 12 pct. Noget tyder på, at også Enhedslistens vælgere påvirkes af de globale forandringer og usikkerheder, der har fået opbakningen til EU til at stige i mange medlemslande.
Derudover er det værd at notere sig, at Enhedslistens vælgere er en anelse mindre tilbøjelige end befolkningen generelt til at synes, at Danmark har afgivet for meget suverænitet til EU. Samtidig mener 44 pct. af partiets vælgere, at EU bør have en stærkere social rolle, hvilket gør dem til nogle af de mest positive – kun overgået af vælgerne hos Radikale og Alternativet. Det er interessant, da netop udviklingen af en social dimension er blevet en topprioritet for EU. Endelig vurderes også EU’s økonomiske betydning for Danmark positivt af Enhedslistens vælgere.

 

Enhedslistens vælgere er en anelse mindre tilbøjelige end befolkningen generelt til at synes, at Danmark har afgivet for meget suverænitet til EU
_______

 

Alt i alt kan det tyde på, at der har sneget sig en realisme ind i Enhedslistens vælgerskare, hvor EU – trods sine svagheder og mangler – synes at være det bedste værn mod en række globale udfordringer. Bryder EU sammen, vil der ikke spire et nyt, superdemokratisk, mangfoldigt og vidunderligt samarbejde op af ruinerne, som det ellers har lydt fra Enhedslisten gennem årene. Vælgerne har gennemskuet dette som et fatamorgana. Til gengæld er der en gedigen risiko for, at et sammenbrud vil føre til mere nationalisme, mindre demokrati og mindre tolerance. Det ved Enhedslistens vælgere.

EU er blevet Enhedslistens allierede
Det er dog ikke kun ydre trusler, der i disse år skurer mod Enhedslistens benhårde EU-modstand. På en række områder er EU blevet Enhedslistens nærmeste allierede. Partitoppen må undertiden træde sig selv over tæerne for ikke at komme til at rose EU, men nogle gange er det simpelthen for svært at lade være.

 

Partitoppen må undertiden træde sig selv over tæerne for ikke at komme til at rose EU, men nogle gange er det simpelthen for svært at lade være
_______

 

I forbindelse med at EU-Domstolen underkendte dansk masseovervågning, skrev Enhedslistens retsordfører, Rune Lund, fx 3. marts i år på Facebook: ”Jeg skal gerne indrømme, at det er en noget kompleks følelse af glæde for mig og Enhedslisten, at det er EU-domstolen, der skal banke Danmark på plads for at sikre overholdelsen af grundlæggende demokratiske principper. Men det ændrer ikke ved, at dommen er rigtig”. EU er altså godt nok, når det handler om at ”sikre overholdelsen af grundlæggende demokratiske principper”. Ærgerligt at glæden skal udløse komplekser, men disse kan overkommes, hvis (når) man opgiver den hårde modstand.

Miljø er som bekendt en mærkesag i Enhedslisten. Det har flere gange i løbet af det seneste år tvunget partiet til at omfavne EU. Mange af os husker nok den såkaldte Gyllegate-sag og Landbrugspakken, der kom til at koste Eva Kjer Hansen sin ministerpost. Her var det skrappe EU-regler på miljøområdet, der forhindrede regeringen i at gennemføre pakken. Da regeringen i november 2016 efter at have opnået ”en fælles forståelse” med EU-Kommissionen valgte at ændre landsbrugspakken i en mere miljøvenlig retning, tweetede Enhedslistens miljøordfører, Maria Reumert Gjerding: ”Landbrugspakken skal ændres! Helt centrale dele skal udlignes af miljøtiltag. Vigtig, vigtig sejr”. Og til Landbrugsavisen lød det: ”Det er helt tydeligt, at EU deler vores opfattelse: At landbrugspakken medfører en helt uacceptabel forurening af miljøet. Nu er regeringen blevet tvunget til at indføre en lang række miljøtiltag for at kompensere”.

Et andet eksempel på miljøområdet vedrører luftforurening. Danmark kom i sommeren 2016 i EU’s søgelys, da man måske vel opfindsomt forsøgte at flytte målestationerne væk fra de mest forurenede områder i København. Fra Enhedslistens miljøordfører lød det: ”Det er dybt alvorligt, at luftforureningen i København er så massiv, at det er i strid med internationale miljøregler”. Disse ”internationale miljøregler” er vel at mærke fælles EU-regler.

Sagen om luftforurening tjener i øvrigt til at illustrere, at Danmark ikke længere kan betragtes som et af EU’s absolutte foregangslande, når det handler om at sikre miljøet. Fx stemte Danmark sammen med bl.a. Polen og Rumænien imod skrappere regler for luftforurening. Faktisk er det i dag ikke længere Danmark, der kæmper for at højne miljøet i Europa, men EU, der kæmper for at få Danmark til at leve op til de fælles standarder. Uden EU at læne sig op ad, havde Enhedslistens miljøkampe i Folketinget næppe båret økologiske frugter.

 

Faktisk er det i dag ikke længere Danmark, der kæmper for at højne miljøet i Europa, men EU, der kæmper for at få Danmark til at leve op til de fælles standarder. Uden EU at læne sig op ad, havde Enhedslistens miljøkampe i Folketinget næppe båret økologiske frugter
_______

 

Der er tonsvis af lignende eksempler, hvor EU er med til at sikre fremgang på områder, som Enhedslisten ser sig som bannerfører for. Det gælder fx bekæmpelse af diskrimination. Ligebehandlingschef på Institut for Menneskerettigheder, Maria Ventegodt Lisbjerg, skrev i efteråret i Politiken: ”Vi vil ikke længere acceptere at blive stillet ringere, blot fordi vi tilhører en bestemt gruppe på baggrund af vores køn, etnicitet, seksuel orientering, handikap osv. Vi kan i høj grad takke EU-retten og EU-Domstolen for, at vi nu kan kræve respekt for disse rettigheder. Der er på denne måde sket en markant styrkelse af vores individuelle rettigheder, som er med til at skabe et mere retfærdigt Danmark”.

I april markerede formand for Danske Handikaporganisationer, Thorkild Olesen, sig i Politiken: ”For hver dag der går, tror jeg mere og mere på EU-fællesskabet. Jeg har været aktiv i handikapbevægelsen siden 1989, og ikke så få fremskridt gennem årene kommer via EU-samarbejdet”.

Det gælder også øremærket barsel. I april fremsatte Kommissionen et forslag, der skal mindske skævvridningen mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet. Enhedslisten er, ifølge politisk ordfører Pernille Skipper, ”de største fans” af øremærket barsel, og i 2014 tog partiet også kravet med til finanslovsforhandlingerne med den daværende SR-regering. Det lykkedes som bekendt ikke at komme igennem med forslaget, men nu, hvor forslaget fremsættes på EU-niveau, har Enhedslisten vendt rundt på en tallerken og støtter ikke længere øremærket barsel. Måske bliver Enhedslistens EU-kompleks i denne sammenhæng for stort?

 

Nu, hvor forslaget [om øremærket barsel] fremsættes på EU-niveau, har Enhedslisten vendt rundt på en tallerken og støtter ikke længere øremærket barsel. Måske bliver Enhedslistens EU-kompleks i denne sammenhæng for stort?
_______

 

De mange eksempler illustrerer paradokserne i Enhedslistens tilgang til EU. Det nye er, at Enhedslistens vælgere ikke længere tror på, at disse resultater kan opnås i et utopisk og uforpligtende, mellemstatsligt samarbejde, der endnu ikke findes.

Brexit udstiller paradoksal EU-linje
Brexit blev tiljublet af Enhedslisten. Men briternes beslutning om at forlade EU er stille og roligt ved at udvikle sig til et forvarsel om, hvad der kan ske, hvis unionen bryder sammen.

Premierminister Theresa May har truet EU med at dumpe skatterne for at tiltrække virksomheder og gøre Storbritannien til et Cayman Island i Europas baghave. Samtidig har Leave-kampagnen været gennemsyret af fremmedhad, manipulation og xenofobi. Antallet af had-relaterede forbrydelser i Storbritannien er steget 23 pct. det seneste år, og en ny nationalisme er sluppet løs anført af folk som Nigel Farage og milliardæren Arron Banks.

Men briterne kan meget vel have det værste i vente. Umiddelbart efter afstemningen holdt Storbritanniens økonomi skansen, hjulpet på vej af det drastiske fald i pundet og en hurtig reaktion fra den britiske nationalbank. Nu begynder en række afgørende indikatorer dog at lyse rødt, præcis som en lang række studier havde forudset. I seneste kvartal voksede den britiske økonomi langsommere end Grækenlands – faktisk udviklede den sig langsomst blandt alle EU-lande.

 

I seneste kvartal voksede den britiske økonomi langsommere end Grækenlands – faktisk udviklede den sig langsomst blandt alle EU-lande
_______

 

Set med almindelige britiske lønmodtageres øjne er det mest bekymrende nok, at udsigten til Brexit er begyndt at gøre dem fattigere. Det svage pund har drevet inflationen op, og lønningerne følger ikke med. Det rammer de laveste indkomstgrupper hårdest. Deres indkomster rækker simpelthen ikke lige så langt, som de tidligere gjorde. Hertil kommer, at udsigten til Brexit har skabt usikkerhed om hundredetusindevis af eksportrelaterede arbejdspladser.

Dette scenarie er noget nær det modsatte af, hvad Enhedslisten lover, når de argumenterer for, at Danmark bør forlade EU-fællesskabet. Der er dog intet belæg for, at et dansk exit-scenarie vil udvikle sig i en markant anderledes retning. Tværtimod. Danmark vil som et meget mindre land end Storbritannien have endnu sværere ved at beskytte sine interesser, hvis vi melder os ud. Og herhjemme drives den hårde EU-modstand og ønsket om et exit også af den yderste højrefløj. Vores måling viser, er det kun på den yderste højrefløj – hos Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige – at der blandt vælgerne er opbakning til at Danmark forlader EU.

Brexit ligner mere og mere en bilulykke i slowmotion, og det eksponerer det paradoksale i Enhedslistens exit-ønske. Indtil nu har paradokserne været til at leve med for Enhedslistens vælgere. Men når realiteterne rammer, når alternativerne til EU bliver konkrete, er Enhedslistens løfte om et udefineret, men vidunderligt, internationalt samarbejde som alternativ til EU lige så troværdigt som den britiske Leave-kampagnes løfte om, at Brexit ville give 350 millioner pund om ugen ekstra til det britiske sundhedsvæsen.

 

Brexit ligner mere og mere en bilulykke i slowmotion, og det eksponerer det paradoksale i Enhedslistens exit-ønske
_______

 

Drop modstand og få mere indflydelse
Måske har partiledelsen i Enhedslisten allerede gjort sig disse overvejelser? Det er i hvert fald interessant, at Enhedslisten i foråret med massiv opbakning fra medlemmerne besluttede at stille selvstændigt op ved næste valg til Europa-Parlamentet. Hidtil har Enhedslisten anbefalet sine vælgere at stemme på Folkebevægelsen mod EU.

I modsætning til Folkebevægelsen mod EU har Enhedslisten reelt mulighed for – over en årrække – at ændre sin europapolitiske linje. Det vil næppe ske inden EP-valget i 2019, men frem mod 2024 vil de anførte paradokser i partiets EU-politik blive så tydelige, at partiet må gøre op med sin hårde EU-modstand. Samtidig er EU-modstanden på venstrefløjen næppe stærk nok til at favne to partier, der ønsker dansk EU-exit. Til gengæld er der sandsynligvis plads til et nyt, stærkt EU-kritisk, men trods alt pragmatisk venstrefløjsparti. Det ville samtidig bringe Enhedslisten på bølgelængde med sine europæiske søsterpartier, der arbejder på at ændre EU indefra, men ikke drømmer om exits og ikke støttede Brexit. Mens Folkebevægelsen måske kan sikre sig et mandat ved at samle den lille kerne af hårde EU-modstandere på venstrefløjen og trække et par EU-skeptiske stemmer fra S og DF, vil Enhedsliten kunne applere til den langt større gruppe af EU-kritiske venstrefløjsvælgere, der dog ikke ønsker et Dansk EU-exit. De seneste målinger viser, at en sådan manøvre vil bringe Enhedsliten i bedre sync med sin vælgerbase.

 

I modsætning til Folkebevægelsen mod EU har Enhedslisten reelt mulighed for – over en årrække – at ændre sin europapolitiske linje. Det vil næppe ske inden EP-valget i 2019, men frem mod 2024 vil de anførte paradokser i partiets EU-politik blive så tydelige, at partiet må gøre op med sin hårde EU-modstand
_______

 

Den gode nyhed for partiet og partiets vælgere er, at en afvikling af den hårde EU-modstand vil give Enhedslisten langt mere pondus i europæisk sammenhæng. Hvem kan for alvor tage et samarbejde seriøst med en partner, der grundlæggende ønsker at afvikle det, man samarbejder om? En mere pragmatisk indstilling vil give Enhedslisten langt bedre muligheder for ikke blot at kritisere, men også forme fremtidens europæiske samarbejde.

Der er rigtigt mange vælgere, som gerne så Enhedslisten indtage netop denne rolle i EU-samarbejdet. Vi får at se i 2024.

Malte Kjems (f. 1985) er kommunikationschef i Tænketanken EUROPA. Han har ansvaret for den strategiske kommunikation og kontakt til medierne. Han redigerer og skriver notater og analyser og er chef for tænketankens akademi. Malte har en baggrund som onlineredaktør og journalist hos tænketanken Mandag Morgen. Han er uddannet i retorik fra Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Valgkamp 2015/News Øresund: Johan Wessman