“Det er dyrt at spare for tidligt. Det gælder Skat, men måske i endnu højere grad forsvaret” – Uffe Østergård

“Det er dyrt at spare for tidligt. Det gælder Skat, men måske i endnu højere grad forsvaret” – Uffe Østergård

14.06.2017


Måske var det en fejl, da Danmark efter den Kolde Krig nedlagde territorialforsvaret. Om at være nabo til Rusland; Hvad Danmark kan lære af Finland.

Kommentar af Uffe Østergård

I maj døde Mauno Henrik Koivisto, 94 år gammel. Den høje finske socialdemokrat var sit lands præsident fra 1982-1994. I nekrologerne blev han mindet som en politiker, der fortsatte sin forgænger Urho Kekkonens eftergivende kompromispolitik overfor den store russiske nabo – ’finlandisering’ som politikken lidt nedladende blevet døbt. Men så enkel er historien måske ikke. Og måske kunne vi andre lære lidt af ham og den finske tradition for dybt realistisk omgang med den storpolitiske verdens realiteter, herunder en stor og ofte truende nabo.

Koivisto blev født i en arbejderfamilie i Åbo i det sydvestlige Finland, hvor faderen var snedker på byens værft. Han havde således en god socialdemokratisk baggrund, finsksproget men flydende på svensk. Han gjorde klassisk karriere som akademiker og kom i ledelsen af Finlands Nationalbank. Men til forskel fra den typiske nordiske velfærdsstats borger kæmpede han sammen med sine jævnaldrende i de to vinterkrige med Sovjetunionen. Først 1939-40 – som femtenårig – i Åbos frivillige brandvæsen. Siden som infanterist under fortsættelseskrigen 1941-44, hvor finnerne i samarbejde med Hitlers Tyskland generobrede Karelen. Det er lykkedes Finland at fremstille deltagelsen i den tysk ledede invasion af Sovjetunionen i 1941 som en retfærdig revanche for tabet af Karelen i den første vinterkrig. Det var den også, men reelt overskred finnerne den gamle grænse og deltog de facto i den tyske belejring af storbyen Leningrad fra nord.

At placere ansvaret for Fortsættelseskrigen er en intern finsk diskussion – og selvom den er overgået til historikerne kan den fortsat ophidse sindene i Finland. Meget vigtigere set fra en aktuel nordisk synsvinkel er den erfaring, Koivisto som overlevende veteran fra kampene med russerne havde med sig. Og her skal overlevende forstås helt bogstaveligt, idet en af de mest rystende erfaringer man kan gøre sig som besøgende i Finland er at besøge lokale kirkegårde. Her kan man på en enkelt gravsten fra 1940 finde navnene på en halv snes mænd. Og så, længere henne et par hundrede gravsten fra én dag i foråret 1944, hvor den finske hær blev løbet over ende af en talmæssigt overlegen sovjetisk hær på det Karelske Næs. Den finske værnepligtige hær var opstillet i lokale kompagnier af mænd i alderen fra 17 til 44. Det gav fordele i sammenhængskraft og solidaritet, men kunne også medføre udslettelsen af hele den mandlige befolkning i et lokalsamfund når uheldet var ude. Og det var det, da Sovjetunionen satte sit overlegne militær ind på den finske front efter at have besejret den tyske hær ved Kursk i 1943.

 

Resultatet af den danske strategi? At Danmark nu må udstationere 200 soldater i Estland for symbolsk at afskrække russerne og demonstrere solidaritet i Nato. Det er ofte dyrt at spare for tidligt. Det gælder Skat, men måske i endnu højere grad forsvaret.
_______

 

Det var dog ikke den oplevelse, Koivisto valgte at give videre til et stort publikum af nordiske historikere i Tampere (Tammerfors) i sommeren 1997, hvor vi var forsamlede til fælles nordisk historikerkonference. Normalt diskuterede vi fredelige emner som velfærdsstat, feminisme, vikinger, ødegårde eller adelen. Men her blev vi blæst omkuld af en høj, slank mand midt i 70erne, der lige kom fra basket med ’pojkerne’ og skulle videre til nationalbanken, hvor han stadig arbejdede. På vejen havde han dog lyst til at dele nogen erfaringer om omgang med russerne og Rusland med sine medskandinaver. På tydeligt finlandsksvenska (som i øvrigt er det skandinaviske sprog, der er lettest at forstå, sammen med islandsk dansk og sydslesvigsk dansk. Det sidste udtales, modsat dansk, tydeligt og med tysk ordstilling). Koivisto gjorde altid en dyd ud af at tale svensk i nordiske sammenhænge, og således også her.

Men indholdet af hans tale rystede forsamlingen af pæne, mere eller mindre fredsommelige nordiske historikere. For i stedet for at berette om Finlands nordiske karakter og rose sig af at det var ham, der som præsident havde fået Finland ind på sporet mod medlemskab af EU (hvad landet sammen med det mere tøvende Sverige var blevet to år forinden i 1995), talte han om sin personlige erfaring med russerne. Som han havde respekt for, men samtidig også frygtede – som forhenværende leder af et lille naboland til det russiske imperium.

I modsætning til billedet af en frygtsom og underdanig repræsentant for en underordnet ’finlandiseret’ lydstat sagde han, at måden at blive respekteret på i Moskva er at tale fra en styrkens position. Ikke brovtende, men faktuelt. Derfor berettede han altid for russerne om sine krigserfaringer. Ikke som optakt til forhandlingerne, men bagefter – i saunaen, over de talløse glas vodka. Traditionen med sauna og vodka – eller omvendt – stammede fra Kekkonens personlige diplomati der var et vigtigt element i at redde Finlands selvstændighed de vanskelige år i Sovjetunionens skygge i 1950erne og 60erne. Men Koivisto kunne supplere med en fortælling om at han krydrede forhandlingerne med en fortælling om at han egenhændigt havde dræbt 21 russiske soldater ved at gå bag om deres linjer på ski og slå dem ihjel med kniv eller ståltråd. Måske lidt flere, men mindst 21 russere på hans egen alder.

De fleste rettænkende skandinaver ville tænke at det måtte være en dårlig optakt til forhandlinger med russerne i de sensitive år under afviklingen af den kolde krig. Tværtimod, sagde Koivisto, åbnede det for en åbenhjertig samtale om interesser med henblik på at opnå resultater. For Finlands vedkommende endte samtalen med russisk accept af et nærmere forhold til EU der endte med medlemskab i 1995

En finsk sikkerhedsekspert har sagt at det var dumt af Danmark at opgive territorialforsvaret og værnepligten til fordel for styrker, der kan sendes ud i verden. Måske har hun ret. Det har finnerne ikke gjort. Og modsat den danske tilgang, sagde hun, får det russerne til at føle sig respekterede, til forskel fra den reelle afrustning i det øvrige Skandinavien.

Resultatet af den danske strategi? At Danmark nu må udstationere 200 soldater i Estland for symbolsk at afskrække russerne og demonstrere solidaritet i Nato. Det er ofte dyrt at spare for tidligt. Det gælder Skat, men måske i endnu højere grad forsvaret.

ILLUSTRATION: Uffe Østergaard (Lars Krabbe/POLFOTO/arkiv)