Derfor foragter store dele af kultureliten os i SocialdemokratietFrederik Vad Nielsen

Derfor foragter store dele af kultureliten os i Socialdemokratiet
Frederik Vad Nielsen

26.05.2017


Opskriften på politiske resultater er praktisk og udramatisk, æstetikken ryger ofte i svinget og operationaliserede idealer mister den religiøse dimension. Derfor er store dele af kulturelitens foragt for Socialdemokratiet så massiv

Kommentar af Frederik Vad Nielsen

Carsten Jensen, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Emma Holten, Morten Kirkskov, Elisabeth Møller Jensen og mange flere. Listen over markante og debatlystne repræsentanter fra kultur- og opinionseliten i Danmark, som bruger en stor del af deres vågne tid på at kritisere Socialdemokratiet sønder og sammen, er lang. Sådan har det i grunden altid været.

I visse kredse har der sågar været akademiske diskussioner om Socialdemokratiets ringe tiltrækningskraft på tunge profiler fra kultureliten, som offentligt vil/tør engagere sig i partiet. Flere har gennem årene bidt mærke i kontrasten til det tyske SPD, hvor store kulturkanoner som Henrich Böll og Günther Grass har været en integreret del af udviklingen og meningsdannelsen i arbejderpartiet. Tidligere har kulturradikalismens fyrtårn, Klaus Rifbjerg, forklaret det manglende engagement herhjemme med Socialdemokratiets konformitet og lavloftede diskussionsniveau.

Men der er en anden overset forklaring på kløften mellem partiet og store dele af kultureliten. For når et rendyrket og religiøst moralistisk ideologisk udgangspunkt (kulturelitens) møder en praktisk tilgang til at skaffe resultater i hus (Socialdemokratiets), så tændes der gnister i klummer og talerstole over det ganske land. Når virkeligheden ikke tager hensyn til skriften i bøgerne. Når virkeligheden udfordrer et værdikodeks mejslet i beton, så ulmer det i kulturinstitutionerne og mediehusene. Og det er ikke en ligegyldig konstatering. For hovedparten af dette lands statsstøttede spalter, talerstole og debatprogrammer tilhører stadigvæk repræsentanter fra disse institutioner og huse.

 

For når et rendyrket og religiøst moralistisk ideologisk udgangspunkt (kulturelitens) møder en praktisk tilgang til at skaffe resultater i hus (Socialdemokratiets), så tændes der gnister i klummer og talerstole
_______

 

Det bedste og mest aktuelle eksempel er debatten om flygtninge- og integrationspolitik. Strømme af mennesker på danske motorveje i sensommeren 2015, den klientgørelse af dem, der var automatreaktionen – samt den grundlæggende udfordring med at tage ansvar for flest mulige flygtninge, samtidig med at menneskesmuglerne skal holdes i skak. Alt dette krævede akut handling af Socialdemokratiet. Resultatet kender vi: Skærpet kontrol og styring med tilstrømningen, så myndigheder og velfærdsinstitutioner kunne følge med. Samt en arbejdsmarkedsorienteret integrationspolitik, der tog et opgør med klientgørelsen – og sikrede, at flere hurtigere bliver en del af arbejdsfællesskabet.

Det var ikke en smuk fortælling. Ej heller en æstetisk forestilling, da der skulle sikres politisk handling henover midten. Idealernes rene og unuancerede strofer blev operationaliseret, så de i praksis kunne løse et problem, der eksisterede her og nu. I virkelighedens verden. Og med alle de forskellige hensyn, der skulle tages – til individer, lokalsamfund, velfærdsinstitutioner og myndigheder. Dermed forsvandt disse idealers religiøse dimension. Det er en dimension, som aldrig har løst nogle problemer i virkeligheden, men som har bidraget til en smuk – om end falsk – fortælling om Danmark. Derfor stejlede kultureliten. Fortællingen var ikke smuk og indpakningen var værre. Ligesom flygtningesituationen i det hele taget.

 

[Idealernes religiøse dimension] har aldrig løst nogle problemer i virkeligheden, men bidraget til en smuk – om end falsk – fortælling om Danmark
_______

 

Betyder det at Socialdemokratiet er uden idealer, visioner og menneskeligt kompas? Tværtimod. Men vi ved at bogstavtro læsning af idealer, som ikke kan operationaliseres til konkrete politiske forandringer for mennesker, kan blive farlige. Det kan resultere i at fårene skilles fra bukkene. At mennesker splittes op i grupper af de skriftkloge. Man behøver ikke at bruge meget tid i diskussion med repræsentanter fra dele af kultureliten, for at forstå, at netop dét også er et ønske der kommer til udtryk til hos flere. Enten direkte eller indirekte.

For kultureliten spiller indpakningen også en stor rolle. Det gavepapir, som skal få det politiske indhold til at glide ned, er altafgørende. Fortællingen, den sproglige opbygning, afsenderens karakter og det mimiske udtryk. Ja, indholdet kan sågar være dybt bekymrende – hvis bare staffagen er fin. Bare se på hyldesten til Canadas flygtningepolitik: Her har vi nærmest været vidner til en tilbedelse af landets premierminister, og hans åbenlyse medmenneskelighed, samtidig med at Canada har ført en hård flygtningepolitik. Især i en sag, hvor bevidstheden om hvem, der er ofre, står krystalklart hos alle.

 

Indholdet kan sågar være dybt bekymrende – hvis bare staffagen er fin. Bare se på hyldesten til Canadas flygtningepolitik: Her har vi nærmest været vidner til en tilbedelse af landets premierminister, og hans åbenlyse medmenneskelighed, samtidig med at Canada har ført en hård flygtningepolitik
_______

 

Sprog, billeder og passion mætter os selv. Det mætter bare ikke alle de flygtninge, som vi skal gøre alt hvad vi kan for at komme til undsætning.

En æstetisk og idealiseret forbindelse mellem indhold og indpakning udgør et litterært mesterværk eller et førsteklasses drama. Men det forbedrer ikke tilværelsen for mennesker i den virkelige virkelighed. Det forstår Socialdemokratiet, der derfor har valgt den svære vej. Lige fra partiet opnåede parlamentarisk indflydelse i første halvdel af det 20. århundrede og frem til i dag. Ønsket om at skabe mere frihed, mere tryghed, mere solidaritet og mere lighed for mennesker har altid været den røde tråd, der drev os fremad. Det er en solid opskrift på hvordan man skaber resultater for mennesker. Men det er et dårligt eventyr.

 

En æstetisk og idealiseret forbindelse mellem indhold og indpakning udgør et litterært mesterværk eller et førsteklasses drama. Men det forbedrer ikke tilværelsen for mennesker i den virkelige virkelighed. Det forstår Socialdemokratiet
_______

 

Frederik Vad Nielsen (f.1994) er medlem af forretningsudvalget i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, redaktør for DSU’s medlemsmagasin og politisk medarbejder i 3F Industrigruppen. Studerer arbejdslivsstudier og journalistik på Roskilde Universitet. ILLUSTRATION: Officielt pressefoto