Dennis Kristensens svar til Henrik Dahl: Danskerne forventer en offentlig sektor, der bliver stadig bedre

Dennis Kristensens svar til Henrik Dahl: Danskerne forventer en offentlig sektor, der bliver stadig bedre

19.12.2017


Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)

Danskernes opbakning til velfærden er ikke et givet vilkår. Tværtimod: De konstante nedskæringer forringer kvaliteten i et omfang, hvor vælgerne kan miste tilliden til den offentlige sektor. Måske er det præcis hvad den borgerlige regering ønsker?

Kommentar af Dennis Kristensen (formand for FOA)

Henrik Dahl er i sit seneste RÆSON-indlæg ked af det (Hvorfor elsker danskerne den offentlige sektor? 19/12). Rigtig ked af det. Danskerne er for glade for velfærden. De vil hellere bevare velfærdsinstitutionerne, end få skattekroner retur på bankkontoen. Det gør det svært at trænge igennem med Liberal Alliances ”Ned med skatten for enhver pris-politik”.

Lige nu ser det ud til, at Henriks sortsyn på den helt store skattereforms vegne er velbegrundet. Under den kommunale og regionale valgkamp placerede vælgerne velfærden øverst deres dagsorden med ældreplejen som absolut topscorer. Kandidaterne til kommunalbestyrelser og regionsråd fulgte trop og talte velfærden og især ældreplejens ansatte op – stort set uden undtagelser – i et omfang, vi ikke har oplevet de seneste årtier. Og forhåbentlig vil holdningen om velfærd frem for skattelettelser præge den kommende Folketings-valgkamp. Til gengæld er Henriks hukommelse helt tydelig for kort. Der er ikke tale om et uforanderligt billede af danskernes holdninger til skat og velfærd. Tværtimod.

 

Under den kommunale og regionale valgkamp placerede vælgerne velfærden øverst deres dagsorden med ældreplejen som absolut topscorer. Kandidaterne til kommunalbestyrelser og regionsråd fulgte trop og talte velfærden og især ældreplejens ansatte op – stort set uden undtagelser – i et omfang, vi ikke har oplevet de seneste årtier
_______

 

Årtiers kamp om skat og velfærd

Der er tale om et stærkt foranderligt billede. Tager vi blot de seneste fem årtier, har danskernes holdning til skat contra velfærd forandret sig voldsomt i flere omgange. Mogens Glistrup og hans nydannede Fremskridtsparti vandt således en valgsejr af dimensioner ved det såkaldte jordskredsvalg i 1973, som vi hverken før eller siden har oplevet. Og han vandt sammen med sit parti ikke mindst på den skattekritik, som han startede to år tidligere med udtalelser om, at ”det er umoralsk at betale skat”, ”en krone betalt i skat til staten, er en krone betalt til fædrelandets fordærv” og konstateringen: ”Der er grund til at at rose de mennesker, der betaler mindst i skat, og fordømme de mennesker, der betaler mest i skat. Skattesnyderne i dag er at sammenligne med jernbanesabotørerne under besættelsen. De gør et farligt job, men de gør et fædrelandsnyttigt job.”

Vi har tidligere i historien oplevet skattemodstand, men slet ikke i et omfang og med en dybde, som Mogens Glistrups. Fremskridtspartiet garnerede skattepolitikken med en lang række andre mere eller mindre forrykte budskaber, men afviklingen af den offentlige sektor og den offentlige velfærd og service var og forblev kernen i partiets politik i hele dets levetid. Og dén politik vandt umiddelbart så stor en opbakning blandt en betydelig del af danskerne, at reelle skattediskussioner blev et tabu i dansk politik i årevis.

Glistrups valgsejr kom efter en omfattende udbygning af velfærden og dermed den offentlige sektor i 1960’erne og 1970’erne. I 1970’erne kombineret med en ganske voldsom venstredrejning især i ungdommen. Den venstredrejning handlede ikke, som Henrik formentlig tror, om at elske velfærd og stat. De venstreorienterede partier anerkendte ikke velfærdsstaten som et efterstræbelsesværdigt mål. Det har jeg med min fortid et ganske godt billede af. Tværtimod anså venstrefløjens forskellige og indbyrdes stærkt uenige partier dengang staten og velfærden som et middel, der blev brugt til at passivisere arbejderklassen og kampen for et andet samfund.

Med et nærmest modsat udgangspunkt var der også i Socialdemokratiet – efter statsminister Viggo Kampmanns (S) opbygning af velfærdsstaten i efterkrigsårene – efterfølgende en stærkt nølende holdning til det princip, som er det nuværende velfærdssamfunds inderste kerne: Universalitetsprincippet, der sikrer lige adgang for rige og fattige til velfærden. Derfor går Henrik også galt i byen med sine overvejelser om sammenhængen mellem Karl Marx’ tænkning og danskernes aktuelle glæde ved fællesskabsinstitutioner og velfærdsydelser.

Med Schlüter-regeringens tiltrædelse i 1982 så vi for første gang for alvor Glistrup-effekten omsat til politiske holdninger til velfærden. Symbolsk signaleret med en revision af finansloven for 1983, der fjernede betydelige midler fra kommuner og de daværende amter. Det skete naturligvis også med en reel baggrund i Danmarks daværende økonomiske situation. Den situation, der af finansminister Knud Heinesen (S) blev formuleret således i 1979: ”Nogen fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs imod den, og vi kan se den”.

For lige præcist den periode giver Henriks betragtninger om underfinansiering af de offentlige udgifter mening, men vel at mærke i den forstand, at skattestigninger til at fjerne os fra Heinesens afgrund var umuliggjort af Jordskredsvalgets ommøblering af dansk politik. 1980’erne blev en lang spareøvelse – i mindre omfang end det, der senere fulgte. Den affødte ikke, at danskerne blev mere forelskede i den offentlige velfærd og service. Tværtimod spillede skattelettelser fortsat en betydelig rolle i den offentlige debat.

 

Med et nærmest modsat udgangspunkt var der også i Socialdemokratiet – efter statsminister Viggo Kampmanns (S) opbygning af velfærdsstaten i efterkrigsårene – efterfølgende en stærkt nølende holdning til det princip, som er det nuværende velfærdssamfunds inderste kerne: Universalitetsprincippet, der sikrer lige adgang for rige og fattige til velfærden
_______

 

Nødvendighedens politik

I det følgende årti satte statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) med programmet ”Gang i 90’erne” en ny kurs for forholdet mellem skat og velfærd, men gennemførte også forringelser, som blev straffet af danskerne – først og fremmest med indgreb i dagpengeretten og efterlønsordningen. Her var danskernes kærlighed til velfærden på vej tilbage.

Med statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) skattestop i 2001 blev der skabt et permanent værktøj til at trænge velfærd og service tilbage under devisen ”Fjern først pengene og lad efterfølgende nødvendighedens politik begrunde nedskæringer og besparelser i den offentlige sektor”. Skattestoppet fik i de næste mange år under borgerlige regeringer svingende, men ofte betydelig opbakning i befolkningen.

Dette værktøj – nødvendighedens politik – fik yderligere kunstigt åndedræt, da Danmark gik ”reform-amok” under Fogh, Løkke og Thorning-Corydon-eksperimentet i forlængelse af hinanden. Jeg er overbevist om, at Henrik bør datere danskernes nuværende forelskelse til netop denne reformperiode. Syge, kontakthjælpsmodtagere, fleksjobbere, arbejdsløse, elever, ældre, handicappede og udsatte har oplevet pisk, mens erhvervslivet af hensyn til den højt besungne konkurrenceevne har fået gulerødder.

Og topskatteyderne har oplevet kronede dage. Afstanden mellem de bedst stillede og de dårligst stillede er blevet større, og de bedst stillede er godt på vej til at stikke af fra resten af samfundet. Vi er ved at skabe den nye Tesla-generation af velhavere uden forbindelse til eller kendskab til dét, Henrik med rette kalder virkeligheden.

Nedskæringspolitikken har ramt så hårdt og bredt, at de fleste af os selv har oplevet – eller kender nogen som har oplevet – at tilværelsen er blevet sværere, og at det gode liv ikke længere er inden for rækkevidde.

Den stigende ulighed og de ringere vilkår for de svageste kalder på danskernes solidaritet. Og solidaritet med de svageste finansieres over skatten. Større vilje til at betale skat betyder større opbakning til fællesskabsinstitutionerne.

 

Nødvendighedens politik fik kunstigt åndedræt, da Danmark gik ”reform-amok” under Fogh, Løkke og Thorning-Corydon-eksperimentet i forlængelse af hinanden
_______

 

Men der er måske lys for enden af Henriks tunnel. Tre lys endda:

Velfærdsstatens udfordring nr.1: Hvis velfærden ikke udvikles i takt med velstanden, kan opbakningen i befolkningen svinde ind. Når velstanden stiger – som den gør, her efter den økonomiske krise – vil vores forventninger til, hvad vi møder, når vi er i kontakt med den offentlige sektor, stige nogenlunde synkront. Så vil vi ikke acceptere offentlige bygninger i forfald, eller at det ikke er til at komme i kontakt med et effektivitets-presset-og-maratonløbende personale. For slet ikke at tale om nærmest personaleløse velfærdsinstitutioner.

Velfærden er gennem de seneste årtier kommet i utakt med velstandsudviklingen. Den økonomiske krise kradsede også i forhold til de offentlige udgifter, men krisen blev desuden brugt som påskud til en varig reduktion af den offentlige sektors andel af samfundets samlede værdi – af bruttonationalproduktet. Der er langt mellem politikere, som vil vedkende sig, at den offentlige sektor skal vokse igen. Meget langt. Og Henrik hører da heller ikke til dem, der anerkender en tilstrækkelig stor offentlig sektor som fundamentet for det danske samfund, som vi kender det.

Uoverensstemmelsen mellem velstand og velfærd kan blive yderligere forstærket i de kommende år, hvis vi ikke skaffer flere ressourcer til stigende behov. Et dramatisk stigende antal ældre over 80 år og et stigende børnetal er de mest udtalte udfordringer for velfærden.

Her går Henrik galt i byen i sine overvejelser om omkostninger og kvalitet – altså, i påstanden om at de ikke hænger sammen. Den diskussion giver ikke mening, med mindre man udvider sammenligningen til at indeholde både omkostning, kvalitet og behov.

Kan den manglende overensstemmelse mellem velstandsudvikling og velfærdsudvikling ikke trøste Henrik, så må vi videre til det andet lys for enden af tunnelen.

Velfærdsstatens udfordring nr.2: Hvis vi som offentligt ansatte ikke formår eller ikke får rammer til at udvikle kvaliteten af de offentlige institutioner og ydelser, så vil opbakningen i befolkningen også falde. Her må Henrik rose sig selv og skiftende regeringer gennem de seneste par årtier for at snakke meget om kvalitet uden at handle, og dermed uden at give de ansatte en reel chance for at levere det absolut bedste. Faktisk har politikerne i denne periode gjort det stadig sværere at leve op til de naturligt voksende forventninger i befolkningen. Kan dette punkt heller ikke hive Henriks humør op, så må vi tænde det sidste julelys:- nemlig skatteopkrævningen og SKAT.

Velfærdsstatens udfordring nr.3: Danskernes vilje til at betale skat er direkte koblet til skatteopkrævningens og dermed SKATs troværdighed. De seneste år har begge dele fået ikke bare ét skud for boven, men en hel skudsalve.

Svindlerne har omdannet SKAT til et tag-selv-bord i milliardklassen. Det har konsekvenser – ikke bare i form af tab af dyrebare midler, der kunne være anvendt til at genoprette velfærd. Det er også med til at rejse tvivl om retfærdigheden i skatteopkrævningen.

Det samme er de mange andre skandaler – fra et ejendomsskattesystem, der vælter omkuld, til et edb-system, som må skrottes. Hver gang får tilliden til skat som den retfærdige fælles finansiering af velfærden alvorlige ridser. Og ridserne spreder sig – med de mange læk af papirer om danske bankers og danskeres brug af skattely, skattetænkning og direkte skattesnyd, som er fundet sted gennem ’Lux Leaks’, ’Panama’- og ’Paradise’-papirerne. Fortsætter skandalerne i og omkring SKAT vil danskerne reagere ved at miste tilliden til systemet.

Der er med andre ord adskillelige udfordringer for danskernes kærlighed til velfærden og den offentlige sektor. Derfor er kampen mod skattelettelser på bekostning af velfærd også en kamp mod, at fællesskabet skal ruste. Og det, der reelt generer Henrik, er nok netop danskernes voksende tilslutning til fællesskabet. Til fællesskabsinstitutionerne og til fællesskabsløsningerne.

Jeg kan godt forstå, at det må være svært for Henrik at stå og se op på sin formand med de stålsatte øjne, der tilbringer så meget tid i trætoppene. Men for mit vedkommende er der et enkelt svar på Henriks spørgsmål: Hvorfor elsker danskerne den offentlige sektor? Vi vil velfærden, fordi vi vil hinanden, fællesskabet og et samfund, der hænger sammen.

 

Hvorfor elsker danskerne den offentlige sektor? Vi vil velfærden, fordi vi vil hinanden, fællesskabet og et samfund, der hænger sammen
_______

 
Dennis Kristensen (f. 1953) er formand for FOA. ILLUSTRATION: René Schütze/Polfoto

_______

Denne artikel er, som de andre indlæg i RÆSONs Kommentarserie, gratis. Fuld adgang til RÆSONs site kræver abonnement: Et årsabonnement (inklusiv 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge) koster blot 250 kr., 200 for pensionister, 200 for studerende