DEMOGRAFI #1 –  “Det er svært at forestille sig, at ungdommen fremover vil få mere indflydelse”

DEMOGRAFI #1 – “Det er svært at forestille sig, at ungdommen fremover vil få mere indflydelse”

05.05.2017


DEMOGRAFI: ”Der er ikke nogen automatik mellem demografi og politik, men man kan forvente, at politikerne er mere lydhøre over for grupper, der har en velartikuleret stemme. Og vi har altså ikke en ret stærk ungeinteresse, men ældreinteressen er derimod ekstremt udtalt, og det skal den nok blive ved med at være.” Interview med Asbjørn Sonne Nørgaard, professor i Statskundskab ved Syddansk Universitet, det første i en ny serie, som sætter fokus på de udfordringer, der opstår med de demografiske forandringer i Danmark, Europa og verden.

Interview af Lea Grønfeldt

RÆSON: Den danske medianvælgers alder er på relativt kort tid steget fra 43 år i 1989 til 49 år i 2016, og den forventes at stige yderligere. Hvilke konsekvenser kan det få for den politik, der føres?

Det er i høj grad et spørgsmål om politikernes responsivitet over for vælgerne. Når du starter med at nævne det her med medianvælgeren, er det interessant, for det baserer sig dels på en antagelse om, at politikerne er rimeligt lydhøre over for vælgerne, dels at vælgerne har nogle forskellige interesser, afhængigt af hvor de er i livet. Og det er selvfølgelig delvist rigtigt og delvist forkert. Eller sagt på en anden måde: Selv om der selvfølgelig er en del mere på spil end forskellige økonomiske interesser i forskellige livssituationer, så er den slags forskelle da en del af fortællingen om, hvordan vælgere stemmer. Hvis vi samtidig antager, at det er plausibelt, at politikerne i et eller andet omfang er responsive over for deres vælgeres interesser, så indebærer det, at stemmen fra de aldrende kommer til at fylde mere. Så ja, stigningen kommer sikkert til at betyde noget.

RÆSON: Hvad vil det helt konkret betyde?

Ingen kan sige noget om, hvad det konkret vil betyde. Men grundlæggende vil man være mere bekymret for de ældre som vælgergruppe, når der kommer emner på dagsordenen, der handler om, at nogle skal tilgodeses eller nogle skal betale for en ordning.

Et eksempel er arbejdsledigforsikringen. Da man lavede om på ordningen i 2015, så man det samme slags mønster. Man reducerede dimittendsatsen for de unge uden børn. Lempelsen i dagpengeforliget gjorde, at man ved at tage arbejde kunne få nogle ekstra dagpenge. Det kommer i princippet alle til gode, men det kommer i særdeleshed de ældre arbejdsløse til gode, hvorimod en del af regningen altså blev finansieret af en lavere dimittendsats. Også her kan man dermed sige, at de unge betalte regningen.

Selv om der ikke nødvendigvis er tale om en tendens, er det i hvert fald eksempler på, at man i visse tilfælde i højere grad tilgodeser de ældre.

RÆSON: Samtidig så vi, at de første nedskæringer for pensionister faldt netop, da den generation, der rammes af sådanne nedskæringer, var størst. Hvordan stemmer det overens med tesen om sammenhængen imellem medianvælgerens alder og den førte politik?

Der er selvfølgelig mange ting, der spiller en rolle. I relation til velfærdskommissionen i 2006 fik vi begrebet ”ældrebyrden”, hvilket skabte en bevidsthed om, at der var et behov for at gøre noget. Det var lige derefter, at man lavede den bemærkelsesværdige indeksering af pensionsalderen, hvis effekt på de offentlige finanser jo er enorm. Unge-tesen holder ingenlunde her, men det handler også om, at der er så meget andet i politik.

Det er med andre ord mere komplekst end som så. Man kan f.eks. se på vælgernes egeninteresse uafhængigt af deres holdninger. Her kan det måske godt være, at man er af den holdning, at lighed er en god ting, men at man alligevel ikke vil betale mere i boligskat. Og det er muligvis det sidste, der kommer til at betyde noget nede i stemmeboksen.

Derudover er der en række andre faktorer, som ikke indgår i de modeller, vi bruger til at måle vælgernes holdninger. I vores modeller er det hele medieret af holdninger. Holdninger er på sin vis det indirekte pres, der ligger på politikerne, og holdningerne bliver da selvfølgelig også i en vis grad transformeret over i partipolitiske valg. Men det er ikke det eneste, der afgør beslutningen i stemmeboksen. Der er en kæmpe forskning i alle mulige andre faktorer som følelser, politisk lederskab og kompetencer. Det kan f.eks. godt tænkes, at man er enig med et parti, men ikke mener, at de er i stand til at løse problemerne.

 

Hvis ungeinteressen var lige så velartikuleret og fyldte lige så meget som ældreinteressen, så var det nok svært at forestille sig, at alle de her tiltag [på uddannelsesområdet] kunne ske, uden at man fik rigtigt mange politiske tæsk.
_______

 

RÆSON: Er det pres, vi ser mod unge lige nu – fjernelse af SU’en for hjemmeboende, fremdriftsreform og en eventuel omlægning af SU på kandidaten til lån – så overhovedet et udtryk for den her tendens? Altså for befolkningens aldring?

Det, man kan sige, er, at hvis ungeinteressen var lige så velartikuleret og fyldte lige så meget som ældreinteressen, så var det nok svært at forestille sig, at alle de her tiltag kunne ske, uden at man fik rigtigt mange politiske tæsk.

RÆSON: Er der nogle fælles kendetegn for de unge som vælgergruppe?

Vi kan i de seneste valg se, at der er flere unge, der stemmer på de nye partier: Liberal Alliance, Alternativet og Enhedslisten. De er mere polariserede. De identificerer sig meget stærkere ud fra andre indikatorer end lige det at være ung. Det betyder så også, at der ikke er nogen fælles økonomisk ungeinteresse.

Nu er der ikke nogen automatik mellem demografi og politik, men man kan forvente, at politikerne er mere lydhøre over for grupper, der har en velartikuleret stemme. Og vi har altså ikke en ret stærk ungeinteresse. Ældreinteressen er derimod ekstremt udtalt, og det skal den nok blive ved med at være. Både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er jo ekstremt responsive over for ældre. Noget tilsvarende findes ikke for de unge.

RÆSON: Så kan man tale om, at de unge også har været dårlige til at mobilisere sig?

Ja! Og det bliver sikkert ikke lettere i fremtiden. Selvom ældre også er forskellige, måske endda mere forskellige end de unge, så er deres interesse blevet forenet i den fælles ældreinteresse. Det har vi, som nævnt, ikke på samme måde for unge. Hvis vi kombinerer det med, at unge samtidig bliver færre og har en tendens til at stemme på fløjene, så er det da meget svært at forestille sig, at der bliver artikuleret nogen fælles ungeinteresse. Og hvis der ikke bliver artikuleret nogen fælles ungeinteresse, så er det selvsagt også svært at forestille sig, at de unge vil få indflydelse på politikken.

 

Både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er jo ekstremt responsive over for ældre. Noget tilsvarende findes ikke for de unge.
_______

 

RÆSON: Hvis der generelt er opbakning på tværs af befolkningen til de unges kerneinteresse, som der eksempelvis er til SU’en, så gør det vel ikke noget?

En ting er ”holdningen” og opbakningen til SU’en. En anden ting er, hvad der sker inde i stemmeboksen. Min generation (60’er-generationen, red.) er pro-SU’en, men vil jeg sætte mit kryds efter det? Nej, det vil jeg ikke. Det er ikke vigtigt nok for mig. Så der kommer spørgsmålet om saliens ind: Hvor intensivt har du en given interesse? Du kan sagtens have en situation, hvor to grupper har ytret nogenlunde samme holdning om et emne, men at det betyder meget mere for den ene gruppe end for den anden.

Man kunne godt forestille sig, at unge havde haft en mere intens interesse, som de var enige om. Man kunne med andre ord forvente, at der var en stærkere interesse omkring nogle emner for unge, end der reelt er. Men det ser vi ikke. Unge er mere delte i deres interesser end ældre, i hvert fald hvis man ser på den offentlige debat og hvor ofte deres argumenter bliver fremført. Det, der splitter ungegenerationen, er, at de har vidt forskellige livsbetingelser og fremtidsudsigter, og deres interesser er derfor forskellige steder. De identificerer sig i højere grad med deres fremtidige virke end med deres nutidige situation. Det der med, at man er yngste fuldmægtige eller nederst i hierarkiet, betyder ikke så meget. Man identificerer sig snarere med en fremtidig rolle. Der er meget stor forskel på at være 25-årig ufaglært og 25-årig sidsteårsstuderende på universitetet, på trods af at man har samme alder.

Der er altså to forhold på spil, som taler for, at politikere i højere grad vil tilgodese de midaldrende og ældre vælgere. For det første bekymrer politikerne sig om, hvordan forskellige forslag rammer deres vælgere, og da der kommer flere midaldrende vælgere, taler det nok for, at vi vil få et endnu stærkere aftryk af midaldrende og ældre. For det andet har vi heller ikke nogen velartikuleret ungeinteresse, så de unge, der er, har reelt sværere ved at få deres interesse artikuleret. Prøv at tænk, hvor lidt bøvl der var, da man finansierede dagpengene med reduktion i dimittendsatsen. Det var bare endnu en situation, hvor man holdt den midaldrende LO-arbejder fri.

ILLUSTRATION: Folkemødet på Bornholm, 2015 (foto: Lars Krabbe/POLFOTO)