Danmark bør holde fast i konventionerne – for vores eget bedsteAf Jakob Kromann

Danmark bør holde fast i konventionerne – for vores eget bedste
Af Jakob Kromann

02.10.2017


OPINION. Flere højreorienterede politikere og debattører har de senere år givet udtryk for, at Danmark bør forlade en række internationale konventioner for at opnå fuld suverænitet over flygtningepolitikken. Det kan virke som en nem løsning på flygtningekrisen, men det vil – i det lange løb – skade os selv.

Af Jakob Kromann

Trods Brexit-forhandlinger, vedblivende lavvækst og autoritære tendenser i unionens periferi er flygtninge- og migrantkrisen nok stadig den største og mest dagsordensfastsættende udfordring for EU. I 2015 kom omkring 1,2 mio. asylansøgere til EU, heraf 21.316 til Danmark. Efter Tyrkiet-aftalen og lukningen af Balkanruten i foråret 2016 faldt antallet af flygtninge drastisk, og Italien overgik Grækenland som det europæiske land, der modtog flest asylansøgere. I første kvartal af 2017 ankom der ifølge Eurostat ca. 165.000 flygtninge til EU – 85 pct. af dem via Italien. Det er næsten en halvering ift. første kvartal 2016. Men det er stadig et betydeligt højere antal end det, vi oplevede, inden krisen brød ud i 2014/15.

Fordi man har fået lukket ned for trafikken op igennem Europa, kom der kun 670 asylansøgere til Danmark i første kvartal af 2017 mod de 6235, der kom i 2016. Det betyder dog blot, at asylansøgerne hober sig op i Italien og de andre modtagerlande, hvilket de ganske forståeligt er ved at være særdeles utilfredse med. Turen til Europa er for mange blevet mere besværlig, men en stor del tager den alligevel: Det vil være noget af en fortalelse at påstå, at der er lukket ned for flygtninge- og migrantstrømmen til kontinentet.

At situationen ikke er så kritisk og kaotisk som i 2015 ændrer ikke på, at vi stadig oplever enorme problemer med de flygtninge, der allerede er i Europa, og presset udefra stadig er voldsomt og ude af kontrol. Det underbygges samtidig af, at mønsteret hos de ankomne har ændret sig. De mennesker, der krydser Middelhavet i dag, kommer fra langt flere lande end tidligere, og de er i langt højere grad end før migranter end flygtninge. Flere af de store grupper af asylansøgere, der når Europa i dag, kommer ikke fra lande, som kan give dem status som krigsflygtninge. Ifølge nye tal fra FN er kun en tredjedel af dem, der har søgt asyl i første halvår af 2017, blevet tildelt det og er dermed reelle flygtninge. Den største gruppe af tilkomne i 2017 indtil videre er nigerianere. Den næststørste gruppe er folk fra Bangladesh. Når vi samtidig ved, at befolkningstallet i Afrika vil være fordoblet i 2050, og menneskesmuglerindustrien fortsætter med at være så lukrativ, er der intet, der tyder på, at udviklingen vil bremse sig selv.

 

De mennesker, der krydser Middelhavet i dag, kommer fra langt flere lande end tidligere, og de er i langt højere grad end før migranter end flygtninge. Flere af de store grupper af asylansøgere, der når Europa i dag, kommer ikke fra lande, som kan give dem status som krigsflygtninge
_______

 

Derfor kæmper EU – og i særdeleshed Italien – med at få lukket ruten over Middelhavet fra Libyen. Samtidig arbejdes der intenst på at få etableret aftaler om tilbagesendelse med det meget store antal lande, vi endnu ikke har det med. Men ligesom med Tyrkiet-aftalen bliver de metoder, som man i øjeblikket forsøger at anvende for at lukke strømmen fra Libyen til Europa, stærkt kritiseret af menneskerettighedsorganisationer og andre internationale institutioners juridiske kontorer. Det er også forventeligt, når man fx indgår aftaler med konkurrerende krigsherrer og den dybt korrupte og brutale libyske kystvagt. Kritikerne mener, at tiltagene i bedste fald bevæger sig på kanten af internationale konventioner og standarder. Det er tvivlsomt, om den mekanisme, som Tyrkiet-aftalen består af, holder sig inden for konventionernes rammer, og vores samarbejde med den libyske kystvagt holder migranterne tilbage i et land, hvor de oplever tortur, voldtægt og forfærdelse.

Den fristende løsning
Fra mange politikere og debattører i Danmark og resten af Europa lyder argumentet: Vores samfund kan ikke håndtere et vedblivende asylpres, for vi er ude af stand til at integrere det store antal mennesker, der krydser grænserne. Derfor mener de, at vi bør melde os helt ud af de internationale konventioner – FN’s Flygtningekonvention, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s Statsløsekonvention – som holder EU og dets medlemslande tilbage i opgøret med flygtninge- og migrantstrømmene. De mener, at vi først, når vi bevæger os ud over konventionernes regelsæt, effektivt får bremset trafikken af mennesker til kontinentet. Derfor må det mest effektive være at melde os fuldbyrdet ud, så vi får frit handlerum i flygtninge- og asylpolitikken.

Eksempelvis sagde Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, til sit partis årsmøde den 17. september 2017: ”Vi skal her identificere, hvor konventionerne giver os problemer i forhold til at føre den politik, vi ønsker. Og så skal vi have undtagelser for netop de dele af konventionerne. Alternativt må vi træde helt ud af konventionerne.”
Politikere fra De Konservative og Liberal Alliance har i forskellige afskygninger givet udtryk for lignende holdninger. De Konservatives formand Søren Pape udtalte til Berlingske i december 2015, at FN’s Flygtningekonvention ”er et helt, helt skævt system, som vi i lyset af det historiske pres, vi er under, er nødt til at tage et opgør med.” Kort efter snakkede Liberal Alliance om et ”asyl-timeout” og foreslog, at Danmark skulle suspendere samme konvention i to år.

Det er en tillokkende tanke, hvis man for sig ser et fuldstændigt kollaps af det danske samfund som følge af integrationsproblemerne. Det eneste, der forhindrer os i at fjerne muligheden for at søge asyl i Danmark, er internationale konventioner. Alligevel tøver regeringen – ikke bare i Danmark, men i stort set hele Europa – med at ty til denne løsning. Intet europæisk land har meldt sig ud af en eneste af de relevante konventioner endnu. Hvorfor?
Flygtningekrisen har vist sig at være en kolossal krise både for EU som politisk institution og for de enkelte medlemslandes samfund og økonomi. Det ser vi gennem de adskillige nye grænsekontroller inden for Schengen-området samt det fallerede forsøg på at skabe en fordelingsordning i EU-regi. På nationalt niveau fremgår det af de massive integrationsproblemer, presset på de offentlige udgifter og den politiske ustabilitet. Arbejdsløsheden og kriminalitetsraterne for flygtninge og indvandrere er langt højere end for etniske europæere, hvilket medfører voldsomme udgifter til sociale overførsler og andre offentlige ydelser. Disse udfordringer har været en medvirkende faktor til den højre-nationalistiske bølge med partier som Front Nationale, UKIP og Alternative für Deutschland som rollemodeller, som de fleste europæiske lande har oplevet. Krisen har skabt intern splid EU’s medlemslande imellem, og den har udstillet de uenigheder og den mangel på vilje til at ofre sig for det fælles bedste, der har præget forløbet. Det er blevet klart, at EU savner evnen til at vise effektiv og hurtig handlekraft i pressede situationer. Det har skabt en meget uskøn proces med inkrementelle fremskridt, hvor løsningerne er kommet lidt efter lidt som kulminationer på befolkningernes og beslutningstagernes frustrationer og det nærmest desperate behov for at få gjort noget ved problemet.

 

Det er en tillokkende tanke, hvis man for sig ser et fuldstændigt kollaps af det danske samfund som følge af integrationsproblemerne. Det eneste, der forhindrer os i at fjerne muligheden for at søge asyl i Danmark, er internationale konventioner. Alligevel tøver regeringen – ikke bare i Danmark, men i stort set hele Europa – med at ty til denne løsning
_______

 

På trods af tyngden af de problemer, som flygtningekrisen har forårsaget, er regeringerne rundt om i Europa stadig ikke villige til at bryde med konventionerne. Bag modviljen mod at trodse konventionerne, må der ligge argumenter som er mere tungtvejende end de klichéer og floskler om internationalt ansvar og fællesskab, man sædvanligvis hører. Måske er de såkaldt ”nemme” løsninger – herunder at udtræde af konventionerne – ikke så nemme alligevel.

En regelbaseret verdensorden er i Danmarks interesse
Danmark er som et lille land med en åben økonomi og et frit samfund én af de nationer, som har allermest gavn af en verdensorden baseret på internationale regler og love. Som samfund forstår vi at manøvrere i en globaliseret verden med forbindelser på kryds og tværs af landegrænser, fordi vi er omstillingsparate, tilpasningsdygtige og innovative. Vi lukrerer stort på globaliseringen. Men en sådan verden kræver rammer og institutioner, som regulerer international interaktion. Hvis ikke, risikerer vi, at de store lande tryner de små og underlægger dem sig i deres geopolitiske interessesfærer.

Stormagterne skal nok klare sig i et internationalt system funderet på fuldbyrdet anarki – USA, Kina, Rusland mv. har størrelsen og ressourcerne til at forsvare sig selv og sine interesser. Det har vi ikke. Vi er afhængige af et fælles regelsæt, som sætter nogle rammer for, hvad staterne kan og ikke kan tillade sig, hvis vi ønsker en selvstændig udenrigspolitisk profil med egne mål og interesser. Ellers risikerer vi at måtte indordne os efter stormagternes behov og ønsker og vinke farvel til vores egne. Det er ikke et ønskværdigt scenarie for Danmark, for så vil de gevinster, vi har opnået gennem globaliseringens positive effekter, glide ud af hænderne på os.

Naturligvis vil en sådan udvikling ikke ske over én nat. Det vil tage tid for aktørerne at finde deres respektive positioner over for hinanden. Men det vil være den retning, verden vil bevæge sig i, hvis der ikke findes et fælles regelsæt. Det ved vi, fordi det i større eller mindre grad altid har været sådan inden 1945 og etableringen af den liberale verdensorden, som dengang blev bygget op på nogle meget utraditionelle principper om staternes ligeværd.
I en verdensorden baseret på regulering og international lovgivning kan vi som småstat altid læne os op af reglerne – de giver beskyttelse mod stormagternes egennyttemaksimerende interesser. Det er en verdensorden, som ikke bare sikrer fælles spilleregler for alle men gennem institutioner giver reel indflydelse til mindre lande. Den fungerer som en forsikringsorden på den facon, at vi i første omgang afgiver suverænitet til de internationale bestemmelser, men i det lange løb opnår en langt mere solid beskyttelse af selvsamme suverænitet. Derfor er det Danmarks usammenligneligt vigtigste udenrigspolitiske interesse at bevare grundpillerne for den regelbaserede verdensorden, som hersker i dag. Især når vi ser et så mangesidet pres på den, som vi gør nu. Både Trumps USA, Putins Rusland og flere andre udfordrer på forskellig vis de institutioner som fx FN, NATO og WTO, som udgør fundamentet for det regelbaserede korthus. Men hvis vi som systemets ultimative vindere ikke bakker op om det, hvorfor skulle andre så gøre det? Det er svært at svare på. Derfor må vi med al vores magt værne om de bindinger på stormagterne, som de internationale regler og love udgør.

 

Hvis vi som systemets ultimative vindere ikke bakker op om det, hvorfor skulle andre så gøre det? Det er svært at svare på. Derfor må vi med al vores magt værne om de bindinger på stormagterne, som de internationale regler og love udgør
_______

 

Det skaber et problem for de føromtalte konventionskritikere. For en del af de regler, der udgør den internationale retsorden er de konventioner, som regulerer, hvordan stater skal håndtere flygtninge og asylansøgere. Man kan ikke både forlade de relevante konventioner – og eksempelvis lukke ned for asylansøgninger i Danmark – og samtidig bakke op om den regelbaserede verdensorden, der er afgørende for en selvstændig dansk udenrigspolitik. Vi må vælge, om vi vil det ene eller det andet.

De udfordringer, som flygtninge og migranter giver det danske samfund, kan slet ikke måle sig med de ulykker, vi som samfund og nation risikerer at gennemgå, hvis den liberale, regelbaserede verdensorden bryder sammen. Så forsvinder vores forsikring for national beskyttelse, selvbestemmelse og alle de gevinster, vi har opnået gennem globaliseringen. Derfor er valget ikke svært. Vi må tage del i en fælles og reguleret løsning af flygtninge- og migrationskrisen. Selvom det ved første øjekast ikke virker sådan, vil vi takke os selv for det på lang sigt.

Jakob Kromann (f. 1992) studerer statskundskab på 9. semester på Aarhus Universitet, hvor hans fokus er på internationale relationer, udenrigspolitik og konfliktløsning. Han er i øjeblikket i praktik i den politisk/økonomiske afdeling på den danske ambassade i Riga. Han har tidligere været aktiv i foreningen International-Politik NU og i Venstres Ungdom som bl.a. udenrigs- og forsvarsordfører. ILLUSTRATION: Partiformand Kristian Thulesen Dahl holder tale ved Dansk Folkepartis Årsmøde i Herning, 16. september 2017 [foto: René Schütze/ritzau]