Anne Sofie Allarp: Vi har åbenlyst tabt visionen og ambitionen om den vestlige civilisation

Anne Sofie Allarp: Vi har åbenlyst tabt visionen og ambitionen om den vestlige civilisation

02.03.2017


ER VESTEN ITU? EU har fejlet helt frygteligt. I en “Wir Schaffen das”-beruselse har man ikke turdet konfrontere de store spørgsmål: Irak-krigen, de økonomiske bobler og flygtningekrisen. Det er på nuværende tidspunkt klart, at EU ikke er en rigtig magtfaktor længere.

Hvad er fremtiden for Europa, vesten og verden? Vi spørger forfatterne til RÆSONs nye bog, ITU – denne gang Anne Sofie Allarp.

Bestil ITU – EUROPA, VESTEN OG VERDEN EFTER BREXIT, TRUMP OG 10 ÅRS KRISER her: 299 kr. inkl. porto og ekspedition

Er du abonnent på RÆSON, på vores nye blad Rejser i Danmark eller har du købt en bog i RÆSONs Netbutik indenfor det sidste år er prisen blot 199 kr. Dette tilbud gælder naturligvis også, hvis du tegner et abonnement eller køber en anden bog nu.

Interview af Max Secher Quorning

RÆSON: Har den politiske ulighed mellem Nordvest- og Sydøsteuropa lagt grundlaget for det kaos, som hersker i EU i dag?

Jeg anerkender ikke helt præmissen, for i Sydeuropa har man i højere grad en populisme, der er venstredrejet. Den er måske mindre farlig for mange, men den er også samfundsforandrende og tit lidt uansvarlig. I Grækenland har Syriza nærmest kæmpet sig selv i stykker under byrden af de internationale aftaler, de har måttet lave på vegne af landet.

Femstjernebevægelsen og Podemos i Spanien er sådan nogen, som valser ind på en forandringsdagsorden. Det aspekt af deres appel er ikke meget anderledes end den forandringsdagsorden, som det populistiske højre producerer i andre dele af Europa, og det er både i øst og vest. Orbán i Ungarn og Lov- og Retfærdighedspartiet i Polen er klassiske eksempler.

I Vest- og Nordeuropa er problemet, at venstrefløjen ikke producerer en forandringsdagsorden. Den producerer en tryghedsdagsorden; man vil forsøge at beholde, hvad man har, da det er hvad vælgerne efterspørger. Der er en form for bevægelse i retning af, at man simpelthen er træt af de politiske eliter, som ligner hinanden og lyder af det samme. Det er stort set umuligt for de moderne partier at producere store ledere; i stedet samlebåndsproducerer de administratorer og eftersnakkere. Derfor kan man storme ind på et vildt usikkert mandat, der imidlertid helt sikkert bygger på noget anderledes.

Og det er åbenlyst også for mainstream-partierne, som derfor i stigende grad kopierer populistiske partiers retorik og politik. Danmark er et åbenlyst eksempel.

 

Det er stort set umuligt for de moderne partier at producere store ledere; i stedet samlebåndsproducerer de administratorer og eftersnakkere. Derfor kan man storme ind på et vildt usikkert mandat, der imidlertid helt sikkert bygger på noget anderledes.
_______

 

RÆSON: Hvad er grunden til, at østeuropæiske lande er så kompromisløse i deres afvisning af flygtningekvoter?

De har indvandring i Østeuropa. På et tidspunkt talte jeg med den tjekkiske ambassadør om al den prostitution, der er i Tjekkiet. Han sagde, at det ikke var ”deres piger”, men særligt romaer fra Balkan, så de syntes ikke, at problemet var så stort. Det er ikke et fravær af indvandring. De har flere kulturer samlet, men det er ikke muslimske kulturer.

Jeg er blevet overrasket over, hvor stort oprøret er fra Østeuropa imod EU på det område. Rumænien, der selv har sendt otte millioner mennesker ud i verden, vil ikke have 5.000 flygtninge i sådan en grad, at de stillede sig på bagbenene overfor et EU, der i høj grad har udvist velvilje ved overhovedet at optage Rumænien i fællesskabet. For mig er det uigennemskueligt, men jeg forstår det sådan, at det er en form for populistisk dagsorden, altså at hægte sig på den splittende dagsorden, som gennemsyrer Nord- og Vesteuropa.

RÆSON: I Storbritannien handler det mest om fremmedarbejdere, og i Østeuropa handler det mest om race, men tror du, at det er udtryk for uligheden mellem landene på tværs af EU?

Nej, for Spanien er også meget fattigere end os andre, og der har man ikke et eneste politisk parti, der kører en race- eller fremmeddagsorden. Det er kulturelt, så hvis man som politiker kører en splittelsesdagsorden, er det et forsøg på at hægte sig fast til magten, for det er ikke en bæredygtig strategi, der fremmer stabilitet, fremgang eller velstand.

RÆSON: Er folkeafstemningerne, der fulgte forhandlingerne om forfatningstraktaten, sammenlignelige paralleller til det Europa, vi ser i dag?

Nej, det er det ikke. 00’ernes folkeafstemninger blev skabt af lige dele magtudøvelse med Storbritannien, der truer med folkeafstemning, og hybris, hvor der sidder politikere i Frankrig og Holland, der tror, at de kan lave et show ud af, at de kan få deres befolkninger til at stemme for uden at have det fjerneste begreb om, hvad de kaster sig ud i.

Det var et klart magtspil fra Blair, for han var afmægtig over, at det would-be historiske i processen var løbet af sted med konventet om Europas fremtid. Fra Frankrig og Hollands side var det ren hybris og naivitet. En folkeafstemning er svær at vinde uanset spørgsmålet. Hvis man dertil kommer med en tekst, der er meget lang, juridisk og som indebærer omfattende samarbejde med masser af aquis-referencer og underpunkter, så er det virkelig op ad bakke. Der var andre folkeafstemninger, men østlandene havde opstillet deres folkeafstemninger, så de sværeste kom til sidst; så der kom pres på, og de blev også alle vundet.

I Frankrig var Parti Socialiste helt afgørende for afstemningen, fordi den regerende præsident Chirac var enormt svækket. Den fælles front mellem partierne var det eneste, der kunne bære et ja hjem. Et klassisk eksempel på, hvor naiv Parti Socialiste var, når det kom til folkeafstemninger, sås da partiet holdt en indre urafstemning om traktaten. Da resultatet forestod, fik jeg en sms fra en af de ledende partimedlemmer, som fortalte, at 58 pct. havde stemt ja. Så skrev jeg tilbage: Tillykke, også med at I samtidig har svækket jeres egne argumenter i kampagnen med 42 pct. Taktisk havde de intet begreb om, hvad de var oppe imod.

RÆSON: Kan det sammenlignes med den måde, hvorpå David Cameron kastede sig ud i sin Brexit-afstemning?

Nej, for dét var rent kamikaze. Det havde først og fremmest et nationalt sigte. Han havde selvfølgelig længe forsøgt at bokse med EU, og EU-systemet har ikke været lydhør overfor ham eller nogen andre vesteuropæiske lande, der har sagt, at det var for meget. EU-systemet kunne have gjort meget for at være lydhør undervejs, men vi skal også huske, at Storbritannien skiftede fra at være blandt de største tilhængere af hurtig integration og fri bevægelighed til at være store skeptikere.

Da de nye lande kom ind i 2004, var Storbritannien ret politisk isoleret oven på den katastrofale Irak-invasion. De skosede de andre lande i EU for ikke at give fri bevægelighed med det samme. Sverige, Irland og Storbritannien åbnede op. Der kom en kæmpe indvandring til Storbritannien og derefter indtog man den modsatte position. I den proces har Storbritannien simpelthen ikke haft lydhørhed nok i EU, som har været for dogmatiske, når det kommer til velfærdsydelser. Vi så det også i Danmark, da vi diskuterede børnepenge til vandrende arbejdstagere. Hvis børnene ikke befinder sig i Danmark under et dansk udgiftsniveau, skal man naturligvis ikke have børnepenge. Eller sådan burde det være, for det viste sig, at EU insisterede på at sende børnepengene ud af landet; det rene vanvid, hvis man kender lønstrukturen i Syd- og Østeuropa.

 

Camerons folkeafstemning var politisk vanvid. Han begik politisk spektakulært harakiri. Trump kan måske overgå det, men indtil videre har Cameron været den største politiske klovn i indeværende århundrede.
_______

 

Camerons folkeafstemning var politisk vanvid. Han begik politisk spektakulært harakiri. Primært fordi hans eget bagland var irriterende og han var under pres, men i stedet for at sige, at man er en del af EU, så længe han sidder på stolen, så satte han medlemskabet ind. Trump kan måske overgå det, men indtil videre har Cameron været den største politiske klovn i indeværende århundrede. Jeg kan ikke se nogen, der gør ham rangen stridig. Renzi gjorde lidt det samme i Italien for nylig, men det har langt færre konsekvenser for andre end ham selv.

RÆSON: Er det ikke vores egen skyld, at EU er endt, hvor EU er i dag?

Jo. EU har været meget båret af en ”Wir Schaffen das”-holdning på alle områder. Ikke uden grund har man kunnet ting sammen, det er man blevet lidt beruset af, hvorefter man har sagt: ”Nu gør vi det bare”.

Man har lavet det indre marked og euroen af god mening. Man har haft fri bevægelighed og mange systemer, som europæerne er blevet rigere og friere af. Men holdningen til at vi nok skulle klare det sammen, lå til grund for østudvidelsen i 2004, som vi danskere selv skubbede meget på.

Det samme kan i høj grad siges om forfatningstraktaten, der var en kæmpe hybris fra systemets side. Det bedste ved traktaten er, at den etablerede beslutningsprocedurer, som blev kopieret over i den næste traktat. Det var en fuldkommen latterlig proces, som endte med at strække sig over syv år. De syv år var ikke tilfældige, fordi man havde en Irak-krig, som man ikke turde konfrontere politisk i EU. Man lavede strudse-taktikken og prøvede at tale om noget andet, men det var Irak-krigen, der i høj grad ændrede europæernes syn på sig selv og deres tillid til politikerne. Den ændrede vores opfattelse af Vesten og vores sikkerhed. Den har stadig store konsekvenser for regionen, men også for os i forhold til flygtningestrømme.

Og så havde man i de syv år bobleøkonomien, der opbyggede sig i galoperende fart. Ingen kunne se den.

Her knækker filmen for mange i demokratier, som har købt præmissen om, at man har valgt nogen, som kan lede. Impotensen, ignorancen, afmagten og forkerte prioriteter var fuldstændig strålende klare. Det kan godt være, at det var de sidste byggesten i korthuset, der fik det hele til at ryste, for det er på nuværende tidspunkt klart, at EU ikke er en rigtig magtfaktor længere. EU har slet ikke samme troværdighed. Man kan lave flygtningefordelingsordningen og have medlemslande, der fløjter højt og helligt på den. EU laver alle mulige foranstaltninger ved Middelhavet, men folk kommer alligevel sejlende hver eneste dag. EU har snart haft Schengen og Dublin i 15-20 år, men der er mange eksempler på folk, der turnerer rundt i det europæiske asylsystem i årevis. De asylshopper, og hele pointen med at lave systemet i 1990’erne var at undgå præcis det. For mig virker det til, at man har fine intentioner, men som er voldsomt hullede, hvis de overhovedet virker. Så begynder det at synes som ”Kejserens nye klæder”, for politikerne snakker, mens europæerne ser en anden virkelighed.

Man har ikke forholdt sig realistisk til noget og spurgt: Er der en nødplan? Hvad ville man gøre, hvis der opstod problemer? Jeg tror, at venstrefløjen i Europa næsten ikke findes længere, fordi man ikke har været i stand til at finde sine ben i det. Man har ikke været i stand til at gøre ideologisk modstand. Og man har ikke kunnet erkende overfor vælgerne, at man ikke kunne se de økonomiske drivkræfter, som kørte alt ud over kanten. Man har simpelthen mistet ideologisk troværdighed.

RÆSON: Hvordan er ansvaret fordelt mellem politikere, medier og befolkning?

Medierne, i særdeleshed britiske, har et kæmpe ansvar for presset, der fik Cameron til at sprænge i luften. Det er fuldkommen evident. Politikere og medierne har kørt et parløb, hvor politikerne har sagt, at de blev stemt ned og EU kræver sådan og sådan, og medierne har kopieret det og berettet, at nu vil EU have krumme agurker og så videre. Det har været et yndigt parløb afhængig af, hvilken politisk observans man har.

EU har præsenteret sig som en godgørende hegemon. Det hedder sig, at EU vil det bedste for europæerne. Men magten er ikke god, og det ved folk. Magten er, hvad den er. EU har i høj grad forsøgt at markedsføre sig selv som en nationalfigur, vi skal holde af. Men EU er ikke kongehuset eller fodboldholdet, der netop er populære, fordi de ikke har magt. EU har skudt sig selv kommunikativt i foden. De siger, at de er et freds- eller serviceprojekt, men der bliver først og fremmest lavet lovgivning, ergo er der magt og politiske kampe. De skal gøre disse magtkampe synlige, så man kan forholde sig til dem. I det aspekt har EU fejlet helt frygteligt.

RÆSON: Har vi bare glemt europæiske værdier om humanisme?

EU har aldrig kun været humanisme. Det har i høj grad også været et spørgsmål om at blive rigere sammen. Det startede med Kul- og Stålunionen, der var et økonomisk samarbejde, men en vigtig del var også, at det var nødvendigt at arbejde sammen. Forklaringer om at EU aldrig har været et fredsprojekt, er forkerte, for det var et fredsprojekt i 1950’erne, og der ligger en stor fredsplan i at binde folk økonomisk sammen, men derfra er 2. Verdenskrig udvisket i horisonten. Konceptet om krig er abstrakt i vores del af verden.

Der er tendens til et forløb, hvor politikerne har svært ved at kaste store ismer op, for det virker ikke. Der er en ny metaltræthed i forholdet mellem politikere og borgere, det er svært at se de store lederskikkelser, og det er med få undtagelser svært at acceptere dem, der forsøger at være det. Jeg ved ikke, hvor det skete, men vi har åbenlyst tabt visionen og ambitionen om den vestlige civilisation. Vi er ikke store i slaget længere.

ILLUSTRATION: David Cameron trækker sig som britisk premierminister, september 2016 (foto: Eyvevine/polfoto)