Anahita Malakians: Lige nu famler de fleste københavnske politikere rundt som blinde lemminger i alle retninger

Anahita Malakians: Lige nu famler de fleste københavnske politikere rundt som blinde lemminger i alle retninger

11.11.2017


Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)

Kommentar af Anahita Malakians, kandidat til Borgerrepræsentationen i København (V)

SOM EN ÆGTE frihedskæmper og liberal kan du ikke andet end at tage dig til hovedet i disse dage. Søren Papes frustration over manglende evne til løse nuværende bandekonflikt som landets justitsminister har medført, at vi endnu en gang må lægge øre til symbolpolitik, der mildest talt virker patetisk snarere end handlekraftigt. I jagten på løsninger er det trist, at det bedste nu er at kriminalisere i forvejen kriminelle mennesker, samtidig med at man muligvis skaber præcedens for kollektiv afstraffelse og dermed går på kompromis med den individuelle retssikkerhed.

Vi har ikke brug for mere symbolpolitik i København. Vi har nok politikere, der ser bekymrede ud i medierne, men går i seng trygt og sikkert uden for Nørrebro. Vi har også nok politikere, der kaster ansvaret frem og tilbage mellem København og Christiansborg som en glohed kartoffel, ingen vil røre ved.

Det vi mangler nu er politikere, der tør at tage ordentlig fat og måske endda få lidt beskidte hænder. For det er absolut ikke en let opgave at få dæmmet op for denne konflikt. Der er ikke én løsning. Der er heller ikke to eller tre. Det der skal til, er mange forskelligartede tiltag, der skal iværksættes koordineret. Ikke bare kommunalt, men med en national strategi på tværs af kommunegrænser.

 

Det der skal til, er mange forskelligartede tiltag, der skal iværksættes koordineret. Ikke bare kommunalt, men med en national strategi på tværs af kommunegrænser
_______

 

Desværre er vi bare slet ikke der endnu. Jeg er ikke sikker på, om ret mange politikere har forstået problemets kompleksitet. Det tyder de forsimplede løsningsforslag desværre på, at de ikke har.

LIGE NU famler de fleste københavnske politikere rundt som blinde lemminger i alle retninger. Nogle er ikke engang bevidste om problemernes omfang, som når Rikke Lauritzen, en topkandidat fra Enhedslisten, spørger om Nørrebro føles utrygt for tiden, når der samme dag skydes og dræbes en. Andre (mig som den første) har i flere måneder problematiseret de forhold, der er tilstede i bydelen med rekrutteringen og hvad det kan medføre, hvor stort set de fleste fra venstrefløjen først er kommet til erkendelsen af dem nu, fx Klaus Mygind (SF) og Frank Jensen (S).

Spørger du et tidligere bandemedlem, ville de sige, at det er logik for burhøns, at nye medlemmer vil bevise deres værd ved fx at skyde på rivaler. Det var mange af Borgerrepræsentationens politikere endda blevet briefet om på daværende tidspunkt. Hvorfor har de så ikke handlet på det? Mon det ville have været en dårlig sag lige inden den kommunale valgkamp?

Nu begynder løsningsforslagene at dukke op på må og få. Frank Jensen vil gerne fjerne yngre søskende, og selvom det kunne være godt forebyggende i fremtiden, så stopper skyderierne jo ikke her og nu, altså medmindre man havde tænkt sig at bruge de stakkels børn som gidsler. Bedre belysning i byen har endda også været på bordet som tryghedsskabende, selvom man ved, at banderne står ved legepladser helt fra Nørrebro til Amager ved højlys dag og handler med stoffer, der finansierer de våben, de skyder med om natten. Med andre ord – de er ligeglade med lyset.

Med det er nu forslaget om fri hash som løsning på bandeproblemerne, der er min personlige favorit. Især når man samtidig læser alle de forbehold, reguleringer og begrænsninger, der ligger i forslaget. Et perfekt grundlag for et sort marked og en stadig levevej for bander. For ikke at tale om alle de efterfølgende konsekvenser af en legalisering i form af krav og pres på vores sundhedssektor. Men dem har ingen ikke lavet en strategi for. Det må regionerne vel tage sig af. Bevares, vi liberale bør gå ind for afkriminalisering af stoffer ud fra et liberalt perspektiv – men ikke ud fra et håb om at afskaffe bander.

Ikke mindst taler alle om styrkelse af de forebyggende indsatser uden at komme med konkrete forslag eller have nok selvindsigt til at erkende, at stort set alle dem, man har lige nu, har fejlet igennem de sidste mange år for de nuværende bandefolk. Og nu kommer jeg slet ikke ind på den mangeårige forfejlede integrationsindsats i København. For jo, bander er i høj grad også et spørgsmål om integration, når omkring 80 pct. af medlemmerne har en anden etnisk baggrund end dansk.

HVAD ER løsningerne så? I første omgang skal vi i langt højere grad bevogte og overvåge steder, hvor disse bandemedlemmer færdes – også til fods. I alle døgnets timer. Mellem blokkene, i parkerne, og ikke kun de åbne praktiske pladser og brede veje.

Vi skal have et klart kommunalt tilbud på bordet, som politiet kan hive frem i mødet med unge, der endnu ikke er blevet taget for kriminalitet. Det skal være konkret, målbaseret og mulig at effektuere med det samme. Et tilbud, der giver de unge mennesker mulighed for at opbygge en basal viden om livets udfordringer såsom husøkonomien, budgetter, Nem-ID, skat og alt det andet kedelige, vi andre også døjer med. Tilbuddet skal give dem håb og danne disse unge. Det skal opkvalificere deres evner, fremhæve de ressourcer, de utvivlsomt har, og målrette dem mod en uddannelse eller et jobtilbud. Er første tilbud uinteressant, så tilbyd dem et arbejde her og nu. For min skyld gerne i kommunen, hvis det skal være første skridt mod det private arbejdsmarked. For der skal være et alternativ til de penge, som de tjener i bandemiljøet.

 

Tilbyd [de unge] et arbejde her og nu. For min skyld gerne i kommunen, hvis det skal være første skridt mod det private arbejdsmarked. For der skal være et alternativ til de penge, som de tjener i bandemiljøet
_______

 

I stedet for alle de godhedsprojekter, som vi giver penge til i København, burde vi i langt højere grad investere i gode og solide mentorer. De behøver for min skyld slet ikke være tidligere bandefolk eller kommunalt ansatte. Lad os endelig vise de unge andre typer af mennesker end myndighedsfolk. Tilbuddene skal også tage højde for, at vi i vores naivitet ikke pludselig sammensætter alle typer bandefolk i samme rum. Altså, der vil gå lang tid, før en fra Brothas synes, at en LTF’er er en guttermand. Lad os endelig ikke udfordre skæbnen her. Når politiet overtager gadeplansarbejdet, bør gadeplansarbejderne sluses tilbage i de varige tilbud såsom ungdomsklubber, hvor de kan tage imod dem og aktivere dem yderligere, så de ikke keder sig og finder tilbage til gaden igen.

Forældrene skal også spille en rolle her. De har også fået nok, og jeg tror, at der er momentum nu til at bede dem om enten at anmelde deres sønner eller trække tæppet væk under dem ved at nægte dem husly. Ikke for at straffe dem, men for at hjælpe dem ud af miljøet. Det kræver, at vores institutioner i højere grad er klar til at resocialisere med eksempelvis samfundstjeneste eller afsoning i hjemmet og langt væk fra de dybt kriminelle i fængsler. Vi har at gøre med et salgsprojekt, der skal vise, at samfundets varer er langt mere attraktive, end det banden tilbyder – og mere sikkert.

 

Vi har at gøre med et salgsprojekt, der skal vise, at samfundets varer er langt mere attraktive, end det banden tilbyder – og mere sikkert
_______

 

Forebyggelsen bør være, at vi skal undgå parallelsamfund, hvor disse unge vokser op sammen med andre unge med lige så dårlige sprogkundskaber, uddannelse, dannelse og rollemodeller. Desværre bliver politikere i deres iver for at hjælpe tit blinde for, hvordan deres politiske indgreb er med til at understøtte parallelsamfund frem for at nedbryde dem. Hvis vi tilbyder endnu en ungdomsklub med udvidede åbningstider og adgang for unge over 18 år i et miljø, hvor unge i forvejen har svært ved at møde nye mennesker udenfor boligblokken, svært ved at indgå i nye fællesskaber på deres uddannelsesinstitutioner og i det hele taget bevæge sig ud af det belastede område, så fastholder vi dem faktisk i noget, der påfører mere skade end gavn. Vi må aldrig bringe bjerget til Muhammed, fordi Muhammed ikke har lært at gå selv. Vi skal lære disse unge at komme ud og mere være en del af deres omkringliggende samfund end at blive i deres trygge velkendte miljø. Først dér udvides horisonterne og alternative levemåder træder i kraft. Men vi skal også sætte ind langt før dette. Når der kommer indberetninger om disse børn, skal fløjlshandskerne af og hensyn til kultur og normer tilsidesættes. Alle er lige for loven i Danmark, og udlændinge, der svigter deres børn eller har svært ved at se en vej ud, bør også få tilbud om frivillig anbringelse, forældrekurser og andre hjælpeforanstaltninger. Nægter de, bør forældrepålæg og andre sanktioner tages i brug.

Bandefolk har ikke brug for kulturelle godhedsprojekter, de har brug for noget, som kan omsættes til en positiv fremtid eller kontanter – her og nu. Lad os ikke spilde tiden med at tro andet.

Anahita Malakians (f. 1983) er kandidat til Borgerrepræsentationen i København for Venstre. Hun er født i Iran og opvokset i Smørum, forstad til København. De sidste 16 år har hun boet på Nørrebro og bor der stadig med sine tre børn og kæreste. Hun studerer cand.soc. PKL på CBS og har egen tøjbutik på Frederiksberg.

ILLUSTRATION: Anahita Malakians (V) [foto: Officielt pressefoto]