Theresa Scavenius i RÆSON26: Klimaet kræver politik

Theresa Scavenius i RÆSON26: Klimaet kræver politik

26.05.2016


Politikere og økonomer har alt for længe skubbet ansvaret for klimaforandringerne over på forbrugere og virksomheder. Den seneste FN-rapport viser tydeligt, at denne strategi er utilstrækkelig.

Denne artikel er fra RÆSON26, der udkom 26. maj.

Af Theresa Scavenius

Der er langt fra løfter til virkelighed. I mere end to årtier har globale organisationer, regeringer og andre aktører kæmpet for at undgå en forværring af menneskeskabte klimaforandringer. Klimapolitikken kom for alvor på den globale dagsorden til topmødet i Rio i 1992, og siden har verdens ledere mødtes en gang om året for at diskutere klimapolitik på de tilbagevendende COP-møder. Et højdepunkt var COP3 med Kyotoprotokollens vedtagelse i 1997 samt ratificering i 2005. Et lavpunkt var COP15 i København, hvor det som bekendt ikke lykkedes verdens ledere at blive enige om en globalt bindende aftale.


Aftalen, der i december 2015 blev indgået på COP21-mødet i Paris, blev mødt med optimisme. Særligt fordi amerikanerne og kineserne denne gang – i modsætning til København 2009 – blev enige om at reducere deres CO2-udledninger. Men efter mødet har der igen været stille omkring klimapolitikken. Det er ellers nu, det lange seje træk skal starte. De nationale og lokale myndighedsniveauer skal udvikle strategier for, hvordan de kan bidrage til den globale målsætning om at sænke CO2-udslippet. Men det mest sandsynlige er, at dette aldrig kommer til at ske. For der er langt fra de politiske visioner til det realpolitiske indhold, som skal virkeliggøre CO2-reduktionerne.

 

Aftalen, der i december 2015 blev indgået på COP21-mødet i Paris, blev mødt med optimisme […] Men efter mødet har der igen været stille omkring klimapolitikken. Det er ellers nu, det lange seje træk skal starte.
____________________

 

På grund af deres fremtidige konsekvenser udgør de globale klimaforandringer den største og mest afgørende udfordring for nutidens samfund. Derfor er det vigtigt, at den unikke historiske succes, som Parismødet repræsenterer, nu ikke bliver reduceret til at være et administrativt spørgsmål om effektiv forvaltning. Der er stadig mange politiske valg, som skal træffes. Og det er afgørende, at klimapolitikken ikke afpolitiseres yderligere. Der er en udbredt tendens til, at klimapolitikken bliver reduceret til at være – på den ene side – et spørgsmål om borgernes samvittighed og – på den anden side – et avanceret regnestykke om CO2-reduktion, der altid skal afvejes imod samfundets øvrige økonomiske interesser. Men når vi bekæmper fx børnearbejde eller udbredelsen af atomvåben, sker det gennem globale politiske eller juridiske tiltag – det overlades ikke til forbrugernes samvittighed. Hvorfor skulle det være anderledes for klimaet?

Forbrugerne kan ikke drive forandringen
De sidste par årtier har de to vigtigste udviklinger inden for klimapolitikken været i) stigende investeringer i grønne teknologier samt ii) den folkelige bekymring, som skaber et marked for produkter med et CO2-neutralt regnskab. Selvom begge dele er udtryk for en positiv udvikling, er det et faktum, at især forbrugernes klimabevidste valg i supermarkedet ikke kan stoppe klimaforandringerne. Alligevel bliver klimapolitikken ofte italesat som et spørgsmål om borgernes individuelle adfærd og samvittighed. Kampagner opfordrer til mere klimavenlig adfærd. Men status er stadig, at det globale forbrug af olie og kul er stigende. De seneste ti år er bl.a. forbruget af kul steget med 50 pct. ifølge data fra British Petroleum.

 

… det et faktum, at især forbrugernes klimabevidste valg i supermarkedet ikke kan stoppe klimaforandringerne.
____________________

 

På mange måder er det ellers blevet nemmere for forbrugerne at træffe klimavenlige valg. Selv i køb og smid væk-kulturens højborge såsom IKEA kan man få oplevelsen af, at man bidrager til at nedbringe CO2-forbruget. Detailhandlen imødekommer efterspørgslen fra en voksende forbrugergruppe, som har råd til varer, der sætter et mindre klimaaftryk. Men denne efterspørgsel fra de ressourcestærke forbrugergrupper afspejler ikke en global tendens. Der er mange gode grunde til at træffe grønne forbrugsvalg som fx at købe lokalt producerede produkter. Men et stærkt fokus på forbrugsvaner og individuelle adfærdsændringer afpolitiserer klimadebatten og erstatter den med en forbrugerpolitik, der efterlader ansvaret hos den enkelte. I værste fald får borgerne det fejlagtige indtryk, at deres medansvar for de globale klimaforandringer kan aflastes ved grøn forbrugerisme alene. Og studier viser, at forbrugerne ikke ændrer adfærd på et niveau, der har global effekt, på trods af at videnskaben i stigende grad dokumenterer skadevirkningerne af den massive industrielle produktion. I stedet er resultatet en stærk segmentering af forbrugergrupper. Den øgede miljø- og klimabevidsthed hos en lille gruppe af vesteuropæiske forbrugere forandrer bare ikke den grundlæggende struktur i vores samfund og vores økonomi.

 

… et stærkt fokus på forbrugsvaner og individuelle adfærdsændringer afpolitiserer klimadebatten og erstatter den med en forbrugerpolitik, der efterlader ansvaret hos den enkelte. I værste fald får borgerne det fejlagtige indtryk, at deres medansvar for de globale klimaforandringer kan aflastes ved grøn forbrugerisme alene.
____________________

 

Ved at fremme klimavenlige produkter på lokalt plan skaber den voksende industri bag den grønne forbrugerisme det billede, at et egentligt paradigmeskifte er på vej. Den grønne økonomi giver forbrugerne det indtryk, at de gør noget godt for klimaet. Og dén forestilling risikerer at mindske de overordnede politiske krav til en grøn omstilling af økonomien ved at passivere borgerne og beslutningstagerne i en økonomisk forbrugsmentalitet.

Der er derfor opstået en uheldig alliance mellem den politisk bevidste forbrugergruppe, der ønsker at gøre noget godt for klimaet, og den traditionelle fossile produktionsindustri, der derved går under radaren og forsvinder fra den klimapolitiske diskussion.

Ny forskning afdækker, at der er en uoverensstemmelse mellem folks holdninger og deres adfærd. En dansk undersøgelse viste i 2012, at danske unge er nogle af de mest klimabevidste i verden, men alligevel ikke formår at omsætte deres normer til et grønt forbrug. De giver udtryk for høj bekymring for klimaforandringerne, men når det kommer til deres egen adfærd, er det mere begrænset, hvad det bliver til. En anden undersøgelse fra 2015 bekræfter dette resultat i forhold til hele den danske befolkning. Over en bred kam ønsker danskerne at modgå klimaforandringer ved at købe klimavenlige produkter, sortere affald og reducere energiforbrug – og der, hvor de kan, træffer de klimavenlige valg. Problemet er, at disse valg ikke har en stor klimamæssig impact, så længe produktionssiden forbliver ureguleret, og der ikke investeres tilstrækkeligt i en grøn omstilling. Samtidig siger danskerne, at de ikke mener, at politikerne gør nok for at forbedre deres muligheder for at træffe klimavenlige valg, som ikke blot har symbolsk karakter.

Det stærke fokus på den politisk bevidste forbruger har betydet, at klimadebatten er blevet individualiseret og markedsliggjort. Det fjerner i tiltagende grad fokus fra det kollektive ansvar, som staten og borgerne som helhed bør påtage sig. I et afpolitiseret og markedsliggjort rum er forbrugeren skurken. Og så længe borgerne ikke kræver – gennem deres forbrugsvaner – flere klimavenlige produkter, er vi låst fast i en gordisk knude, som ingen politiker vil kunne løse uden fare for sin politiske karriere.

Klimaet og demokratiet
I årene efter COP15-mødet i København, hvor det ikke lykkedes verdens ledere at blive enige om en global klimaaftale, bredte der sig en skepsis over for politikernes handlekraft. Nogle kritikere har endda spurgt: Er det overhovedet muligt at skabe effektive klimaløsninger med demokratiske midler? Deres argument lyder, at demokratiske regeringer – med kort levetid og fokus på kortsigtet vælgermaksimering – simpelthen ikke formår at træffe langsigtede globale beslutninger. Men hvad er alternativet? Flere kritikere giver forskellige autoritære svar.


Den canadiske sociolog Daniel A. Bell har fremsat et bud, som har flere tilhængere, end de fleste tror: I bogen The China Model hævder han, at det kinesiske styringsparadigme på mange måder rummer de fordele, som demokratiet mangler. Først og fremmest mener Bell, at Kina er baseret på meritokrati – man vælger ikke de mest populære ledere, men de dygtigste. Men Bells antagelse om, at det kinesiske system fremmer mere langsigtede beslutninger, er problematisk på mange niveauer. Det er alment kendt, at Kina er verdens største CO2-udleder, som desuden er notorisk berømt for at se bort fra menneskerettigheder, forfølge sine politiske modstandere og kæmpe med omfattende korruption. Så hvorfor denne fascination af den kinesiske model? En af grundene til, at det er lykkedes for demokratiets kritikere at få opmærksomhed, er, at de store, komplekse udfordringer kalder på stærkere politiske institutioner – både på det nationale og transnationale plan. Den politiske evne til at håndtere superkomplekse og intergenerationelle problemer synes for tiden fraværende i flere europæiske demokratier. De politiske institutioner er blevet svage. Det gælder særligt i relation til store multinationale virksomheder, som ofte har en langt større økonomisk magt bag sig end nationalstaterne. Staterne står i dag afmonteret og ude af stand til at håndtere store internationale kriser – det være sig finanskrisen, klimakrisen, terrorkrisen eller migrationskrisen.

Men spørgsmålet, som kritikerne af demokratiet ikke ønsker at stille, er, hvorvidt dette er en effekt af for meget demokrati – eller for lidt? Er manglen på løsninger på de store samfundsmæssige udfordringer virkelig funderet i en fundamental modvilje i befolkningen mod at ændre adfærd? Empirisk evidens taler for, at det ikke er demokratiet, der er problemet. For undersøgelser viser, at et overvejende flertal af de europæiske og amerikanske borgere gerne ser en mere progressiv klimapolitik. Problemet er derimod, at regeringerne ikke har været gode nok til at reagere på befolkningens bekymring.

 

… et overvejende flertal af de europæiske og amerikanske borgere gerne ser en mere progressiv klimapolitik. Problemet er derimod, at regeringerne ikke har været gode nok til at reagere på befolkningens bekymring.
____________________

 

Historisk har demokratiske lande da også indgået store politiske aftaler om bæredygtighed på lang sigt, fx vandbeskyttelse, luftforureningsbekæmpelse og udfasning af farlige kemikalier. Mest kendt er Montrealprotokollen, der startede udfasningen af ozonlagsødelæggende gasarter. Det var de demokratiske lande, som først reagerede på forureningen af vand, jord og luft ved at finde legitime politiske løsninger gennem regulering af miljø- og klimaskadelige produkter og adfærd. Dette står i modsætning til de fleste autoritære regimer, som fx Kina, som indtil for nylig har været helt og aldeles uengagerede over for miljø- og klimaudfordringen.

Men i dag er de fleste vestlige lande domineret af en politisk elite, som har en omfattende ideologisk modvilje imod politisk regulering. De amerikanske videnskabshistorikere Naomi Oreskes og Erik M. Conway har på systematisk vis dokumenteret dette i forhold til bl.a. reguleringen af tobak og klimaforandringer i USA i deres meget omtalte bog Merchants of Doubt fra 2010, der afdækker en stærk ideologisk modvilje imod statslig indgriben. Dette betyder, at de demokratisk valgte ledere ikke længere arbejder for at fremme politiske løsninger på store kollektive udfordringer, men i stedet har lagt store dele af den offentlige politikudvikling i hænderne på erhvervslivets ledere. Politikerne ser samtidig primært borgerne som bærere af økonomiske præferencer og møder dem via strategisk politisk kommunikation, der har efterladt befolkningerne i et demokratisk vakuum.

Svaret på demokratiets klimakrise er derfor ikke mindre, men mere demokrati. Den politiske forbruger er ikke ligeglad med politik – tværtimod: Det er her, man skal skabe de rette politiske betingelser for individuel adfærd.

Tid til et paradigmeskifte
Der er behov for et grundlæggende paradigmeskifte inden for klimapolitikken. Det er et skifte, der går fra at betragte befolkningen som en gruppe forbrugere, politikere skal servicere, til et samfund, hvor borgerne delegerer det politiske ansvar for at varetage samfundsmæssige udfordringer til de politiske institutioner. Den politiske klima- og miljøudfordring bliver i dette lys et spørgsmål om at lette og forbedre folks muligheder for at omsætte deres grønne holdninger til grøn adfærd.

Men markedsliggørelsen af klimapolitikken har ført til, at den politiske værkstøjskasse af alternative politiske redskaber i dag er relativt tom: Kernen i det nuværende klimapolitiske paradigme er det individuelle ansvar. Hvis du flyver til din feriedestination, kan du neutralisere din andel af flyvemaskinens CO2-udledning ved køb af aflad i form af støtte til klimavenlige projekter. Og hvis du er en virksomhed, kan du neutralisere din CO2-udledning gennem opkøb af kvoter i lande, der ikke har en tilsvarende klimabelastende produktion. Men selvom det globale overforbrug af CO2 kan føres tilbage til enkeltpersoners forbrug af drivhusgasudledende produkter, betyder det ikke, at det er den bedste måde at forstå, hvorfor der sker en nedslidning af jordens naturressourcer. I stedet er det relevant at kigge på produktionssiden – hvem ejer fx selskabet bag flyrejsen – og på den politiske regulering (eller mangel på samme).

Alle sociale og politiske processer er udført af individer. Alligevel kan individuelle handlinger ikke altid bruges til at beskrive samtlige fænomener, vi er interesserede i. På samme måde som partikelfysik ikke altid er bedst til at forklare biologiske processer – selvom biologiske processer forudsætter fysiske processer – er kollektive og globale udfordringer ikke nødvendigvis bedst beskrevet ud fra individet. De har karakteristika, som de individuelle aktører ikke besidder hver især, men som derimod først opstår som produkter af den samlede sociale interaktion.

Politikere og økonomer har i al for lang tid sat deres lid til, at grøn vækst og forbrugerisme er vejen ud af klimakrisen. I stedet bør samfundet tage kollektivt ansvar for bæredygtige politiske beslutninger ved at regulere klimaskadelig produktion og adfærd langt mere systematisk. En central udfordring for forskningen er at løfte blikket og kigge på den sociale og institutionelle kontekst for folks adfærd. Problemet er ikke kun praktisk, men også teoretisk. For det er i vidt omfang stadig uklart, hvilket ansvar samfundet som helhed og det internationale samfund i særdeleshed bør tage fx for at gøre grønne individuelle forbrugsvalg lettere.

Tre myter
Hvis klimapolitikken skal genskabe et politisk momentum, er det nødvendigt at gøre op med tre myter:

1. Det er vigtigt at aflive myten om, at de globale klimaforandringer først skader klimaet om flere generationer. I stedet er det afgørende at forstå, at de langsigtede klimaforandringer opstår i direkte forlængelse af de miljøskader, der udvirkes i dag – og som har alvorlige konsekvenser for biodiversitet og menneskers helbred og levemuligheder allerede nu. Verdenshandelsorganisationen, WTO, udgav i april 2016 en rapport, der påviser, at mindst 12 mio. årlige dødsfald kan relateres til miljømæssige risici og forurening. Derudover mener mange, at en række voldelige konflikter kan forstås som en klimapolitisk kamp om ressourcer.

 

Det er vigtigt at aflive myten om, at de globale klimaforandringer først skader klimaet om flere generationer. I stedet er det afgørende at forstå, at de langsigtede klimaforandringer opstår i direkte forlængelse af de miljøskader, der udvirkes i dag – og som har alvorlige konsekvenser for biodiversitet og menneskers helbred og levemuligheder allerede nu.
____________________

 

2. Det er afgørende at gøre op med myten om, at global klimapolitik skal håndteres grundlæggende anderledes, end vi tidligere har håndteret international miljøpolitik. Mange har fokuseret på forskellen mellem miljø og klima. Men hvis udfordringen består i at finde den rette politiske regulering, er forskellen til at overse. Klimapolitikken har meget at lære af bl.a. 1970’ernes og 1980’ernes miljøpolitiske planlægning. Særlig lærerig er som nævnt Montrealprotokollen om at udfase ozonlagsødelæggende freongasarter, som verdens ledere indgik i 1989. Den udpegede de konkrete teknologier og produkter, der var særlig problematiske, samt de årlige reduktioner, der var nødvendige for at opnå den langsigtede målsætning om totalt at udfase udledningen af freongasser ved at forbyde disse teknologier og produkter. Resultatet er, at freongasserne ikke længere udledes i samme omfang som før – og vil være totalt udfaset i midten af det 21. århundrede. Det er et godt eksempel på, hvordan langsigtet politik kan virke.

3. Som sagt er det afgørende at gøre op med myten om, at klimapolitikken skal håndteres af enkeltpersoners egen reduktion af klimaskadelige aktiviteter. Samfundet har brug for en ambitiøs strategi for, hvordan CO2-udledende energi- og transportformer kan udfases – og det kræver den store diskussion om en langt mere effektiv regulering af nutidens kul- og olieindustri, herunder produktion af alle teknologier og maskiner, der anvender miljø- og klimaskadelige energiformer. Det er her, de reelle klimapolitiske kampe venter.

Theresa Scavenius (f.1984) er postdoc, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

ILLUSTRATION: Grønland [foto: CH/Caters/Polfoto]