Stine Bosse: Enhedslisten må forlade deres illusoriske tanker om et EU-tagselvbord

Stine Bosse: Enhedslisten må forlade deres illusoriske tanker om et EU-tagselvbord

07.10.2016

.

KOMMENTAR af Stine Bosse, formand for Europabevægelsen

Selvom Tobias Clausen i hans indlæg i RÆSON nu endeligt slår fast, at Enhedslisten vil støtte op om en folkeafstemning, der kan sikre Danmarks plads i Europol, så viser han med sit indlæg, at forvirringen stadig er stor, når Enhedslisten forsøger at tænke europæisk.

Og tillad mig at runde hans pointer af med lidt fornuft: I syv år har man vidst, at Danmark ville ryge ud af Europol. Det er helt korrekt – det har man vidst siden Lissabon-traktaten trådte i kraft. Og der har man selvfølgelig ventet med folkeafstemningen, til dette blev en nødvendighed, for der kan ske mange ting på syv år, og en anden mulighed kunne have vist sig.

Så man ventede, til man blev nødt til at træffe en beslutning, ikke med sin gode vilje, men fordi at nej-partierne – til trods for at en tilvalgsordning er den absolut mest lukrative løsning for Danmark – ville kæmpe med næb og klør for at holde fast i en eller anden gammel-nostalgisk forestilling om et Danmark, der kan stå uden for forpligtende samarbejde.

Så er Europol blevet holdt som gidsel? Nej. Det er derimod danskerne, som blev fortalt, at det ville ødelægge det danske demokrati, at danskere kunne hentes af udenlandske betjente om natten, og at den direkte indflydelse på det retlige område ville forsvinde for altid. Alt sammen kontrafaktisk og – mistænker man – mod bedrevidende. Og uden at præsentere en bedre løsning. Eller hos EL har man én løsning, man er rigtig glad for.

Europarådet udnævner EL som regel som en langt bedre løsning – på trods af at det IKKE er et forpligtende samarbejde – og på trods af (eller måske fordi?) Rusland sidder tungt med ved bordet. Et uforpligtende samarbejde med Rusland… Det virker, ærligt talt, lidt som en halvbagt ide.

 

Et uforpligtende samarbejde med Rusland… Det virker, ærligt talt, lidt som en halvbagt ide
_______

 

Og så tilbage til demokratiet. Hvori består det udemokratiske i EU? Er det hos Rådet som består af ministre valgt i medlemslandene? Er det hos Kommissionen som består af de udpegede kommissærer, valgt af regeringerne i medlemslandene (og som i øvrigt er forpligtet til at se på et fælles gode, og ikke et nationalt, smalt gode)? Eller skulle det være hos parlamentsmedlemmerne, der er direkte valgt af befolkningen (og som i øvrigt får mere og mere magt i EU)? Det virker til, at EL og deres ligesindede har bidt sig fast i tanken om, at blot fordi det er et større demokrati, så må det også være et dårligere demokrati.

I sig selv er det en absurd tanke, for det ville betyde at Sverige og Finland ligeledes skulle være dårligere demokratier end Danmark – hvilket jo langt fra er tilfældet.

Så kommer vi til parallelaftalen, som EL tydeligvis stadig klynger sig til. Kan vi få en parallelaftale? Nej, det har Kommissionen allerede svaret på, som Tobias Clausen selv noterer sig, men lader til at nægte at ville acceptere. Og hvorfor? Fordi, som han siger, regeringen kunne, hvis regeringen ville. Men det kan regeringen ikke, for det er ikke regeringens lod at bestemme, hvad de øvrige lande skal aftale og ikke skal aftale.

Og har de øvrige EU-lande en interesse i at beholde Danmark i Europol? Naturligvis. Men de er samtidig ikke interesserede i at udhule et velfungerende samarbejde, fordi et medlemsland, der allerede har fået tilbudt en lukrativ løsning (tilvalgsordningen), ikke kan bestemme sig til, om de vil være med eller ej. Danmark har fået et tilbud, og det er vores problem, om vi vil tage imod det eller ej. Så regeringen, hvad end den er rød eller blå, kan ikke diktere sig til en parallelaftale.

Har regeringen så opgivet at få en parallelaftale? Nej, naturligvis ikke. Man prøver at opfylde det ønske, som danskerne blev ført bag lyset til at stemme for. Og det er også derfor, Kommissionen ikke har svaret på den danske ansøgning endnu; fordi forhandlingen stadig pågår. Desuden har EU jo fået lidt småtravlt med Brexit, og hvem sætter så tid af til endnu en særbehandling af et land, der allerede har fået rigeligt særbehandling. Attituden hos de øvrige lande er derfor, naturligt nok, take it or leave it.

 

Enhedslisten er forelsket i begrebet suverænitet, men tilsyneladende uden at forstå begrebet til fulde.
_______

 

Og der må EL afslutte deres forvirring og forlade deres illusoriske tanker om et tagselvbord, hvor man kan plukke frugterne af et forpligtende samarbejde uden selv at forpligte sig. Enhedslisten er forelsket i begrebet suverænitet, men tilsyneladende uden at forstå begrebet til fulde.

For suverænitet er noget, vi giver til hinanden i et forpligtende samarbejde. Suverænitet opnås kun, når vi indgår i et forpligtende samarbejde, hvor vores vilje vægtes mod andres. Dét er, hvad et forpligtende samarbejde kræver – på tværs af de grænser som de kriminelle ignorerer. Og det er netop, hvad Europol som tilvalg tilbyder. Altså, kære Enhedslisten – man kan ikke både blæse og have mel i munden. ■

ILLUSTRATION: Stine Bosse. Foto: Joachim Adrian/Polfoto