Steen Holm Iversen: Hvorfor flirter Marie Krarup og Dansk Folkeparti med Putin?

Steen Holm Iversen: Hvorfor flirter Marie Krarup og Dansk Folkeparti med Putin?

11.07.2016


“I mine øjne er det en dybt naiv opfattelse, der er både problematisk og bekymrende. Det er klart for mig, at DF har en meget markant og anderledes opfattelse af Europas sikkerhedspolitiske situation, og at DF, bevidst eller ubevidst underspiller konsekvenserne af de forandringer, vi har været vidne til i Rusland igennem de sidste par år”



KOMMENTAR af major Steen Holm Iversen, Folketingskandidat (LA)

ER DET EN uskyldig flirt eller er det mangel på reel forståelse for den sikkerhedspolitiske situation, når Marie Krarup som DFs forsvarsordfører udtaler, at vi ikke skal dæmonisere eller frygte, hverken Putin eller Rusland, og at vi må anerkende Ruslands strategiske og historiske interesser i Ukraine og i Baltikum?

I mine øjne er det en dybt naiv opfattelse, der er både problematisk og bekymrende. Det er klart for mig, at DF har en meget markant og anderledes opfattelse af Europas sikkerhedspolitiske situation, og at DF, bevidst eller ubevidst underspiller konsekvenserne af de forandringer, vi har været vidne til i Rusland igennem de sidste par år.

 

Putin er, som Ruslands stærke mand, i gang med at reetablere noget, der kunne minde om et nyt zarstyre i en moderne pseudodemokratisk forklædning
_______

 

RUSLAND HAR forladt vejen imod demokrati. Forladt vejen imod en øget integration med både Europa og den øvrige vestlige verden. Putin er, som Ruslands stærke mand, i gang med at reetablere noget, der kunne minde om et nyt zarstyre i en moderne pseudodemokratisk forklædning. Han har selv rollen som zar og landsfader! Ruslands storhed skal genfødes. Skammens åg fra Sovjetunionens kollaps skal væk, og det skal ikke længere være muligt at tilsidesætte Ruslands strategiske eller historiske interesser uden konsekvenser.

Putin har blikket er stift rettet imod det kommende præsidentvalg i 2017. Vinter-OL i Sochi og annekteringen af Krim var blot indenrigspolitiske trædesten, selvom der er i virkeligheden ikke er nogen tvivl om resultatet af det kommende valg. Putin er landsfaderen, der vil genskabe Ruslands storhed og stolthed, og så lukker russerne gerne øjnene for den øgede kontrol med den politiske opposition, de vilkårlige fængslinger og de mystiske drab på kritiske journalister, og for den stadigt stigende kontrol og censur med pressen.

Putin har igangsat den nok mest omfattende modernisering af det russiske efterretningsvæsen og militær set i vor tid. Der er ingen tvivl om, at vi i de kommende år vil se en øget russisk militær aktivitet og tilstedeværelse globalt, men ikke mindst i både Arktis og i Danmarks nærområde. Det russiske militær er det helt afgørende redskab i Putins strategi, og det er derfor helt forståeligt, at befolkningerne i de tidligere sovjetiske republikker og vasaller, i disse år kigger med frygt imod Moskva, mens de tigger NATO, om både mere tilstedeværelse og flere sikkerhedsgarantier. Uden garantierne føler de sig usikre på, om NATO både kan og vil reagere på fx en russisk hybrid- intervention i Baltikum, som den vi har været vidne til i Ukraine.

 

NATO leverer i virkeligheden et yderst minimalistisk og symbolsk militært bidrag sammenlignet med den russiske opbygning
_______

 

NATO leverer i virkeligheden et yderst minimalistisk og symbolsk militært bidrag sammenlignet med den russiske opbygning, der gennemføres på den anden side af grænserne. Det er det, NATO evner lige nu. Det ved alle NATOs europæiske regeringschefer, og fremtiden vil vise om slutdokumentet fra det nyligt overstående topmøde, som så mange gange før, blot forbliver ord på papir.
Europa har ensidigt, og i god tro på Ruslands vilje til samarbejde og integration, reduceret sit forsvar og skåret i indbetalingerne til NATO. Ingen havde set Ruslands annektering af Krim og invasionen i Ukranie komme – alle havde forventet, at Rusland ville respektere de aftaler der bla. sikre Ukraines selvstændighed. Det gjorde Rusland ikke, og uanset hvor meget Marie Krarup og DF end ønsker at flirte med Putin, ønsker Putin pt. hverken DFs flirt eller vestens venskab. Putin har på Ruslands vegne valgt en anden vej, uanset hvor ulykkelig, ubelejlig og dyr den end måtte være.

 

På papiret er NATO verdens stærkeste militære forsvarsalliance, men det er NATO kun i kraft af USAs styrke. Storbritanniens Brexit har sat EU skakmat som sikkerhedspolitisk aktør
_______

 

Grundlæggende handler det om, hvorvidt man tror man her og nu kan forhandle sig til rette med Putin, eller om man tror Putin kun kan tvinges tilbage til forhandlingsbordet, i respekt for de aftaler der indgået. Det er valget imellem pest eller kolera, men eftergivenhed er i mine øjne en meget farlig vej at gå.

Ofrer vi Ukranies selvstændighed for ”please” Putin, hvad bliver så det næste offer? Vil Putin stille sig tilfreds med en korridor til Sortehavet og med Krim, eller vil det næste offer være Baltikum og adgangen til Østersøen?

Udmeldingen fra Marie Kraups og DF er en flirt med nok den mest uforudsigelige russiske leder igennem tiderne. Rusland har historisk altid optrådt politisk og militært ekspansivt overfor sine naboer. Der er intet historisk eller politisk belæg for at dette har ændret sig. Vi har, siden 1989 blot været vidne til en pause uden historisk fortilfælde. Vi skal søge både dialogen og forhandlingerne med Putin, men grundlaget skal være ubestridt. Europas grænser står fast og kan ikke rulles tilbage. ■

 

Vi skal søge både dialogen og forhandlingerne med Putin, men grundlaget skal være ubestridt. Europas grænser står fast og kan ikke rulles tilbage
_______

 
Steen Holm Iversen er major i Forsvaret, veteran og debattør samt folketingskandidat for Liberal Alliance. ILLUSTRATION: RIA-News/Michael Klimentyev/Polfoto