11.12.2016

KOMMENTAR af Rasmus Nordqvist, udenrigsordfører og medlem af Det Udenrigspolitiske Nævn for Alternativet.

I sidste uge havde vi i Det Udenrigspolitiske Nævn besøg af Rade al-Salhed fra De Hvide Hjelme. En organisation af frivillige, der har specialiseret sig i at redde mennesker ud fra murbrokkene efter bombeangreb. Indtil videre har de reddet op mod 72.000 menneskeliv. Det er ikke uden grund, at organisationen også var nomineret til Nobels Fredspris. Når man sidder overfor et menneske som Rade al-Salhed, der har levet med krig, bomber og ulykke, får man ondt helt ind til hjertet. Man kan ikke undgå at ville handle, når man har mødt ham. Det er en uundgåelig følelse at ville løfte bare lidt af det helt umenneskelige ansvar væk fra hans skuldre.

Nogen siger, vi skal gå ind i krigen og eksempelvis indføre en ”no-fly zone”, altså et flyveforbud over bl.a. Aleppo. Desværre tror jeg bare ikke, at dette vil forbedre situationen, så længe flyveforbuddet ikke indføres med et FN-mandat. Uden opbakning fra Rusland, vil en håndhævelse af flyveforbuddet reelt betyde militær konfrontation med Iran og Rusland. Vil dette skabe fred? Jeg tror det ikke. I stedet vil flere civile lade livet og konflikten vil optrappes.

Billederne og beretningerne fra Syrien taler sit eget sprog. Konfliktens mange aktører, herunder Assads syriske hær, med støtte fra bl.a. Rusland og Iran, udviser en total mangel på respekt for krigens regler. I sidste uge mistede knap 250 mennesker livet i det østlige Aleppo. Her befinder der sig stadig 250.000 civile. Der er ingen sikre flugtruter og akut mangel på mad og drikke. Hospitalerne og nødhjælpskonvojer bombes med fuldt overlæg. Civile, der forsøger at flygte, likvideres på flugt.

Hvis ikke et flyveforbud, hvad så?
Hvis Europa og Danmark ikke skal reduceres til en fodnote i denne forfærdelig konflikt, skal vi for alvor presse på for at diplomatiet genoptages. Vi skal via andre kanaler lægge maksimalt pres på krigens parter. Rusland går meget op i ”soft diplomacy” og det betyder faktisk noget for dem at blive stemt ned i sikkerhedsrådet – eller endnu værre på FN’s Generalforsamling. Dette skal vi udnytte og fortsat lægge pres på Rusland.

I Rusland forlyder det, at der er stor opbakning til Putins krig i Syrien. I de russiske medier fremstilles krigen som en kamp mellem det gode og onde. Russerne har stolt erklæret, at de fortsætter til alle terrorristerne er fjernet fra det østlige Aleppo. Men stemningen kan dog være ved at vende. Putin har aldrig haft en exit-strategi og konflikten er derfor fortsat ufortrødent i takt med de stadig mere hensynsløse bombardementer. Men han har formentlig nået sit mål, nemlig indflydelse og kontrol over udviklingen i Syrien, hvad enten det er Assad eller en anden fremtidig regering. Rusland spiller nu – og fremover – en nøglerolle i Syrien. Derfor har de også en interesse i, at krigen ikke fortsætter ufortrødent. Det kan blive upopulært på sigt, hvis der ikke kommer tilnærmelsesvis fred, og hvis kritikken og de internationale sanktioner og fordømmelser vokser. Derfor skal vi hele tiden sætte fokus på Ruslands blodige rolle i konflikten samtidig med, at vi er opmærksomme på, at de ønsker en løsning.

Genopbygningen af Syrien er heller ikke gratis. Med en hårdt presset økonomi er Rusland allerede i dag presset til at skære på militærbudgetterne. De økonomiske sanktioner som følge af Ukraine-krisen har haft en stor effekt. Selvom sanktionerne ikke ligefrem har tæmmet den russiske bjørn, kan de spille en rolle i forhold til at tvinge russerne til forhandlingsbordet. Genopbygningen af Syrien bliver ikke uden omkostninger. Som nøgleaktør skal Rusland også bidrage til denne, hvilket måske kan åbne en dør på klem for, at en fremtidig løsning involverer flere parter og finansieringen af den massive genopretning, der skal til. Det skal vi være klar til på lang sigt. På kort sigt skal vi sørge for en massiv støtte til civilsamfundet, nødhjælp og støtte til de mange flygtninge i nærområderne. Dette skal støtte de grupper, som gør en aktiv indsats for at skabe mening og redde liv i en stadig mere håbløs situation. Og det skal aflaste de hårdt belastede områder, hvor hundredtusinder er flygtet til.

Når man sidder og ser på billederne af små børn, der græder og spørger om de skal dø efter giftgas angreb i Øst-Aleppo, så vil vi alle hjælpe. Jeg er dog ikke fortrøstningsfuld og optimistisk omkring en foreløbig løsning, der sikrer fred og stabilitet i Syrien. Udsigterne til retfærdighed og rettergang for krigsforbrydere og Assad, der står for størstedelen af de civile drab i Syrien, er også lange. Men selvom konflikten trækker ud, må vi ikke glemme Aleppo eller Syrien og de mange ofre for krigen. Men flere bomber skaber ikke fred i verden. Vi må holde hovederne kolde og hjertet varm. Vi må bruge de redskaber, vi har og insistere på dialog og fred. Det er desværre vores bedste og eneste redskab lige nu.

FOTO: Alternativet.dk/Wikimedia Commons.