Pierre Collignon: Vestens magtesløse medfølelse med Aleppo

Pierre Collignon: Vestens magtesløse medfølelse med Aleppo

14.12.2016


Vi græder for Aleppo. Medfølelsen er ægte og forståelig. Jeg deler den. Men hjælper den ofrene for krigen?

Kommentar af Pierre Collignon

Hjælper det de sårede, de døde, de flygtede og sørgende, når USA’s FN-ambassadør Samantha Power i New York spørger, om Iran, Rusland og Bashar al-Assads regime ikke har nogen skam i livet?

Er vores medfølelse ikke futil, hvis den ikke følges op af handling? Vi har haft snart seks år til at diskutere, hvad vi skulle stille op med krigen i Syrien. Obamas røde linje i forhold til Assad forduftede hurtigt i støvet fra murbrokkerne i de sønderbombede byer, og Europa har været mest optaget af at diskutere med sig selv, hvordan man skulle håndtere de flygtningestrømme, som nåede frem til os. Men viljen til at gribe ind i krigen i Syrien og for alvor gøre en forskel har ikke været til stede.

Vi har bombet IS i Syrien og Irak, ja, men den militære støtte til de syriske oprørere af den mere moderate slags har været alt for begrænset, og stort set ingen vestlige politikere har villet overveje direkte involvering med tropper på landjorden. End ikke en flyveforbudszone har man kunnet samles om.

Der er ingen lette svar i det helvede, som Syriens sekteriske og storpolitiske krig udgør, men tingene hænger ikke sammen, når vi på den ene side fordømmer og samtidig afstår fra at gøre noget, som kunne afhjælpe situationen. Vi har siden 1990’erne plæderet for humanitær interventionisme på verdensplan. Vi har lovet aldrig mere Rwanda, aldrig mere Srebrenica, aldrig mere … men sandheden er, at der er en afgrund mellem de idealistiske målsætninger og vores faktisk førte politik.

 

Vi har lovet aldrig mere Rwanda, aldrig mere Srebrenica, aldrig mere … men sandheden er, at der er en afgrund mellem de idealistiske målsætninger og vores faktisk førte politik.
_______

 

Venstrefløjen stod af, da den neokonservative dagsorden om regimeforandrende krige blev forsøgt ført ud i livet i Afghanistan og Irak efter 11. september, og da disse krige udstillede Vestens begrænsede militære handleevne (og vilje), fik man også på højrefløjen kolde fødder. Dette gælder i både USA og Europa, og vi har med den amerikanske supermagt i spidsen reelt trukket os tilbage fra verden.

Om præsidenten hedder Obama eller Trump, har en ny form for realpolitik sejret i amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Vi kan ligefrem se USA slå ind på en isolationistisk kurs, og så vil EU stå endnu mere afpillet tilbage. Derfor fører vores appeller ikke til noget i forhold til krigen i Syrien. Diskursen fra vestlige ledere er stadig idealistisk og moralsk, men det er en tom moralisme. Vi er ikke parat til at kæmpe for det, vi tror på, og vi har accepteret, at Rusland på brutal vis kunne fylde noget af det magttomrum, vi har efterladt.

Hele vores Syrienspolitik er selvmodsigende. Vi vil ikke tale med Bashar al-Assad, men vi vil heller ikke skaffe ham af vejen, og efter seks års krig, mindst 400.000 døde og over syv mio. flygtninge, må vi være ærlige over for os selv og de syrere, som lider.

En vej værd at diskutere kunne være at gå på kompromis med vores idealer og konventioner og gå med til, at Assad bliver ved magten – i hvert fald i en overgangsperiode – i en fredsaftale med nogle af de oprørsgrupper, han i dag bekæmper. Vi kunne også give afkald på muligheden for at retsforfølge Assad og acceptere, at han får asyl i Rusland. Ja, det ville være et knæfald for en diktator og et smerteligt tilbageslag for vores humanitære idealer, og det er også langt fra sikkert, at det ville virke, men der er behov for at tage en åben debat om det. Kan Assad være en del af løsningen? Det er oplagt, at USA’s kommende præsident, Donald Trump, kunne være mere åben for en forståelse med Rusland på det punkt, og så vil vi alligevel blive tvunget til at tage stilling.

 

Vi vil fortsætte med en kynisme forklædt som moralisme: Vi vil fordømme og hver gang mærke en lille følelse af selvretfærdighed, men vil på ingen måde afhjælpe krigen i Syrien.
_______

 

Alternativet er at gribe ind i krigen i Syrien på et helt nyt niveau. Altså at europæerne viste militært lederskab og førte an i en offensiv, som inkluderede både angreb fra luften, massiv våbenstøtte og indsættelse af landtropper. Det kan lyde utopisk i den nuværende situation, men en aktiv fransk og britisk indsats kunne for fem år siden nok have tvunget Obama-administrationen til at deltage også.

Er det en reel mulighed i dag? Det må militærstrateger svare på. Der er ingen tvivl om, at vi efter to årtiers besparelser på forsvarsområdet i Vesteuropa har afskåret os selv fra nogle muligheder, men vi skal til en start tage den politiske diskussion.

Ideelt set burde en vestlig intervention ikke være en umulighed, men jeg er bange for, at vi i Europa vil forblive fastlåste i vores nuværende magtesløse idealisme. Vi vil fortsætte med en kynisme forklædt som moralisme: Vi vil fordømme og hver gang mærke en lille følelse af selvretfærdighed, men vil på ingen måde afhjælpe krigen i Syrien.

ILLUSTRATION: Collage af RÆSON. Foto: Pierre Collignong/Jordi Bernabeu Farrús(Flickr)

Pierre Collignon (f. 1972) er journalist og kommentator. Han har været korrespondent for Jyllands-Posten i Berlin, Moskva og Bruxelles – og var journalistisk chefredaktør for avisen fra august 2012 til september 2016.