Peter Bjerregaard: Kære LA. Klimaforandringer er alvorlige, uanset hvad I kalder dem

Peter Bjerregaard: Kære LA. Klimaforandringer er alvorlige, uanset hvad I kalder dem

21.10.2016


KOMMENTAR af Peter Bjerregaard

Der findes ingen klimaforandringer. Der findes kun svingninger, der ligesom et pendul helt naturligt svinger frem og tilbage. Mennesker kan skubbe pendulet i den ene eller anden retning, men det er svært at vurdere, hvor stor vores betydning egentlig er. Klimaet har jo altid ændret sig – også før vores indblanding – og klimaet vil også ændre sig i fremtiden. Derfor er klimasvingninger et bedre ord end klimaforandringer. Sådan forklarer Liberal Alliances klimaordfører, Carsten Bach, partiets nysprog.

Selvom det er nyt, at LA ikke længere vil tage ordet ”klimaforandringer” i deres mund, så er tilgangen som sådan ikke ny. Liberal Alliance har en lang tradition for at nedtone klimaforandringernes alvor og størrelsesorden, og i stedet betone videnskabens kompleksitet og usikkerhed.

 

Liberal Alliance har en lang tradition for at nedtone klimaforandringernes alvor og størrelsesorden
_______

 

Joachim B. Olsen har fastslået, at det største problem ved klimaforandringerne er de penge, vi bruger på at forhindre dem, da klimaforandringerne jo vil åbne nye sejlruter op og færre mennesker vil dø af kulde. LAs tidligere klimaordfører, Villum Christensen, påstår, at FNs Klimapanel er et politisk organ, og at klimavidenskaben slet ikke er en videnskab. Klimaforskerne er ofte politisk motiverede og har økonomiske interesser i at sprede skræk og rædsel, og derfor er klimavidenskab ikke videnskab, men et trospørgsmål. Klimaprognoserne er reelt set et fupnummer, har argumentet lydt.

Bachs udtalelser skal derfor ses i en større kontekst. Hvis formålet med Bachs sproglige forandring bare var at minde om, at al videnskab er behæftet med usikkerhed, og at klimaet er foranderligt, kunne man måske forstå det nye ordvalg. Det kuriøse er jo bare, at det er der ingen, der bestrider.

Når LA afviser at bruge ordet ”klimaforandringer”, så sker det ikke af videnskabelige hensyn. Det nye ordvalg bør nok i højere grad ses i forlængelse af LAs perlerække af forskellige grunde til, at vi ikke bør tage klimaforandringerne alvorligt.

Her opstår det første problem. Den umiddelbare uskyldige sprogændring er symptomatisk for en politisk kultur, hvor det er relativt almindeligt, at meningsdannere forsøger at forme fakta efter deres virkelighed i stedet at lade fakta forme virkeligheden.

Forskellige centrale LA-politikere, inkl. Carsten Bach, har understreget, at de ikke har de faglige forudsætninger for at vurdere drivhusgasudledningernes betydning for det globale klima (selvom Bach alligevel insisterer på at have forudsætningerne for at ændre sprogbrugen). Det er jo for så vidt kun sundt at erkende sine begrænsninger; men det relevante spørgsmål bliver så, hvem man så læner sig opad, og hvilket ræsonnement man gør brug af, når man ikke ved, hvad der er op og ned.

Her opstår det andet problem. Af Bachs logik følger: 1) klimaet har altid forandret sig, 2) vi skal ikke tro, at vi kan kontrollere klimaet, 3) hvis vi alligevel vil reducere CO2-udledningerne, så spiller det ingen rolle, hvad Danmark gør, og 4) derfor skal klimapolitik udelukkende ske via konsensus på globalt niveau.

 

Den umiddelbare uskyldige sprogændring er symptomatisk for en politisk kultur, hvor det er relativt almindeligt, at meningsdannere forsøger at forme fakta efter deres virkelighed
_______

 

Logikken kan umiddelbart lyde tilforladelig, men det er den langt fra. For det første er vi danskere, per indbygger nogle af dem, der udleder mest CO2. Samtidig er vi et af verdens rigeste lande. Hvis vi ikke skulle gøre en større indsats, så ved jeg ikke, hvem der skulle. For det andet er det – moralsk set – en fuldstændig defaitistisk og uansvarlig tilgang at lade sine handlinger være betinget af andres handlinger. Hvad der er rigtigt eller forkert at gøre, er naturligvis ikke betinget af, hvad andre gør. Hvis man skulle følge Bachs logik til ende, burde Danmark heller ikke bruge offentlige midler på at udvikle ny medicin – medmindre alle andre lande også gjorde det.

Her svarer Bachs logik grundlæggende til at sige: 1) bakterier og vira har altid eksisteret, 2) vi skal ikke tro, at vi kan kontrollere sygdomme, 3) hvis vi alligevel vil undgå sygdomme, så spiller det ingen rolle hvad Danmark gør, og 4) derfor skal udvikling af medicin og antibiotika kun ske på globalt niveau.

Det er en indlysende uhensigtsmæssig måde at ræsonnere på. Al den stund at mange af konsekvenserne ved klimaforandringerne er/bliver uoprettelige og katastrofale (hvis vi skal tro verdensbanken, den internationale valutafond, OECD, større pengeinstitutter og samtlige akademiske institutioner, der har en mening herom), så er der god grund til at tilgå problemet med forsigtighedsprincippet som rettesnor.

Ved at forklare klimaforandringerne som svingninger (underforstået: naturlige svingninger), så bliver problemet lige pludseligt ikke så alvorligt, og det er sagens kerne. LA mener ikke, at klimaforandringerne er eller bliver katastrofale.

Men kan Bach ikke have en pointe i at påpege, at videnskab er behæftet med usikkerhed? Jo, det kan han. Forudsætningen for, at vi som samfund kan blive klogere, er selvsagt, at vi har åbne sind, men sindet skal jo heller ikke være så åbent, at man taber hovedet. Hvis fornuft og proportionssans giver os nogen form for vejledning, så kan man simpelthen ikke affærdige klimaforandringerne som noget, der ikke skal tages så tungt. Så har man ganske enkelt ikke forsøgt at sætte sig ind stoffet.

Hvis bare LA tog klimavidenskaben ligeså alvorlig som de dynamiske effekter ved at lette topskatten, var vi nået langt. I stedet ligner denne sproglige ændring mere et retorisk krumspring, der forsøger at nedtone klimaforandringernes alvor. Det grænser til en helt særlig grad af politisk uansvarlighed.

 

Hvis bare LA tog klimavidenskaben ligeså alvorlig som de dynamiske effekter ved at lette topskatten, var vi nået langt
_______

 

For de, som bor i lejligheder, der er bygget på tøende permafrost eller beboerne på de stillehavsøer, der allerede nu bliver nødt til at flytte, er klimaforandringer et åbenlyst problem. Klimaforandringernes konsekvenser for økosystemer, dyrearter, fødevaresikkerhed eller migration er ikke entydigt positive. Tværtimod. Det er bl.a. en af grundene til at der forventes 150-200 mio. klimaflygtninge omkring år 2050

Det er uomgængeligt, at klimaproblemet er en af de mest centrale udfordringer i disse år og forbliver det resten af dette århundrede. Det er på tide, at vi begynder at behandle emnet med den borgerlige ansvarlighed og omhu, som problemet påkræver. Vi taber alle, når kvaliteten af vores demokratiske samtale forringes. ■

ILLUSTRATION: Arktis, 2011. Foto: Wikipedia Commons/NASA/Kathryn Hansen

Peter Bjerregaard (f. 1986) var klimaredaktør på RÆSON og har tidligere arbejdet som højskolelærer på Grundtvigs Højskole og rådgiver for European Conservatives and Reformists Group i Europa-Parlamentet. Han er i dag chefredaktør på det internationale energi- og klimamagasin FORESIGHT