Naser Khader: Vi lever i en chamberlainsk tid

Naser Khader: Vi lever i en chamberlainsk tid

21.12.2016


Når den frie verden skuffer, falder ledere som Putin og Erdogan hinanden om halsen. Vi lever i et ledelsesvakuum.

Kommentar af Naser Khader, udenrigsordfører (K) og (non-resident) Senior Fellow, Hudson Institute

Sarajevo 1914. Ét attentat.

Ankara 2016. Ét attentat.

Mandag eftermiddag blev den russiske ambassadør i Tyrkiet skudt i forbindelse med åbningen af en kunstudstilling. Var det sket blot nogle måneder tidligere, havde parallellen til drabet på den østrig-ungarske ærkehertug Franz Ferdinand den 28. juni 1914 ligget ligefor. Sveriges konservative tidligere stats- og udenrigsminister Carl Bildt var den første, der konstaterede, at mødet mellem Ruslands præsident Putin og Tyrkiets præsident Erdogan i august, da de mødtes på Erdogans første udlandsrejse efter kupforsøget i juli, muligvis har forhindret et angreb fra en af de to.

Hvad han ikke skrev, var, at forbrødringen mellem de to stadig mere autokratiske præsidenter snarere symboliserer tiden, der ledte op mod Anden Verdenskrig.

Jeg har aldrig ment, at tiden vi lever i, minder om tiden før Første Verdenskrig, men jeg er enig med journalist og forfatter Samuel Rachlin, der i sin nyeste bog skriver, at vi heller ikke lever i en ny Kold Krig, som mange ellers for tiden antyder.

Tværtimod mener jeg, at vi lever i en chamberlainsk tid uden store ledere som Churchill til at lede den frie verden. Uden politikere, der tør tage konsekvensen, når autokratiske ledere og brutale diktatorer bryder international lov og ret. Vi lever i et ledelsesvakuum.

Neville Chamberlain var Storbritanniens premierminister 1937-1940. Han er mere eller mindre fortjent blevet symbolet på den eftergivende periode op til Anden Verdenskrig, da internationale samarbejdsorganisationer faldt fra hinanden, og nationerne lukkede sig om sig selv i en forståelig usikkerhed skabt af konsekvensløse ledere. Ikke fordi de var bange for samarbejde, frihandel og globalisering, men fordi principperne, hvorpå de internationale organisationer hvilede, ikke længere gjaldt eller blev misbrugt til alt muligt andet end det, de var tiltænkt.

Det er også hovedproblemet for EU i dag. Det er en anden union end den, som Chamberlains afløser, premierminister Winston Churchill, forestillede sig. EU er ved at falde fra hinanden. Det samme gælder Nato, når ingen vil betale det, de skal, til forsvarsalliancen, og USA’s kommende præsident derfor sætter spørgsmålstegn ved den vigtige artikel 5, musketer-eden. Eller når flertal i FN gang på gang underminerer frie demokratiske nationer og de rettigheder, som FN er sat i verden for at beskytte.

 

Når den frie verden skuffer, falder ledere som Putin og Erdogan hinanden om halsen. Og vi ved, hvad der kan ske, når det vestlige ledelsesvakuum udfyldes af andre kræfter.
_______

 

Når den frie verden skuffer, falder ledere som Putin og Erdogan hinanden om halsen. Det reddede måske verden fra et angreb fra den ene af de to denne gang, men vi ved fra historien, at det er en stakket frist. Og vi ved, hvad der kan ske, når det vestlige ledelsesvakuum udfyldes af andre kræfter.

Mange læsere kender de ikoniske billeder af Neville Chamberlain, Storbritanniens premierminister, på flyvepladsen i oktober 1938 svingende med et papir i hånden, proklamerende: ”Fred i vor tid!”.

Papiret findes stadig på Londons krigsmuseum. Det er den aftale, som blev underskrevet tidligere på dagen af Chamberlain og Tysklands kansler Adolf Hitler på det berømte fredsmøde i München. Aftalen består af tre korte afsnit, der dels understreger vigtigheden af de anglo-tyske relationer, dels udtrykker et ”ønske om at vore to folk aldrig skal gå i krig med hinanden igen” og til sidst erklærer en fælles vilje til at forhandle alle fremtidige uenigheder.

Aftalen viste sig ikke at være det papir værd, den var skrevet på.

Da Chamberlain vendte tilbage efter at have underskrevet München-aftalen med Hitler, skal Churchill have sagt:

”Du fik valget mellem krig og vanære. Du valgte vanære, og du vil få krig.”

 

Churchills bemærkning er den dag i dag en advarsel til dem, der foreslår en umage form for alliance med Assads styre, Iran og Rusland som den eneste vej til en varig løsning i Syrien.
_______

 

Churchills bemærkning er den dag i dag en advarsel til dem, der foreslår en umage form for alliance med Assads styre, Iran og Rusland som den eneste vej til en varig løsning i Syrien.

Tag ikke fejl; jeg ville ønske, at det var så let.

Jeg kunne aldrig finde på at sammenligne Putin med Hitler. Han er heller ikke en Stalin, så langtfra, men at tro, at man kan lave aftaler med Rusland, er chamberlainsk. Det eneste, Putin forstår, er magt.

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, blev derfor sat på en umulig opgave, da præsident Obama pålagde ham at lave en såkaldt fredsaftale med Putins udenrigsminister, Sergej Lavrov. Det undrer mig, at Obama fuldstændig negligerede de 51 erfarne diplomater og ambassadører, som højlydt og utvetydigt opfordrede til at gribe ind og stoppe vanviddet på den eneste måde, som Assad og Putin forstår: Med magt.

Blækket var knapt nok tørt på den ene fredsaftale efter den anden, før aftalerne blev brudt, og nu er det for sent.

Det centrale problem er, at Assads og Putins gentagne brud på indgåede aftaler absolut ikke har konsekvenser. Aleppo er smadret til ukendelighed, og drabet på den russiske ambassadør i Ankara viser, at Aleppo ikke markerer afslutningen på krigen i Syrien eller de uoverskuelige konsekvenser, som det har haft i både Mellemøsten og i Europa. Det er kun begyndelsen. Vi går et annus horribilis (2017) i møde. Efter Aleppo er den moderate syriske opposition ikke eksisterende længere, og det har skabt grobund for en ny kampagne fra Islamisk Stat på de sociale medier. De siger, at man intet får ud af at være moderat andet end, at Vesten vender én ryggen. Samtidig opfordrer de til ”gadekrig”. Hermed mener de terrorangreb og martyrdød, og det er sandsynligvis mere af det, vi kommer til at se i den kommende tid.

 

Aleppo er kun begyndelsen. Vi går et annus horribilis (2017) i møde. Efter Aleppo er den moderate syriske opposition ikke eksisterende længere, og det har skabt grobund for en ny kampagne fra Islamisk Stat
_______

 

Det eneste positive, som man kan sige om Kerrys fredsaftaler, er, at hverken han eller præsident Obama var lige så dumdristige som Chamberlain.

Men parallellen er alligevel åbenlys. Manglen på konsekvens, lige siden præsident Obama holdt sin berygtede tale om en rød linje, som Assad ikke måtte overtræde, har bragt verden ud i en næsten uoverskuelig situation. Allerede i 2013 overskred Assad den røde linje for brug af kemiske våben. Obamas tale var åbenbart ikke den teleprompter værd, som præsidenten læste op af. Det så Assad. Det så Putin. Det så alverdens diktatorer og slyngelstater. Det så selv udenrigsminister John Kerry, der afsløret på hemmelige optagelser sætter ord på sin frustration over at indgå aftaler med russerne: Man kan godt forhandle en aftale på plads, men der er ingen konsekvenser, når den – helt forudsigeligt – bliver brudt.

Ingen konsekvenser.

Det er foruroligende. Foruroligende er også, at dele af den yderste europæiske højrefløjs fascination af diktatorer er så stor, at de kan lukke øjnene for diktaturets massive menneskerettighedskrænkelser i anti-islamismens “hellige” navn. Den fløj er også begyndt at sige, at Assad er at foretrække. Som en klog mand sagde: “My God, we are reliving the 1930s.”

I sidste uge deltog jeg ved en arbejdsfrokost på den danske ambassade i Washington DC, med den dygtige danske ambassadør, Lars Gert Lose, og min gode ven gennem 10 år Walid Phares.

Walid Phares stammer fra Libanon og er en af den kommende præsident Donald Trumps udenrigspolitiske toprådgivere. Han rådgiver Trump om Mellemøsten, islam og terror, og det forventes, at han får en toppost i Trumps administration.

Phares fortalte bl.a. om, hvordan Trump ringede ham op og sagde: ”You’re hired”. Det grinte vi naturligvis af, men Phares gav os også en grundig og nuanceret gennemgang af Trumps syn på verden.

Ifølge Phares er Trumps tilgang til verden, at han er en forretningsmand. Han giver ikke noget, hvis han – og nu USA – ikke får noget ud af det. Og hvis han bliver snydt én gang, er hans gode vilje tabt for bestandigt.

 

Der har været tegn på nærmest varme relationer mellem Trump og Putin, men tag ikke fejl: Trump kommer ikke til at bukke under for den russiske præsident.
_______

 

Ifølge Phares er Trump nulsumsspiller og udpræget konkurrencemenneske, og derfor vil Putin næppe få lov til at fremture ret meget. Der har været tegn på nærmest varme relationer mellem Trump og Putin, men tag ikke fejl: Trump kommer ikke til at bukke under for den russiske præsident. Og derfor er russerne efter alt at dømme mere bekymrede for Trump end for den konsekvensløse Obama.

Vi ved endnu ikke, om Trump er villig til at tage konsekvensen af at blive snydt af autokratiske ledere og brutale diktatorer, men det er faktisk godt nyt, hvis han tør.

Dermed får den chamberlainske tid en ende, før det er for sent.

ILLUSTRATION: Officielt pressefoto fra De Konservative / Kremlin.ru