Naser Khader: Nu må USA tvinge Assad til forhandlingsbordet

Naser Khader: Nu må USA tvinge Assad til forhandlingsbordet

26.06.2016


Op mod 500.000 syrere har mistet livet, 15 millioner er flygtet, katastrofen har destabiliseret hele regionen og givet Europa et enormt problem. I Mellemøsten er USA’s allierede umådeligt skuffede over Obama, der nu møder hård kritik fra sine egne diplomater.



KOMMENTAR af Naser Khader

KRITIKKEN AF Obama-administrationens fejlslagne strategi for en løsning i Syrien har lydt i årevis, men for et par uger siden kom der et angreb fra en usædvanlig kant. Ikke færre end 51 ansatte i USA’s udenrigsministerium protesterede mod præsidentens linje – der er tale om diplomater og ansatte, der beskæftiger sig med udenrigspolitik og især hvordan den udmøntes i Mellemøsten. Dokumentet er publiceret i det, der kaldes ’Dissent Channel’; et internt forum, hvor ansatte i udenrigsministeriet kan fremsætte kritik af USA’s udenrigspolitik uden at frygte, at det får personlige karrieremæssige konsekvenser.

Udgangspunktet for kritikken er Assad-regimets gentagne brud på den skrøbelige våbenhvile, som parterne indgik i februar måned i år; brud, der ikke har udløst nogen konsekvenser, der kunne motivere Assad til at møde op ved forhandlingsbordet. I det interne dokument, der er lækket til bl.a. Wall Street Journal og New York Times, opfordrer kritikerne indtrængende til luftangreb på Assads militære anlæg og fly og til at udstyre allierede på landjorden med forsvarsvåben. Appellen kommer samtidig med, at russerne genoptager deres bombardementer i i Aleppo i Nordsyrien. Hidtil har den vestlige koalitions luftangreb i landet kun været målrettet Islamisk Stat, som man først angreb i Irak og senere i Syrien.

Obama-administrationen har de seneste fem år hverken udvist lyst eller vilje til at være proaktiv i den del af konflikten, der vedrører Assad; man er alene gået efter Islamisk Stat. Men de to hænger uløseligt sammen og derfor er USA’s Syrien-strategi så svag.

 

De udeblevne konsekvenser betyder, at der ikke er noget incitament for Assad til at være kompromisvillig. Det gør en politisk løsning umulig
_______

 

Obama-administrationens strategi om at samarbejde med russerne om Assad har ikke givet nogen resultater. Både Assad og russerne bliver ved med at bryde våbenhvilen, og de udeblevne konsekvenser betyder, at der ikke er noget incitament for Assad til at være kompromisvillig ved forhandlingsbordet. Det gør en politisk løsning umulig.

I en tale i juli måned sidste år indrømmede Assad, at han ikke havde kontrol over store dele af Syrien, og han indrømmede en krigstræthed og signalerede derved en vis åbenhed for en politisk løsning. Men nøjagtig fem uger senere meldte russerne sig med bombefly på Assads side, og de gik ikke efter Islamisk Stat men derimod efter de moderate oprørsgrupper, der bekæmper hans regime. På den måde fik han igen overhånd, og villigheden til kompromis forsvandt. Snart begyndte han også igen at kalde alle, der bekæmper ham for terrorister – inklusiv de moderate oprørsgrupper.

I det opsigtsvækkende dokument peger de 51 underskrivere på nødvendigheden af at få Assad tilbage til dér, hvor han var i juli måned 2015. De ønsker ikke landtropper eller at USA bliver fedtet ind i den syriske borgerkrig, men opfordrer til, at man presser Assad til forhandlingsbordet ved at bombardere hans militære anlæg og især hans fly, som han overvejende bruger mod civile i oprørsområder. Derudover peger underskriverne på, at den manglende handlekraft i Syrien underminerer USA’s troværdighed – og på sigt: de amerikanske interesser – i regionen.

Kritikere vil sige, at det vil optrappe konflikten, hvis man begynder at bombardere Assads stillinger – og at det vil medføre en direkte konfrontation mellem Rusland og USA. Men for det første har USA’s allierede i Israel bombarderet de syriske militære anlæg mange gange, uden at det har affødt syrisk eller russisk reaktion, og omvendt har russerne bombarderet grupper, som amerikanerne støtter, uden at det har affødt en amerikansk reaktion. For det andet er Rusland slet ikke interesseret i direkte militær konflikt med USA. I øvrigt kan man gå målrettet efter de syriske styrker uden at ramme russerne, for de er ikke over det hele. Skeptikere udtrykker også frygt for det syriske antiluftskyts, men hvis israelerne kan undgå at blive ramt, så kan amerikanerne også.

Underskriverne af dokumentet får opbakning fra USA’s sidste ambassadør i Syrien, Robert Ford, der også har været ambassadør i Irak. Ford, der i øvrigt taler flydende arabisk, har været toprådgiver i Syrien-spørgsmålet for både Obama og Hillary Clinton, og han var en af de første til at tage et opgør med Obama-administrationens Syrien-strategi. Han har kritiseret Det Hvide Hus for manglende vilje til at lytte til råd om en mere proaktiv linje – opfordringer, der er kommet fra udenrigsministeriet, forsvarsministeriet, CIA og ham selv. Han har herunder kritiseret USA’s manglende vilje til at støtte de moderate oprørsgrupper i landet. Ford – der i sin tid blev tildelt en Secretary’s Service Award, den højeste ære man kan få i udenrigsministeriet – sagde op i 2014, fordi han “ikke længere kunne forsvare USA’s politik” og er idag senior fellow ved Middle East Institute i Washington D.C. Jeg er helt enig med ham, når han konstaterer at Obama-administrationens passivitet i Syrien har smadret landet. Op mod 500.000 syrere har mistet livet, 15 millioner er flygtet, og katastrofen har destabiliseret hele regionen. I Mellemøsten er USA’s allierede både inden- og udenfor Syriens grænser umådeligt skuffede over Obamas mangel på handling.

KATASTROFEN er så langt fra begrænset til Mellemøsten. På grund af Obamas laissez-faire-tilgang til konflikten er krigen løbet løbsk. En flygtningestrøm, hvis lige ikke er set siden Anden Verdenskrig, har medført en reel trussel mod de europæiske landes stabilitet. Flygtningekrisen udgør lige nu en kæmpe udfordring for stort set alle europæiske lande, og det truer enheden i Unionen. Briterne har netop stemt sig ud af EU, og meget af valgkampen har handlet om flygtningekrisen og især de syriske flygtninge. En krise, der er udløst af vanviddet i Syrien, og som Obama-administrationen altså bærer et ansvar for. Dermed kan man trække en lige linje fra USA’s passivitet i Syrien til den splittelse og uro, som vi nu er vidne til udfolder sig i Europa – og som senest har vist sig helt tydelig i Storbritanniens ‘nej tak’ til at være del af EU. Et EU, der ikke har været i stand til at finde en fælles løsning på flygtningekrisen.

 

På grund af Obamas laissez-faire-tilgang til konflikten er krigen løbet løbsk. En flygtningestrøm, hvis lige ikke er set siden Anden Verdenskrig, har medført en reel trussel mod de europæiske landes stabilitet
_______

 

Hvis håbet om en politisk løsning i Syrien skal blive en reel mulighed, så skal Assad tvinges til kompromis ved forhandlingsbordet, og det sker kun, hvis han med militær magt gøres mør. Først når Assad forstår, at en våbenhvile er til for at forhandle en politisk løsning, og ikke for at blive udnyttet militært, så kan der komme gang i den politiske løsning. En sådan udvikling kræver en helt anderledes beslutsomhed fra USA’s side. En beslutsomhed man så i Balkan-krigen, da Richard Holbrooke leverede det sidste ultimatum til Milosevic, inden NATO-bombardementer efterfølgende gjorde en ende på krigen. Det er samme beslutsomhed, Assad skal møde hos USA nu. USA bliver nødt til at træde i karakter som supermagt med interesse i området, uanset hvad russerne så måtte mene.

EN SÅDAN BESLUTSOMHED vil også booste den moderate opposition og sunnierne i Syrien, som man i lang tid har svigtet. Hvis man vil være virkelig effektiv i bekæmpelsen af Islamisk Stat, så skal man inkludere sunnierne i både Irak og Syrien, men der er flere forhindringer for, at det kan ske lige nu. I Irak ser det ud til, at Islamisk Stat vil blive afløst af en større indflydelse fra Iran og shia-militser, der hader sunnier – de fører sig frem, som om de først og fremmest er optaget af hævn over sunnimuslimske Saddam Husseins ugerninger mod shiamuslimerne. For sunnierne i Irak er det et pest- eller kolera-scenarie. Dét ved Islamisk Stat og de spiller på det. Og heller ikke Syriens moderate sunnier vil for nuværende gå helhjertet ind i kampen mod Islamisk Stat. For som koalitionen spiller sine kort, så har sunnierne ingen vished for, hvad der skal ske med Syrien i fremtiden, og især hvad der skal ske med Assad, der i de syriske sunniers opfattelse er den største fjende. Syriske menneskerettighedsorganisationer har vurderet, at Assad-regimet er ansvarlig for syv gange så mange syriske dødsfald, som Islamisk Stat. Derudover foregår der en ‘hearts and minds’- kamp om sunnierne i både Syrien og Irak. Hvis de moderate sunnier får mod til at gå helhjertet og forrest ind i kampen mod Islamisk Stat, kan bevægelsen ikke længere spille sunni/shia-kortet. Det vil for alvor gøre ondt på terror-organisationen.

Kritikken fra de 51 diplomater går sikkert tabt på Obama-administrationen, men man kan håbe, at det nye lederskab næste år vil sætte hårdere ind mod Assad. Præsidentens eftermæle vil derimod kun fremstå mere og mere problematisk, når det for alvor bliver tydeligt, hvilken rolle Obama-administrationen spillede i omfanget af den syriske tragedie. ■

 

Kritikken fra de 51 diplomater går sikkert tabt på Obama-administrationen, men man kan håbe, at det nye lederskab næste år vil sætte hårdere ind mod Assad
_______

 

ILLUSTRATION: Møde om Syrien, 30. august 2013 [foto: Det Hvide Hus]