Mikkel Andersson i RÆSON26: Udlændingepolitikken – eksperimentet, der slog fejl

Mikkel Andersson i RÆSON26: Udlændingepolitikken – eksperimentet, der slog fejl

25.05.2016


De sidste 40 år har Danmark forsøgt at integrere historisk store grupper af ikke-vestlige indvandrere med overvejende muslimsk baggrund i vores velfærdssamfund. Trods enorme mængder god vilje, ressourcer og solstrålehistorier er det mislykkedes, og en fortsættelse af den førte politik vil kun forværre de i forvejen omfattende problemer.

Denne artikel er fra RÆSON26, der udkom 26. maj. Den er gjort gratis, så alle kan læse den: Fuld adgang til alle vores betalingsartikler kræver abonnement (som indeholder både 4 trykte numre om året og adgang til hele sitet: 250 kr./året (200 for studerende og 200 for pensionister.

Af Mikkel Andersson

Når historien om flygtningetilstrømning til Danmark skal fortælles, starter man som regel med udlændingeloven af 1983. Det er ikke forkert, men heller ikke helt rigtigt. For der blev skrevet et ganske markant forord allerede i 1945. I Verdenskrigens sidste måneder strømmede mere end 250.000 flygtninge ind i Danmark. Langt hovedparten af dem var tyskere fra områderne omkring Østersøen, der flygtede både fra krigshandlingerne og frygten for Den Røde Hærs efterfølgende besættelse. I Danmark blev de mødt med udbredt skepsis, indkvarteret i skoler og lejre under mildest talt interimistiske forhold og holdt skarpt adskilt fra den øvrige befolkning. I 1949 forlod de sidste af dem Danmark igen. At deres ophold var midlertidigt, og at de skulle vende tilbage til Tyskland, stod ikke til diskussion. Det var blot et spørgsmål om hvornår, og hvis man læser datidens danske aviser, er der ingen tvivl om, at de fleste hellere så flygtningene sendt retur til Tyskland før end senere.

 

At deres ophold var midlertidigt, og at de skulle vende tilbage til Tyskland, stod ikke til diskussion. Det var blot et spørgsmål om hvornår
____________________

 

Sådan forholdt det sig i altovervejende grad indtil først i 1980’erne, både i og uden for Europa. Flygtninge rejste til de omkringliggende lande, der varetog deres beskyttelse på midlertidig basis – nogle gange lige så vrangvilligt som Danmark over for de tyske flygtninge eller mere imødekommende, som eksempelvis Sverige over for danske modstandsfolk og jøder. Der var eksempler på flygtninge, som rejste meget langt, før de endte i Danmark, fx kom 7.000 vietnamesere i en årrække efter Saigons fald i 1975, og 1.400 ungarere efter Sovjets invasion af landet i 1956. Men det var relativt små tal og i høj grad undtagelser, der havde rod i særlige historiske omstændigheder.

Indtil for nylig var de tyske flygtninges historie typisk: kort ophold før tilbagevenden. I tiden efter Anden Verdenskrig var der millioner af midlertidige flygtninge, men de permanente folkeflytninger, der fandt sted, berørte primært befolkninger, der blev tvunget tilbage til deres, ofte amputerede, nationalstater. Det var eksempelvis tyskere, der blev tvangsdeporteret til Tyskland fra det nuværende Vestpolen, eller de få overlevende østeuropæiske jøder, hvis samfund Holocaust havde udslettet, og som for størstedelens vedkommende endte i USA og Israel.

Af både politiske og teknologiske grunde var det umuligt, eller i hvert fald overordentlig svært, for flygtninge at rejse flere tusind kilometer til et land, der var mere fredeligt og/eller mere velstående end nabolandene. De kunne heller ikke forvente, at deres familie kunne følge efter og blive bosat permanent.

Men i løbet af de seneste årtier har Danmark, i lighed med en lang række andre europæiske lande, ført en politik, der har givet et meget stort antal flygtninge mulighed for at komme til landet via asylsystemet og derpå blive permanente migranter. Denne politik betragter mange i dag som noget nær en selvindlysende og historisk konstant, som det ikke giver mening at stille spørgsmålstegn ved. Alligevel er det unægtelig ganske retvisende at kalde denne politik for det, den faktisk er i historisk perspektiv: et eksperiment, og endvidere et ganske kortvarigt et af slagsen. Nu, hvor erfaringerne af dette eksperiment foreligger efter en generation, er det på høje tid at gøre status.

Udlændingeloven af 1983
Den 3. juni 1983 vedtog Folketinget den udlændingelov, der af både tilhængere og modstandere blev udlagt som verdens mest generøse i forhold til asylansøgere. Man gik langt videre, end FN’s Flygtningekonvention fra 1951 krævede, og gav bl.a. en lang række såkaldt de facto-flygtninge, som hidtil ikke havde haft ret til beskyttelse, mulighed for permanent ophold, ligesom retten til familiesammenføring også blev stærkt udvidet.

 

Den 3. juni 1983 vedtog Folketinget den udlændingelov, der af både tilhængere og modstandere blev udlagt som verdens mest generøse i forhold til asylansøgere. Man gik langt videre, end FN’s Flygtningekonvention fra 1951 krævede …
____________________

 

Mens mange borgerlige senere har forsøgt at udlægge vedtagelsen af udlændingeloven som en slags dolkestødslegende, hvor venstrefløjen sammen med Dansk Flygtningehjælps daværende formand, Hans Gammeltoft-Hansen, førte kniven, er det værd at bemærke, at loven blev vedtaget under en borgerlig regering. 155 stemte for – blot 12 medlemmer af Folketinget stemte imod, alle fra Fremskridtspartiet. Selvom der var skepsis i dele af den borgerlige blok, blev loven ikke desto mindre vedtaget med dennes støtte under en borgerlig statsminister, Poul Schlüter, og altså med aktiv opbakning af et massivt flertal af befolkningens demokratisk valgte repræsentanter. Uanset hvordan man vender og drejer det, er der ingen tvivl om, at det eksperiment, som man hermed indlod sig på, havde et så solidt demokratisk mandat, som tænkes kan.

Set i bakspejlet står det imidlertid stadig mere tydeligt, at hverken flertallet af datidens politikere eller befolkningen grundlæggende forstod eller forudså konsekvenserne af den politik, man indlod sig på. Kritikere som fx Søren Krarup, der i datiden blev betragtet som xenofobiske dommedagsprædikanter, havde langt mere ret i deres forudsigelser om indvandringens konsekvenser end deres politiske modstandere – uanset hvad man så i øvrigt mener om disse indvandringsskeptikeres løsningsmodeller, ideologi og politiske overbevisning i øvrigt. På dele af højrefløjen forudså man øget kriminalitet, massivt træk på de offentlige kasser, religiøs fundamentalisme og sociale spændinger som en uafvendelig konsekvens af den vedtagne asylpolitik. Mange af de samme advarsler kom fra en række socialdemokratiske borgmestre på den københavnske vestegn, der imidlertid konsekvent og effektivt blev politisk marginaliseret og mistænkeliggjort.

 

Kritikere som fx Søren Krarup, der i datiden blev betragtet som xenofobiske dommedagsprædikanter, havde langt mere ret i deres forudsigelser om indvandringens konsekvenser end deres politiske modstandere …
____________________

 

Der findes naturligvis rigeligt med eksempler på vellykket integration af flygtninge og indvandrere, der har klaret sig glimrende i Danmark. Men det overordnede billede er i høj grad præget af netop de problemer, som indvandringskritikerne dengang forudså: Beskæftigelsen blandt indvandrere, flygtninge og efterkommere ligger generelt markant under niveauet for den majoritetsdanske befolkning, mens det i forhold til overførselsindkomster forholder sig omvendt.
Problemer forbundet med, ofte religiøse, parallelsamfund, hvor respekten for dansk lovgivning og accepten af majoritetssamfundets normer er fraværende, bliver stadig mere tydeligt dokumenteret – senest via TV 2’s dokumentar ’Moskeerne bag sløret’ og inden da fra folk som Yahya Hassan, Ahmed Akkari, Ahmad Mahmoud (forfatter til ’Sort Land’), Geeti Amiri og en lang række andre med egne erfaringer fra parallelsamfundene.

Selvom beskæftigelsen for efterkommere ser noget bedre ud end for forældregenerationen, er problemer med kriminalitet højere for disse end for forældrene, ligesom religiøsiteten er voksende.

Stort set alle, der siden Muhammedkrisen er mistænkte eller dømte for at planlægge eller udføre terror i Danmark, har været enten asylmigranter eller er kommet til landet som familiesammenførte med sådanne. En stor del af denne terror, hvoraf hovedparten er blevet forpurret af PET og politiet, har haft afsæt i noget så banalt som religionskritisk satire i en jysk avis – eller en svensk tegners afbildning af hunde i rundkørsler.

I de fleste større byer har bandegrupperinger med indvandrerbaggrund slået rod, og en mildest talt bekymrende fødekæde mellem disse miljøer og radikaliserede islamister bliver stadig mere tydelig, hvilket både angrebene på Krudttønden og en lang række anholdelser af tidligere eller aspirerende syrienkrigere har vist.

Indtil langt op i halvfemserne var antagelsen, at kultur grundlæggende var plastisk, og religion ikke kunne tænkes at udgøre et betydeligt problem. Man antog, at de tilkommende ville tilpasse sig det majoritetsdanske samfund og blot tilføre arbejdskraft, etnisk kolorit og mangfoldighed. Derudover ville de i store træk og i løbet af en kort periode tilslutte sig danske normer i forhold til familieliv, seksualitet, demokrati, ytringsfrihed og ligestilling, fordi disse værdier blev betragtet som så universelle, at ingen kunne undlade at erkende deres iboende overlegenhed.

Set i bakspejlet forekommer antagelsen om denne integration i det danske samfund grundlæggende naiv og en kende patroniserende. Uden at fælde moralsk dom over kultur- og religionsopfattelsen hos dem, der er kommet til landet, er kultur, religion og normer tydeligvis langt sværere at modificere, end de fleste havde forestillet sig.

 

Uden at fælde moralsk dom over kultur- og religionsopfattelsen hos dem, der er kommet til landet, er kultur, religion og normer tydeligvis langt sværere at modificere, end de fleste havde forestillet sig.
____________________

 

Det handler ikke om tonen
En ofte fremført forklaringsmodel til, hvorfor integrationen har slået fejl, er det, man kan kalde toneteorien: idéen om, at tonen over for indvandrere er for dårlig, og at ikke-vestlige indvandrere derfor bliver drevet ud i parallelsamfund og arbejdsløshed af majoritetssamfundets fordomsfuldhed og sågar racisme.

Selvom denne tese stadig er ganske udbredt, er belægget for den overordentlig tyndt.
I et historisk perspektiv har Danmarks indvandringspolitik været ekstremt imødekommende og generøs. Få lande har stillet så store ressourcer til rådighed for nytilkomne i form af undervisning og et utal af integrationsprojekter, der stort set alle har vist sig ineffektive i varierende grad. Heller ikke blandt den danske befolkning synes der at være belæg for nogen udbredt racisme. Mehmet Ümit Necef og Henning Bech gennemgik i 2013 forskningen på området i bogen ’Er danskerne racister?’ og konkluderede her, at en meget stor del af den forskning, som hævdede at påvise noget sådant, var både stærkt mangelfuld, fejlbehæftet og politiserende.

 

Få lande har stillet så store ressourcer til rådighed for nytilkomne i form af undervisning og et utal af integrationsprojekter, der stort set alle har vist sig ineffektive i varierende grad.
____________________

 

Retter man blikket mod Sverige, kan man konstatere, at tonen har været endnu mere imødekommende i forhold til indvandrere end i Danmark. Her har medierne i vid udstrækning bevidst undladt at rapportere om forhold relateret til etnicitet, netop for at undgå at vække skepsis i befolkningen. Ikke desto mindre har landet i store træk haft præcis de samme problemer med integrationen som her i landet. Abonnerer man på tonetesen, må man acceptere, at end ikke i Sverige har imødekommenheden og den positive italesættelse været god nok til at sikre en vellykket integration.

Men selv hvis man går ind på toneteoriens fortaleres præmis og accepterer, at det faktisk er manglende imødekommenhed og majoritetsdansk racisme, som bærer hovedansvaret for den mangelfulde integration, efterlader det stadig et enormt dilemma. For når end ikke Sverige er tilstrækkelig imødekommende og rummeligt til at forhindre parallelsamfund og arbejdsløshed og skabe normmæssig integration, melder spørgsmålet sig uvægerligt: Kan tonen nogensinde blive god nok til at undgå disse problemer? Eftersom tonen, særligt siden 2001, udelukkende er blevet forringet – ifølge dem, der fremfører denne tese – forekommer det derfor også indlysende uansvarligt at fortsætte med at hjælpe folk via asylsystemet til et land, hvis debatklima gør det umuligt for store dele af dem at falde til og finde fodfæste.

Selvom man placerer det moralske ansvar for den mislykkede integration hos majoritetsdanskerne, burde det ret beset være et argument mod yderligere asylindvandring til vilkår, hvor der ikke er nogen udsigt til, at en tilstrækkelig integrationsfremmende tone kan opnås – tværtimod.

Konflikter er ikke udtryk for racisme
En konsekvens af toneteorien er, at man opfatter substantielle uenigheder – fx om køn og seksualitet – som udtryk for manglende tolerance eller slet og ret racisme. En kultur, hvor piger i høj grad er bærere af familiens kollektive ære, er ikke kompatibel med et dansk individualistisk syn på dating og kæresteri inden ægteskabet. De to størrelser kan ikke forenes, og der findes ingen meningsfuld mellemvej – man kan som bekendt ikke nøjes med at være en lille smule jomfru inden ægteskabet. At en del majoritetsdanskere misbilliger denne kulturs kønssyn og den deraf afledte adfærd, bunder ikke i, at de er racister eller ikke tilstrækkeligt oplyste, men i grundlæggende forskelle i synet på individets rolle og autonomi. Det kan nok så megen imødekommende italesættelse ikke ændre på.

 

En konsekvens af toneteorien er, at man opfatter substantielle uenigheder – fx om køn og seksualitet – som udtryk for manglende tolerance eller slet og ret racisme.
____________________

 

På samme måde opfatter en del majoritetsdanskere også det muslimske slør som en markør for et religiøst betinget kvindesyn, hvor kvinden er forpligtet til at skjule sine former og sit hår for ikke at vække mænds begær. Uanset om det er belejligt for toneteoriens tilhængere eller ej, er det også den begrundelse, som en del muslimer faktisk anfører for at bære sløret. Uenigheden her består kun i, om man opfatter denne praksis som hensigtsmæssig eller ej. Derfor er det en reel konflikt – ikke misforståede fordomme, omend sådanne selvsagt også findes.

Selvom kultur- og kirkeminister Bertel Haarder har erklæret, at han ikke er minister for svinekød eller badeforhæng, er uenigheder på disse felter også ofte et symptom på bagvedliggende konflikter, der bunder i ganske store forskelle i værdier og verdenssyn. Det samme gælder håndtryk mellem mænd og kvinder, juletræer i boligforeninger, alkohol til julefrokoster og senest: kønsopdelt svømning. Toneteoriens fortalere ser disse som banale uoverensstemmelser, der burde løses med mere imødekommenhed fra majoritetsdansk side. Men når man nægter at anerkende sådanne sager som udtryk for reelle værdibaserede konflikter, hvor der ofte ikke findes noget indlysende kompromis, bliver toneteoriens fortalere villige til i praksis at give afkald på majoritetsdanske normer i tolerancens navn.

Det moraliserende hængedynd
Siden 2001 er tilhængerne af toneteorien politisk set blevet stadig mere marginaliserede, mens et stadig mere kritisk blik er blevet rettet mod indvandrernes kultur og religion. Dette skyldes ikke mindst, at en stadig større del af Folketingets partier, hvis ikke eksplicit, så dog i praksis har anerkendt, at store dele af den analyse, som først den indvandringskritiske højrefløj i 1980’erne og senere Dansk Folkeparti fremsatte, er korrekte. Socialdemokraterne advokerer for indeværende for en indvandringspolitik, der er ekstremt svær at skelne fra Venstres, og har eksplicit anerkendt, at de advarsler, der kom fra partiets borgmestre på vestegnen i slutfirserne, var både rimelige og blev uretmæssigt overhørt.

Alligevel hænger debatten om indvandring, asyl og integration stadig fast i et hængedynd af moraliseren, der ofte gør analyser af situationen mudrede og ender med diskussioner om bagudrettet ansvarsplacering. I forhold til hvad der kan gøres, er dét ikke specielt relevant.

Det afgørende er derfor at nå en fælles erkendelse af, at den danske befolkning via sine demokratisk valgte politikere har indladt sig på et eksperiment med asylmigration, der har vist sig at have slået fejl. Det har simpelthen ikke vist sig muligt at integrere meget store grupper af ikke-vestlige indvandrere i det danske samfund uden betydelige negative sociale, økonomiske og sikkerhedsmæssige konsekvenser.

 

Det har simpelthen ikke vist sig muligt at integrere meget store grupper af ikke-vestlige indvandrere i det danske samfund uden betydelige negative sociale, økonomiske og sikkerhedsmæssige konsekvenser.
____________________

 

Eftersom ingen politiske partier advokerer for masseudvisning af herboende indvandrere med opholdstilladelse eller statsborgerskab, er det derfor afgørende at undersøge, hvordan de mennesker, der allerede er kommet hertil, kan integreres bedre. I forhold til det spørgsmål er det uomgængeligt at se nøgternt på, hvordan Danmark forholder sig til fremtidig indvandring. Man kan naturligvis – af humanitære grunde – vælge at fortsætte den nuværende politik, fordi man mener, at Danmark dermed løfter sin del af det internationale ansvar for verdens flygtningekriser, og anser de sociale, økonomiske og sikkerhedsmæssige konsekvenser som en beklagelig, men nødvendig omkostning. Denne position forekommer imidlertid stadig mere som gold moraliseren end som et realistisk forsøg på at forholde sig til virkeligheden og den udvikling, man de seneste år har set i antallet af asylansøgere og integrationens fallit i såvel Danmark som resten af Skandinavien.

Sveriges meget modvillige forsøg på at genvinde kontrol over asyltilstrømningen i slutningen af 2015 illustrerer dilemmaet tydeligt. Her havde man konsekvent undladt at sætte en grænse for asyloptag, men endte alligevel med at opdage, at en sådan grænse fandtes. Over de kommende år forventes Sverige at bruge 60 mia. svenske kr. på de 160.000 asylansøgere, der kom alene i 2015. Til sammenligning havde FN’s nødhjælpsorganisation, UNHCR, som efter eget udsagn forsøger at tilbyde assistance til ca. 13 mio. mennesker, et samlet budget på 45 mia. danske kr. i 2015.

Selvom det for mange er ubehageligt at forholde sig til, er spørgsmålet om, hvordan man hjælper flest bedst, knyttet til økonomiske prioriteringer. For langt de fleste flygtninge er stadig i nærområderne, og der vil særligt de svageste forblive – dem, der ikke har ressourcer til at rejse tusinder af kilometer mod Nordeuropa.

Både Sverige og Danmark har på hver sin måde via forskellige former for grænsekontrol og transportøransvar valgt halve løsninger, der sigter mod at forhindre asylansøgere i at komme til landene, men på ingen måde gør op med den grundlæggende incitamentsstruktur. For lykkes det en asylansøger at komme hertil, har vedkommende stadig en konventionsbestemt mulighed for at få permanent opholdstilladelse og derpå familiesammenføring. Så længe det er muligt, vil asylstrømmen fortsætte. Sandsynligvis via barskere, mere risikable og dyrere flygtningeruter, men når drømmen om at skabe sig en fremtid her findes, vil mennesker naturligvis søge mod den.

 

For lykkes det en asylansøger at komme hertil, har vedkommende stadig en konventionsbestemt mulighed for at få permanent opholdstilladelse og derpå familiesammenføring. Så længe det er muligt, vil asylstrømmen fortsætte.
____________________

 

Den forventelige afslutning på flygtningekrisen, som vi så den i 2014 og indtil nu, vil derfor være, at en række lande ganske enkelt holder op med at give mulighed for asyl, som vi hidtil kender det. Østrig har allerede taget skridt i den retning med maksimumgrænser for asylmodtagelse og fungerer for indeværende som en prop i Balkanruten. Lande som Danmark og Norge har taget markante initiativer for at begrænse familiesammenføring, som både embedsværk og jurister i begge lande vurderer som problematiske i forhold til konventionerne, og som sandsynligvis er overtrædelser heraf. Før eller senere vil de skandinaviske lande derfor blive tvunget til et opgør med konventionerne, men antageligvis på et tidspunkt, hvor man allerede har brugt enorme summer på at hjælpe relativt få og desuden forværret i forvejen massive integrationsudfordringer.

 

Før eller senere vil de skandinaviske lande derfor blive tvunget til et opgør med konventionerne, men antageligvis på et tidspunkt, hvor man allerede har brugt enorme summer på at hjælpe relativt få og desuden forværret i forvejen massive integrationsudfordringer.
____________________

 

Mit gæt er, at man vil nægte asylansøgere indrejse i det omfang, det er muligt, og give folk, der alligevel kommer ind og ikke kan sendes ud igen, en form for tålt ophold uden ret til familiesammenføring og mulighed for at arbejde. At dette ikke allerede er sket, skyldes en frygt for mulige repressalier fra et Tyskland, som Danmark er langt mere økonomisk afhængig af, end de fleste her i landet tænker over. Her har man indskrevet retten til asyl i den tyske grundlov og har – ikke mindst på grund af Anden Verdenskrigs skygger – en markant større villighed til at modtage flygtninge end Danmark. I forhold til netop Tyskland, som modtog omkring en mio. asylansøgere i 2015, er det land – trods massive integrationsproblemer – noget bedre rustet til at modtage et stort antal end de skandinaviske på grund af generelt lavere overførselsindkomster og en række nylige arbejdsmarkedsreformer, der markant har sænket mindstelønnen.

Fremtiden – et opdelt Danmark
Hvis man skal rette blikket mod fremtiden, er mit gæt, at der inden for en overskuelig årrække vil ske flere ting:

Det danske arbejdsmarked står over for en enorm udfordring med at opsuge et meget stort antal ufaglærte, hvis arbejdskraft ikke modsvarer den nuværende de facto-mindsteløn. De mekanismer og incitamentsstrukturer, der har placeret et meget stort antal ikke-vestlige indvandrere på permanent overførselsindkomst, er i vid udstrækning stadig på plads, men eroderes gradvist via reduktion af overførselsindkomster målrettet flygtninge. Imidlertid er disse reducerede satser tidsbegrænsede, og efter en årrække vil også flygtninge derfor være berettiget til eksempelvis kontanthjælp på et normalt niveau. Til den tid vil satserne sandsynligvis blive sænket generelt – uanset om regeringen er rød eller blå – som et resultat af simpel økonomisk nødvendighed. Følgen vil blive et stadig voksende pjalteproletariat af både ufaglærte indvandrere og danskere, der vil konkurrere om stadig færre lavtlønnede jobs, primært inden for industri, handel og service. Om det vil forbedre integrationen, er svært at sige, omend det, at færre unge mennesker vil have økonomisk mulighed for at stå uden for arbejdsmarkedet på overførselsindkomster og dermed sikre et større niveau af interaktion med borgere fra resten af samfundet, sandsynligvis vil føre til, at en del får mindre tid til både kriminalitet og studier af fundamentalistiske tekster.

Det mest optimistiske scenarie, jeg kan forestille mig, er derfor, at det via disse tiltag vil lykkes at få både flygtninge og deres efterkommere integreret på arbejdsmarkedet. Opkomsten af et sådant i høj grad etnisk pjalteproletariat vil næppe gøre Danmark til et bedre sted at leve. Men alternativet, hvor så store grupper er parkeret på overførselsindkomst, hvilket man har set hidtil, er værre både økonomisk og socialt. Noget realistisk alternativ til disse to muligheder har ingen endnu præsteret at fremlægge.

Selv med flere i arbejde er det svært at forestille sig scenarier, hvor parallelsamfundene ikke vil fortsætte med at eksistere i lang tid fremover. De er i vid udstrækning oppebåret af kulturelle og religiøse normer, som for en stor dels vedkommende ikke synes at blive markant svækket over tid. Man kan som nævnt håbe, at der med en større beskæftigelse vil ske et fald i kriminaliteten, og at man desuden vil opleve en større udsivning af yngre generationer fra parallelsamfundene, som i stigende grad vil overtage majoritetsdanske værdier. Flere herfra vil måske indgå ægteskaber med etniske danskere, hvad der hidtil har været en sjældenhed. Men indikationer af, at der skulle ske et holdningsmæssigt jordskred blandt grupperne, er der meget få af.

Derfor er det meget svært at forestille sig, at konsekvenserne af eksperimentet med at integrere store grupper af ikke-vestlige asylmigranter kulturelt, socialt og økonomisk vil være andet end et mere opdelt Danmark – både økonomisk og kulturelt. I det lys har de sidste 40 års eksperiment med asylbaseret masseimmigration slået fejl.

 

Derfor er det meget svært at forestille sig, at konsekvenserne af eksperimentet med at integrere store grupper af ikke-vestlige asylmigranter kulturelt, socialt og økonomisk vil være andet end et mere opdelt Danmark – både økonomisk og kulturelt.
____________________

 

Mikkel Andersson (f. 1979) er bachelor i historie og analytisk journalist (cand.public) fra Aarhus Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han er medstifter af det satiriske nyhedsmedie RokokoPosten, tidligere anmelder af faglitteratur for Jyllands-Posten og nu journalist samt debattør på Berlingske samt kommende vært på mediemagasinet Q&A på Radio24syv.

ILLUSTRATION: Vollsmose [foto: Gorm Branderuo/Polfoto]