Martin A. Husted: Endgame Aleppo

Martin A. Husted: Endgame Aleppo

16.12.2016


Sejren i Aleppo frigør tropper og muliggør italesættelsen af en ny fortælling om regimet, men sagen er, at borgerkrigens styrkeforhold endnu ikke er afgørende forandret. Krigens grupperinger har stadig hvert deres sæt af udenlandske støtter, som gør gennemtvingelsen af en endelig sejr på slagmarken usandsynlig.

Analyse af Martin A. Husted

Kampene i den hærgede østlige del af storbyen Aleppo er inde i sin sidste fase. I FN’s bedømmelse er ca. 50.000-80.000 civile og ca. 1500-3000 oprørere fanget i en stadig mindre modstandslomme. De ser nu en desperat situation i øjnene, uden forsyninger af mad og drikke, uden militære forsyninger og under angreb fra en overlegen modstander fra alle sider.

Størstedelen af de omringede oprørere er loyale over for Den Frie Syriske Hær, den moderate oprørsgruppe, som Vesten anerkender som en del af den syriske opposition, men i lommen forefindes også jihadmilitante fra Jabhat al-Fatah al-Sham med tilknytning til al-Qaeda. Begge grupper er en del af kernen i oppositionens krig imod Assad-regimet og kan derfor kun frygte det værste, hvis den sidste modstandslomme i Aleppo falder i de kommende dage.

Oprørerne er nu omringet – og angribes brutalt – af en mosaiklignende landstyrke bestående af enheder fra Assads hær, især fra elitetropperne i den 4. Mekaniserede Division og Den Republikanske Garde, de mest loyale styrker under selve regimets kontrol. Hertil kommer, at Assad-regimets tropper blandt andet får støtte af russiske specialstyrker, syriske nationalistiske militser, enheder fra libanesiske Hizbollah samt rådgivere og mindre enheder fra Den Iranske Revolutionsgarde.

I luften dominerer det russiske luftvåben og giver landtropperne en enorm fordel med sin ildkraft. De er sekunderet af Assads mindre talrige og lavteknologiske luftstyrke, berygtet for sin brug af de notorisk upræcise tøndebomber – gamle olietønder, fyldt med sprængstof og jernskrot – som nedkastes flittigt over lommen.

Det militære tilbageslag
Med nederlaget i Aleppo har den samlede syriske opposition lidt et militært og et symbolsk tilbageslag, begge med politiske konsekvenser. Militært står oprøret nu uden kontrol over dele af en regulær syrisk storby. Alt andet lige, så vil det politisk svække oppositionens overordnede position i eventuelle fredsforhandlinger.

Dertil kommer at den oprørskontrollerede del af Aleppo i perioden 2012-2014 har været en strategisk zone, hvor man har kunne fastholde relativt store regimeenheder i en langvarig og blodig udmattelseskrig. På den måde har Aleppo fungeret som en magnet for det syriske regime, der på bekostning af forsvaret af andre områder i Syrien har insisteret på at fastholde kontrollen over det vestlige Aleppo på lige fod med dets stædige forsvar af dets områder i hovedstaden Damaskus. Fraværet af regimets egentlige styrker i disse, lettere forsvarede områder har været medvirkende til oprørets fremskridt i 2013-2013.

Mere militærteknisk har storbyens urbane rum desuden minimeret regimets overlegenhed i ildkraft og militært udstyr. Derfor har oprørerne kunnet kæmpe på næsten lige fod med deres modstandere, og sikkert men langsomt udmattet Assads styrker i Aleppo. Kun med indsættelsen af det russiske luftvåbens ildkraft fra september 2015, med massiv støtte fra sine allierede i Iran og Hizbollah og accept af relativt høje tabstal har Assad kunne bryde igennem oprørernes frontlinjer i og omkring Aleppo i efteråret 2016.

Det symbolske tilbageslag og Assad-regimets nye fortælling
Det symbolske tilbageslag overskygger på den lange bane sandsynligvis det militære. I oppositionens kaotiske mylder af grupperinger – der er ca. 1.600 forskellige grupper, som indeholder alt fra revolutionære marxister over sekulære liberale til ekstreme jihadister fra eksempelvis Jabhat al-Fatah al-Sham – bør det nu stå klart, at prisen for den manglende fælles linje om Syriens fremtidige politiske ordning har kostet dyrt.

Fundamentalt synes nederlaget i Aleppo at symbolisere oprørets vigende evne til at fremstille sig selv som et levedygtigt og reelt politisk alternativ til regimet. Dette er dels over for den syriske befolkning men ligeledes i kommunikationen til verdensopinionen. I mødet med oprørets mange grupperinger, der nu står i defensiven, står regimet med det strategiske initiativ.

Om nederlaget i Aleppo vitterligt symboliserer begyndelsen på oprørets moralske kollaps er endnu for tidligt at sige. Men det peger frem imod en ny fase i borgerkrigen, hvor netop Assad-regimet og dets støtter vil forsøge at fastholde føromtalte strategiske initiativ, og tilmed etablere en fortælling om sig selv som værende den eneste part, som kan genskabe egentlig stabilitet i Syrien.

Muligheden for at skabe en sådan fortælling har stor betydning for regimet. Man bør huske på, at hvad der i 2011 startede som et bredt folkeligt oprør mod Assad-regimet, i dag er et væld af konflikter mellem regimet vs. oppositionen, arabere vs. kurdere, shia vs. sunni-muslimer samt moderate vs. ekstreme grupperinger. I og med at den snart fem år lange borgerkrig altså har udviklet sig til en hobbesiansk alles-krig-imod-alle, hvor frontlinjerne på kryds og tværs af etnisk-sekteriske, religiøse og politiske skillelinjer, synes det at være en selvfølge, at krigstrætheden må begynde at gøre sig stærkt gældende i Syrien.

I den situation af tilsyneladende uløselig konflikt fremstår en stor militær-symbolsk sejr som en såkaldt game-changer. Nu kan regimet slå på, at det (og kun dét) både har evnen og muligheden for at løse Syriens ulykkelige alles-krig-imod-alle. Dette budskab må – alt andet lige – finde gehør hos en stadig mere forpint civilbefolkning, der frem for alt ønsker ro og stabilitet.

Borgerkrigens nye fase?
Borgerkrigens puls bedømmes af analytikere som værende under forandring med udviklingen i Aleppo. Flere forventer, at kamphandlingerne nu vil flytte ud i landområderne, men også antage karakter af stadig mere hit-and-run taktik fra oprørernes side, idet de nu ikke kan engagere regimet i mere intensiv bykrig.

Analytikerne er dog enige om, at regimesejren ikke er ensbetydende med borgerkrigens snarlige afslutning. Man kan i stedet sammenligne krigens nye fase med et stykke vådt træ, som ligger i ilden. Det ryger meget, sprutter en del og pludselig slår en klar flamme ud for dernæst at dø hen igen, men grundlæggende sker der ikke noget, da ilden ikke tager rigtig fat, ej heller går ud. På samme måde vil borgerkrigen sandsynligvis udvikle sig, da Assad-regimet stadig mangler strategisk tyngde – især tilstrækkelige loyale tropper – til effektivt at indtage og besætte større landområder. Det på trods af, at sejren i Aleppo frigør tropper, og muliggør italesættelsen af en ny fortælling om regimet.

Sagen er, at borgerkrigens styrkeforhold endnu ikke er afgørende forandret. Det er især en konsekvens af, at krigens grupperinger stadig har hvert deres sæt af udenlandske støtter, som gør gennemtvingelsen af en endelig sejr på slagmarken usandsynlig. På regimets side står Iran, Hizbollah sammen med russerne.. Overfor dem står to hovedblokke af modstandere. Den første udgøres af Tyrkiet, Qatar og Saudi-Arabien, som understøtter sunni-oprørsgrupper. Den anden blok udgøres af USA og vestlige stater, som støtter kurdere og visse moderate sunni-grupperinger.

Regimets modstandere: Ankaras analyse
For gruppen af regimemodstandere præsenterer tilbageslaget i Aleppo en dyb men ikke uoverstigelig udfordring. Saudi-Arabien og Tyrkiet må begge indse, at deres støtte til oprørsgrupperne har været forfejlet i og med at oprørerne militært ikke kan stille noget effektivt op mod Assad-regimets frontlinjetropper, når disse bakkes op med russiske våben og luftstøtte. Reaktionen i Ankara og Riyadh vil sandsynligvis være forskellig.

I Ankara er perspektivet flyttet stadig mere imod det kurdiske spørgsmål, som bliver mere og mere presserende, som ISIL presses tilbage i Nordirak og i det østlige Syrien. For tyrkerne må fremvæksten af en kurdisk stat være en primær bekymring, som i sidste ende overskygger forsøget på at støtte oprøret mod Assad, især når disse oprøreres politiske fragmentering tilsyneladende umuliggør en samlet front.

Men Ankara vil stadig fastholde sin tilstedeværelse i det nordlige Syrien, og kan med små anstrengelser bibeholde kampkraften i en række moderate og jihadiske oprørsgrupper, så konflikten kan fortsætte. Målet vil i så fald muligvis være en forhandlingsløsning, hvor Tyrkiets interesser anerkendes i det nordlige Syrien. Her vil begrænsningen af kurdisk indflydelse og demilitariseringen af grænsezonen mellem Tyrkiet og Syrien stå som Ankaras store ambitioner. Midlet til dette kan være en udmattelseskrig, hvori Assad-regimet tvinges til forhandlingsbordet gennem den erkendelse, at man militært ikke kan vinde, så længe tyrkerne holder oprørets forsyningslinjer åbne.

Saudi-Arabiens analyse
For Riyadh er midlet – udmattelseskrigen – det samme, men målet forskelligt. Fra borgerkrigens første dag, har saudierne nemlig anset konflikten gennem dels religiøst-politiske briller, dels som kulminationen af en traditionel modvilje imod Assad statens tilstedeværelse i Mellemøsten.

Religiøs-politisk er undergravningen af Assad-regimets grundlæggende sekulære men autoritære magtstuktur bestående af aksen alevitter-shia-sunni-muslimer ensbetydende med Riyadhs ambition om at støtte et nyt sunni-domineret politisk system i Syrien. Ambitionen spiller behændigt sammen med saudiernes større mål om etableringen af Saudi-Arabien som Mellemøstens dominerende sunni stormagt, hvor man anser et modpres mod aksen Damaskus-Teheran som en nødvendighed.

Oveni det har forholdet mellem Saudi-Arabien og Syrien siden 2000-årene været ekstra anstrengt. Årsagen er igen det tætte parløb mellem Iran-Syrien, hvori især Mellemøstens anden sekteriske krudttønde, Libanon, har været kernen i striden. For saudierne er iranernes involvering i libanesisk indenrigspolitik, og støtte til Hizbollah endnu et tegn på, at shia muslimerne undertrykker sunni muslimerne i Mellemøsten generelt. For Riyadh er den syriske borgerkrig i bund og grund derfor endnu et kapitel i serien af stedfortræderkrige i styrkeprøven med Iran.

USA’s analyse
På sin vis satte den amerikanske FN-ambassadør, Samantha Power indirekte ord på den amerikanske afmagt i Syrien – specifikt om Aleppo, og om borgerkrigen generelt – da hun talte i FN’s Sikkerhedsråd 13. December 2016.

Her sagde ambassadøren til Assad-regimet og dets støtter: “I burde skamme jer, men i stedet virker det til, at det opmuntrer jer, og at I bare planlægger jeres næste overgreb. Er I virkelig ude af stand til at føle skam? Er der bogstavelig talt intet, som kan give jer skam? Findes der ingen barbarisk handling mod civile, ingen henrettelse af et barn, der kryber ind under huden på jer, og som berører jer bare en lille smule? Findes der noget, som I ikke vil lyve om eller retfærdiggøre?” På trods af de hårde anklager, så er amerikanernes handlemuligheder i spørgsmålet om Aleppo reelt begrænset til kritik, til ord.

I Washingtons analyse har den syriske borgerkrig generelt udviklet sig til en umulig situation for amerikanerne. For det første har Moskvas intervention fra efteråret 2015 frataget USA’s initiativ i Syrien, og mere konkret umuliggjort indsættelse af amerikansk militærmagt til støtte for oprørerne. Det må nu bedømmes som udelukket, at USA eksempelvis vil forsøge at etablere en flyforbudszone over dele af Syrien i og med at en sådan vil indeholde en stor risiko for konfrontation mellem amerikanske og russiske luftstyrker – en situation med uoverskuelige eskalationspotentiale.

Et andet problem er, at USA for alt i verden ikke ønsker at støtte jihadgrupperinger – på trods af, at man i disse grupperinger finder nogle af de mest effektive anti-Assad styrker. Den modvilje stikker så dybt, at man kun modstræbende har udstyret de moderate provestlige oprørsgrupper med avanceret våbensystemer, men også her indsat benspænd på deres brug i felten, eksempelvis med brug af fingeraftryk-spærringer på anti-tank missilsystemer.

USA må her siges at være fanget af sin egen logik i Krigen imod Terror, og derfor dybt optaget af sin bombekampagne mod ISIL i det østlige Syrien og i Irak. Ekstreme islamistiske grupper som ISIL og Jabhat Fateh al-Sha dominerer mediebilledet i Vesten og fører i bund og grund Washingtons hånd i spørgsmålet om Syrien. Det bliver i stigende grad opfattet som spørgsmål om at bekæmpe ISIL først, og dernæst – gennem diplomatiets vej – at skabe rammer for en forhandlingsløsning i Syrien.

Med Donald Trumps sejr i det amerikanske valg synes det givet, at netop kampen imod ISIL vil indtage en førsteplads i USA’s politik i Mellemøsten på kort sigt. Det er en linje, som de vesteuropæiske allierede som følge af terrorangrebene eksempelvis Frankrig vil være sympatiske over for. ISIL har tiltrukket tusindvis af jihadister fra især Vesteuropa, hvis vilje til ekstrem voldsudøvelse og drøm om et kalifat kun har skærpet ønsket om at bekæmpe dem. Vestens reaktion på truslen fra ISIL, nemlig dannelsen af den amerikansk ledede koalition, siger meget om prioriteten i spørgsmålet om Syrien. Når højteknologiske vestlige kampfly på daglig basis retter angreb mod ISIL-kontrollerede områder i Syrien, men formfuldt undgår Aleppo og regimekontrollerede områder, så ligger der en klar indrømmelse heri: nemlig at USA og Vesten hverken kan eller ønsker at involvere sig direkte.

Assad-regimet støtter: Moskvas analyse
Gruppen af regimestøtter har på trods af deres militærstyrke og strategiske initiativ ikke landtropper nok eller intern enighed om Syriens fremtidige ordning til at gennemtvinge en militærløsning. På den ene side synes Moskvas, Teherans og Hizbollahs interesser i Syrien at samles i en klynge af defensive tiltag, designet til at fastholde Assad-regimet som en magtfaktor, og dermed som et forsvar af status quo i regionen. På den anden side er de bagvedliggende motiver for disse tiltag derimod forskellige.

Moskva anser dels sin støtte til Assad igennem rent geopolitiske briller. Her er det syriske regime den traditionelle russiske partner i Mellemøsten, hvor man har den eneste strategiske trædesten i det østlige Middelhavsområde, symboliseret med flådebasen i Latakia. Støtten til regimet er i den optik derfor rent defensiv bedømt ud fra russernes geopolitiske interesser, og afgrænses dermed i spørgsmålet om hvor store land – og luftstyrker, russerne er interesseret i at indsætte. Det må på nuværende tidspunkt stadig bedømmes som værende af begrænset størrelse.

Men eliten i Moskva, centreret om præsident Putin, forstår også Assad-regimet som værende en hovedrolleindehaver i et større russisk forsøg på at tilbagerulle USA’s indflydelse og magt i dels Mellemøsten og Europa generelt. Den massive militære, økonomiske og politiske russiske støtte til Assad vidner om Moskvas insisteren på ønsker om at etablere sig som en førsterangsstormagt, hvis interesser skal respekteres og status anerkendes af Washington. I den analyse fremstår Ruslands involvering i Syrien som en akt i et større drama, hvori annekteringen af Krim i 2014, konflikten i Østukraine samt de russiske militære provokationer i Østersøen udgør den større helhed. Grundlæggende må det forventes, at russerne i sidste ende kan leve med en forhandlingsløsning, som efterlader Assad-regimet intakt og i besiddelse af substantielle landområder (især Middelhavskysten) men stadig tilkendegiver de moderate oprørsgrupper dele af Syrien.

Iranernes analyse
Teherans interesser i Syrien motiveres primært af regionale og sikkerhedspolitiske interesser. Fra et iransk perspektiv fremstår nærområdet og nabostaterne for det første som domineret af amerikansk støttede regimer, med undtagelse af Syrien. For Teheran udgør en fremtidig etablering af en provestlig syrisk regering en dyb sikkerhedspolitisk trussel, der må tilbagerulles. Bekæmpelsen af denne trussel – fra arvefjenden USA – har været et ledemotiv for Teherans involvering i borgerkrigen fra dens udbrud i 2011.

For det andet har Teheran en stigende bekymring for den stadige mere synlige – og levedygtige – kurdiske statsdannelse i grænseområdet mellem Syrien-Tyrkiet-Irak. Etableringen af en ny kurdisk stat på grænsen til Iran er ikke i Teherans interesse, da man internt har en lang og problematisk historie med undertrykkelse af sit kurdiske mindretal.

For det tredje har Irans stadig større involvering i Syrien tilsyneladende medført en genformulering af Teherans langsigtede strategiske målsætninger til nu at skulle supplere deres regionale ambitioner. Foranlediget af USA’s strategiske nedtrapning i Irak, og præsident Obamas uvilje til at involvere sig massivt i den syriske borgerkrig, og landets egen selvforståelse som Mellemøstens shia-muslimske stormagt, har Iran nu en ambition om, at etablere sig som en regional storspiller. Her fremstår Teherans involvering i Syrien som ét ben i et større iransk greb efter mere regional indflydelse i Mellemøsten, især i det shiamuslimske Golfområde, hvor man fører en stedfortræderkrig imod sunni-stormagten Saudi-Arabien i den yemenitiske borgerkrig.

I den læsning vil Teheran ikke kunne acceptere samme pragmatiske forhandlingsløsning som Moskva i Syrien, da man i bund og grund har mere brug for status quo, (dvs. fraværet af en provestlig regering i dele af Syrien), end russerne har, og har involveret sig langt mere intensivt i Mellemøstens religiøs-sekteriske skillelinjer. Problemet for Teheran er, at man ikke besidder den højteknologiske styrke til at gennemtvinge en militærløsning på slagmarken, og i bund og grund kun vanskeligt kan støtte Assad-regimet med større økonomiske og militære midler uden at engagere konventionelle iranske militærenheder direkte i konflikten. En situation, som højst sandsynligt vil udløse en lignende reaktion fra Saudi-Arabien eller Tyrkiet i et forsøg på at bibeholde magtbalancen.

Opsummerende fremstår Aleppo som en af borgerkrigens dramatiske skillelinjer, hvori oprørerne tilføjes et militært og symbolsk nederlag, som svækker dem voldsomt. Men borgerkrigens magtbalance er endnu ikke en afgørende forandring til Assad-regimets fordel. Dertil mangler regimet både militær tyngde samt grundlæggende vilje og enighed blandt dets parter til at finde en løsning. Blandt regimets modstandere er Aleppo ensbetydende med en dyb krise, for USA en ydmygelse. I Ankaras og Riyadhs analyse er borgerkrigen dog ikke afsluttet, i og med at man stadig bibeholder sin evne til at fastholde konflikten på et niveau, hvori Assad-regimet til stadighed vil tvinges til at bruge kræfter på at fastholde områder under sin kontrol, og dermed udmatte støtten blandt regimets støtter, både internt i Syrien og i Teheran og Moskva.

ILLUSTRATION: Martin Husted/Creative Commons.

Martin Ammitsbøll Husted (f. 1981) er cand.mag i Filosofi og Samfundsfag, og cand.mag i Historie fra Aarhus Universitet. Martin er lektor på Århus Akademi og Risskov Gymnasium samt forfatter og foredragsholder med særligt fokus på globalisering, stormagtspolitik og politisk filosofi.