Kosovo:  Kosovo har fødselsdag, men intet at fejre

Kosovo: Kosovo har fødselsdag, men intet at fejre

22.02.2016


Kosovo har allerede eksisteret i otte år, men har hovedsageligt kun formået at skabe arbejdsløshed, udvandring og radikaliserede miljøer.

KOMMENTAR af Ota Tiefenböck, RÆSONs Østeuroparedaktør

Hvert år den 17. februar får Kosovo-monumentet “Newborn” i hovedstaden Pristinas centrum et nyt udseende. Monumentet blev rejst den 17. februar 2008 for at markere Kosovos nye fremtid som en selvstændigt stat. Dengang skete det med en stor begejstring og optimisme for en bedre fremtid. I dag er optimismen forduftet og afløst af håbløshed. Ifølge officielle statistikker har Kosovo en arbejdsløshed på 35 pct. Det reelle tal skønnes imidlertid at være mindst det dobbelte. Rigtig mange af landets indbyggerne lever i fattigdom og kan kun klare sig ved hjælp fra slægtninge, som arbejder i EU eller USA.

Statsborgerne fra Kosovo er ligeledes den mest omfangsrige gruppe blandt asylansøgere fra Vesteuropa, målt i forhold til indbyggertallet. 37.095 kosovanere søgte ifølge tyske statistikker asyl blot i Tyskland i 2015 (det er først i slutningen af 2015 at Tyskland har meldt ud, at borgere fra Kosovo ikke kan opnå asyl i Tyskland). Adskillige af landets borgere bor eller arbejder, med eller uden arbejdstilladelse, i andre europæiske lande. Onde tunger vil vide, at det i mange tilfælde endda sker med et serbisk – læs ærkefjendens – pas i baglommen, da passet giver fri indrejse til EU (mange mennesker fra Kosovo kan få et serbisk pas, da de set med serbernes øjne, er borgere i Serbien.)

 

Kosovo er det europæiske land, som set i forhold til indbyggertallet, har forsynet ISIS med flest soldater.
____________________

 

Og i rækken af alt det negative er Kosovo ligeledes det europæiske land, som set i forhold til indbyggertallet, har forsynet ISIS med flest soldater. Ifølge Kosovos Politi er mindst 300 mænd og 36 kvinder taget af sted til Syrien for at kæmpe på ISIS’ side, og antallet er stigende. Her spiller de vanskelige levevilkår i Kosovo utvivlsomt en stor rolle.

8 år med håbløshed trods international anerkendelse
Kosovo fejrer i disse dage otte år af sin eksistens som et selvstændigt land, men det er umiddelbart svært at få øje på noget positivt i landets korte historie. Kosovos borgere – de der er blevet i Kosovo – har i løbet af de seneste otte år ikke oplevet andet end politisk uro og uoverensstemmelser mellem dem og landets albanske og serbiske befolkning. Kosovo er plaget af en allestedsnærværende korruption (Kosovo figurerer som nummer 103 i verden på Transparency International korruptions liste i 2015), organiseret kriminalitet og menneskeflugt til især Vesteuropa. Krænkelser af menneskerettighederne og manglende anerkendelse af etniske minoriteters rettigheder er hverdag.

Det er ellers ikke en international anerkendelse der mangler. Ganske vidst har hverken Rusland, Kina eller fem EU-medlemslande anerkendt Kosovo som et selvstændigt stat endnu, men det har faktisk 111 andre verdens lande gjort, herunder Danmark. Kosovo har også indledt samtaler med Serbien, hvis formål er at normalisere forholdet mellem de to lande. Derudover får Kosovo i marts sin helt egen telefon landekode +383, som er endnu et bevis på, at Kosovo er et land. Alt tyder ligeledes på, at Kosovo bliver godkendt af både FIFA og UEFA, og vil fremover kunne deltage i internationale fodboldturneringer. EULEX, EU’s rets mission, hvis formål er at hjælpe landet til at opbygge en retsstat, sender hvert år et stort antal af eksperter til Kosovo og har netop forlænget sin mission i landet med yderligere to år. Senest, i oktober 2015 har Kosovo fået en associeringsaftale med EU og fået stillet en visumfri ordning med EU i udsigt.

Mangel på demokratisk modenhed
Den store opbakning og internationale anerkendelse burde umiddelbart give et godt udgangspunkt for landets politikere og deres muligheder for at reformere Kosovo og skabe et politisk stabilt klima. Det er nemlig netop et sundt politisk klima, som kan tiltrække vestlige investeringer til landet og skabe de arbejdspladser, som Kosovo så hårdt har brug for.

Politikerne i Kosovo ser dog desværre ud til at være mere optaget af deres evige kamp for international anerkendelse, af retoriske slagsmål med og om serberne og det serbiske mindretal i landet, og af en mere eller mindre konstant indenrigspolitisk magtkamp. Senest på grund af landets nuværende regerings aftale mellem Serbien og Kosovo om en udvidet selvbestemmelse til det serbiske mindretal i Kosovo. Den politiske opposition betegner nemlig aftalen som forfatningsstridig og har siden september sidste år, senest i denne uge, i flere omgange, protesteret ved at smide røgbomber i parlamentet, og ved i det hele taget at boykotte parlamentets arbejde. Det til trods for, at Kosovos forfatningsdomstol i december sidste år godkendte aftalen for at være i overensstemmelse med Kosovos forfatning.

Det er umiddelbart svært at se, hvordan Kosovo kan komme videre. Otte år er lang tid, og det svært at forestille sig, hvorfor netop de kommende år skulle byde på noget bedre.

Newborn-monumentet er i 2016 blevet overmalet med blå himmel og små hvide skyer. Monumentet selv og dets pæne og ganske optimistiske design ser imidlertid ud til at være det eneste positive ved Kosovo, som desværre tegner til at blive Europas absolut største fiasko siden Anden Verdenskrig.

ILLUSTRATION: Newborn-monumentet i Pristina, Kosovo. 6. marts, 2009 [foto:
Jon Worth]