Kampen for pressefrihed i et tyrkisk enmandsregime

Kampen for pressefrihed i et tyrkisk enmandsregime

22.08.2016


Pressefriheden i Tyrkiet er i værre forfatning end under militærregimet i 1980’erne. Sådan lyder opråbet fra den tidligere chefredaktør på en af landets ældste aviser, der både har været udsat for mordforsøg og anklager om spionage. Ræson mødte ham i Istanbul, inden han for nylig af frygt for fængsel flyttede til Tyskland.



Af Merle Baeré & Emilie Maarbjerg Mørk

I Tyrkiet er præsident Recep Tayyip Erdoğan langsomt i færd med at udrense al intern og ekstern kritik fra opposition og presse. Den udvikling var at se længe inden det fejlslagne kupforsøg 15. juli i år. Sådan fortæller Can Dündar, den nu fratrådte chefredaktør for avisen Cumhuriyet, der med sine 92 år blot er et år yngre end den tyrkiske nationalstat.

Som Can Dündar også siger til Huffington Post efter kupforsøget: »Det her er et antidemokratisk kupforsøg mod en antidemokratisk autoritet.« Ifølge avisen mener han, at kupforsøget åbner en fordelagtig mulighed for at accelerere præsidentens udrensningsproces: »Han vil gøre god brug af denne ‘gave’ og starte en heksejagt mod hele oppositionen ved at anklage dem for at være gerningsmænd og dermed styrke undertrykkelsen.«

Kort inden det mislykkede militærkup besøgte Ræson Can Dündar på redaktionen i Istanbul. Et besøg hos en avis som det seneste år ufrivilligt har været indblandet i et værdiskred, hvad gælder retten til at udtrykke sig frit.

Et tyrkisk enmandsregime
Fra Can Dündars kontor på femte sal, kan man se over på retsbygningen, hvor han i marts 2015 var anklaget for blandt andet spionage, efter avisen udgav en historie med kraftige indikationer på, at Tyrkiet sælger våben til ISIL i Syrien. I maj måned forsøgte en mand at skyde chefredaktøren foran retssalen. Nu har han fem bodyguards med sig i døgnets 24 timer, og sikkerheden på redaktionen er skruet op. Valget om at bringe historien om Tyrkiets involvering i krigen i Syrien har dog vist sig at ryste avisen mere – en avis der med et relativt beskedent oplag på 50.000 kæmper for at hænge i.

»Selvfølgelig var der en fare ved det. Men som journalist stiller jeg mig selv to spørgsmål i sådanne situationer: Er historien sand, og er der en offentlig interesse? Begge dele kunne jeg svare ja til. Så vi besluttede at publicere historien. Det, vi var bekymrede for, var avisen.

 

Selvfølgelig var der en fare ved det. Men som journalist stiller jeg mig selv to spørgsmål i sådanne situationer: Er historien sand, og er der en offentlig interesse?
_______

 

De kunne arrestere mig, og de kunne komme her og hente papirerne og så videre. Den anden dag lukkede de vores hjemmeside, fordi vi lagde videoerne ud der, og der begyndte en undersøgelse mod mig og avisen,« siger Can Dündar.

Sagen sluttede ikke med en midlertidigt lukket hjemmeside. Det gør de færreste kritiske artikler i Tyrkiet. Et internationalt besøg udskød regeringens reaktion, men hurtigt derefter modtog Can Dündar en invitation til at møde op i retten. Ved fremmødet blev han varetægtsfængslet med en række beskyldninger mod sig. Fængslingen stod på de følgende fem måneder.

»Jeg blev anklaget for at være spion for et andet land – jeg ved stadig ikke hvilket – for at være medlem af en terrororganisation, for at forsøge at vælte regeringen med denne ene nyhed og for at afsløre statshemmeligheder. Det vil sige fire forskellige anklager og to potentielle livstidsdomme,« siger Can Dündar.
Han fik i maj en dom på fem år og ti måneder for at afsløre statshemmeligheder, men de andre anklager faldt.

 

Jeg blev anklaget for at være spion for et andet land – jeg ved stadig ikke hvilket
_______

 

Dommen er anket, men han er stadig i risiko for at skulle bag tremmer og dermed slutte sig til statistikken over fængslede tyrkiske journalister, der i 2015 talte 14 personer ifølge Committee to Protect Journalists. Det rykker Tyrkiet ind på en femteplads i opgørelsen over de af verdens lande, der har fængslet flest journalister.

Freedom House, der årligt udgiver et indeks over pressefrihed på verdensplan, tog konsekvensen af Tyrkiets deroute på området og publicerede sin 2016-rapport over pressefrihed med et billede af præsident Recep Tayyip Erdoğan i selskab med blandt andet Rusland, Kina og Nordkoreas statsledere som illustration. Sammen truer de med hammere og bat to repræsentanter fra den frie presse.

»Generelt bevæger landet sig mod fascisme. Jeg mener, det er alt, hvad man behøver at sige. Erdoğan tager landet tilbage til middelalderens mørke dage. Det er et enmandsshow, og det er et enmandsregime, han drømmer om. Han prøver at undertrykke enhver form for kritik og tager det som en personlig fornærmelse. Han har i øjeblikket 2.500 sager mod folk, der har fornærmet ham. Mod journalister og andre.«

 

Erdoğan tager landet tilbage til middelalderens mørke dage. Det er et enmandsshow, og det er et enmandsregime, han drømmer om
_______

 

Militærregimet var bedre
Ifølge den tyrkiske forfatning er præsidentembedet hovedsageligt et formelt et af slagsen, men i tiden siden Recep Tayyip Erdoğan blev premierminister i 2003 er magten centraliseret mere og mere og embedet samtidig styrket op til Erdoğans nyudnævnelse i 2014. De sidste tre år er de værste, Can Dündar har oplevet i sit professionelle liv.

»Til at begynde med er der jo hvedebrødsdagene, hvor alle regeringer er gode og venligt stemte over for pressen. I begyndelsen prøvede Erdoğan at sige, at han ville af med hærens og soldaternes effekt på tyrkisk politik, og han kæmpede mod undertrykkelsen fra de tyrkiske soldater. Det var rigtigt gjort, for vi behøvede den slags politik for at blive fri for hærens involvering. Men efter han stoppede hæren og sendte dem tilbage til barakkerne, satte han politiet i stedet, og nu er han øverste leder af den store politistyrke i Tyrkiet – og på samme tid af hæren, universiteterne, civilsamfundet og pressen, desværre.«

Dündar mener, at den nuværende situation er værre end under militærregimet i 1980’erne, hvor undertrykkelse og censur også var hverdagskost. Forskellen ligger i, at Erdoğan nu har presset forretningsmænd tæt på sig til at købe medier, aviser og tv- og radiostationer.

 

Dündar mener, at den nuværende situation er værre end under militærregimet i 1980’erne
_______

 

»Han organiserede en pulje til det, hvor de hver tippede ind og tilsammen købte halvdelen af den tyrkiske presse,« siger Dündar.

Chefredaktøren rejser sig pludselig hurtigt fra stolen og går over til sit skrivebord, hvor en høj stak med dagens omtrent 30 aviser hviler. Han bærer bunken med hen, hvor vi sidder, og lader den falde ned i sin lænestol med et smæld. Hurtigt bladrer han forsiderne igennem og trækker den ene efter den anden med Erdoğans ansigt på frem.

»Hvis vi kigger på dagens aviser, kan vi forstå, hvorfor han har gjort, som han har. Her er en avis med Erdogans ansigt på, og her er en anden. Her er en mere og en mere. Hvorfor tror I, han gør det? Forstår I? Her er en mere.«

Den indskrænkede mulighed for at ytre sig frit i dagens Tyrkiet har efterhånden skabt sig et efterslæb af sager så omfattende, at Can Dündars dom i sig selv nok er bemærkelsesværdig, men set i det store billede blot en tilføjelse.

 

I maj fik en kvindelig journalist, Arzu Yildiz, frataget forældremyndigheden over sine børn, efter hun havde udgivet nogle af de samme optagelser som Cumhuriyet
_______

 

I maj fik en kvindelig journalist, Arzu Yildiz, frataget forældremyndigheden over sine børn, efter hun havde udgivet nogle af de samme optagelser som Cumhuriyet, der var med til at dokumentere lastbiler tilhørende Tyrkiets efterretningstjeneste køre ind i Syrien i 2014. Det er tilstande, der har fået forfatterne bag Freedom House’s landerapport fra i år til at konkludere, at civilsamfundet i Tyrkiet kun er »delvist frit.«

De mange sager betyder, at den tyrkiske journaliststand er splittet til atomer. »Vi kan ikke finde solidaritet, for de andre journalister er bange, og de fleste er blevet fyret. De journalister, der er tilbage, forsøger bare at overleve,« siger Can Dündar.

International anerkendelse
På Dündars kommode er der priser fra både Frankrig, Tyskland og Japan, men ingen fra Tyrkiet. »Det er svært for dem at give os priser og støtte os,« siger Can Dündar. Den bevågenhed og anerkendelse, de internationale priser er udtryk for, kan dog bruges, for hver gang verdenssamfundet vender øjnene mod Tyrkiet, er regeringen tvunget til at holde chikanen af journalister i ro. Der er ikke meget forståelse for AKP-regeringens antipresseprojekt på den anden side af Tyrkiets grænser, og Erdoğan vil ikke brænde for mange broer.

Hvad er dit håb for Cumhuriyet?

»Alt, vi håber på, er et demokratisk, frit land og fri presse. EU-medlemskab var et ideal for det her samfund, for det er det eneste demokratiske, muslimske land i verden. Demokratisk og sekulært. Så det er meget vigtigt. Ikke kun for Tyrkiet, men for Europa og verden. Man ser truslen fra de islamiske lande og ISIL, så et demokratisk og europæisk Tyrkiet ville være et meget vigtigt eksempel for den islamiske verden.

 

Alt, vi håber på, er et demokratisk, frit land og fri presse
_______

 

Men desværre ændrer Erdogan nu Tyrkiets status og image mod et østligt, radikalt, islamisk land. Så det er en kamp mellem autokraterne og demokraterne. Vi er med demokraterne, men desværre er det meget skuffende at se EU-landene støtte Erdogan bare på grund af migrationsstrømmene.«

Så den demokratiske del af det tyrkiske samfund er mere udsat, hvis den ikke har støtte fra det internationale samfund, men hvad kan det internationale samfund gøre for at ændre situationen?

»De skal støtte de demokratiske kræfter her i landet. Menneskerettigheder og pressefrihed. Det er vestlige værdier, og de bør forsvare vestlige værdier her.«

Selvom man kan stille spørgsmålstegn ved, om valgene her i Tyrkiet er demokratiske, ville det internationale samfund stadig mene, at Erdogan er demokratisk valgt som leder af Tyrkiet. Er der så ikke noget principielt forkert ved, at det internationale samfund blander sig i hans regeringsførelse?

»Jo, pointen er, at jeg ikke vil have dem til at blande sig i tyrkisk politik, men de demokratiske institutioner skal styrkes. For eksempel den frie presse. Vi ønsker ikke regeringernes støtte, men vi er nødt til at samarbejde med udenlandske journalister eller fagforeninger. Det her land har ikke et stærkt nok civilsamfund, så det er nødt til at tvinges igennem. Hvis man for eksempel ikke har fri presse, hvordan kan man så gennemføre et frit valg? Han har befolkningens støtte, fordi de ikke hører noget skidt om ham, eftersom det er forbudt at skrive.«

 

Han (Erdogan, red.) har befolkningens støtte, fordi de ikke hører noget skidt om ham, eftersom det er forbudt at skrive
_______

 

Det er noget, kræfter i civilsamfundet som avisen her ønsker, men hvis det ikke er formuleret fra statens side, er det så i orden, at det internationale samfund tvinger de forandringer igennem i en suveræn nation?

»De kan advare den tyrkiske regering om København-kriterierne for eksempel. Det er en standard, som Erdogan ikke lever op til.«

Men hvis Erdogan ikke vil være medlem af unionen, er han ikke nødt til at leve op til København-kriterierne, er han?

»Nej, det vil han ikke, men så er man nødt til at finde en anden partner i Tyrkiet, for Tyrkiet er ikke kun Erdogan. Vi har vestlige, demokratiske kræfter her. Støt dem. Hvis man vil have Tyrkiet som medlem af den europæiske familie, selvfølgelig.

Ellers kan man bare efterlade Tyrkiet som en del af den radikale islamiske bevægelse. Det ville være et stort tab for Tyrkiet og Europa, efter min mening. Derfor vil jeg have landet her til at blive en del af den vestlige verden med demokratiske værdier. Men den aktuelle dagsorden er mere interessant for europæerne nu til dags end værdierne.« ■

Note: Siden interviewet har Can Dündar opsagt sit job som chefredaktør og er flyttet til Tyskland i frygt for at skulle afsone fængsel.
ILLUSTRATION: Can Dündar smiler, efter han er blevet løsladt fra fængsel tilbage i februar. En anden frigivet journalist, Erdem Gul, til venstre. Foto: Depo Photos/Abaca/Polfoto