Jakob Terp: Socialdemokraterne er ved at opgive den skandinaviske velfærdsmodel

Jakob Terp: Socialdemokraterne er ved at opgive den skandinaviske velfærdsmodel

18.03.2016


SOCIALDEMOKRATERNES STØTTE TIL PRIVATHOSPITALER: Vanviddet breder sig i den socialdemokratiske ledelse, og det lader til at man helt fatalt har misforstået, at ejerskabet til den universelle velfærdsmodel er det sidste sikre kort partiet har på hånden.


KOMMENTAR af Jakob Terp

EN MÅBENDE VENSTREFLØJ ser i disse dage til, mens Socialdemokraterne – tidligere kendt som Socialdemokratiet – lægger sig i slipstrømmen på en 30-dages behandlingsgaranti, som vil skubbe uundværligt personale over i den private sektor og som risikerer at sende privathospitalernes sugerør direkte tilbage ned i skatteydernes lommer.

Sidst man åbnede for sluserne, under VK-regeringens ideologisk-rigide korstog mod det offentlige sundhedsvæsen i 00´erne, blev det lidet overraskende resultat, at man underminerede det offentlige sundhedspersonales motivation til at påtage sig ekstraarbejde på vore fælles sygehuse. I stedet gik speciallægerne og andre notabiliteter af højeste sundhedskaste – ofte i bogstavelig forstand – over på den anden side af vejen, stillede sig i døren med korslagte arme og afventede at patienterne stille og roligt gjorde det samme. Og det gjorde de sjovt nok!

Hvad er det der får Socialdemokraterne til at tro, at de denne gang kan undgå at det samme sker igen?

Tro kan som bekendt flytte bjerge, og det åbenbart i en grad så Socialdemokraterne ligefrem vil lægge ry og mandater til en gentagelse af Anders Fogh´s liberale opgør med et af de mest fundamentale elementer i den skandinaviske, universelle velfærdsmodel. Den model som hele verden efterstræber, og som selv den amerikanske præsidentkandidat Bernie Sanders nu har held til at promovere sig på.

ER SOCIALDEMOKRATERNE ER VED AT MISTE TROEN PÅ PARTIETS EGET LIVSVÆRK? Og risikerer de dermed at underminere den største aktie partiet har tilbage? Først smed de bedrevidende akademikere af 68-klassen og deres halvhjertede, radikale strateger en tredjedel af partiets nationalkonservative kernevælgere i favnen på Venstre og Dansk Folkeparti. Derefter valgte en udhungret og træt partiorganisation i 2005 en formand, hvis eneste politiske kompas tilsyneladende var hendes egen karriere. Følgelig fik Finansministeriets liberale DJØF-regime frie tøjler, og de frafaldne vælgere kunne som bekendt ikke identificere sig med en politik der uden antydning af klassiske, socialdemokratiske værdier, lod sig dirigere af den globale markedslogik. Nedskæringer i kontanthjælpen og SU´en for at sikre skattelettelser til erhvervslivet, blev den fortælling de nu frafaldne ”karrieredemokrater” overlod partiet med. At man inden da brystede sig af tre mandaters fremgang ved valget i 2015 er forståeligt, i lyset af det brandudsalg af socialdemokratiske værdier Thorning og Corydon stod i spidsen for. Alene det, at en socialdemokratisk finansminister efter ti års borgerlig, populistisk omklamring af det socialdemokratiske arvesølv, kunne finde på at kaste sig ud i forsvaret af en liberal konkurrencestat, viser alt om, at Thorning & Co. var et fatalt og dyrt fejlsats for partiet. I en historisk kontekst gav valget 2015 partiet et på alle måder jammerligt resultat.

 

At man inden da brystede sig af tre mandaters fremgang ved valget i 2015 er forståeligt, i lyset af det brandudsalg af socialdemokratiske værdier Thorning og Corydon stod i spidsen for.
____________________

 

DEN AKTIE SOCIALDEMOKRATERNE TRODS ALT STADIG BESIDDER, er som nævnt den universelle, skandinaviske velfærdsmodel. Men som diskussionen om offentligt versus privat sygehusvæsen viser, har partiet åbenbart sat sig for at forvalte denne fortælling enestående dårligt. Thorning-regeringen evnede ikke at levere fortællingen om det åbenlyse trade-off mellem de Radikales dominans i den økonomiske politik mod at Socialdemokraterne én gang for alle holdt DF-skodderne for det radikale immigrationshul. På samme måde er fortællingen om det grundlæggende og historiske ejerskab til velfærdsstaten af uforståelige grunde åbenbart også for svær at håndtere for den nuværende, socialdemokratiske ledelse.

SOCIALDEMOKRATERNE ER I DEN GRAD HOPPET PÅ DEN BORGERLIGE LIMPIND OM IDEOLOGIERNES DØD. Alternativt har man adopteret Venstres forestilling om, at vælgerne i almindelighed er så uoplyste, at man kaster perler for svin hvis man begynder at føre dem ind i historien om, hvem der egentlig kæmpede for hvad, da farfar var ung… Hvor mange danskere er vel klar over, at Venstre end ikke stemte for loven om folkepension i tidernes morgen?

Socialdemokraterne overser ganske fatalt at netop identifikationen med, og stoltheden over, den skandinaviske velfærdsmodel, er et af tidens vigtigste, nationale pejlemærker. Det i en grad, så end ikke Venstre tør stå ved sine egne, liberale grundprincipper og derfor undlader at kæmpe imod den socialdemokratiske velfærdsstat med oprejst pande. Kun ved at servere små, topspinnede salami-initiativer med en tvivlsom varedeklaration, tør finansminister Claus Hjort Frederiksen lancere sine gennemtænkte angreb på velfærdsmodellen, eksempelvis gennem kontanthjælpsloft, omprioriteringsbidrag og altså senest – under påskud af en behandlingsgaranti – en gentagelse af forsøget på at underminere det universelle, offentlige sundhedsvæsen. Læg hertil de strategisk underperformede og trivielt populistiske skattelettelser op til folketingsvalgene. Lettelser som hverken kommer Socialdemokraternes eller Dansk Folkepartis kernevælgere til gavn, men som sidstnævnte i taknemmelighed over at være blevet erklæret stuerene, gerne lægger stemmer til. At Dansk Folkepartis vælgere i det hele taget lader sig afklæde i næsten enhver økonomisk sammenhæng, burde i øvrigt mane lidt mere til eftertanke – også hos Socialdemokraterne.

AT STEMME FOR EN BEHANDLINGSGARANTI der sender ressourcer og hospitalspersonale over i den private sektor, er på mange måder en risikabel affære. Umiddelbart risikerer man at udsulte de offentlige hospitaler, hvor der i forvejen er mangel på visse specialetyper. Men hvad der synes mere fatalt for Socialdemokraterne er, at man endnu engang udvisker historien om partiets ejerskab og forsvar af den universelle velfærdsstat. Og det netop i forhold til et af de mest basale symboler på denne velfærdsmodel: Den frie og lige adgang til sundhedsvæsenet.

 

Men hvad der synes mere fatalt for Socialdemokraterne er, at man endnu engang udvisker historien om partiets ejerskab og forsvar af den universelle velfærdsstat.
____________________

 

Måske er der alligevel mere end blot almindelig historisk symbolik i, at partiet for nogle år siden skiftede navn fra Socialdemokratiet til Socialdemokraterne.

Et demokrati omfatter som bekendt alle borgere i et samfund!

FOTO: Peter Hove Olesen/Polfoto