Efter 2025-plan: Har det borgerlige forbrugsparadigme ramt muren?

Efter 2025-plan: Har det borgerlige forbrugsparadigme ramt muren?

06.09.2016


Selv inkarnerede, borgerlige kernevælgere ryster på hovedet over regeringens forsøg på at argumentere for skattelettelser finansieret af et stadig mere tydeligt generationstyveri. Har vi nået grænsen, for hvor meget merforbrug man kan bestikke middelklassen med, og hvis det er tilfældet, hvad har de borgerlige ideologier så egentlig tilbage at byde ind med?



KOMMENTAR af Jakob Terp

I min tidlige ungdom var et meget anvendt og populært udtryk på den daværende venstrefløj fremmedgørelse. Det var de halvfjerdser-progressive græsrødders billede af den kakkelbordsramte, småborgerlige menigmand, der uanset socialdemokratisk eller liberal observans, lod sig lulle ind i den kapitalistiske samfundsordens trivielle dagligdag af religion, sex & TV, som John Lennon sang om i sin legendariske Working Class Hero tilbage i 1970. 

Men halvfjerdserne fik en ende, og da produktet af det siden så opreklamerede ungdomsoprør – generationen der i dag over en bred kam bryster sig af at være ”68’ere” – opdagede gevinsten af rentefradrag, inflation og gryende friværdi, stak man piben ind. Til den borgerlige samfundsordens udelte tilfredshed. Selv rigtige 68’erne sprang efterhånden med på vognen af forbrug, kapitalgevinster, boligopsparing og – fremmedgørelse!

Kort fortalt blev drømmen om en alternativ, politisk dagsorden skrinlagt i løbet af 1980’erne. Reminiscenser af drømmen er siden genopstået i ny forklædning, nemlig i form af Uffe Elbæks vækkelsesbevægelse for pensionister med deres på det tørre; suppleret af en stor gruppe unge for hvem fremtiden handler om andet end økonomisk vækst. 

 

Da produktet af det siden så opreklamerede ungdomsoprør opdagede gevinsten af rentefradrag, inflation og gryende friværdi, stak man piben ind
_______

 

Således lå det politiske marked for uhæmmet merforbrug åbent som et blottet skød, da Anders Fogh og Claus Hjort i 2001 lancerede den nye fordelingspolitiske skillelinje i dansk politik: Boligejer eller ikke-boligejer. Med åbenlyst risikable liberaliseringer af lånemarkedet åbnede VKO-flertallet, velvilligt hjulpet af et forslået og famlende socialdemokrati, for en hidtil uset forbrugsfest, mestendels finansieret af afdragsfrie boliglån og deraf følgende eksplosion i boligpriserne.

Det meget symbolladede samtalekøkken blev billedet på en forbrugskultur, der isoleret set kan betragtes som det liberale paradigmes endegyldige sejr over den tradition for regulering af markedskræfterne, som oprindeligt skabte forudsætningen for det lighedsorienterede, skandinaviske velfærdssamfund. 

Og her startede det egentlige generationstyveri. For forældre- og bedsteforældregenerationens nyerhvervede rigdom var netop baseret på et boligmarked, hvor priserne blev tilpasset forudsætninger som afdragsfrihed og kortfristede lån. Læs: Den værdiforøgelse, der kom de etablerede boligejere til gode, betales nu af yngre og kommende generationer, som kun i ringe grad vil opleve nogensinde at få afdraget deres boliggæld.

 

Den værdiforøgelse, der kom de etablerede boligejere til gode, betales nu af yngre og kommende generationer
_______

 

Børnene af de mest privilegerede boligejere, koncentreret omkring hovedstaden og det østjyske vækstbælte, kan så glæde sig over den stigende udbredelse af begrebet ”forældrekøb”. Et fænomen som i løbet af et årti sandsynligvis ændrer navn til ”bedsteforældrekøb” i og med, at de reelle bolig- og friværdier følger de få generationer, som engangsgevinsterne tilfaldt. 

Tilbage i samtalekøkkenet blev der som bekendt hurtigt stille. Ikke mindst efter at finanskrisen blotlagde sårbarheden og risikoen ved at overlade samfundsudviklingen til frie, globaliserede markedskræfter. Når en million (fiktive) boligmillionærer pludselig bliver smådeprimerede over at være en fiktiv million eller to fattigere end før, er det ikke alene til stor skade for forbruget og dermed den liberale markedsøkonomis hellige gral, væksten. Det maner tilsyneladende også til eftertænksomhed og overvejelse, at blive en fiktiv million fattigere. Eksempelvis i form af en påtrængende følelse af materiel mæthedsfornemmelse. Spørgsmålet er, om det netop er dét der er sket for de mest velbjærgede og politisk set urørlige boligejere?  

Meningsmålinger vedrørende topskattelettelser viser, at regeringen har en temmelig dårlig sag. Ifølge en Voxmeter/Ritzau-måling fra august, ønskede kun 34,1% af danskerne topskattelettelser. Og selv hos Venstres egne vælgere er der ikke flertal for de skattelettelser, som regeringens helhedsplan indeholder, viste en Nordstat-måling i slutningen af august. Med andre ord, vi orker tilsyneladende ikke flere forbrugsfester, vi er mættede!

 

Argumentet, om at samfundet bryder sammen, hvis ikke vi lader de rigeste tilflyde endnu større forbrugsmuligheder, klinger efterhånden hult i manges ører
_______

 

Og argumentet, om at samfundet bryder sammen, hvis ikke vi lader de rigeste tilflyde endnu større forbrugsmuligheder, klinger efterhånden hult i manges ører. Har man gennem de sidste tredive år fulgt føljetonen af dommedagsscenarier fra såkaldt borgerlige ideologer med smag for skattelettelser, skulle samfundet og økononien være brudt sammen for længst. Men de innovative, den såkaldt vækstbærende elite, bor sjovt nok stadig i Hellerup, Risskov, Hasseris og mange andre gode steder, hvor man både betaler topskat og investerer flittigt, bl.a. i forældrekøbslejligheder til sine børn.  

Men ville vi så i det mindste ikke arbejde mere, hvis vi fik lavere skatter? Jo, givetvis inden for lavtlønsområdet. Men velstandsniveauet i middelklassen har efterhånden nået et niveau, hvor det må forventes, at en stor del af topskattelettelserne i stedet risikerer at blive brugt til at sikre den ene eller den anden ægtefælle lavere arbejdstid.  

De borgerlige partier har siden 2001 fundet politisk berettigelse ved – udadtil - at ville bevare den socialdemokratiske velfærdsstat, samtidig med at man gjorde boligejerne rigere. Men der var tale om risikobetonede engangsgevinster, baseret på liberaliseringer af lånemarkedet. Risikoen blev ikke mindst understreget af den nedsmeltning som dansk økonomi oplevede i 2009, hvor det danske bruttonationalprodukt faldt med mere end 5 pct..

Og Venstre-regeringens 2025-plan viser sort på hvidt, at en yderligere skærpelse af klassisk, borgerlig politik, baseret på individets frie ret til at bruge sine penge på forbrug frem for tvungne bidrag til fælleskassen, kun kan ske ved åbenlyst ulighedsskabende tiltag. Og hvad værre er, at generationstyveriet står næsten bøjet i neon: Unge uddannelsesøgende skal forgælde sig, for derved at skaffe politisk og økonomisk råderum til at frede en forkælet kaste af boligejere. Heraf en ganske stor gruppe af velhavende pensionister, der i tidernes morgen nød godt af inflation, rentefradrag og en deraf følgende galopperende statsgæld!  

 

Meget tyder på, at det borgerligt-liberale forbrugsparadigme, og dermed det borgerlige Danmark, denne gang har forregnet sig
_______

 

En cocktail så bitter, at selv inkarnerede, borgerlige kernevælgere tilsyneladende stiger af. Meningsmålinger bragt af sædvanligvis velmenende, borgerlige medier som BT, Nordjyske og senest Jyllands-Posten d. 5.9. giver Venstre et gevaldigt hug i vælgertilslutningen og varsler rødt flertal hvis der var valg i dag. 

Meget tyder på, at det borgerligt-liberale forbrugsparadigme, og dermed det borgerlige Danmark, denne gang har forregnet sig. Sporene fra vi-køber-hele-verden-epoken skræmmer. Og spørgsmålet er, hvad borgerlig ideologi og politik egentlig har at byde ind med, hvis ikke vælgerne bider på endnu flere skattelettelser? 

Skulle der, ud over Mogens Lykketoft, således stadig findes en enkelt ledende socialdemokrat som husker, hvad der stod i den store bog om velfærdsøkonomi, er 2025-planen måske årtiers største chance for at genfortælle historien om ejerskabet til den lighed, det uddannelsessystem og den offentlige sektor, som selv Venstres tilbageværende vælgere mestendels er tilhængere af? ■

ILLUSTRATION: Statsminister Lars Løkke Rasmussen fremlagde tirsdag regeringens 2025-plan “Helhedsplan – for et stærkere Danmark” på et pressemøde i Spejlsalen på Christiansborg. Foto: Tariq Mikkel Khan

Jakob Terp, f. 1966 i København. Cand scient.pol. fra Aarhus Universitet 1993. Højskolelærer, adjunkt, forstander v/ AOF, m.v. Siden 2008 chefkonsulent og leder indenfor social- og arbejdsmarkedsområdet. Foredragsholder og debattør. Har udover RÆSON skrevet i Politiken, JP, Ekstrabladet, Aarhus Stiftstidende og blogger på avisen.dk