Det danske forsvar anno 2016: høje ambitioner og store udfordringer

Det danske forsvar anno 2016: høje ambitioner og store udfordringer

20.05.2016


De politiske ambitioner for det danske forsvar har sjældent været højere: på dagsordenen står en ny operation i Syrien og Irak i kampen mod ISIL, samt indkøb af nye kampfly til en pris på mellem 20-30 milliarder kroner. Men mangel på materiel og mandskab, et stramt budget og et betændt debatklima internt i Forsvaret gør en i forvejen vanskelig prioritering af opgaver endnu sværere.

Hvor skal det danske forsvar bevæge sig hen? RÆSON har talt med en række eksperter og politikere.

AF Barbara Maria Herzog, Anne Marx Lorenzen og Troels Dahlgaard Astrup

I Estlands østligste by Narva har det russiske mindretal afsat bystyret efter en uge med stadigt voldsommere konfrontationer mellem estiske myndigheder og etniske russere. Ruslands regering har indbragt sagen for FN’s Sikkerhedsråd med krav om indgriben jævnfør princippet om Responsibility to Protect, der knæsætter retten til lovlig intervention i en stat, der ikke evner at beskytte sine egne borgere. Et fragmenteret EU, der har blikket stift rettet mod flygtningestrømmen over Det Ægæiske Hav og mod Italiens sydspids, formår ikke at reagere entydigt på det russiske krav. Militæralliancen NATO kan ikke reagere, da krisen ikke konstituerer et militært problem. Vestlige medier har vanskeligt ved at vurdere situationen, mens de russiske medier entydigt tegner et billede af estiske overgreb mod det russiske mindretal – en situation, der nu tilsyneladende også omfatter nabolandet Letland. På estisk TV tager aftenens sidste nyhedsudsendelse en dramatisk drejning: Væbnede mænd har overtaget TV-studiet og kan proklamere, at de kræver russisk indgriben for at undgå et nært forestående folkemord på det russiske mindretal. Samtidigt rapporteres om kampe mellem estiske og litauiske styrker mod uafmærkede styrker nær grænsen. Tidligt næste morgen kan Putin bekendtgøre, at han har ladet hæren iværksætte en humanitær aktion rettet mod de baltiske stater med henblik på at stabilisere situationen.

Ovenstående er et scenarie, hvis udfald den anerkendte amerikanske tænketank RAND har brugt næsten to år på at udforske. Deres konklusion er klar: NATO’s styrker i Baltikum vil ikke have en chance mod et egentligt russisk angreb på Estland og Letland. Begge hovedstæder vil falde inden for 60 timer.

 

NATO’s styrker i Baltikum vil ikke have en chance mod et egentligt russisk angreb på Estland og Letland. Begge hovedstæder vil falde inden for 60 timer.
____________________

 

Det danske forsvar skal i dag håndtere en række udfordringer af hidtil uset forskellighed – fra grusom islamistisk ekstremisme til provokerende russisk nationalisme.

Fra Danmarks indtræden i NATO i 1949 og godt 40 år frem var fokus rettet mod det kommunistiske Sovjetunion. Efter Sovjets endelige kollaps påbegyndtes en transformation fra territorialforsvar til et egentligt ekspeditionsforsvar, der nåede sit højdepunkt med udsendelsen af større hærstyrker til både Irak og Afghanistan i perioden 2006-2007, deltagelse i luftkampagnen mod Gadaffi-regimet i Libyen i 2011 og en lang række mindre bidrag siden. Efter tilbagetrækningen af større styrker fra såvel Irak som Afghanistan bidrager hæren nu kun med træningsmissioner, flyvevåbnet med F-16 jagere mod ISIL og søværnet med enheder til antipiratindsatsen.

Det nuværende danske forsvar er hverken et udelukkende traditionelt territorialforsvar med begrænset ”out of area”-kapacitet, eller i stand til at lægge alle kræfter i en begrænset mobil ekspeditionsstyrke – og det bliver ikke nemmere af, at den politiske vilje til at finde flere midler er svag.

Ambassadør Peter Taksøe-Jensen afleverede 1. maj 2016 sin udredning om Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik til regeringen, som bl.a. indeholder en direkte anbefaling til politikerne om at øge forsvarsbudgettet: ”For at Danmark kan bidrage solidarisk og troværdigt til Europas – og dermed Danmarks – sikkerhed gennem NATO skønnes behov for at tilføre forsvaret flere ressourcer.”

 

Peter Taksøe-Jensen: ”For at Danmark kan bidrage solidarisk og troværdigt til Europas – og dermed Danmarks – sikkerhed gennem NATO skønnes behov for at tilføre forsvaret flere ressourcer.”
____________________

 


Fra højrefløjen har De Konservative og Dansk Folkeparti hilst større forsvarsbevillinger velkommen, mens Venstre anerkender, at de må forholde sig til det gældende forsvarsforlig. Hos Radikale Venstre er den historiske forsvarsskepsis imidlertid intakt: ”I forvejen bruger NATO ti gange så meget på militæret, som Rusland gør. Så i min optik skaber det ikke den helt store forskel, hvis vi så bruger elleve gange så meget. Det, der virkelig kan gøre en forskel er, at vi yder den nødvendige støtte til både Ruslands nabolande i form af demokrati og civilsamfundsopbygning, men også til Ruslands demokratiske kræfter,” siger udenrigs- og forsvarsordfører Martin Lidegaard til RÆSON.

Er Danmark truet?
Ifølge Thomas Elkjer Nissen, forsker på Forsvarsakademiet, består en trussel af tre delelementer: ”Først kapaciteten, dernæst evnen til at bringe kapaciteten i brug og endeligt intentionen. RAND’s studie er en såkaldt feasibility analysis, hvilket egentlig bare betyder, at det anskueliggør Ruslands evne, men altså ikke dets intention,” forklarer Nissen.

Skribent og tidligere chefredaktør på Politiken, Bo Lidegaard, mener derfor ikke, at Ruslands ageren skal give anledning til mere oprustning: ”Forsvaret er et uundværligt element for en suveræn stat. Det gælder også for Danmark. Men det er afgørende, at vi erkender, at Danmark ikke bør og ikke kan agere som en ’mini-stormagt’, siger han og tilføjer: ”Vi kan ikke opruste os ud af problemet med Rusland. Analogien mellem den russiske optræden på Krim og en mulig trussel mod Baltikum er fortærsket og fejlagtig. Der er tale om fundamentalt forskellige situationer. I forhold til Baltikum er det afgørende, at NATO’s sikkerhedsgaranti er troværdig og effektiv. Det er yderligere en grund til ikke at drage falske paralleller til ikke-NATO lande og områder.”

 

Bo Lidegaard: ”Vi kan ikke opruste os ud af problemet med Rusland.”
____________________

 

RÆSON: Men er Europas forsvarsevne i dag så svag, at den er blevet utroværdig?
”Ledelsen kræver, at vi bruger de samme enheder til at løse både internationale opgaver og opgaver i fx Baltikum. En knopskydning af beredskaber i både national- og NATO-ramme (senest et dansk-engelsk samarbejde) har medført, at den nære opgaveløsning efterhånden er en vittighed blandt soldaterne.” Sådan siger Claes Kærgaard, kaptajn i hæren og tidligere udsendt til Helmand-provinsen. I dag er han chef for et militærpolitidetachement, der snart skal udsendes til Afghanistan, men som samtidigt har indgået i hærens ”beredskabsenheder”; de enheder, der blandt andet træner i at kunne imødegå en modstander udrustet og organiseret som de russiske styrker.

RÆSON: Kan Forsvaret i sin nuværende form agere som en troværdig modvægt til en konventionel modstander i forsvaret af Danmark?
”Nej, skulle vi deployere feltmæssigt og imødegå en modstander, der besidder kapaciteter nogenlunde tilsvarende vores, er der afgørende mangler på nærmest alle områder. Min egen enhed har ikke de påkrævede køretøjer; dvs. vi kan ikke flytte os i terrænet sådan, som vores foresatte forventer. Derudover mangler vi helt elementære udrustningsgenstande som sløringsmateriel, der er af stor betydning over for en modstander, der fx bruger droner. Vores beskyttelsesudrustning over for kemiske, biologiske og atomare kampstoffer er også mangelfuld. Der er ganske enkelt ikke nok materiel indkøbt til, at alle enheder kan få det,” siger Kærgaard.

 

Claes Kærgaard: ”… skulle vi deployere feltmæssigt og imødegå en modstander, der besidder kapaciteter nogenlunde tilsvarende vores, er der afgørende mangler på nærmest alle områder.
____________________

 

Problemerne med såvel materiel- som personelmangel har ifølge Kærgaard store konsekvenser: “Antallet af kæmpende enheder er reduceret til to-tre forstærkede bataljonskampgrupper – der vel at mærke mangler kapaciteter som panserværn, luftforsvar og ikke mindst artilleri. Det betyder, at danske enheder ikke kan kæmpe på en moderne, dynamisk kampplads.”

RÆSON: Det har fx hærledelsen jo også forholdt sig til – de betoner, at danske enheder ikke skal kæmpe alene, men derimod sammen med allierede, der besidder fx panserværn. Er det ikke korrekt?
”Jo, det er korrekt, at vi ikke skal kæmpe alene, men jeg mangler endnu at møde den hær, der tilfældigvis besidder en overkapacitet inden for meget dyre våbentyper som panserværn, luftforsvar og artilleri. Der findes ikke enheder i NATO, som kan ’lånes’ ud til Danmark. Det er simpelthen et bluff at forestille sig, at danske enheder pludseligt vil få tilgang af tysk artilleri, hollandsk luftforsvar og polsk panserværn,” siger Kærgaard.

Svaret er ligeså klart til spørgsmålet om, hvorvidt den danske hær kan indgå som en troværdig, operativ del af NATO: ”Nej, vi mangler som sagt en række af de mest basale enheder, og vi har ingen udholdenhed. Den danske hær vil blot udgøre et bump på vejen for en angribende fjende,” siger Kærgaard.

Kritik af Forsvaret skal helst holdes internt
Forholdet mellem Forsvarets ledelse og den politiske ledelse har været genstand for voldsom debat. I den seneste reorganisering af Forsvaret, er Forsvarschefen blevet underlagt departementet i Forsvarsministeriet og skal dermed nu referere til departementschefen. Én af de største omstruktureringer af den civilt-militære top siden Anden Verdenskrig, men der er fortsat udfordringer.

RÆSON: Hvordan kan det være, at der tilsyneladende eksisterer en diskrepans mellem forsvarets ledelses udmeldinger i offentligheden om forsvarets evner og så soldatens virkelighed på jorden?
”Det handler nok om en særlig militær kultur. En dygtig officer ser muligheder, ikke begrænsninger. En dansk officer vil gøre alt for at lykkes i felten og passe på sine folk, og det er den helt rigtige indstilling på kamppladsen. Men overfører man den tankegang til den politiske sfære, får det konsekvenser. Vi kommer til at lave for mange kompromisser, der kan mærkes på jorden”, vurderer Claes Kærgaard. Han peger også på, at mere personlige incitamenter spiller en rolle: “Det handler måske om egne ambitioner; det er selvsagt ikke karrierefremmende at give udtryk for, hvad der ikke kan lade sig gøre.”

 

Claes Kærgaard: ”… det er selvsagt ikke karrierefremmende at give udtryk for, hvad der ikke kan lade sig gøre.”
____________________

 

Den nye Forsvarschef Peter Bartram, der kom til i 2012, brugte blandt andet sin første mødeturné på at besøge landets kaserner for at udpensle Forsvarets retningslinjer om ekstern kritik. Formanden for Forsvarets største fagforening, Centralforeningen for Stampersonel, Jesper K. Hansen siger: “Selvfølgelig har Forsvarschefen ret i, at vi skal tale sobert på de sociale medier, men at tro, at man kan knægte ytringsfriheden i forhold til den virksomhed, man arbejder for – det må man aldrig gøre. Der skal være plads til, på en konstruktiv måde, at påpege problemer på sin arbejdsplads”.

Eva Flyvholm, forsvarsordfører fra Enhedslisten, har også bidt mærke i Forsvarschefens facon: “Jeg synes, det er interessant, at Forsvarschefen har været rundt på de forskellige kaserner for at true ansatte, som brokker sig på Facebook med fyringer. Det er meget alvorligt, hvorfor jeg også har indkaldt Forsvarsministeren i samråd om netop denne problematik,” siger hun.

RÆSON har forsøgt at foreholde forsvarschef Peter Bartram kritikken, men han har ikke ønsket at medvirke i et interview.

Forsvaret skal fortsat løse mange forskellige opgaver
Selvom dansk forsvars- og sikkerhedspolitik i øjeblikket primært koncentrerer sig om konflikterne i Mellemøsten og Nordafrika, står spørgsmålet stadig om, hvorvidt det danske forsvar også i fremtiden bliver at finde under de varme himmelstrøg i syd, eller om det er truslen fra Rusland i øst, der bør prioriteres.

Ifølge Peter Viggo Jakobsen, lektor hos Forsvarsakademiet, skal Forsvaret fremadrettet kunne løfte begge opgaver: ”Jeg mener, at vi skal have et forsvar, der kan bruges til noget. Det skal kunne skride ind i forhold til vores forpligtelser i NATO. Det skal kunne håndtere det, der sker i øst, men også det, der sker i syd, og så skal vi lave noget mere i Arktis,” siger han.

At være tilstede både i nord, øst og i syd er en bekostelig affære, og derfor skal forsvaret, ifølge Viggo Jakobsen, indrettes særlig effektivt og med et fokus på maksimering af danske sikkerhedsinteresser: ”Det betyder, at vi må have et højmobilt og fleksibelt forsvar. Så vi kan rykke enheder ud til dér, hvor det giver mening på et givent tidspunkt. Det handler for os om at være så relevante som muligt i forhold til alliancen, og de store lande, der understøtter vores sikkerhed. Vi skal give amerikanerne en grund til at blive i Europa,” forklarer han.

 

Peter Viggo Jakobsen: “Det handler for os om at være så relevante som muligt i forhold til alliancen, og de store lande, der understøtter vores sikkerhed. Vi skal give amerikanerne en grund til at blive i Europa.”
____________________

 

Og det nære samarbejde med amerikanerne er essentielt, hvis vi skal minimere vores udgifter til Forsvaret, mener Viggo Jakobsen: Det er vigtigt, at vi bruger Forsvaret strategisk og dér, hvor vi får flest points på sikkerhedskontoen. ”Det handler om, hvordan vi bedst kan bidrage til den fælles opgaveløsning i NATO, som er den primære ramme for vores forsvar, men samtidig også sikre os, at vi har nogle kapaciteter, så vi kan byde ind dér, hvor vi får de rigtige overskrifter i avisen, og kan sidde med ved de rette borde. Det handler om at markere sig, men selvfølgelig skal det være i sager, der også giver mening for os. Vi skal ikke bare gå i krig for at gå i krig. Det handler om at have de rigtige legoklodser, som vi kan sætte ovenpå stormagternes legoklodser, når vi synes, at vi kan få mest ud af det,” siger Viggo Jakobsen.

Flere penge til Forsvaret
Fra regeringens side er ambitionerne for Forsvaret høje, og Forsvarets kritik af manglen på udstyr og mandskab er ikke gået ubemærket hen. Derfor skal Forsvaret prioriteres økonomisk i den nuværende valgperiode, siger Venstres udenrigspolitiske ordfører Michael Aastrup Jensen:

”Vi bliver nødsaget til at finde nogle flere penge til Forsvaret. Det nuværende budget er utilstrækkeligt, hvis vi ønsker at opretholde et Forsvar, der kan tackle både det nære forsvar og det internationale. Problemet er, at vi har et forsvarsforlig, der binder os, og det anerkender vi, men vi vil stadig prøve at se på, hvad vi kan gøre i forhold til at sikre de nødvendige midler,” siger Aastrup Jensen.

 

Michael Aastrup Jensen: ”Vi bliver nødsaget til at finde nogle flere penge til Forsvaret […] Problemet er, at vi har et forsvarsforlig, der binder os, og det anerkender vi, men vi vil stadig prøve at se på, hvad vi kan gøre i forhold til at sikre de nødvendige midler.”
____________________

 

Det er midlertidig ikke en holdning man deler hos Socialdemokraterne. Udenrigsordfører Nick Hækkerup udtaler til RÆSON: ”Jeg synes i virkeligheden, at vores internationale tilstedeværelse over de seneste år har vist, at vi inden for vores forsvarsbudget sagtens kan løfte vores del af opgaverne. Så Socialdemokratiets holdning er, at vi ikke skal øge forsvarsbudgettet,” siger Hækkerup og modsætter sig dermed også Peter Taksøe-Jensens anbefaling om at bruge flere midler på forsvaret.

Af presserende indkøb peger Astrup Jensen på artilleri, mandskabsvogne og ikke mindst de nye og omdiskuterede kampfly, der med en indkøbspris på 20-30 milliarder kr. bliver Danmarks dyreste våbenindkøb. Ved at øge midlerne til Forsvaret, mener Aastrup Jensen at man kan sikre et ’all-around’-forsvar, der både kan klare det nære og samtidig løfte den politiske ambition om en fortsat militær-aktivistisk udenrigspolitik. Han peger dog særligt på Arktis, som en udfordring, der kan være svær at prioritere i den nærmeste fremtid. ”Hvis vi har et krydstogtskib, der går på grund deroppe, så har vi ikke kapaciteten til at redde de nødstedte. Vi er i gang med at se på, hvad vi kan få af skibskapacitet og flykapacitet deroppe, men det kræver noget særlig dyrt isenkram. Derfor er det en virkelig stor udfordring,” siger Aastrup Jensen.

Netop Arktis er en af de store fokusområder i den netop udkomne Taksøe-Jensen-rapport, og regeringens støtteparti Dansk Folkeparti er grundlæggende begejstrede for rapporten. Især det stigende fokus på danske interesser og tilstedeværelsen i Arktis: ”Søværnet skal være mere til stede i Grønland og i det hele taget i Arktis-området. Vi skal have flere og bedre udrustede fregatter ud over de inspektionsskibe, vi har. Så der skal nye investeringer i Søværnet, hvis vi skal have den rolle i Arktis, som vi gerne vil have,” siger udenrigsordfører Søren Espersen til RÆSON.

Det kan ifølge forsvarsanalytiker Thomas Elkjer Nissen fra Forsvarsakademiet være ret væsentligt at prioritere Arktis: ”I det juridiske perspektiv, som traditionelt har afgjort arktiske tvister, er den regelmæssige tilstedeværelse et vigtigt element for at kunne legitimere sin adkomst til et givent territorium. Derfor er danske flådeenheder, Sirius-patruljen og flyvevåbnets enheder essentielle for Danmarks interesser i Arktis,” siger han.

Foruden et nødvendigt fokus på Arktis, forudsiger Peter Viggo Jakobsen en mere permanent tilstedeværelse af danske tropper i Mellemøsten og Nordafrika. Hvis det kommer på tale, betyder det blandt andet, at der skal rekrutteres flere værnepligtige: ”Hvis det bliver muligt at indsætte fredsbevarende tropper i Syrien og Libyen, så våbenhviler kan overholdes, og vi kan lukke ned for flygtningestrømmen, så vil det sandsynligvis blive FN-missioner domineret af europæiske styrker, men det skaber nogle udfordringer, for vi kan kun udsende tre hold. Så samtidig med, at man udsender det første hold, så skal der trykkes på værnepligts-knappen. Så der skal tages nogle vigtige politiske beslutninger. Mit gæt er, at politikerne tager dem, hvis de skal,” siger Viggo Jakobsen.

Ø og Å ønsker ny dansk udenrigspolitik
Enhedslisten ser gerne Danmark deltage i FN-missioner, men i mindre grad være en del af de ikke-NATO-koalitioner som vi i øjeblikket er en del af. ”Det betyder helt konkret, at vi ikke stemmer for at sende F-16 og specialstyrker til Syrien. Hermed ikke sagt, at vi ikke mener, det er vigtigt at sætte ind mod ISIL, men vi mener, at Danmark kan gøre en forskel på andre måder. Hver gang der er behov for at gøre noget, så sender vi vores F-16 ud, hvor en humanitær indsats eller andre typer militære indsatser ville gavne mere,” siger Enhedslistens udenrigsordfører Eva Flyvholm.

Flyvholm mener derfor heller ikke, at forsvarsbudgettet bør stige fremover: ”Det vigtigste for mig er, at opgaverne bliver prioriteret rigtigt og i FN-regi. Derudover så ønsker vi heller ikke at købe nye kampfly. Udgiften til de nye fly kommer til at optage meget af forsvarsbudgettet og det ønsker jeg ikke. Det vil betyde, at man kan sænke budgettet noget, men det koster selvfølgelig at have et forsvar,” siger Eva Flyvholm.

Alternativet vil også bryde med den nuværende udenrigspolitiske linje: ”Det første man kan gøre er, at man kan sige fra over for den her koalition af villige ledet af USA. Vi skal sige fra og ved at sige fra, så har vi sat en retning for en diplomatisk løsning,” siger Alternativets freds- og forsvarsordfører René Gade. ”Vi skal insistere på, at NATO er både en politisk og militær alliance – ikke kun militær. Derfor kan vi også blive meget bedre til at byde ind med, hvor vi mener, Danmark mest værdiskabende kan bidrage. Den dialog er vi på bagkant med i dag – og jeg er sikker på at USA gerne vil høre, hvordan vi kan nå de 2 pct. i bidrag på andre bundlinjer end kampfly og soldater,” siger Gade. (Se også interview om Alternativets udenrigspolitiske linje med udenrigsordfører Rasmus Nordqvist.)

Hos Dansk Folkeparti ligger man langt mere på linje med regeringen, og mener, at Danmark skal op på de 2 pct.: ”Vi skal vende kursen ved det næste forsvarsforlig. Vi skal ind i en opadgående kurve. Under Den Kolde Krig, betalte USA 50 pct. af NATO-budgettet. I dag betaler de 75 pct. Det er kun fordi de europæiske lande er blevet ugidelige. Der kom et koncept, der hed ’Smart Defence’ for nogle år tilbage. Det misforstod alle lande til at tro, man bare kunne skære ned. Hvis vi vil være med i NATO, så skal vi leve op til vores forpligtelser,” siger Søren Espersen og understreger, at et land, der ikke kan forsvare egne grænser, ikke fortjener at leve.

 

Søren Espersen: ”Der kom et koncept, der hed ’Smart Defence’ for nogle år tilbage. Det misforstod alle lande til at tro, man bare kunne skære ned. Hvis vi vil være med i NATO, så skal vi leve op til vores forpligtelser.”
____________________

 

Nye kampfly
”Et forsvarligt valg for Danmark”. Sådan lød Boeings anbefaling af sit kampfly ’Super Hornet’ over flere uger i april i de danske radiokanaler, på reklameskilte landet over og i avisernes reklamesektioner. Den udsædvanlige reklamekampagne var seneste fase i 15 års konkurrence, hvor folketingspolitikerne skulle vælge mellem Boeing, Airbus (Eurofigther Typhoon) og den nu valgte, F-35A Lightning II Joint Strike Fighter, produceret af Lockheed Martin. Det er dog ikke alle, der er tilfredse med valget af F-35 og den hårde konkurrence om valg af kampfly.

”Helt overordnet set, så er det meget fornuftigt at have fly til opretholdelse af egen suverænitet og til at forsvare vores territorium, men det, jeg modsætter mig er, at vi skal købe nye, dyre kampfly, der hovedsageligt er designet til at føre angrebskrig i andre lande. Det er ikke den rolle, som jeg synes det danske forsvar skal spille” lyder det fra Eva Flyvholm.

René Gade er enig: ”På baggrund af den manglende inddragelse og plan for hvad Danmark overhovedet skal, så kan vi ikke sige ja til indkøb af de nye kampfly. Vi har dog ikke kategorisk sagt nej, da kampfly godt kan være noget, som binder vores værn sammen, og det helt rigtige til at løse fredsbevarende og humanitære missioner. Vi kan bare umuligt sige ja, når Forsvaret er så hårdt beskåret allerede,” siger han og tilføjer: ”Det er min opfattelse, at det er Flyvevåbnet, der er meget opsat på at få flyene, og politikerne, som for længe siden besluttede sig for at bruge en masse penge på det. Omvendt er det svært at få en samstemmende klapsalve fra de andre værn om, at det er det rigtige. De ved jo godt, hvor pengene bliver taget fra.”

Forsvarets egne mekanikere har udtalt, at de nuværende fly snart ikke længere kan bruges, og at man sidste år måtte trække Danmarks F-16 hjem fra Irak, blandt andet fordi personalet følte at arbejdspresset var for stort. I 2015 var en pilot nødsaget til at skyde sig ud af et fly på grund af et defekt landingsstel. Mange kan derfor ledes til at tro, at vores F-16 synger på sidste vers, men det afviser Gade: ”Nej. Det skal vurderes i forhold til hvad vi skal involvere os i internationalt. Hvis vi bliver ved med, at være så aktive som vi er i missioner uden FN-mandat, så skal vi pludseligt engagere os i mange sager, og når krigene heller ikke har et slutmål, så er det en historie uden ende. Vi bliver nødt til at tilpasse vores udenrigspolitik efter, hvad vores overordnede vision og mål er” siger han.

Peter Viggo Jakobsen er enig i det udgangspunkt: ”Jeg tror godt, at de kunne presse nogle flere flyvetimer ud af de fly (F-16, red.), hvis de ville, men der er jo også en interesse i at sige, at vi skal have nye fly nu, ellers er de bange for, at de simpelthen ikke får dem. Kritikken kommer primært fra flymekanikerne, men vi kunne sagtens være fløjet videre, og faktisk så indstillede chefen for Flyvevåbnet også, at vi skulle flyve videre, for han vil meget gerne have nye kampfly. Det var der så ikke rigtig andre i organisationen, der syntes var en god idé, og det syntes Forsvarschefen heller ikke, så det var sådan det blev”. Viggo Jakobsen fastslår: ”Problemet er især, at vi har skåret vores støttekapacitet, logistikkapacitet og forsyningskapacitet ned til det niveau, der står i forsvarsforliget, og at vi opererer over det niveau”.

Se også Mikkel Vedby Rasmussens artikel om indkøb af nye kampfly: ’Kampfly er billige og brugbare’.

Den danske kamp mod ISIL
Det er især involveringer i internationale operationer som den Folketinget vedtog 19. april 2016, der hentydes til, når F-16 flyenes levetid diskuteres. Her godkendte et bredt flertal, dog med undtagelse af SF, Enhedslisten og Alternativet, at sende yderligere militære bidrag til Syrien og Irak i kampen mod ISIL. Rundt regnet kommer hele missionen til at koste cirka 300 millioner kr. og inkluderer blandt andet fire F-16, et transportfly, specialoperationsstyrker fra Jægerkorpset og Frømandskorpset.

Fra Venstres Michael Aastrup Jensen lyder begrundelsen, at ISIL også er en stor trussel mod Danmark: ”Vi sender kampfly, fordi der er mangel på en offensiv indsats og luftkompetence. Der har vi fjender, der skal nedkæmpes, og der er ikke nogen af os, der forventer at lave storinvasion med landtropper – det er der ingen af os, der ønsker. Derfor bliver vi nødt til at bekæmpe ISIL fra luften. De er så stor en militærtrussel, at her skal der rigtig mange fly til. Derfor har koalitionen spurgt et hav af lande, deriblandt Danmark, og der føler vi, at det er rigtigt at komme med i første række, fordi ISIL er en kæmpe trussel også mod Danmark,” siger Aastrup Jensen.

 

Michael Aastrup Jensen: ”Derfor har koalitionen spurgt et hav af lande, deriblandt Danmark, og der føler vi, at det er rigtigt at komme med i første række, fordi ISIL er en kæmpe trussel også mod Danmark.”
____________________

 

Viggo Jakobsen forudser, at operationen bliver en succes: ”Det var en succes allerede inden vi røg afsted. Vi har designet den her indsats, så den næsten ikke kan gå galt med hensyn til tab. Fordi vi bomber fra luften, og fordi vi kun indsætter en lille gruppe af specialstyrker. Den største risiko ved missionen, udover at der kan dø et par stykker – men det har vi ikke de store problemer med – det er, hvis de begynder at tage nogle krigsfanger, og der kommer nogle sager ud af det,” siger han.

RÆSON: ISIL er ikke en eksistentiel trussel mod Danmark, men giver bidraget Danmark nogle andre fordele eksempelvis i forhold til. alliancedannelse og diplomatiske forbindelser?
”Selvfølgelig har det en betydning i forhold til vores nærmeste allierede. Her taler jeg ikke kun om USA, men også Frankrig og Storbritannien osv. Fordi man ved, at vi ikke bare er sådan nogle, som taler om tingene. Vi gør også noget. Vi stepper op (træder til, red.) selv i svære missioner, hvor andre lande måske aldrig rigtig gør det. Det bliver lidt for besværligt og lidt for farligt og det betyder da noget. Vi er heller ikke et af de lande, der bliver mest angrebet for ikke at have nået de to pct. af BNP’en. Vi har lidt en særlig position i NATO,” siger Aastrup Jensen.

 

Michael Aastrup Jensen: ”… vi ikke bare er sådan nogle, som taler om tingene. Vi gør også noget. Vi stepper op (træder til, red.) selv i svære missioner, hvor andre lande måske aldrig rigtig gør det […] Vi har lidt en særlig position i NATO.”
____________________

 

Fra Alternativet lyder vurderingen: “Den helt store forskel på det bidrag man har sendt til Irak/Syrien og Alternativets politik er, at man har en overskrift, der hedder ’krigen mod terror’ i Danmark. Det synes jeg er skævvridende, for hvis det bare er den krig, så vinder vi ikke – og vi får slet ikke fred. Kæmpede vi i stedet en kamp for stabilitet i regionen på syrernes præmisser, ville vi være nødt til at have en langsigtet plan med stedfortræderkrigens aktører, inden man greb til bomber og flere civile tab på vestens kappe. Det er ikke holdbart at samle mere end 1000 grupperinger i Syrien, så længe Assad står som en del af slutmålet,” siger Gade.

Mangel på offentlig debat om Forsvarets rolle
Ifølge Eva Flyvholm fra Enhedslisten, er valget af kampfly netop interessant, fordi det skaber debat om, hvad Forsvaret skal være og om vores udenrigspolitiske prioriteter fremover: ”Jeg oplever både, at Forsvaret og dansk udenrigspolitik står lidt i et vadested, hvor vi skal gentænke hvad vi egentlig vil. Dét jeg tror har været en stor udfordring for Forsvaret er, at der politisk bliver stillet mange krav til hvad de skal kunne. Danmark kan ikke alting på én gang og slet ikke militært. Den politiske prioritering og det ansvar er slet ikke taget,” siger hun.

 

Eva Flyvholm: ”Dét jeg tror har været en stor udfordring for Forsvaret er, at der politisk bliver stillet mange krav til hvad de skal kunne. Danmark kan ikke alting på én gang og slet ikke militært.”
____________________

 

Det er en debat som Jesper K. Hansen fra Centralforeningen for Stampersonel hilser velkommen. Hansen mener, at offentligheden generelt beskæftiger sig for lidt med forsvaret: “Den almindelige dansker har den opfattelse af Forsvaret, at de er skide dygtige, men at de ikke rigtig har noget at lave for tiden. Det er så let at tale om skoler, dagsinstitutioner og ældrepleje, fordi det er det nære, men vi taler aldrig om, hvad Forsvaret gør for folks hverdag. Det kunne jeg godt tænke mig, at vi talte mere om. Når vi taler om Forsvaret er det mest de negative historier. Det er ærgerligt”. Hansen efterlyser en mere omfattende debat om det danske forsvars eksistensgrundlag: ”I forholder jer ikke til, hvad Forsvaret skal bruges til. I forholder jer aldrig til, at nu bruger vi tyve milliarder, og hvad laver Forsvaret egentligt?,” siger han.

Den holdning deler kaptajn Claes Kærgaard, og han mener, det kan skyldes kompleksiteten i at skulle forklare, hvad Forsvaret laver, til den gængse dansker, især når det handler om Danmarks nærområde: ”Grundlæggende tror jeg ikke, at den almindelige dansker har nogen forståelse for opgaven i vores nærområde, fx Baltikum. Når det er svært at forklare for sine egne soldater, at vi nu øver mod en fjende, der minder om os selv, så er det endnu sværere at forklare den almindelige dansker, ” siger Kærgaard.

Med regelmæssige anslag i Europa tegner islamistisk terror sig som det umiddelbart mest presserende sikkerhedsproblem, mener Peter Viggo Jakobsen, der dog maner til besindighed: ”Hvis det var en eksistentiel trussel i en god, gammeldags betydning, så tror jeg, vi havde været ligeglade med at de der mekanikere var blevet en lille smule trætte (flymekanikerne under forrige deployering af F-16 til Kuwait, red.). Så havde de fået at vide, at de skulle spænde hjelmen, fordi nationen er truet. Det viser bare, at det er et valg at gå i krig, og at vi kan lade være, når vi ikke orker det mere,” siger Viggo Jakobsen.

 

Peter Viggo Jakobsen: ”…det er et valg at gå i krig, og at vi kan lade være, når vi ikke orker det mere.”
____________________

 

ILLUSTRATION: Danske F-16 Fighting Falcon kampfly til øvelse i Frankrig, 29. januar 2016 [foto: Rune Dyrholm/Forsvarsgalleriet]