Bosniens politikere sylter potentielt EU-medlemsskab

Bosniens politikere sylter potentielt EU-medlemsskab

26.10.2016


Bosniens udsigter til EU-medlemskab er lange, forklarer flere eksperter. Den politiske magtelite i Bosnien vil undgå medlemsstatus, selvom EU lukker øjnene for problemerne og den manglende fremgang i landet.



Af Christoffer Frendesen

En kontroversiel folkeafstemning om en national mærkedag i den serbisk dominerede del af Bosnien, entiteten Republika Srpska, understreger atter de etniske spændinger i nationen. Splittelsen mellem de tre folkeslag fastholder landet i stilstand og langt fra medlemsskab i EU.

Faktisk ansøgte Bosnien officielt om EU-medlemskab i februar 2016, men ønsket om at blive en del af medlemsflokken er en farce, påpeger flere eksperter. Den politiske elite i Bosnien nyder livet højt på magtens tinder og undgår nødvendige reformer, som giver landet mulighed for at tilslutte sig den europæiske union.

Internt i landet kæmper det bosniske parlament, der er delt op i tre etniske og politiske grupperinger, med nationalisme som verbalt våben for at bevare de etniske spændinger.

 

Faktisk ansøgte Bosnien officielt om EU-medlemskab i februar 2016, men ønsket om at blive en del af medlemsflokken er en farce
_______

 

Krigen genopfrisket med fordømt folkeafstemning
Bosnien var fra 1992-1995 centrum for en etnisk krig mellem muslimske bosniakker, serbere og kroater, der alle er borgere i landet. Det internationale samfund fik stoppet den væbnede konflikt og forsøgte forgæves at implementerede et politik- og retssystem. Konflikten er dog bare fortsat uden våben i netop dét system.

Aftrykkene efter den bosniske borgerkrig træder i dag tydeligt frem. En folkeafstemning om den omstridte mærkedag 9. januar, hvor serbiske bosniere erklærede sig uafhængige fra resten af landet i 1992, har vækket gamle minder fra krigstiden.

Konsekvenserne af dagen i 1992 var blandt grundene til, at Bosnien blev kastet ud i en etnisk krig. Alligevel valgte præsidenten for Republika Srpska, Milorad Dodik, at afholde afstemningen om, hvorvidt entiteten fortsat må fejre sin nationaldag d. 25. september 2016. En provokation over for ikke-serbere, fordi forfatningsdomstolen havde dømt mærkedagen for diskriminerende og endda forbudt forløbet et år forinden.

Politikere på den muslimske side (bosniakker) fordømte ligeledes afstemningen. De frygter, at den baner vej for en fremtidig folkeafstemning om den serbiske entitets uafhængighed fra Bosnien, hvilket kan lede til endnu en krig. Ifølge Ehlimana Dedovic, som er ekstern lektor på Københavns Universitet med særligt fokus på Bosnien, har afstemningen i september skabt en enorm spænding i hele landet.

”Befolkningen troede, at man var på vej ind i en ny krig, og det forstærkede de nationale partiers magtpositioner på alle tre sider. Skræmmekampagner, som dyrker etnisk splid, er det primære våben for disse politikere,” fortæller hun. Præcis hvor meget den nationalistiske tankegang fylder blandt Bosniens folkefærd betones af afstemningens resultat i den serbisk dominerede entitet: Trods beskyldninger om valgfusk afslører udfaldet, at næsten 100 pct. af vælgerne stemte for at bevare den fordømte mærkedag.

Nationalismens ild brænder stadig
Ved at fastholde nationalismens ild i hver af de tre største befolkningsgrupper i Bosnien manipulerer den politiske magtelite befolkningen til at beholde status quo og bekæmpe etniske modstandere frem for at samarbejde og nærme sig EU-folden.

Derved kan politikere fortsætte med at lade deres lommer fylde med rigdom, mens de delikat fordeler fordelagtige embeder til deres støtter, som ligeledes udnytter situationen.

Korruptionen og kampen for at beholde sin politiske magt bekræfter Christian Axeboe Nielsen, lektor ved Østeuropa studier på Aarhus Universitet.

”Jeg har før sagt, at Bosnien mest bekvemt kan beskrives som en stor og tung kransekage. På hvert niveau befinder der sig selviske, magtgerrige og ofte korrupte politikere, der lever af det her tunge statsapparat.”

 

Ved at fastholde nationalismens ild i hver af de tre største befolkningsgrupper i Bosnien manipulerer den politiske magtelite befolkningen
_______

 

Metoderne for korruptionsmaskinen i Bosnien er mange. Fx er det ikke udsædvanligt, at politikere kræver en procentdel af offentlige aftaler med private virksomheder og stjæler fra statskassen i ly af fiktive organisationer, som sørger for, at pengene lander på politikernes konti. Og sådan har situationen været i mange år. I 2014 udtalte en seniorleder fra Bosniens parlament i en rapport lavet af Crisis Group, at snakken omkring EU’s forhandlingsbord ikke er andet end en facade.

EU triller tommelfingre
I EU’s hovedkvarter afventer politikerne handling fra magteliten i Bosnien. Ved at lufte guleroden, som EU kalder medlemskab, håber Unionen, at Bosniens forskellige folkeslag og deres politikere vil indordne sig. Fx ved at implementere de nødvendige reformer og på den måde klæde sig på til et medlemskab af Unionen, forklarer ekstern lektor på København Universitet Ehlimana Dedovic.

”EU forventer, at politikere burde gøre alt for at få lov at sætte sig ved medlemskabsbordet, men de glemmer, at disse politikkere, der sidder ved magten, har det godt. De foretrækker at beholde deres magt og penge.”

Derudover er balkanlandenes optagelse i Unionen røget ud på et sidespor. I disse dage, hvor Rusland ånder tungt i grænselandet til EU, og Storbritannien har pakket den paneuropæiske tankegang i kufferten, fylder Bosnien og landets udfordringer meget lidt blandt de europæiske politikere.

Signalet fra Bruxelles tegner et tydeligt billede af situationen: Udvidelserne af EU i Balkan-området er fuldstændig fastfrosset ifølge Francisco de Borja Lacheras fra European Council on Foreign Relations. Ønsket om at hjælpe Bosnien er muligvis tilstede blandt EU’s politikere, men de enkelte nationer kan ikke nå til enighed om hvordan.

”Den nuværende fremgangsmåde fungerer ikke, men der er ingen konsensus iblandt medlemslandene for, hvordan Bosniens system kan repareres eller fornys. Derfor er EU fanget i sin ufrugtbare reformkurs overfor Bosnien,” forklarer Francisco de Borja Lacheras.

Bosnisk befolkning venter på initiativløst EU
Og det samme er Bosniens borgere. Den enkelte er afhængig af jobmarkedet, der er præget af stærk politisk klientisme, hvor etnicitet kan afgøre, om man beholder sit job efter et valg. Kombineret med korte konkraktforhold i den private sektor fanger det befolkningen i en skruetvinge, som underminerer modet til systemmodstand, mener KU-lektor Ehlimana Dedovic.

Derfor venter borgerne i Bosnien på, at EU tvinger landets politikere til at tage vare på nationen frem for deres egne pengepunge. Bruxelles sender imidlertid ansvaret for at ændre den politiske praksis retur til folket i Bosnien. Landets skæbne er således sparket over til internationale aktører, fordi det kræver forfatningsændringer, som Bosnien ikke selv kan gennemføre, argumenterer hun.

“EU og USA skal sørge for en fredelig afmontering af fredsaftalen, som stoppede krigen i 1995, og vedtagelse af en ny forfatning. Det er en utrolig stor opgave, som EU ikke magter at påtage sig. Derfor lader de situationen stå til, mens de af og til fordømmer de bosniske politikeres uvillighed til at samarbejde og skabe fremgang.”

Efter balkankrigens afslutning i 1995 forsøgte det internationale samfund at få et retssystem op at køre og lægge fundamentet for en politisk institution i Bosnien. Løsningen sikrede, at de tre befolkningsgrupper fik ligevægt og lige magt – men bivirkningen var langvarig stilstand.

Den endelige aftale – døbt Dayton – betød blandt andet, at partnerne hver fik vetoret, som dog siden er blevet fortyndet for at skabe plads til fremskridt. Men den store politiske uenighed mellem de etniske grupperinger spænder stadig ben for reel fremgang.

”Alle de aftaler og reformer, som er nødvendige, er fuldstændig faldet til gulvet. Intet er blevet vedtaget. Politikerne kan næsten kun blive enige om lønforhøjelse til parlamentet og andre politiske positioner i landet,” beretter Ehlimana Dedovic.

Dayton-aftalen skabte også en speciel plads for en højrepræsentant for det internationale samfund, der eksempelvis har magt til at smide korrupte politikere ud af statens parlament. Dog har EU, som overtog ansvaret for Bosnien fra USA i 2006, nægtet at benytte den magtbeføjelse, selvom det legitimt og kunne hjælpe landet mod fremskridt. Unionen vil nemlig ikke være stopklods for nationale interesser og deres demokratisk valgte politikere.

 

“Alle de aftaler og reformer, som er nødvendige, er fuldstændig faldet til gulvet. Intet er blevet vedtaget”
_______

 

“EU sætter den højeste institution i landet ud af spil og giver frit løb for disse korrupte politikere, som kan opbygge deres magtbaser, mens de svageste i befolkningen søger efter mad i containerne. Forandringer i Bosnien skal begynde med et folkeoprør, men de har brug for hjælp fra EU.”

Vender borgerkrigen tilbage?
Imens lurer spørgsmålet om splittelse af landet og risikoen for en ny etnisk krig, hvis september måneds afstemning fører til endnu et uafhængighedsopgør fra den serbiske entitet med Milorad Dodik i front. Uvished er fortsat nøgleordet, fremhæver professor Christian Axeboe Nielsen.

”Hvordan vil både det internationale samfund og befolkningen i Føderationen reagere, hvis Dodik rent faktisk afholder en folkeafstemning om den serbiske entitets uafhængighed?,” spørger Christian Axeboe Nielsen og fortsætter:

”Dodik bliver i øjeblikket efterforsket for at have overtrådt forbud mod at afholde folkeafstemningen i september, og meget kommer til at afhænge af, hvad resultatet af denne sag bliver.” ■

ILLUSTRATION: EUs “udenrigsminister” Federica Mogherini taler med medlemmer af bosniens tredelte præsidentskab. Foto: AFP PHOTO ELVIS BARUKCIC/Flickr Creative Commons.