Yemen:  Har houthierne mistet grebet?

Yemen: Har houthierne mistet grebet?

17.03.2015


I slutningen af februar var en delegation fra Golfstaternes Samarbejdsråd i Aden i det sydlige Yemen for at besøge (eks-)præsident Abd Rabbo Mansour Hadi. Han forsøger at få Aden anerkendt som Yemens ny hovedstad, efter at hovedstaden Sana’a blev overtaget af houthi-oprørsbevægelsen sidste september. Dermed er det i forvejen svækkede land blev yderligere fragmenteret, og en politisk løsning mellem Hadi og houthierne synes fjernere end nogensinde før.

ANALYSE af Rasmus Jacobsen

Efter angrebet på Charlie Hebdo har den vestlige offentlighed – for en kort periode – rettet opmærksomhed mod Yemen, hvor houthi-oprørsbevægelsen på kort tid har kæmpet sig til tops i hovedstaden Sana’a. Men vestlige mediers udlægning af oprørsbevægelsen tager sjældent højde for kompleksiteten i dens succes, og falder i stedet tilbage på generiske forklaringer om ’regional kold krig mellem Iran og Saudi Arabien’ og deres stedfortrædere eller ’den generelle krig mellem sunni- og shi’amuslimer’.
Houthi-oprørsbevægelsen i Yemen repræsenterer et længe undertrykt shiamuslimsk mindretal primært i Yemens nordlige Sada’a-provins. Fra 2004-2010 udkæmpede oprørsbevægelsen hele seks krige med centralregeringen under ledelse af den yderst korrupte, repressive og vestligt støttede præsident, Ali Abdullah Saleh fra partiet General People’s Congres (GPC).

Siden folkelige protester mod Saleh begyndte i 2011, under det såkaldte ’arabiske forår’, har houthierne promoveret sig på en bred, ikke-sekterisk dagsorden med punkter som bekæmpelse af korruption, mere autonomi i Yemens provinser, indførelse af subsidier på basale varer til fordel for almindelige yemenitter o.lign. Givet Saleh-regeringens omfattende autoritære træk, korruption, den økonomiske krise, arbejdsløsheden og hårdhændede håndtering af demonstranter, fik houthiernes program bred opbakning fra Yemens sunnimuslimske flertal. Det er i tråd med Yemens historie, som traditionelt ikke at har rummet konflikt mellem sunnier og shi’aer. Derudover blev Salehs regime i årevis ukritisk støttet af vestlige magter, især USA, og det forklarer i høj grad houthiernes uvenlige indstilling over for vestlige indblanding i Yemens forhold i dag.

Efter Saleh trådte tilbage, og Abdrabbo Mansour Hadi overtog præsidentposten i 2012 som led i en overgangsaftale sponseret af Golfstaternes Samarbejdsråd (GCC), forblev flere nationale udfordringer uløste; herunder korruptionen, statens skrantende indtægter, manglende udbetaling af lønninger til statsligt ansatte – inklusive politi og militære enheder – svigt at landets yderområder, arbejdsløsheden og den stærke separatistbevægelse i det sydlige Yemen. Den folkelige opbakning til overgangsregeringen og præsident Hadi, som skulle løse Yemens problemer, var svindende.

Houthiernes vej til magten
På den baggrund rykkede houthierne i august og september sidste år sydpå mod hovedstaden Sana’a. Efter relativt hurtigt overståede sporadiske kampe med statslige styrker kunne houthierne med tavst samtykke fra hovedstadens indbyggere tage kontrol med regeringsbygninger og infrastrukturelle knudepunkter i Sana’a.

Der er mange beviser på, at den manglende modstand fra militærets side over for houthiernes fremrykning skyldtes, at den tidligere præsident Saleh, som stadig har stor finansiel og politisk magt i landet og især i militæret, støttede houthierne imod præsident Hadi, der havde erstattet netop Saleh. Det til trods for at Saleh og houthierne var i krig med hinanden seks gange i 00’erne.

Det var imidlertid ikke et kup i gængs forstand. Houthierne lod nemlig i vid udstrækning offentligt ansatte forblive på deres poster; og i stedet udøvede de indirekte kontrol. F.eks. i lufthavnen i Sana’a hvor både statsligt ansatte og houthierne står for lufthavnssikkerheden. På samme fik præsident Hadi, som har siddet siden 2012, lov at blive siddende på præsidentposten af houthierne, som ikke selv ville indtage nogen officielle poster med formelt ansvar. Det er der to grunde til.

For det første ville houthierne undgå at vælte Hadi, der stadig bredt ansås for landets legitime leder af både mange yemenitter og det internationale samfund. Derudover er han et politisk kompromis mellem de forskellige magtcentre i landets politiske landskab: houthierne selv; eks-præsident Salehs parti GPC (som Hadi er næstformand i), samt den politiske gren af Islah, Yemens pendant til Det Muslimske Broderskab. Skulle houthierne vælte ham, ville det dels skabe en negativ reaktion både nationalt og internationalt at have væltet landets legitime leder. Samtidig ville det kunne fremprovokere en politisk – og måske militær – modreaktion fra en eller flere af de andre magtgrupper. Derudover kunne houthierne med Hadis regering intakt fralægge sig skylden, når myndighederne – uundgåeligt – ville skuffe befolkningens forventninger, og houthierne kunne derved delvist bevare den folkelige opbakning.

Houthierne har med andre ord været yderst pragmatiske i deres fremgang: de har stået på en platform med bred folkelig appel, de har afstået fra at afsætte landets præsident, de har generelt afstået fra at erstatte offentligt ansatte med deres egne folk, og de bekæmpet noget af den omfattende korruption. På den måde har de i nogen grad bevaret folkelig opbakning fra andre dele af Yemens befolkning end bare deres egen kernegruppe, samtidig med at de fået enorm indirekte på landets politiske kurs og daglige drift. Den balancegang er dygtigt politisk håndværk.

Et muligt vendepunkt
Det lader imidlertid til at have ændret sig drastisk i løbet af januar og februar på grund af to forskellige forløb. Dels har houthierne jævnligt brugt vold imod demonstranter, og dels holdt houthierne fredag d. 6. februar en ceremoni i præsidentpaladset og annoncerede, at parlamentet og regeringen var opløst og erstattet af en ’Revolutionskomité’ ledet af Mohammed Ali al-Houthi, fætteren til Abdul Malik al-Houthi, houthiernes leder. Derved har houthierne ultimativt gennemført et kup i Sana’a og indsat deres egne folk på de vigtigste poster.

Men houthierne har forsøgt at dele den politiske kage op på en måde, der skal minimere modstanden fra de tilbageværende politiske modstandere med reel magt til at udfordre dem: primært Salehs GPC. Det har houthierne gjort ved at invitere alle medlemmer af det tidligere GPC-dominerede parlament til at blive medlemmer af det nye overgangsråd. På den måde har houthierne sikret GPC en vis grad af medindflydelse i de nye institutioner, samtidig med at de har øget deres egen formelle indflydelse.

Det er medier blevet fremlagt som et iransk tilrettelagt plot om at tage kontrollen med Yemen, hvori houthierne er reduceret til marionetdukker. Den forsimpling overser den kontekst, houthibevægelsen er opstået i, den udvikling den har gennemgået og som har muliggjort deres hurtige vej til magten. For det andet tager den udlægning ikke højde for, at houthierne tilhører Zaydi-grenen af shi’a islam, og iranerne tilhører tolver-grenen (kendetegnet ved troen på De 12 Imamer), og støtten fra Iran har været sparsom. For det tredje har houthierne kun taget kontrollen med hovedstadsområdet Sana’a og enkelte andre provinser. Store dele af Yemen forbliver helt uden statslig kontrol og regeres i stedet af stammer og Al-Qaeda.

Houthiernes kup har ikke overraskende allerede mødt bred modstand i form af demonstrationer i flere byer rundt om i Yemen, og i form af international fordømmelse fra både GCC og USA. Derudover kan der forventes en sikker politisk modreaktion fra de andre magtgrupper i Yemen. Den første større manifestation af det kom den 20. februar da (eks-)præsident Hadi undslap sin husarrest (ifølge rygter med hjælp fra eks-præsidet Saleh) og flygtede til Aden, landets næststørste by og tidligere hovedstad i det daværende Sydyemen. Her har Hadi samlet militære styrker loyale over for ham og erklæret, at han er landets retmæssige leder, da hans resignation fra præsidentposten var sket under pres og ugyldig, og at houthierne uretmæssigt har kuppet sig til magten. Flere lokale væbnede grupper i andre sydlige provinser har erklæret loyalitet over for Hadi.

Hadis flugt til Aden og hans samling af både national og international opbakning er dog blevet mødt med modstand fra den sydlige separatistbevægelse, der ønsker et selvstændigt Sydyemen og ser Hadis tilstedeværelse i Aden som en forhindring. Samtidig har Hadis ambitioner om at udråbe Aden som hovedstad med ham selv som præsident i kombination med GGC-landenes indledende opbakning til projektet (herunder det at relokere GCC ambassader til Aden) yderligere undermineret GCC-aftalen fra 2012, som bragte Hadi til magten i første omgang, og som efter houthiernes opløsning af regering og parlament i Sanaa var mere eller mindre overflødiggjort.

Overspillede kort
Med et muligt rapprochement fra Saleh (som heller ikke ønsker houthierne til magten på bekostning af ham selv) over for Hadi, lader Yemen nu til – lidt forsimplet sagt – at stå i en ménage à trois, hvor hhv. houthierne, Ali Abdullah Saleh og hans GPC, samt (eks-)præsident Hadi udgør de primære politiske magtcentre, suppleret af en myriade af lokale væbnede grupper og internationale sponsorer. I det lys er det værd at spørge, om houthierne har overspillet deres kort?

De havde noget nær maksimal indflydelse på den politiske udvikling før januars begivenheder uden noget formelt ansvar, og en vis grad af opbakning fra befolkningen. Nu har de – indtil videre – tilkæmpet sig endnu mere magt, men de har til gengæld stødt mange yemenitter fra sig og risikerer en alvorlig modreaktion – både politisk og militært – fra de andre magteliter i landet samt det internationale samfund. Samtidig kommer de til at stå med ansvaret for at drive regering i de dele af landet under deres kontrol, hvilket både er ressourcekrævende og risikerer at svække den folkelige opbakning yderligere, hvis de ikke formår at præstere bedre end tidligere regeringer. Den opgave er tilsyneladende begyndt at lede til intern fragmentering blandt houthierne, hvor forskellige faktioner har hver deres syn på den rette balance mellem det at være statsaktør, politi, militær, og oprørsmilits.

Samtidig har Golfstaternes Samarbejdsråd erklæret houthiernes magtovertagelse som en trussel mod regional fred og stabilitet og har søgt at påkalde artikel 7 i FNs charter, som legitimerer væbnet intervention for at forsvare freden og ligefrem truet med at bombe houthierne. Derudover har samtlige vestlige ambassader sammen med Saudi Arabien og Tyrkiet trukket sig ud af landet. For til trods for det sparsomme omfang af Irans støtte til houthierne bliver de ofte anset for en stedfortræder for Iran. Det billede styrkes af Iranske embedsfolks egne udmeldinger. 17. Januar udtalte ayatollahens udenrigspolitiske rådgiver, at Irans indflydelse ”strækker sig fra Libanon til Yemen” og 31. Januar udtalte en anden rådgiver for ayatollahen, at ”vi er vidner til at den iranske revolution eksporteres til Yemen”. Det er yderligere med til at isolere houthierne fra regionale aktører bortset fra Iran og begrænse deres adgang til diplomatisk og militær støtte. Derfor har houthierne åbnet op over for Rusland, som ikke har takket nej til en mulighed for at øge sin indflydelse i Mellemøsten.

Houthierne er i forvejen involveret i heftige kampe flere steder i landet med Al-Qaeda i den Arabiske Halvø, og nu kan de se frem til stigende modstand fra andre sider, samtidig med at de skal påtage sig en stor del af ansvaret for regeringsudøvelse og adressere landets problemer i den kommende to-årige overgangsperiode. Måske evner den unge og politisk uerfarne, men samtidig dedikerede og velarmerede bevægelse at holde stand og bevare sin position på toppen, samtidig med at den undgår intern fragmentering. Men hvis de ikke kan håndtere det stigende pres, kan deres hovmod fra januar og februar lede til deres potentielle tilbagegang, og muligvis – på længere sigt – fald fra magtens tinder i Sana’a. ■

Rasmus Jacobsen (f. 1986) er cand.scient.pol fra SDU med speciale i international politik. Han har været i praktik i udenrigstjenesten, har været valgobservatør med Silba i både Makedonien og Ukraine og arbejder nu som sikkerhedskonsulent i Mellemøsten. ILLUSTRATION: Sana’a, 2015 [foto: Rasmus Jacobsen]