Verdensøkonomien: Har BRICS-landene indledt en ny æra for den globale økonomi?

Verdensøkonomien: Har BRICS-landene indledt en ny æra for den globale økonomi?

28.01.2015


Vesten har skabt og udviklet Verdensøkonomien til sin egen fordel siden 2. verdenskrig, men i dag argumenterer mange for en bedre inklusion af BRICS-landene i de ledende institutioner. Selvom det til en vis grad har været forsøgt – ikke mindst med G20-samarbejdet – er en reformering af IMF og Verdensbanken mislykkedes. I den forlængelse var sommerens annoncering af BRICS New Development Bank afgørende. Det kan være begyndelsen til en alternativ økonomisk orden.

ANALYSE af Vilhelm Vig Nielsen

Siden den daværende formand for Goldman Sachs Asset Management, Jim O’Neill, i 2001 samlede BRIC landene under akronymet, har de været en fast bestanddel i alverdens aviser og tidsskrifter. Senere blev Sydafrika tilføjet betegnelsen, og BRICS-landene er siden finanskrisen og det seneste commodity boom gang på gang blevet fremhævet som en udfordrer af det vestlige dominans i verdensøkonomien. Det er blevet diskuteret vidt og bredt blandt forskere og i pressen, om BRICS-landene vil udfordre de ledende økonomiske institutioner i IMF og Verdensbanken. Og det er blevet diskuteret, hvordan man kan undgå dette fra Vestens side.

Strukturen på NDB
New Development Bank består af to dele. Den ene del kaldes bare NDB og svarer til Verdensbanken. Dens kapital er 50 mia. dollars, hvoraf hvert land indskyder 10 mia. Den skal udlåne til bl.a. infrastrukturprojekter, men uden de samme betingelser som Verdensbanken.

Den anden del hedder Contingency Reserve Arrangement (CRA) og skal udfylde samme rolle som IMF. Dens indskud er 100 mia. dollars, hvor Kina står for 41 pct., Brasilien, Indien og Rusland for hver især 18 pct., mens Sydafrika bidrager med 5 pct. Til sammenligning er IMF ca. 7-8 gange større.

CRA er modelleret over Chiang Mai Initiativet, som ASEAN-landene plus Kina, Japan og Sydkorea oprettede i efterdønningerne af den finansielle krise i Asien i 1997-98. Formålet med Chiang Mai var at skabe en alternativ lånemulighed til IMF. De asiatiske lande var aldeles utilfredse med IMFs sparekrav i forbindelse med krisen – Krav, som IMF også senere indrømmede havde været problematiske. Chiang Mai er dog aldrig blevet benyttet, hvilket kan hænge sammen med, at IMF senere hen har taget noget af kritikken til sig.

Forud for lanceringen af NDB med Fortaleza-Erklæringen i juli, diskuterede Kina og Indien intenst, hvor NDB skulle have hovedsæde. I sidste ende fik kineserne trumfet en placering i Shanghai igennem. Det har rejst tvivl om, hvorvidt banken er udtryk for kinesisk dominans. Denne (mis-)tanke understøttes af den ulige fordeling i indskud i CRA. Ifølge denne tolkning har Kina indledt samarbejdet med de andre BRICS-lande for at opnå legitimitet og distancere sig selv fra kritikken af deres udlånspolitik og eksporten af kinesiske arbejdere i Afrika.

I denne optik kan NDB ses som et supplement til den kina-dominerede Asian Investment Infrastructure Bank fra 2013, som også rummer 50 mia. dollars, men som kan komme til at lide under Kinas dårlige investeringsry. Det skal dog bemærkes, at ingen af landene har vetoret i NDB, hvorfor institutionen de jure ligger op til lige indflydelse. Bankens første præsident er desuden fra Indien – ikke Kina.

3 tolkninger
Uanset om Kina har lederskab i NDB eller ej, må det overvejes, hvordan banken skal forstås i forhold til den vestlig dominans i den økonomiske orden. Overordnet set kan der præsenteres tre tolkninger af NDB.

Den første tolkning tager afsæt i, at der ifølge Verdensbanken er et kæmpe investeringshul i udviklingslandene på 1 bio. dollars. Verdensbanken og de regionale banker har ikke nok midler og udlåner ikke nok til at absorbere den store efterspørgsmål efter investeringer i infrastrukturprojekter.

Den tidligere nobelpristager i økonomi og cheføkonom for Verdensbanken, samt senere kritiker af selv samme, Joseph Stieglitz, er eksponent for dette synspunkt. Det fremgik i et interview til DemocracyNow, hvor han sagde, at banken har potentiale til at “get more resources to the developing countries in ways that are consistent with their interests and needs.” Samme holdning udtrykte præsidenten for Verdensbanken, Jim Yong Kim, ved lanceringen af NDB: “We have no choice but to welcome any new entrants because every new entrant will help us battle poverty”. I den optik skal NDB ikke forstås som en udfordring, men som en løsning af et kollektivt problem med underinvestering. I den forlængelse forekommer det naturligt, at BRICS-landene qua deres geografiske placering løser dette problem til deres regioner og deres egen fordel.

I den anden tolkning er NDB udtryk for en form for forum-shopping, hvor BRICS-landene flytter en del af deres indsats fra den vestligt styrede arena i IMF og Verdensbanken til deres egen arena, hvor de selv bestemmer. BRICS-landene har de sidste 10 år forsøgt at opnå større indflydelse i IMF og Verdensbanken. Det har dog – bortset fra et par få ændringer – ikke afspejlet sig i en øget stemmeandel til dem, fordi amerikanerne har blokeret. I dag står BRICS-landene tilsammen for ca. 25 pct. af verdens BNP, men har kun 11 pct. af stemmerne i de to institutioner. De fem andre store lande – USA, UK, Frankrig, Japan og Tyskland – sidder på 40 pct. af stemmerne.

Ved oprettelsen af NDB udstiller BRICS-landene ikke alene IMF og Verdensbankens dårlige afspejling af de reelle økonomiske tyngdeforhold og fremviser deres illegitimitet – de viser også handlekraft. I denne tolkning er det oplagt at drage parallel til Chiang Mai Initiativet, som ganske vist aldrig – selv ikke under finanskrisen 2008 – har foretaget udlån, men som dog formåede at få IMF til at udøve selvkritik. Succeskriteriet i denne tolkning er at blive inviteret tilbage med ind i IMF og Verdensbanken, men med en markant forøget indflydelse. Dette ønske kan også indlæses i Fortaleza Erklæringen, hvor BRICS-landene tror på en: “… incremental change and reform of current institutions towards more representative and equitable governance, capable of generating more inclusive global growth and fostering a stable, peaceful and prosperous world”.

I den sidste tolkning betragtes NDB som en udfordring til det vestlige dominans: BRICS-landene ønsker at bygge deres egen økonomiske orden. Denne tolkning understreges af Fortaleza Erklæringens ordlyd, om at “international governance structures designed within a different power configuration show increasingly evident signs of losing legitimacy and effectiveness”. I den forlængelse må det dog diskuteres, om BRICS-landene reelt præsenterer et alternativt økonomiske system til de vestlige landes. Det er ganske vist korrekt, at Kina de seneste år har udlånt uden neoliberale betingelser, ligesom BRICS tager afstand fra Verdensbankens og IMF’s typiske hårde krav om strukturelle ændringer. På samme måde fører alle landene en mere interventionistisk polititik med stærk statslig indgriben.

Spørgsmålet er dog, om det er nok til at udgøre et reelt alternativ? Flere forhold taler nemlig imod denne tolkning. For det første betoner BRICS også i Fortaleza-erklæringen, at de ønsker at arbejde indenfor de eksisterende governance-strukturer: ”We will continue to pursue our fruitful coordination and to promote our development goals within the international economic system and financial architecture”. For det andet og måske mest afgørende, så fremgår det af erklæringen, at lande, der ønsker at låne mere end 30 pct. af deres lånekapacitet i CRA, nødvendigvis må indgå en parallelaftale med IMF. Til sammenligning godkendte IMF i 90’erne lån på 38 mia. dollars til Rusland, og 15 mia. i standby-credit til Brasilien i 2002, hvilket er forholdsvis store beløb med tanke på, at CRA samlet består af 100 mia. dollars. Dette sammenspil mellem IMF og NDB taler imod en tolkning af NDB som et alternativ.

Selvom NDB altså ikke udgør et reelt alternativ til Verdensbanken og IMF, illustrerer oprettelsen af NDB en større konfliktlinje mellem BRICS-landene og de vestlige lande. Der er ikke enighed om, hvordan verdensøkonomien skal styres for fremtiden. Denne konfliktlinje kan bestemt ikke ignoreres, når BRICS-landene mødes igen til sommer i Rusland, og når de i 2016 begynder de første udlån.

Vilhelm Vig Nielsen (f. 1992) studerer statskundskab på 6. semester. Han arbejder som student i kontoret for grøn vækst i Udenrigsministeriet og er desuden medgrundlægger, samt medformand for foreningen Stats-lit, der forsøger at udbrede skønlitteratur til samfundsfagligt studerende. ILLUSTRATION: Møde i BRICS [foto: Boaz Guttman]