Valg i Tyrkiet: Er Erdoğans æra forbi?

Valg i Tyrkiet: Er Erdoğans æra forbi?

07.06.2015


Når tyrkerne i dag går til stemmeurnerne, er det med det bombeangreb i baghovedet, som fredag kostede fire mennesker livet i den største kurdisk-befolkede by Diyarbakır. Selvom det i dag kun er premierminister Ahmet Davutoğlu, som skal genvælges, så handler valget om præsident Erdoğan, som med sin ambition om at ændre forfatningen – og dermed tilrane sig mere magt – bliver beskyldt for at have sat fredsprocessen med Kurdistans Arbejderparti (PKK) over styr.

Kommentar af Morten Bønke, Şİrİnce

Tyrkiet befinder sig i den sidste fase af Erdoğan-æraen. Præcis for lang tid den endnu vil vare, afhænger først og fremmest af dagens parlamentsvalg, som vil afgøre, hvorvidt Erdoğan kan samle 367 mandater bag en forfatningsændring, som vil styrke den magtposition, han har brugt de sidste tre valgperioder på at bygge op.

Fredagens angreb var formentlig rettet mod medformanden af Folkets Demokratiske Parti (HDP) Selahattin Demirtaş, der udgør den største forhindring for realiseringen af Erdoğans plan, om at gøre sit præsidentielle mandat til et politisk mandat. Og selvom intet tyder på, at gerningsmændene har noget tilhørsforhold til Erdoğans Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP), beskylder mange præsidenten for bevidst at opildne til konflikt i jagten på at indfri hans politiske ambitioner.

Selvom præsident Erdoğan ifølge sit embede burde være upartisk, har han med dagens valg ufattelig meget på spil, og derfor med vanlig hård hånd også styret hans partis valgkamp. Faldende opbakning i befolkningen samt ulmende – men åbenlys – uro i egne partirækker indikerer nemlig, at valget meget vel kunne blive hans sidste chance for at undgå at vinke endeligt farvel til titlen som politisk enehersker.

AKP har tabt momentum
På grund af en spærregrænse på 10 pct. har kun fire ud af Tyrkiets 97 opstillingsberettigede partier reel mulighed for at besætte taburetterne i parlamenteret efter dagens valg. Den nuværende AKP-regering opnåede ved sidste valg 49,8 pct. af stemmerne. Selvom partiet forventes at genvinde regeringsmagten med en betydelig margin ned til oppositionspartiet Det Republikanske Folkeparti (CHP), vil valget først og fremmest vise, at AKP for første gang efter 12 år ved magten har tabt momentum.

Velfærdspolitikken har ved tidligere valg udgjort AKPs ubetingede trumfkort. Et stejlt økonomisk opsving, som i starten af 00erne ledte Tyrkiet i retning mod verdens ti største økonomier, blev blandt andet forvaltet gennem velfærdsprogrammer rettet mod Tyrkiets millioner af lavindkomstfamilier, arbejdsløse og ældre. I april offentliggjorde det tyrkisk statsejede Statistisk Institut (TUIK) en rapport, som slog fast, at fattigdommen i Tyrkiet samlet set er steget, siden AKP kom til magten i 2003. Den påviste desuden, at 22,4 pct. af alle tyrkiske hustande i dag lever under fattigdomsgrænsen – et tal som ifølge Tyrkiets største fagforenings (TURK-IS) udregningsmetode snarere nærmer sig det dobbelte. Særligt ældre og flerbørnsfamilier, som udgør et stort AKP-segment, er ifølge rapporten hårdt ramt.

Med en dertil stigende arbejdsløshedsprocent, som i disse dage runder 12 pct., har det nationalistiske, socialdemokratiske oppositionsparti CHP gennem løfter om minimumsløn og udbetaling af pensionsbonusser fået en kærkommen mulighed for at gøre et indhug i AKPs vælgergruppe. Udover de økonomiske temaer har CHP ført valgkamp ved at kalde på vagt formulerede „demokratiske reformer“, og har til forskel fra tidligere undladt at angribe AKP på dets islamiske værdigrundlag. Ved at skrue gevaldigt ned for de sekulære slogans, og eksempelvis droppe kravet om at genindføre tørklædeforbuddet på tyrkiske universiteter, har CHP håbet på at kunne tiltrække religiøst-konservative AKP-vælgere.

På lige fod med fattigdomsbekæmpelse udgjorde også korruptionsbekæmpelse en central del af dét oprindelige AKP-program, som i starten af 00’erne skulle genrejse republikken fra økonomisk krise, og under sloganet ’New Turkey’ sikre politisk stabilitet. De alvorlige korruptionsskandaler, som fortsat klæber sig til regeringstoppen, har dog selv de ivrigste regeringstilhængere svært ved at forsvare. Mistanke om statsfinansierede våbenleverancer til syriske oprørsgrupper, og ikke mindst den arrogance som tillod Erdoğan at opføre et meget omdiskuteret præsidentpalads på en naturfredet grund – for derefter at efterlade regningen på fire milliarder kroner i statskassen – gør det for mange tyrkere yderligere svært at se det nye i ’New Turkey’.

Den nuværende tyrkiske middelklasse er i høj grad et produkt af AKPs velfærdspolitik, og har måske af denne grund kunne forene sig med den autoritære og nepotistiske ledelsesstil, som altid har været en del af partiets DNA. Men selvom middelklassen ’skylder’ sin velstand til republikken, mener mange efterhånden at have betalt deres andel, og de har derfor svært ved at forlige sig med den tiltagende indskrænkning af ytringsfriheden og de notoriske blokeringer af sociale medier, som indtræffer hver gang, regeringen præsenteres for en dårlig sag.

Lederen i skyggen
Det politiske landskab i Tyrkiet har ikke ændret sig, siden Erdoğan ved præsidentvalget sidste år ufrivilligt måtte overlade premierministerposten til sin politiske væbner Davutoğlu. Selvom dagens valg teknisk set ikke berører Erdoğans embede, er det ham, der har kørt kampagnebussen landet tyndt og holdt brandtaler for europæiske udlands-tyrkere i Tyskland, som udgør landets fjerdestørste vælgerdistrikt.

Når tyrkerne i dag går til valgstederne, er et af de store spørgsmål, om præsidentens forsatte lederskab har skabt mere forvirring hos vælgerne, end godt er. Forvirringen omkring Erdoğans nye rolle har gentagne gange i løbet af foråret resulteret i alvorlige konfrontationer med hans bagland. Værst blev det, da han i marts måned fandt det passende offentligt at kritisere et udkast til en handlingsplan for løsningen af det kurdiske spørgsmål, som regeringen havde udfærdiget med HDP, hvis vælgere indbefatter en majoritet af kurdere. Erdoğans indblanding blev på diplomatisk – men utvetydig – facon modsvaret af vicepremierminister Bülent Arınç, som derefter kom i verbalt klammeri med Ankaras borgmester Melih Gökçek, der forsøgte på at komme sin præsident til undsætning. Misæren afstedkom, at korruptionsanklagerne mellem ministeren og borgmesteren fløj så højt, at de til sidst landede på statsanklagerens skrivebord. Her ligger de endnu.

Erdoğans valgkamp har haft ét formål: at få vælgerne overbevist om, at han slet og ret er AKP, og ufortrødent vil fortsætte med at dirigere partiets politik, også selvom han er blevet forvist fra orkestergraven. Hans villighed til at gamble med partiets fremtid demonstreres, i det han benytter enhver given lejlighed til at minde sit parti om, at dets succes alene er bygget på loyaliteten til ham. Udstillingen af de partisoldater, der kunne få den idé, at hans tid som regent er forbi, skaber uro i partirækkerne. Den kendsgerning, at magten aldrig har klæbet til Erdoğans titel, men derimod findes i hans person, synes derfor i nuværende parlamentariske situation netop at være dét, som kunne splitte regeringspartiet ad.

Hvad vælgerne tilsyneladende har svært ved at gennemskue, er, hvad der fortsat motiverer den Davutoğlus betingelsesløse loyalitet overfor præsidenten. Ud over at premierministeren indenfor det seneste halve år har måttet acceptere at trække fremsatte lovforslag og kandidaturer tilbage efter ordre ”ovenfra”, er han er vel nok den første premierminister i verdenshistorien, som går til valg på at miste sit eget mandat. Med indførelsen af et præsidentielt-autokratisk system vil Davutoğlu nemlig kunne se frem til nogle lange dage, forvaltende et tandløst, ceremonielt embede.

HDPs dristige projekt
Siden præsident Erdoğan hverken kunne sælge ideen om en ændring af forfatningen til CHP eller det stærkt nationalistiske Republikansk Folkeparti (MHP), måtte han forsøge at mønstre de nødvendige fra HDP. Spekulationerne om, at HDP ville støtte Erdoğans forfatningsændring til gengæld for politiske indrømmelser til kurderne, blev i foråret endegyldigt afvist af HDP-medformand Demirtaş. Han har siden stået stejlt på, at vejen til en løsning på det kurdiske spørgsmål kun kan gå gennem en decentralisering af statsmagten.

Repræsenteret af tyrkere, kurdere, armenere og det store religiøse mindretal af alevier repræsenterer HDP et enormt samlende potential. Et potentiale som også er begyndt at appellere til mange af de tyrkere, der tidligere ikke troede på freden med kurderne, og derfor har værget sig mod, at give deres støtte til deres sag. Med en klar politisk vision om fredelig sameksistens, og ikke mindst humor, er det lykkede partiets karismatiske og populære frontmand Demirtaş at blive dét reelle alternativ til Erdoğan, som mange har savnet i tyrkisk politik siden AKP kom til magten.

Netop for at omgå den høje spærregrænse på 10 pct. er HDPs kandidater hidtil blevet valgt ind som uafhængige kandidater. Dristet af den fremgang, delvist båret af mange proteststemmer, som dets kandidater opnåede ved sidste valg, har HDP for første gang besluttet at stille op på samlet liste. Det er en kæmpe satsning for partiet, som ifølge seneste meningsmålinger vipper frem og tilbage over spærregrænsen.

Hvis det dristige projekt lykkes vil det ikke være muligt for regeringspartiet AKP at samle de fornødne mandater, som en forfatningsændring kræver. Chancerne for at AKP efter stemmeoptælling vil være i stand til at danne en ét-parti-regering vil være små, og HDP vil med stor sandsynlighed blive tildelt rollen som kongemager.

Selvom et sådan scenarie ville styrke kurdernes tro på indfrielsen at deres krav om politisk og kulturelt selvstyre inden for Tyrkiets grænser, er deres indstilling overfor Ankaras forhandlingsvillighed særdeles kritisk. Mens Erdoğan ved flere lejligheder har haft travlt med at vifte med den nye officielle kurdisk-oversatte koran, kan kurderne konstatere, at de i praksis ikke er blevet givet mere lokalt selvstyre, ligesom de stadig venter på en forfatningssikret ret til at blive undervist på kurdisk.

Magten kan koste freden
AKPs smædekampagner mod HDP-medformand Demirtaş giver ligeledes indtrykket af, at Ankara udelukkende giver politiske indrømmelser til det kurdiske mindretal, hvis de kan byttes for nøglemandater til forfatningsændringen. Det har potentiale til at sætte fredsprocessen mellem Kurdistans Arbejderparti (PKK) og Ankara over styr.

Der siden april rapporteret om over 80 attentater mod HDPs partikontorer i Tyrkiet, og udover gårsdagens bombeangreb rapporteret om yderligere to bombeangreb på hovedkontorer i de kurdisk-befolkede byer Adana og Mersin ved Middelhavskysten. Selvom gerningsmændene formodes at være ultra-nationalister uden tilhørsforhold til AKP, beskylder mange kurdere Erdoğan for bevidst at opildne til konflikt, for derpå at kunne lukrere på opfattelsen, at en stemme på HDP er en stemme på mere vold i gaderne.

HDPs krav om decentralisering af statsmagten, som en nødvendig forudsætning for en løsning på det kurdiske spørgsmål, vil kun stå stærkt, hvis partiet vinder pladser i parlamentet. Da et sådant krav umuligt kan forenes med Erdoğans bestræbelser på at ændre forfatningen, for netop at centralisere magten, giver scenariet således ikke grund til at tro, at en løsning på det kurdiske spørgsmål automatisk ville nå nærmere en aftale.

Hvis HDP ikke klarer spærregrænsen, anslås det, at AKP efter valgloven overtager i omegnen af 50 tiloversblevne mandater. Dermed vil de påkrævede 367 mandater, som ændringen kræver, være inden for Erdoğans rækkevidde. Et sådant scenarie vil betyde, at omkring en tiendedel af alle stemmeberettigede tyrkere ikke vil være repræsenteret i parlamentet. Dette vil utvivlsomt anspore til konspirationer og antænde gadebål i de større byer. Og for nogen kurderes vedkommende vil det bekræfte, at den kurdiske kamp for selvstændighed kun kan føres fra de sydøsttyrkiske bjerge.

Prisen for at ændre forfatningen vil således være særdeles høj for Erdoğan. Den forsvindende lille, men stadig eksisterende tillid til præsidenten, som ham, der kan samle Øst- med Vesttyrkiet, vil for altid være tabt.

Spøgelset fra Gezi Park
Det er i disse uger to år siden, at en demonstration for fredningen af Gezi Park i det centrale Istanbul eksploderede i årtiers største folkeopstand, og mobiliserede millioner af regeringsmodstandere i hidtil uset store protester på tværs af hele Tyrkiet.

Begivenhederne beviste for mange tyrkere, at den primære kamp, som i dag kæmpes i Tyrkiet, ikke står mellem religiøst-konservative og sekulære, men mellem AKP-støtter og -modstandere. Protesterne viste, at en samarbejde på tværs af partiskel, religiøse og kulturelle tilhørsforhold er muligt, også selvom det eneste man deler, er en fælles fjende. Det har derfor bekræftet mange tyrkere i opfattelsen, at landet har bevæget sig ind i den sidste fase af Erdoğan-æraen. En fase der dog kan vise sig at blive lang.

Hvis HDP kommer i parlamentet, vil der blive sat en veritabel stopper for Erdoğans herskerplaner, som ikke bare vil give hans politiske modstandere mulighed for at lægge yderligere politisk pres på Erdogan – men samtidig blotlægge de personlige brudlinjer og intriger internt i regeringspartiet.
Hvis HDP ikke krydser spærregrænsen, og Erdoğan får held til at ændre forfatningen, vil landets svækkede økonomi, dets stigende internationale isolation samt den politiske og sociale uro kun forværres som følge af en inkompetent politisk ledelse, der til hver en tid er villig til at ofre god politisk dømmekraft for blind loyalitet til lederen.

Taget i betragtning, at Erdoğan indtil videre ikke har udvist det mindste vilje til at sænke sin politiske taktstok, er det derfor tvivlsomt, om den kan holde tempoet mere end fire år til.

Morten Bønke (f. 1985) skriver speciale i filosofi ved Københavns Universitet, og har studeret politisk filosofi ved Boğaziçi Üniversitesi, Istanbul. Tidligere praktikant på DR’s 21Søndag, Den Danske Ambassade i Nicosia, Cypern, og Det Danske Hus i Palæstina, Ramallah. ILLUSTRATION: Erdogan [Foto: GovernmentZA]