Valg i Storbritannien: Kampen om manden i den hvide varevogn

Valg i Storbritannien: Kampen om manden i den hvide varevogn

07.05.2015


PERSPEKTIV af Ask Neve, University of Oxford

I en gul murstensindkørsel foran et gult murstensrækkehus holder en hvid varevogn. Fra husets tagrende på første sal hænger ikke ét, ikke to, men tre rød-hvide Sankt Georgs-flag. Det er Englands nationalflag, ikke at forveksle med Union Jack, Storbritanniens flag.

Vi er i Strood, november 2014. Og billedet af denne scene blev kendt, fordi Labours daværende retsordfører, Emily Thornberry tweetede billedet ud ledsaget af den meget prosaiske tekst, ”billede fra Rochester”. Det var nok til at koste hende stillingen. Ikke fordi hun havde forvekslet Strood med den nærliggende, mere kendte by Rochester, som Strood ikke selv ser sig som en forstad til. Snarere fordi Thornberry officielt bør tiltales Lady Nugee, og alligevel sidder som MP for landets arbejderparti, blev beskeden ikke modtaget venligt.

Hvad hun mon end har ment, er svært at sige. Men formodningen var, at denne nordlondonske dames snobberi var så omsiggribende, at billedet var ment som en hån. Selv Labours leder, Ed Miliband skrev, at tweetet var tegn på mangel på respekt.

Storbritannien eller Lille England?
Hændelsen fik megen omtale, fordi den er et stærkt billede på nogle af de vigtigste sociale og politiske dynamikker i Storbritannien. Den satte det sammensatte lands flerlagede identiteter i spil. Man kan være britisk, engelsk, skotsk eller walisisk, flere af delene eller kun én af dem, men alle valg også er fravalg.

Og så kommer det igen og igen, klassespørgsmålet. Det er Storbritanniens grundlæggende sociale faktum, der tvinger de højere samfundslag ud i en akavet valsen omkring deres egen sociale position. Hvor man på én og samme tid gør meget ud af at vise sin rang, for derefter at prøve at skjule den og lade som om, at man sandeligt er mænd og kvinder af folket.

Det føromtalte billede blev også et symbol på Lille England, et mytisk vælgerrum, der bebos af “white van man”, arbejdervælgeren, der vistnok udgør en pluralitet i vælgerkorpset, men som de fleste politikere kun kender fra fokusgrupper. I Danmark kalder man ham “Blå Bjarne”.

Lille England kan også sættes i modsætning til Storbritannien, for at bruge et ordspil, som The Economist havde på sin forside tilbage i efteråret 2013. Et år før Thornberrys uheldige tweet, og i midten af den siddende regerings valgperiode, stod det klart, at nogle af de store spørgsmål, som mange i det politiske etablissement helst havde undgået, var kommet på dagsordenen. Især blev det dobbelte uafhængighedsspørgsmål ved med at dukke frem: Kunne og skulle Skotland være en selvstændig stat? Og kan og skal Storbritannien, med eller uden Skotland, forsat være en del af den Europæiske Union?

Sammen med de udfordringer, som næsten alle vestlige lande står over for – globalisering, migration og stigende ulighed – har det givet meget bedre vækstbetingelser for landets ’alternative’ partier. De har egentligt altid været der, men Storbritanniens flertalsvalg i enkeltmandskredse gør det som bekendt overordentligt svært for små partier at omsætte selv ganske stor vælgeropbakning til sæder i Commons.

Hvad er en mindretalsregering?
Som bekendt har Danmark stort set kun haft mindretalsregeringer siden Anden Verdenskrig. Omvendt har 16 af de 18 britiske regeringer i samme periode været flertalsregeringer. Så for briterne er udsigten til at få en premierminister, der ikke har mindst 323 mandater bag sig, lige så opsigtsvækkende som en ny V-S-koalition ville være det i Danmark (323, ikke 326, mandater, danner de facto flertal, fordi Sinn Fein i protest ikke bruger sine nordirske mandater). Da retskilderne til den britiske forfatning samtidig er under fortsat diskussion, bliver mulighederne og konsekvenserne af sådan en regering derfor også let inddraget i den daglige politiske debat.

Nick Clegg fra de Liberale Demokrater, Lib Dems, den vingeskudte juniorpartner i den nuværende regering, har allerede meldt ud, at man ikke vil støtte en ’taberkoalition’. Underforstået betyder det, at man ikke vil støtte en Labour-regering, hvis den ikke bliver det største parti i Commons. Det er ikke primært et juridisk argument, men en undskyldning givet på forhånd til de vælgere, der gerne så Lib Dems rykke mod venstre.

Den politiske baggrund for Cleggs afvisning skal findes i, at landets traditionelle tredjeparti – i et system, der normalt kun tillader tre partier – tværtimod er rykket til højre under sin nuværende leder. Det har en del af dets vælgere fra 2010 i hvert fald opfattet det som, efter at Lib Dems har måttet afveje, hvor meget man ville støtte op om sin egen regerings politik. Partiets opbakning er styrtdykket fra kortvarigt at overgå Labour i 2010 til at have ligget under 10 pct. i meningsmålingerne siden starten af 2014.

Særligt den store bruttoforhøjelse af egenbetalingen for en universitetsuddannelse, der var en del af regeringens første, store politiske reformer, kostede Lib Dems dyrt. De havde forinden svoret, at de ikke ville støtte en fordyrelse, men det blev så noget af det første, de gjorde. Den samlede pris på en bachelorgrad steg derfor fra ca. 84.000 kr., til godt 231.000 kr., altså næsten en tredobling.

Det udløste store, folkelige protester i London og andre byer og en vælgerflugt fra Lib Dems. De mere tekniske aspekter af lovgivningen, hvor man gjorde det lettere at få eftergivet studiegæld for lavtlønnede, vejede ikke op for forhøjelsen af brugerbetalingen i vælgernes øjne.

I valgkampen er knivene derfor blev trukket igen, selv oppe på øverste niveau: Nogle af dette valgs mest dramatiske øjeblikke har været de fjersynsudsendte sammenstød mellem premierminister Cameron og vicepremierminister Clegg.

De skotske, de engelske, de mangefarvede
Vinderne af denne fejde har især været protest- og identitetspartierne, men dog helt afgørende mest Scottish National Party (SNP), der står til at vinde stort set hele Skotland fra Labour og Lib Dems. Den succes er ikke mindst gevinsten fra den afstemning, de ellers nominelt tabte sidste efterår.

SNPs succes er blevet et stort emne i valgkampen, fordi Toryerne [De Konservative, red.] siden Thatcher har været næsten usynlige i Skotland. Derfor har de heller meget at tabe dér, og følgelig har de appelleret til den specifikt engelske følelse, at skotterne er utaknemmelige, venstresnoede snyltere, der råber højt indtil de bliver præsenteret med regningen.

SNP har allerede svoret til sine vælgere, at de ikke vil støtte en konservativ regering. Det er fordelagtigt for SNP i Skotland, hvor Toryerne er hadede, og hvor SNPs manglende støtte til Callaghans regering i 1979 banede vejen for 18 års konservativt styre. Men det er farligt for Labour i England.

En af Camerons allersidste appeller på dagen før valget gik derfor også på, at en eventuel Labour-regering vil blive afhængig af SNP. Miliband har forsøgt sig med kategorisk at afvise, at han vil indgå en koalition eller give indrømmelser til SNP.

I et land, der ikke har megen erfaring med hverken koalitioner eller støttepartier, hersker usikkerheden om de forestående scenarier. Men de fleste briter vil nok vågne op til en virkelighed, hvor nøglerne til 10 Downing Street er mere værd end et enkelt brudt valgløfte.

UK Independence Party (UKIP), der bedst kan sammenlignes med det gamle Fremskridtspartiet, har fået megen omtale, og står til at blive nummer to i en række valgkredse. Det giver som bekendt ikke nogen sæder, og de står kun til at vinde to kredse, men det stiller dem stærkt til valget i 2020, ligesom SNPs valg i 2010 gjorde det for dem i dette valg.

Derfor skal man heller ikke lytte til dem, der siger, at UKIPs kampagne har været eller bliver en fiasko. Partiets leder, Nigel Farage, spiller det lange spil, og han ved udmærket, at landets valgsystem gør det næsten umuligt at vinde sæder med det samme. Han ved også, at hvis han først vinder dem, er de tilsvarende svære at vride fra ham igen.

De Grønne, som er inspireret af genopblomstringen af den radikale modernitetskritik på venstrefløjen efter Finanskrisen, formåede derimod ikke at holde sammen på deres bevægelse frem til valgdagen. Meningsmålinger viste ellers, at mange desillusionerede Lib-Dem-vælgere – ofte akademisk uddannede venstrefløjsvælgere – var strømmet til de Grønne.

Således har de Grønne to klassiske vælgere og politikere: ’Vandmeloner’ og ’Mangoer’, alt efter om man er grøn udenpå og rød indeni eller grøn udenpå og (liberalt) gul indeni.

Denne frugtsalat smagte friskt så længe det varede, men alliancen lader til at være brudt sammen, og resultatet har blandt andet været, at partiet har valgt en leder, Natalie Bennett, der er så famlende og inkohærent i interviews, at selv hendes eget parti har håbet på, at hendes udtalelser ikke får nogen opmærksomhed.

Bennett nåede således at love at bygge en halv million nye boliger, men havde i et sine første interviews ikke noget svar på, hvad det mon ville koste. Det er afgørende, fordi de stigende hus- og lejepriser i mange byer – Storbritannien ikke har lofter for lejepriser som i Danmark – får mange mennesker til at overveje, hvordan de får råd til et hjem.

At Bennett, som ikke endnu er valgt til Commons, så samtidigt har været i en magtkamp med partiets eneste MP, Caroline Lucas, har ikke gjort det bedre.

Officersklassen og den marxistiske professor
Alle nye tendenser i befolkningen til trods er der ingen tvivl om, at premierministeren stadig bliver enten Labour eller Toryernes leder. Man siger gerne, at den ene er en overklassefyr, der gerne vil ligne at han kommer fra middelklassen, og den anden en middelklassefyr, der gerne vil ligne, at han kommer fra arbejderklassen. Der er noget om det.

Modsat i Danmark, hvor det at have en akademisk uddannelse og en husstandsindkomst 1,1 mio. for nyligt er blevet fremlagt af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd som om, at man tilhører ’overklassen’, så ved briterne, hvad rigtig overklasse er.

Den rigtige uddannelse er et vigtigt element, men gør det ikke alene. David Cameron og Ed Miliband har begge læst Politics, Philosophy and Economics (PPE) på University of Oxford. Graden er det tætteste man kommer på en politikerskole i landet.

Men Camerons familie er dels uægte arvinger til kong Vilhelm IV og i hans slægtstavle indgår dermed af en lang række af hertuger, baroner og baronetter; dels er han, på sin fædrene side, efterkommer af mindst fire generationer af succesfulde børsmæglere. Sådan ser rigtig overklasse ud.

Ed Milibands ankomst til først Oxford, og senere til politik, er ganske anderledes. Han kommer fra den intellektuelle side af den øvre middelklasse. Mest kendt er der, at hans forældre er polske jøder, der overlevede Holocaust. Moderen, Marion, ved polske nonners hjælp; faderen Ralph, fordi hans far flygtede fra Belgien til Storbritannien under krigen. Ralph Miliband var en af de store figurer i den nye venstrefløjsbevægelse, der fra 1960erne så de etablerede socialdemokratier som for højreorienterede, men som også modsatte sig sovjetisk og stalinistisk indflydelse i kommunistpartierne.

Det er med andre ord på én og samme tid meget ens og meget forskellige baggrunde, de to bringer ind i deres politiske arbejde. For dem begge kan klassemarkørerne både hjælpe og hindre dem.

Camerons meget velplejede, rolige fremtoning giver mange briter en fornemmelse af kompetent ledelse. Man regner med, at nogen fra officersklassen kan tage styringen. Omvendt kan han virke afkoblet, ikke bare fra folk i de hvide varevogne, men også fra dem med eget firma, fra de privatansatte, og selv fra de liberale erhverv, altså dem, der ellers skulle være toryernes kernevælgere.

Miliband bliver ofte fremstillet som nørdet og socialt akavet. Ét, forståeligt anonymt Labour-medlem opsummerede de følelser, mange havde om den begavede, jødiske stræber – eller hvis man er mindre venligt stemt, duks: ”Fordi det også er sandheden, er [den offentlige] fortælling om Ed Miliband, at han ser sær ud, er sær at høre på, er sær.”

Alt dette er relevant, fordi man gerne siger, at britiske valgkampe ligesom danske er blevet mere fokuserede på individer. Valgkampene er blevet mere som amerikanske præsidentvalg, siger man. Det lyder nok velkendt for en del danske læsere.

Det er et svært mål at gøre op, men uanset om noget har ændret sig eller ej, er tilliden til lederen i hvert fald også i dag et væsentligt moment. På dét plan har Cameron længe stået stærkest, fordi han ikke vakte særligt stærke følelser andet end hos vælgere, der aldrig alligevel ville stemme på ham. Ed, derimod, blev set som Labours mulige akilleshæl. Kunne ’Weird’ Ed virkeligt være premierminister i en af verdens stormagter?

Så hvem vinder?
For at spå om vinderen af valget, er det første, man skal huske, ikke at give nogen særlig vægt til nationale målinger – de giver næsten ingen idé om, hvem der vinder flest sæder i Commons.

Meningsmålingerne for de enkelte kredse har i lang tid peget på, at selv Storbritanniens specifikt ikke-repræsentative valgsystem, der primært har til formål at give ét parti flertal, ikke formår at gøre det denne gang. Så får man, hvad der kaldes et hung Parliament, ligesom ved sidste valg. På det tidspunkt var der dog ikke noget klart alternativ til Tory-Lib Dem-koalitionen. Det er der nu.

I de seneste meningsmålinger lader det til, at Toryerne får omkring 275 sæder, og Labour fra 5-10 færre end dét. Til gengæld mister Lib Dems halvdelen af deres, og lander på under 30, mens SNP stiger til flere end 50. UKIP og Greens bliver begge for små til at blive afgørende på egen hånd.

Det nordirske unionistiske DUP har allerede meddelt, at de ikke vil støtte en regering, hvor SNP indgår, og at de kræver ”hundreder af millioner af pund i støtte til Nordirland” til gengæld for deres stemmer. Modsat vil det mindre, nordirske Social Democratic and Labour Party (SDLP) kun støtte en Labour-regering. På samme måde har Plaid Cymru, det walisiske parti, har allerede nævnt, at de ikke vil støtte en konservativ regering.

I det mest yderligtgående scenarie kan det blive afgørende, hvem der kan få støtte fra de nordirske og walisiske mandater, som altså formentligt endda kommer til at støtte hver deres lejr.

Det ville give de to ellers ofte oversete dele af riget en helt ny rolle, hvis deres stemmer bliver afgørende.

En regeringsaftale skal senest afsluttes den 27. maj, hvor dronningens tale i Commons afholdes. Den formaliserer regeringens program, og skal så stemmes om. Lige nu taler sandsynlighederne for, at Weird Ed finder en måde sluge sit valgløfte på, og smider et ben til skotterne; måske kan han komme afsted med kun at give løfter om økonomisk politik, som allerede er spiselig for Labours vælgere. Sammen med støtte fra SDLP, Greens, Plaid Cymru, og et par løsgængere burde det kunne give ham flertal.

Men det bliver et langt mindre komfortabelt et af slagsen, end britiske regeringschefer er vant til. Man er begyndt at tale om nye valgsystemer igen, kun få år efter sidste afstemning. Det politiske landskab er unægteligt mere broget i dag end for 10 år siden. Et stort opbrud kunne være på vej.

Ask Neve er cand.scient.pol. og ph.d.-studerende i sociologi ved Nuffield College, University of Oxford og forskningsassistent samme sted. Han forsker i de demografiske og politiske aspekter af migration, nationalisme og statsdannelse. [Foto: Martin Fisch]