Trine Pertou Mach: Den danske afvisning af medansvar er en katastrofekurs

Trine Pertou Mach: Den danske afvisning af medansvar er en katastrofekurs

19.09.2015


“Flygtningekrisen er en del af prisen for en forfejlet aktivistisk udenrigspolitik. Danmark har været med til at skabe problemerne, men vi afviser at være en del af fælles europæiske løsninger.”

KOMMENTAR af Trine Pertou Mach

Virkeligheden har nu også ramt Danmark. En virkelighed, som en række mellemøstlige og sydeuropæiske lande i lang tid har stået med. Ikke mindst derfor er det forunderligt, at danske politikere reagerer med overraskelse på den akutte udfordring. I månedsvis har organisationer og observatører advaret mod, at det europæiske asylsystem var ved at bryde sammen. Situationen var til at forudse.

Det er især borgerkrigen i Syrien og situationen i Irak og i Afghanistan, som skaber massive flygtningestrømme. Libyen er de facto brudt sammen efter det vestligt initierede regimeskifte, og det har lettet adgangen til Middelhavet for afrikanske migranter. Migrationen tager til, ikke mindst forårsaget af store globale økonomiske forskelle.

Flygtningekrisen er en del af prisen for en forfejlet aktivistisk udenrigspolitik. Danmark har været med til at skabe problemerne, men vi afviser at være en del af fælles europæiske løsninger.

NÅR DET KOMMER TIL fraværet af løsninger, der går ud over snæver valgtænkning, har de to vanlige regeringspartier ikke meget at lade hinanden høre. Også den afgåede S-ledede regering bidrog til forringet asylpolitik (og er klar på mere, må man forstå) samt modvilje mod fælles europæiske løsninger på asylproblemerne. Socialdemokraternes plakatkampagne fra foråret – ”Hvis du kommer til Danmark, skal du arbejde” – er nært beslægtet med Støjbergs annoncer i udenlandske medier: Rendyrket signalpolitik til egne vælgere.

Og flertallet på Christiansborg har – som det meste af EU – ikke taget ansvar for at løse de massive sikkerhedspolitiske udfordringer i Mellemøsten og omegn, som har bragt flere stater til eller på randen af sammenbrud.

Til trods for, at alle prædiker “vi skal hjælpe flygtningene i nærområderne”, er Danmarks samlede bidrag til nærområderne faldende.

 

Flygtningekrisen er en del af prisen for en forfejlet aktivistisk udenrigspolitik.
____________________

 

FN’s nærområdeprogram, Regional Refugee and Resilience Plan, har i 2015 et budget på 9 mia. kroner, men der er kun løbet lidt under halvdelen ind. For et par uger siden måtte FN’s fødevareprogram, World Food Programme, skære i antallet af flygtninge, de kunne hjælpe, og samtidig skære i fødevarehjælpens størrelse. Der var ikke penge nok. FN’s hjælpeorganisation UNHCR er reelt fallit. Læg dertil, at langt de fleste krigsflygtninge jo befinder sig dér, hvor den humanitære situation altså er ganske kritisk, og hvor der groft sagt er fyldt op. Selvfølgelig begynder det at rykke mod Europa. Hykleriet sejler ned af væggene.

HVIS MAN SOM politisk leder i Europa gerne vil gå over i historiebøgerne sammen med Merkel som den, der udviste mod og ansvar, da det virkelig gjaldt – så er det nu. Men det fordrer den grundlæggende erkendelse i Danmark og resten af EU, at dén her krise – er vores. Om vi kan lide det eller ej.

Den akutte krise med de mange tusinde, der står ved Europas dør eller er løbet ind ad den, skal løses. Man kommer ikke uden om en fælles europæisk fordeling. Yderligere skal grænseindsatsen og modtagesystemet ved EU’s ydre grænser genetableres ved fælles økonomisk hjælp.

Dertil kommer, at EU må levere massiv økonomisk støtte til nærområdeindsatserne. Dels er det første skridt til at dæmme op for strømmen af flygtninge. Dels er de ved at bryde sammen, hvilket i sig selv udgør en destabiliserende faktor. Det er således i ren egeninteresse, ikke sandt?

PÅ DEN LÆNGERE POLITISKE BANE skal EU-landene udvikle svar til at håndtere flygtningestrømme og kriser mere grundlæggende. Flygtningekrisen er global og systemisk, tæt vævet sammen med stærke migrationsstrømme af mennesker, der søger et bedre liv i det forjættede Europa.

Der er brug for et permanent europæisk fordelingssystem. Kriterierne i EU-kommissionens fordelingsnøgle lyder umiddelbart som en vej frem, men det kan der kigges på. Den er desværre ikke helt trængt ind endnu – men strømmene fortsætter, så længe der ikke forebygges.

Set fra Danmark er det ikke retsforbeholdet, der forhindrer deltagelse i et europæisk fordelingssystem. Det er derimod det politiske flertal på Christiansborg. I EU-aftalen mellem ja-partierne har man tilmed givet hinanden vetoret i forhold til asyl- og udlændingepolitikken.

Den danske afvisning af medansvar er en katastrofekurs. Det kan få konsekvenser at vende ryggen til – hvilke EU-lande vil række ud, næste gang Danmark beder om det?

 

Hvis man for alvor er bange for, at Europa skal segne under asylbyrden, så er det med at ændre kurs.
____________________

 

Danmark kan og bør tilslutte sig et sådant fordelingssystem. Det skal ikke være sådan, at lande, der geografisk er EU’s ydre grænser, står alene. Desuden bør EU i god ro og orden hente flygtninge (antallet kan diskuteres) direkte ud af lejrene og herop i stedet for at vente på uværdige situationer, hvor folk går på vejene, bryder hegn ned, hvor myndigheder stopper dem med magt osv. Det vil også lette presset for at rejse væk på lykke og fromme fra nærområderne. Og – igen i ren egeninteresse – vil der være kontrol med, om folk er flygtninge eller emigranter, der går med i slipstrømmen.

TRAGEDIEN I SYRIEN ikke blot resultat af det interne oprør mod Assad, men også af udenlandske magters ‘tagen-parti’ med Assad eller med oprørere. Det folkelige oprør er også en proxykrig mellem mere eller mindre ekstreme whahabister og shia-muslimer, mellem Saudi-Arabien og Iran samt Rusland og Vesten, der har interesse i, at Assad forsvinder, men som ikke kan sætte noget i stedet. Det har utvivlsomt eskaleret krigen. Konfliktløsning og -mægling er fuldstændig udeblevet.

Sikkerhedspolitisk må der tænkes større og i et opgør med den ødelæggende aktivistiske udenrigspolitik. Konfliktløsning, konfliktmægling og forebyggende indsatser skal fylde langt mere i værktøjskassen.

Endelig er der den helt store sammenhæng, hvis man fremadrettet vil undgå flygtningekriser. De strukturelle årsager er krige, sammenbrudte stater, fattigdom og manglende livsperspektiv. Det er disse ting, der skaber flygtninge og migrationsstrømme. Hvis man for alvor er bange for, at Europa skal segne under asylbyrden, så er det med at ændre kurs.

Flygtningekrisen er blot én af de globale kriser. Fattigdom og klimaforandringer er to andre. Og sammenfaldet af disse peger i retning af flygtningestrømme og konflikter af en endnu større og uoverskuelig skala, hvis ikke vi – Danmark, EU, verden – skifter spor.

I NÆSTE UGE ER der FN-topmøde. Det bliver historisk. Verdenssamfundet skal nemlig vedtage nye globale bæredygtighedsmål, som efterfølger 2015-målene. Ét af de 17 mål lyder på at mindske uligheden i og mellem lande.

Hvis ikke europæiske politikere har tænkt tanken, så læs den her: Der er en direkte sammenhæng med den ulighed, dette mål adresserer, og de migrationsstrømme, Europa lige nu oplever fra Afrika.

 

Flygtningekrisen er blot én af de globale kriser. Fattigdom og klimaforandringer er to andre.
____________________

 

Med andre ord: Der skal gøres noget for at (gen)opbygge samfund, der har været lagt ned af konflikt og give mulighed for – ikke blot at overleve – men at leve et godt liv. Der skal udvikles velfungerende samfund med inkluderende økonomisk vækst, der skaber jobs og forbedrede livsvilkår for det store flertal.

Og derfor er der ingen vej uden om udviklingsbistand af den langsigtede slags. Ingen vej uden om et opgør med den ulighed, der blandt andet illustreres af, at de 85 rigeste mennesker på kloden ejer, hvad de fattigste 3,5 mia. mennesker har tilsammen.

Dét er et sted at starte, Kristian Jensen. Annullér de planlagte besparelser på udviklingsbistanden. Lav en national handlingsplan for, hvad Danmark skal gøre for at gøre vores part til, at målene bliver opnået. Skynd dig, før det er for sent. ◼

Trine Pertou Mach (f. 1969) var medlem af Folketinget for SF i perioden 2013-15. Uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet.

(ILLUSTRATION: Venstres nye regering præsenteres på Amalienborg, juni 2015. Foto: Jens Astrup)