Trine Mach: Lad os denne gang vælge den rigtige strategi mod terrorismen

Trine Mach: Lad os denne gang vælge den rigtige strategi mod terrorismen

20.11.2015


KOMMENTAR af Trine Mach

Terrorangrebet i Paris kalder på reaktioner. Men de skal være rigtige denne gang.

Frankrig er allerede i gang med reaktions-bombninger for rullende kameraer. På det følelsesmæssige plan forstår man det måske godt. Ligesom man følelsesmæssigt kan være enig med Michael Aastrup Jensen i, at ”nu handler det om at få dem væk fra jordens overflade” (http://www.politiko.dk/politisk-morgenpost/nu-handler-det-om-at-faa-dem-vaek-fra-jordens-overflade)

Følelsesmæssigt er jeg ikke uenig. På overfladen altså. Terrorhandlinger hos os selv og dem, som mennesker i Mellemøsten lider under, skal stoppes. Det afgørende er, hvordan. En ”krig” med militære midler alene kommer ikke til at lykkes. Den strategi (hvis det overhovedet kan kaldes en strategi) er forfejlet, kortsigtet og farlig.

For det første: Angrebet i Paris er et deja-vu af 11. september. Ikke bare fordi det er et storstilet angreb i hjertet af ’den vestlige civilisation’, med et ønske om at dræbe så mange tilfældige civile som muligt. Men også fordi terroren har samme drøm: at fremtvinge en militær aktion på terroristernes hjemmebane. I 2001 gik Vesten i fælden og Al-Qaeda fik oven i købet dobbelt-op med Bush-Blair-Fogh-aksens utilgivelige ulovlige krig mod Irak.

Man er nødt til at acceptere, at vi står over for en fjende, der næres af Vestens militære angreb, ikke mindst når det medfører civile tab i muslimske lande. Den kloge europæiske reaktion er at sige, at vi ikke vil acceptere, at ekstremisterne får lov til at bestemme, hvordan kampen mod dem skal føres. Den fejl har man lavet og den skal ikke gentages.

Vi er nødt til at løse problemerne politisk. Militær magtanvendelse kan være en del af løsningen, men kan ikke alene blive svaret. Vesten har længe holdt hånden over navnlig Qatar og Saudi-Arabien, der har næret en ekstrem wahabisme, der i dag er fundamentet for den ekstreme islamisme og i sidste instans også terror. Det må stoppe.

Vi er omvendt nødt til at anerkende, at konflikterne i Irak og Syrien ikke løses uden at tale sammen med traditionelle modstandere, Iran og Rusland. Endelig må Vesten, på en troværdig måde, vise befolkningerne i de muslimske lande og muslimer i resten af verden, at vi ikke går ind for dobbeltstandarder. Det er en vigtig del af en offer-fortælling i disse kredse (også fordi det er sandt). Helt konkret må vi derfor sætte stolen for døren overfor Israel.

For det andet: Skulle man vinde over ISIS, ved med militære og efterretningsmæssige midler rent faktisk at fjerne dem fra jordens overflade, så ville man komme til at gøre så meget vold på vores egen livsstil og grundprincipper, at vi aldrig mere kan hævde at stå på moralsk, etisk og politisk overlegen grund. En militær sejr over ISIS vil betyde massive bombninger, krig på landjorden og det vil uvægerligt koste civile liv i voldsomme tal. Det vil efterlade smadrede samfund uden infrastruktur og en region, der ligger i ruiner, hvor en ny radikaliseret strømning, der profiterer af had til Vesten for netop at hærge rundt i Mellemøsten for egen sikkerheds skyld, med store tab af muslimske menneskeliv til følge.

For det tredje: Europa står med et stigende sikkerhedsproblem, der især udspringer af den syriske borgerkrig, ISIS’ frembrusen og statssammenbruddet i Irak. Som Politikens Jakob Sheikh beskriver det, så ændres truslen i Europa af en ny generation jihadister, en ”jihad 4.0”. Nemlig radikaliserede unge, der rejser til konfliktzoner og får militær træning, hvorefter de vender hjem og begår målrettede angreb, denne gang i Paris. Unge, der er ideologisk hærdede og psykologisk forhærdede og som er del af et i udvalgte lande mobilisérbart globalt netværk på den ene eller anden måde.

Terroristerne i Paris var formentlig franske/belgiske statsborgere. De var fra hjertet af os selv. Det er skræmmende, men det betyder også, at det rette svar ikke – selv med tæppebombning af Mellemøsten og ’boots on the ground’ – alene er aktioner udenfor Europa. En del af svaret handler også om at løse problemer med radikalisering (som indiskutabelt næres af vestlig politik overfor og i de arabiske lande), og derfor også med social marginalisering og hverdagsracisme.

For det fjerde: Nogen iagttagere mener, at ISIS har en strategi netop i den sammenhæng. Verden er sort/hvid og gråzonen, som de angiveligt anser almindelige europæiske borgere, der bekender sig til islam, for at befinde sig i, skal fjernes. Gråzonen er dét at være borger i Europa og samtidig være muslim, og ikke at mene, der er en modsætning mellem at være muslim og demokrat. Jo mere rabiate ISIS og deres proselytter opfører sig, jo mere rabiate – og diskriminerende – svar, politikerne giver, jo sværere er det at befinde sig dér; man tvinges til at vælge sort eller hvid. Kalifatet eller forræderiet.

Sygt? Ja. Men det er en ekstrem vigtig vinkel at have in mente, fordi det stiller store befolkningsgrupper i Europa under et voldsomt krydspres – og det er os, som medborgere, naboer, kolleger, klassekammerater, politikere, ledere, der skal insistere på at passe på vores livsform, fællesskab, demokrati og åbne samfund. Man skal ikke være enten eller. Men både og.

Hvad der guider Danmarks svar i den kommende tid, er derfor meget afgørende.

Jeg håber, at europæiske ledere er klarsynede nok til ikke at sætte vores egne samfund og grundprincipper over styr. Europa – også Danmark – har brug for ledere, der tør sige det svære, det komplekse og som tænker langt. Langt længere end næste valgdag. Ledere, der ikke forfører deres befolkninger med militant nationalchauvinisme og lukkede grænser, men som fører i moralsk overlegenhed og nuanceret politisk forståelse.

På den lange bane er det er hverken bomberegn, indskrænkninger af retsstaten, undtagelsestilstand, eller udrejseforbud, der kommer til at løse dette alvorlige problem. Men en strategi for vores relation til og engagement i Mellemøsten, som bygger på andet end bare vores egen sikkerhed, men på en ambition om international fred, sikkerhed, frihed og levende demokratier. En løsning af krigen i Syrien, der inddrager Rusland, Iran, Assad og måske en fredsskabende FN-styrke. En inkluderende genopbygning af Irak (og Libyen).

Det er også en virkeliggørelse herhjemme af de fine ord, som statsministeren tog i sin mund ved mindehøjtideligheden i søndags – sammenhold, holde fast ved styrken i os selv og vores samfundsform, insistere på frihed og frisind.

Klokkerne ringede i Paris også for en massiv, massiv, fælles europæisk indsats mod polarisering og for fællesskab og inkluderende medborgerskab. Hvis det at være del af det religiøst-kulturelle muslimske mindretalsfællesskab i Europa bliver primære identitets-giver, så er det europæiske fællesskab for alvor i krise.

Illustration: IDF-soldater søger efter skjulte terrortunneler i Gaza, juli 2014 [foto: Israel Defense Forces via Flickr]