24.06.2015

9. maj havde Rusland fejret Sovjetunionens sejr over Nazityskland. Traditionen tro blev der afholdt en storstilet militærparade i Moskva med deltagelse af adskillige stats- og regeringschefer, men denne gang udeblev de fleste vestlige ledere fra ceremonien. Det var en rigtig dårlig idé.

KRONIK af Thomas Lie Eriksen

PÅ G7-TOPMØDET I BAYERN (7-8. JUNI) blev den vestlige verdens ledende magter enige om at fastholde og om nødvendigt forstærke sanktionerne overfor Rusland. Dermed er det givet, at forholdet mellem den vestlige verden og Rusland blive yderligere belastet. En yderligere eskalering af konflikten er allerede undervejs, idet NATO er i gang med at opstille tunge våben i Østeuropa, særligt i de baltiske lande. Rusland svarer igen ved at overføre avancerede våbensystemer til sin nære allierede Hviderusland, der grænser op til Polen. Det tragiske ved hele forløbet er, at de militære forholdsregler, der nu iværksættes, især skal berolige netop Polen og de baltiske stater – men i tilfælde af en regulær konflikt (der på nuværende tidspunkt ganske vist forekommer usandsynlig) vil disse lande blive de førset ofre, og NATO vil i først omgang ikke kunne udrette ret meget med henblik på forsvar og beskyttelse.

Vesten beskylder fortsat Rusland for at være hovedårsagen til de voldsomme uroligheder, der plager den østlige del af Ukraine. Man taler om russisk militær tilstedeværelse i Østukraine samt om våbenleverancer til separatisterne. Spørgsmålet om Krim, som russerne annekterede forrige år, er fortsat uafklaret. For europæerne og amerikanerne kan der ikke blive tale om at normalisere forholdet til Rusland, så længe Krim er ”besat territorium”, mens russerne på deres side anser spørgsmålet for lukket. Efter deres mening er halvøen igen – og denne gang definitivt – en del af den russiske føderation.

Forholdet mellem Vesten og Rusland er historisk set en lang og kompliceret affære. Der er meget lidt enighed om, hvordan den fælles fortid skal forstås og fortolkes. Hvem har været den aggressive part i de mange krige, der er blevet udkæmpet mellem vestlige lande og Rusland? Hvem har næret de største imperiedrømme i relation til modparten? I den forstand er den nuværende konflikt om Ukraine på ingen måde ny, men må i stedet ses som fortsættelsen af en meget lang historisk tradition.

På ét punkt har der dog været en fælles historisk forståelse og enighed: Anden Verdenskrig og kampen mod Hitlers Tyskland. Relationerne mellem de allierede stater, der stod som sejrherrer efter seks års altødelæggende krig i Europa, udviklede sig ganske vist hurtigt til åbenlyst fjendskab efter krigsafslutningen, hvor jerntæppet delte kontinentet, og den Kolde Krig tog sin begyndelse. Der var dog ingen i den vestlige verden, der satte spørgsmålstegn ved Sovjetunionens indsats under krigen og den betydning, russernes indsats fik for sejren over Tyskland (se fx den stort anlagte tv-dokumentar fra 1973-1974: The World at War, hvor slaget om Sovjet får en meget fyldig behandling (se fx WikiPedia og Youtube). Måske stod den sovjetiske krigsbedrift i den vestlige verden lidt i skyggen af amerikanerne og deres bidrag til befrielsen af Europa, men den grundlæggende fortælling om samarbejdet mellem øst og vest i nedkæmpelsen af nazismen stod uantastet. Set i lyset af de seneste begivenheder er det dog et åbent spørgsmål, om denne fortælling vil overleve til fremtidige generationer.

Alliancen mod Nazi-Tyskland er ikke ukompliceret og skal ikke glorificeres, men kunne måske danne et foreløbigt udgangspunkt, der muliggør en fornyet tilnærmelse mellem øst og vest
____________________

 


NÅR ’DEN STORE FÆDRELANDSKRIG’ og sejren over Tyskland spiller så stor en rolle, også for nutidens Rusland, må dette ses i sammenhæng med krigens karakter. Da Hitler iværksatte operation Barbarossa den 22. juni 1941, var der tale om et markant anderledes felttog end det, der havde udspillet sig i Vesteuropa. Russerne – og det slaviske folkefærd generelt – stod kun lige over jøderne i den nazistiske raceideologi. Indbyggerne i Sovjetunionen var barbarer og undermennesker, og skulle følgelig gøres til slaver eller helt udryddes, så der kunne skabes plads (Lebensraum) til den ariske race. Da der samtidig opholdt sig et anseligt jødisk mindretal i Sovjet, kunne der slås to fluer med et smæk, og to af Europas ældste problemkomplekser kunne dermed finde deres definitive løsning. At der altså var tale om en udryddelseskrig, hvor op mod 26 millioner mennesker mistede livet, forklarer meget om russernes følelser i forhold til mindet om krigen. Der er naturligvis først og fremmest en stolthed over at have været med til at besejre en af de største trusler mod den menneskelige civilisation, der nogensinde har eksisteret, men derudover er der mindet om de mange, der faldt i kampen. Ved at højtideligholde mindet om sejren over nazismen får disse mange menneskers død et formål og en højere mening.

Sovjetunionen var en samlet stat med en multinational hær, hvorfor russere, georgier, hviderussere og de centralasiatiske stater har en lige stor andel af sejren i ”Den store fædrelandskrig”. Også ukrainske soldater og befolkningen som helhed ydede en kæmpe indsats og led ufattelige tab. Som efterfølgerstat til Sovjet er den russiske opfattelse i dag nok forbundet med en følelse af at man har en vis form for forrang i forhold til at højtideligholde mindet om den store krig.

Alliancen mod Nazi-Tyskland er ikke ukompliceret og skal ikke glorificeres, men kunne måske danne et foreløbigt udgangspunkt, der muliggør en fornyet tilnærmelse mellem øst og vest. Den nødvendige dialog vil i det lange løb bedst kunne fremmes, hvis vi fastholder og værner om mindet om en fælles fortid, hvor vi rent faktisk stod og kæmpende sammen.

MEN I DEN STADIG MERE INTENSE INFORMATIONSKRIG, der udkæmpes mellem Vesten og Rusland, er der ikke længere plads til nuancer og komplicerede forhold om fortiden. Alt skal nu passe ind i en sort/hvid fortælling, hvor modparten skal fremstilles så brutalt og ondskabsfuldt som muligt. Således arrangerede den polske regering et par dage forud for den russiske sejrsfest sin egen konkurrerende mindehøjtidelighed i Gdansk, hvor bl.a. FN’s generalsekretær Ban Ki-moon, formanden for det europæiske råd Donald Tusk, samt Ukraines præsident Porosjenko var til stede. Et af hovedformålene med den polske højtidelighed var ifølge den nu afgående polske præsident Bronislaw Komorowski, at fokusere på det forhold, at for de Central- og Østeuropæiske stater bestod afslutningen af Anden Verdenskrig ikke i en befrielse, men i starten på en ny 70 årig kommunistisk (og russisk) besættelse. Også den ukrainske regering forsøger at distancere sig fra den russiske fortælling. Dette sker dels ved at man flytter den officielle mindedag fra den 9. til den 8. maj, dels ved at man ved lov kriminalisere brugen af begrebet: ”Den store fædrelandskrig” – hvorved en række film, bøger og sange bliver ulovlige at bruge i forbindelse med markeringen af krigsafslutningen. Endelig indeholder lovkomplekset en bestemmelse om forbud mod at benytte sovjetiske symboler under nogen form. Disse tiltag fra myndighedernes side har skabt stor vrede i Østukraine, særligt i de separatist-kontrollerede områder. Russerne anser naturligvis også de polsk-ukrainske historiepolitiske initiativer som en hån mod de russiske krigsbedrifter, og det bidrager givetvis til en forstærkning af nynationalismen, hvor bl.a. dyrkelsen af Stalin oplever en form for renæssance i dele af det russiske samfund.

I den stadig mere intense informationskrig, der udkæmpes mellem Vesten og Rusland, er der ikke længere plads til nuancer og komplicerede forhold om fortiden. Alt skal nu passe ind i en sort/hvid fortælling, hvor modparten skal fremstilles så brutalt og ondskabsfuldt som muligt
____________________

 


Kampen om historien, om fortolkningen af Anden Verdenskrig bidrager således kun til at fastlåse konflikten mellem Rusland og Ukraine og styrke hardlinerne på begge sider. Men den historisk politiske konflikt, der nu udspiller sig, bidrager kun til at styrke Putins i forvejen store popularitet, hvor internationale meningsmålinger viser støtte fra over 80 procent af befolkningen (se Pew Global). Den andel er næppe blevet mindre i lyset af striden om 70-årsjubilæeet.

FRA KONFLIKTENS BEGYNDELSE har den ukrainske regering og den vestlige verden forsøgt at italesætte konflikten på hver sin måde. Et gennemgående tema i informationskrigen har været modstillingen mellem civilisation og barbari, hvor præsident Porosjenko er fremkommet med udtalelser om, at Ukraine kæmper for hele den vestlige civilisation. Derudover har amerikanske toppolitikere gentagende gange understreget, at Rusland og Putin mentalt set befinder sig i det 19.århundernde og således endnu ikke er vågnet op til den moderne (magt)politiske virkelighed. Fra vestligt hold er en af de foretrukne fortællinger historien om det internationalt isolerede Rusland, der i de senere år uden venner og støtter af to omgange har angrebet mindre og svage nabostater. Begge disse fortællinger er ikke videre holdbare, og i det ene tilfælde direkte forkert: At betegne Rusland som barbarisk og uciviliseret hænger ikke særlig godt sammen med landets status som en stor kulturnation. Hvis der derimod tænkes på russerens magtpolitiske adfærd i forbindelse med det barbariske, må mange lande, herunder ikke mindst USA, også betegnes som uciviliserede og som barbarer.

HVIS KRITERIET FOR BARBARISK OPFØRSEL er, at man i strid med folkeretten invaderer eller destabiliserer andre stater, så behøver man ikke bevæge sig længere tilbage end til 2003 og Irak-krigen for at kunne konstatere en vis dobbeltmoral i den vestlige, særligt amerikanske holdning til Ruslands ageren i Ukraine. Og i historisk perspektiv har stormagter aldrig været villige til at acceptere konkurrerende magters indtrængen på nærområder, der opfattes som vitale for den nationale sikkerhed. Derfor giver spørgsmålet om rimeligheden af russernes handlinger heller ikke den store mening, da dette spørgsmål grundlæggende er moralsk, og moral netop ikke spiller en særlig stor rolle i international politik, der er domineret af den anarkistiske kamp for overlevelse staterne imellem.

I historisk perspektiv har stormagter aldrig været villige til at acceptere konkurrerende magters indtrængen på nærområder, der opfattes som vitale for den nationale sikkerhed. Derfor giver spørgsmålet om rimeligheden af russernes handlinger heller ikke den store mening
____________________

 


Hvad angår opfattelsen af Rusland som isoleret har dette hele vejen gennem den nuværende konflikt været en decideret forkert påstand. En lang række særligt asiatiske og sydamerikanske lande har enten direkte støttet det russiske synspunkt eller forholdt sig neutrale, når der skulle stemmes om forskellige resolutionsforslag, der fordømmer den russiske fremfærd. Ved sejrsparaden 9. maj deltog den kinesiske præsident Xi Jinping, der var indbudt som en form for æresgæst – foruden statsoverhovederne fra Indien, Vietnam og en række andre stater.

Det er naturligvis ikke kun i Ukraine og Vesten, at der skabes fejlartige fjendebilleder. Også russerne bidrager hertil med fuld styrke. Der gives bl.a. indtryk af en ukrainsk stat, der er fuldstændig styret af nyfascister, og en vestlig verden, der er ude på at ødelægge og derefter udnytte den russiske føderation og dens befolkning. I begge tilfælde er der tale om klare overdrivelser, omend der faktisk er problemer med fascistiske elementer i ukrainsk politik.

FINDES DER EN VEJ UD af den stadig tiltagende konflikt mellem vesten og Rusland? Uanset hvordan konflikten om Ukraine ender, vil Rusland være et faktum, som den vestlige verden vil blive nødt til at leve med – og dermed forholde sig til – i al overskuelig fremtid. Der findes ingen tegn på, at den russiske stat står over for et snarligt kollaps. Det er ikke nødvendigt at have sympati med Rusland eller udvise forståelse for Putins udenrigspolitiske dispositioner, men det er samtidig bydende nødvendigt at have en klar og operationel politik for, hvordan vi vil forholde os til russerne de næste mange år frem i tiden. Her er der ingen vej uden om en eller anden form for dialog. Selv når vi skændes, kommunikerer vi. ★

Thomas Lie Eriksen (f. 1984) er freelanceskribet og historiker med speciale i internationale relationer. Han har tidligere skrevet for bl.a. Politiken, Information og IPmonopolet. ILLUSTRATION: Putin og Kinas Xi Jinping lægger blomster ved den ukendte soldats grav, 9. maj [foto: Den Russsiske Præsidents pressetjeneste]