Syrisk-kurdisk leder: Løsningen er et føderalt Syrien

Syrisk-kurdisk leder: Løsningen er et føderalt Syrien

19.02.2015


Kurdiske styrker har med hjælp fra anti-IS-koalitionens bombefly jagtet Islamisk Stat ud af Kobanê i det allernordligste Syrien tæt ved den tyrkiske grænse. Byens befrielse markerer et vendepunkt i landkrigen mod IS og sætter fokus på de kurdiske selvstyre-områder kaldt Rojava i det konflikt-plagede Syrien. RÆSON har talt med Zûhat Kobanî, charge d’affairs i Europa for det syrisk-kurdiske parti PYD om at være Washingtons de facto allierede i kampen mod IS og om en endegyldig løsning på konflikten i Syrien.

Af Hetav Rojan, RÆSONs Mellemøstredaktør

Efter en 134-dage lang overlevelseskrig imod militante jihadister fra Islamisk Stat, kan de syriske kurdere nu ånde lettet op. Intense gadekampe samt luft- og artilleristøtte fra allierede banede vej for, at de kurdiske styrker kunne presse IS-militante ud ad byens grænser i slut-januar. Siden da har krigslykken været på kurdernes side. Så sent som i sidste uge (12.02) kunne Kobanês borgmester Anwar Muslim meddele, at 127 landsbyer syd og sydøst for byen var blevet “renset for Daesh” (arabisk betegnelse for IS, red.)

Et svar på det syriske morads
Kobanê ligger direkte på den 900km-lange grænse, der bugter sig i mellem Tyrkiet og Syrien. Byen udgør én ud af tre andre kurdisk-kontrollerede bystater, der administreres af det Demokratiske Enhedsparti med det kurdiske akronym PYD. De tre bystater, eller kantoner som PYD selv kalder dem, er ikke geografisk forbundne. Islamisk Stat sidder tungt på de vejnetværk, der forbinder de tre spredte bystater. Det har umuliggjort militærlogistisk og taktisk støtte til det hårdt prøvede Kobanê under IS’ belejring af byen. Internt i de to andre kurdisk-kontrollerede kantoner, Efrîn og Cizîr, hersker der relativ ro og stabilitet, mens den syriske konflikt raser videre uden for kommunegrænserne. Samfundene er, ifølge PYD selv, økonomisk selvforsynende og robuste nok til at have absorberet store mængder af internt fordrevne flygtninge særligt fra de krigsramte byer Aleppo i vest og Deir ez-Zor i øst.

„Vores kantoner er ikke en ny ting rent politisk. Schweiz, som er et åbent, multikulturelt og multi-etnisk land, har brugt kantonsystemet igennem længere tid. Det er et stabilt land med en glad befolkning. Vi foreslår samme løsningsmodel for Syrien. Netop fordi Syrien er en religiøs og etnisk mosaik og hjem til mange forskellige folkeslag, der ikke vil lægge under én diktators centralmagt – men som vil forvalte deres egne områder,“ fortæller Zûhat Kobanî.

Ifølge PYD er det intentionen, at disse små administrative enheder skal fungere som bystater i et nyt Syrien, hvor landets over 15 forskellige etniciteter og religiøse undergrupper kan få lov til at forvalte egne områder i overensstemmelse med egne overbevisninger. Særligt vigtigt, pointerer Zûhat Kobanî, er det faktum, at “kantonernes små størrelser muliggør udøvelsen af direkte demokrati. Det er en modreaktion på flere årtiers centralistisk regeringsførelse fra Assad-regimets side. Det skaber apati, når borgeren bliver undersåt. Når det enkelte menneske ikke kan tage del i udformningen af sit samfund,” fortæller Zûhat.

Til spørgsmålet om de syriske kurdere søger løsrivelse og selvstændighed fra Syrien svarer han prompte: “Vi er en del af Syrien nu, og vi vil være det i fremtiden. Det her handler ikke om separatisme. Det handler om at få landet på rette køl igennem demokrati og medbestemmelse.”

Kanton-modellen har vakt opsigt i Europa, hvorfra flere parlamentariske delegationer er rejst til Rojava for at se stille skarpt på den gryende decentralisering, der kan blive Syriens fremtid. Frankrigs forhenværende udenrigsminister Bernard Kouchner deltog i en større tysk delegation, der besøgte Cizîr-kantonen i november sidste år, mens kampene i Kobanê var på sit højeste. Delegationer fra Sverige, Tyskland, Skotland, Catalonien fulgte hurtig efter. En dansk delegation bestående af blandt andre MF og medlem af Udenrigspolitisk Nævn Nikolaj Villumsen (Ø) samt medlem af Københavns Borgerrepræsentation Allan Ahmad (Ø) besøgte også Cizîr-kantonen i november 2014. “Jeg mener, de kurdiske selvstyre-områder i Syrien kan være en model for et fremtidigt demokratisk og mangfoldigt Syrien. Her er både arabere, kurdere og kristne inddraget i de politiske beslutninger, og der arbejdes aktivt på at fremme kvinders rettigheder og deltagelse i den politiske ledelse,” fortæller Nikolaj Villumsen på baggrund af sine oplevelser i syrisk-kurdiske Rojava til RÆSON.

Også EU-ledere har meldt sig på banen med solidaritetserklæringer til de syriske kurdere. Så sent som 8. februar dette år mødtes den franske præsident Hollande med PYDs repræsentanter i det franske præsidentpalads for at knytte tættere bånd til organisationen bag kanton-projektet. “Vi fortalte Hollande, at vi vil have et decentraliseret og demokratisk Syrien. Vi har vist vores værd politisk og militært. Vi har sammensat en demokratisk forvaltning i Rojava, hvor vi inkluderer alle politiske, etniske og religiøse grupper. Og vi vil have, at dette system skal udbredes til resten af Syrien,” fortæller Zûhat Kobanî. “Kantoner til druzere i syd, til alawitter i vest, til assyrere i nord. Fortæl mig hvem vil ikke være herre i eget hus?”, spørger han retorisk.

PYD’s kamp for selvbestemmelse og et føderalt Syrien fordrer en komplet omkalfatring af Sykes-Picot-aftalen fra 1916, hvor franske og britiske krigsherrer delte Mellemøsten imellem sig ved at trække blækstreger henover et landkort. De grænser har fungeret som spændetrøjer for regionens mange folkeslag, forklarer Zûhat Kobanî. Men bystaten er en tilbageerobring af selvbestemmelsen. “Tænk på bystaten Sparta,” indskyder han med reference til den græske bystat kendt for sine overlegne krigere.

“Kanton-modellen kan nemlig eksporteres. Det er en skabelon, som enhver lokalbefolkning kan skræddersy til egen fordel. På den måde undgås gnidninger på tværs af eksempelvis religiøse skel. Og vigtigst af alt bliver borgerne deres egne lovgivere. Det er en udfordrende tanke, fordi netop medbestemmelse og borgerrettigheder er uvante størrelser i vores del af verden,” fortsætter Zûhat Kobanî. “Den demokratiske autonomi”, som PYD kalder projektet, “er det dialektiske modsvar til uretfærdighed,” fortæller han med en terminologi, der henviser til partiets marxist-leninistiske tankegods.

Kontroversielle forbindelser
PYD er søsterparti til Kurdistans Arbejderparti PKK, der har base i Tyrkiet. PKK har været i væbnet konflikt med de tyrkiske sikkerhedsstyrker i tre årtier, men har siden 2012 håndhævet en gensidig våbenhvileaftale mellem Ankara og PKKs leder Abdullah Öcalan. Netop denne forbindelse har skabt kontrovers omkring PYDs rolle i et nyt Syrien og affødt harme reaktioner fra Tyrkiets præsident Erdogan imod de NATO-lande, der her støttet kurderne militært:

“Jeg sagde til hr. Obama: ’Smid ikke de [våben], du begår en fejltagelse.’” fortalte præsident Erdogan tyrkiske journalister under et pressemøde 26. januar dette år med reference til de våbenleverancer amerikanske Hercules-fly smed over Kobanê 20. oktober sidste år. Præsident Erdogans bemærkning faldt kort efter et lignende udfald imod PYDs søsterparti: “For Tyrkiet er PKK det samme som ISIS, det er direkte forkert at skelne imellem de to.” I Ankara er tænkningen, at PYD udgør en eksistentiel trussel for Tyrkiets territorielle integritet.

Svaret fra PYD-lederen er klart. “Tyrkerne er bange for, at vores kantoner her i Rojava vil opildne kurderne i Bakur (kurdisk betegnelse for Nordkurdistan, red.) til at kræve deres egen autonomi. Det er klart, de er bange”, fortæller Zûhat Kobanî. Han henviser til de voldelige optøjer, der opstod i oktober sidste år under IS’ belejring af Kobanê. Tusindvis af Kobanê-sympatisører strømmede ud på gaden i flere af Tyrkiets storbyer for at lufte deres utilfredshed med det faktum, at tyrkiske kampvogne passivt var vidne til angrebet på byen. 50 civile måtte lade livet under sammenstød med tyrkiske politistyrker, hvilket satte tyk streg under det kurdiske spørgsmåls politisk betændte karakter i landet.

Vestens allierede på landjorden?
Regeringerne i Damaskus og Ankara anerkender ikke Rojava-kantonerne som legitime politiske entiteter. Men det har ikke afholdt Washington og andre vestlige stater fra at hjælpe PYD-projektet på vej. Allerede sidste år i oktober kunne det Hvide Hus bekræfte, at syrisk-kurdiske YPG ikke er på terrorlisten, hvorfor der ikke lå nogle forhindringer i vejen for at sende militærstøtte til de syriske kurdere.

I takt med at de kurdiske styrker viste sig at være effektive samarbejdspartnere på de syriske slagmarker, begyndte PYDs indflydelse at strække sig længere ud over de kurdisk-kontrollerede bygrænser i Nordsyrien: “Vi har et tæt forhold til vestlige statsrepræsentanter, som vi jævnligt mødes med. Før Washingtons tidligere specialrådgiver til Syrien, Robert Ford, gik af i 2012 havde vi haft løbende møder med ham om en afklaring af PYDs intentioner i Nordsyrien og visionen for et nyt Syrien. Nu fører vi løbende dialog med Daniel Rubinstein, som er ansvarlig for USAs Syrien-dossier. Amerikanerne er meget lydhør over for vores bidrag til en løsning på den syriske konflikt, da vi tilbyder et allerede eksisterende alternativ,” fortæller Zûhat Kobanî med henvisning til kantonerne. “Man lytter til os. Vi er Vestens bolværk imod truslen fra Daesh.”

Militæranalytikere og politiske observatører har kritiseret anti-IS-koalitionens Operation Inherent Resolve, og peger på, at krigen mod Islamisk Stat ikke kan vindes fra luften. USAs forhenværende forsvarsminister Chuck Hagel har ad flere omgange udtalt, at landtropper kan blive nødvendige for at luge definitivt ud i IS-militante i regionen. Men efter den irakiske hærs kollaps i juni sidste år, har koalitionen ingen andre allierede landtropper i regionen med reel kamperfaring og en etableret samt afprøvet koordinationskanal. Bortset fra de syriske kurdere.

Zûhat Kobanî peger på, at PYDs diplomatiske forbindelser var essentielle for, at PYDs militære fløj Folkets Forsvarsenheder med det kurdiske akronym YPG, ligeledes kunne udvide sit netværk til at indbefatte vestlige militærrådgivere, herunder NATO-styrker som Frankrig og USA. “Repræsentanter fra YPG har ligeledes mødtes med amerikanske militærrådgivere, hvor de etablerede kommunikationskanaler, som blev vitale for os på slagmarken. Det er i sidste ende dét forhandlingsspor, der reddede Kobanê,” fortalte Zûhat Kobanî til RÆSON. “Både PYD og YPG er klar til at stå skulder om skulder med Vesten for at trumfe freden igennem i Syrien. Vi har rakt hånden ud. Bolden er på deres banehalvdel.”

Hetav Rojan (f. 1990) er RÆSONs mellemøstredaktør. Han er BA i Globale Studier ved Roskilde Universitet og har arbejdet som freelancejournalist baseret i både Irak, Tyrkiet og Saudi Arabien. Han har bidraget til flere af RÆSONs udgivelser, senest bogen Mellemøsten i Krig. ILLUSTRATION: Flygtningelejr nær Kobane [Foto: Caroline Gluck]