10.01.2015

Flere end to mio. stemte for et uafhængigt Catalonien ved folkeafstemningen sidste år. Nu vil den catalanske regeringsleder have selvstændigheden ført ud i praksis i nærmeste fremtid – men afstemningen blev aldrig anerkendt, og der er stille modstand fra regeringen i Madrid.

ANALYSE af Anders Nedergaard Lassen

Konklusionen efter Cataloniens uformelle valg om selvstændighed den 9. november 2014 var klar: Catalanerne ønsker at vride sig fri fra Spanien hurtigst muligt. Men idag, snart to måneder efter valget, er billedet mere mudret. Forskellige fortolkninger af valgresultatet medvirker til, at striden mellem de højtråbende catalanere og regeringen i Madrid ser ud til at være kørt fast.

Det ikke et populært synspunkt blandt spaniere i andre dele af landet at støtte catalanerne i kampen for fuld selvstændighed. Modsat bliver catalanerne mere og mere frustrerede over Madrid-regeringens ikke-forhandlingsvillige position. 2015 er valgår for de spanske kommuner og senest januar 2016 er regeringen på valg. Spørgsmålet er, om Rajoy-regeringen kan presses til at opgive sine undvigelsesmanøvrer og gå ind i en mere aktiv dialog omkring selvstændighedsspørgsmålet.

Selv om situationen stadig er anspændt, synes noget alligevel anderledes. Catalanernes jubeloptimisme har dæmpet sig i takt med at folkestemningen i Catalonien har ændret karakter. Gaderne er ikke længere præget af farvefyldte catalanske flag, de daglige demonstrationer er forsvundet og de ihærdige pro-catalanske ’gadehververe’ er ikke længere at finde på gadehjørnerne hver dag. Efter en ikonisk og krævende valgkamp venter befolkningen på, at de catalanske politikere tager tyren ved hornene og fuldfører projektet – helst så snart som muligt.

Frontfiguren Artur Mas
2014 var for den catalanske regionspræsident Artur Mas et unikt år. Han var om nogen symbolet på selvstændighedskampen og modstanden mod centralstyret i Madrid. I sin nytårstale til catalanerne 30. december var separatist-fortaleren klar i mælet:

”Størstedelen af catalerne vil gerne skabe et nyt land” og ”[vi ønsker] at alle indbyggere frit og fredfyldt kan bestemme over vores nations fremtid” lød det blandt andet i talen. Nytårstalen handlede udover selvstændighedsspørgsmålet om bekæmpelse af korruption og genskabelsen af økonomien.

På den politiske scene har lederen for det venstreorienterede republikanske parti, ERC, Oriol Junqueras og lederen af det mere moderate parti ,CiU, Artur Mas, indledt et politisk parløb. Et parløb som både rummer muligheder og begrænsninger. Mens Junqueras og Mas’ begge er pro-uafhængighed, er der alligevel sprækker i samarbejdet.

Mens Mas fremstår tålmodig og dialogsøgende, kræver Jonqueras, at bindende afstemninger gennemføres snarest, til trods for en bindende afstemning er forfatningsstridende. Jonqueras næsten betingelsesløse tilgang til at opnå selvstændighed er en populær holdning, og dette presser Mas i et år, hvor der afholdes kommunalvalg i Spanien. For tiden forhandles på livet løst, men eftersom der ikke altid er sammenhæng mellem symbolpolitik og pragmatiske politiske løsninger, skaber det uvished. I forhold til at opnå selvstændighed er mulighederne begrænsede, og derfor står politikkerne overfor to svært urealistiske scenarier:

På den ene side henviser catalanerne til en mulighed der ville give dem lov at stemme om en forfatningsændring af traktaten fra 1978, som faktisk også havde højere tilslutning i Catalonien end Madrid. Selvsagt er tiderne anderledes end i de var i tiderne efter de massive overgreb under Franco-regimet, men mange catalanerne forstår stadig ikke, hvorfor Spanien bliver ved med at fornægte Catalonien muligheden for på sigt forfatningsmæssigt at opnå selvbestemmelse. Sikkert er det, at de gentagende afvisninger fra Madrid ikke er forsonende i den stigende konflikt mellem Madrid og Catalonien.

Den anden mulighed er at gennemføre en bindende afstemning. Umiddelbart synes denne ulovlige gentagelse af den tidligere afstemning at være hæftet med mange problematikker, og desuden er denne tilgang også for identisk med afstemningen i november.

Hvad er de sande intentioner?
Spørgsmålet er, om det, vi er vidner til, er starten på en lang styrkeprøve mellem de to parter, hvor en af parterne bliver nødt til at bøje af og tabe ansigt. Selvsagt er det stemmemæssigt populært at råbe højt om retten til selvstændighed, og dette gør, at Mas position presses af frygten for stemmeflugt.

Catalonien er måske den stærkeste og mest stædige af de spanske regioner, og alligevel oplever regionen manglende opbakning fra de andre i kravet om selvstændighed, da Catalonien er en vigtig brik for Spanien rent økonomisk, symbolsk og geografisk. Mens den propagandaprægede retorik kører derudaf, kan det være svært at gøre sig helt klog på, hvad catalanerne i sidste ende vil. Er deres ultimative krav i denne debat, at de får den fuldstændige selvstændighed fra Spanien?

Ræson har ladet spørgsmålet gå videre til Javier Wrana, professor i statskundskab ved Universidad Rey Juan Carlos i Madrid: ”Mas har forsøgt at puste sig op, og på et eller andet punkt har han skabt en bevægelse, som han måske ikke kan styre mere. Mas’ strategi var før at få et stærkt forhandlingsmandat, men nu har mentaliteten ændret sig: Nu forventer støtterne selvstændighed, og de føler, det er mere realistisk end før”.

Den stædige ’Gallego’
Hvad de catalanske politikere især mangler i diskussionen er et modsvar fra den spanske regering. Med den galiciske ministerpræsident Rajoy i spidsen har centralstyret adskillige gange afvist en opfølgende folkeafstemning i Catalonien.

Afstemningen i november har trods det massive ja ikke haft nogen betydning, men tiden efter har været præget af anklager om civil ulydighed mod flere politikere, herunder Mas som hovedansvarlig. Herudover har der været stille. Rajoy har anlagt en stædig og ensporet holdning til selvstændighedsproblematikken. Om det var en tiltrængt tænkepause efter valghandlingen, eller om det var en strategisk beslutning, at Rajoy valgte at vente flere dage med en officiel udmelding omkring valget, er usikkert. Men regeringslederen har adskillige gange sagt klart, at han ”ikke ser Cataloniens løsrivelse for sig i sin regeringstid”.

Ud fra disse scenarier er de rent formelle muligheder for at opnå selvstændighed besværlige. Dog synes det stadig legitimt at overveje, om denne institutionelle dead-lock er fordelagtig for diskussionen på sigt. Mens Catalanerne vil blive ved med råbe op om selvstændighed, vil Madrid konstant forsøge at undvige denne efterspørgsel.

Selvsagt må denne manglende dialog frustrere catalanerne, da de rent de facto ikke står med mange muligheder tilbage. De har allerede forsøgt at holde en afstemning, det er ikke muligt at ændre grundloven og en volddig tilgang med ETA-lignende perspektiver er utænkeligt.

Men hvor længe Madrid kan holde bladet for munden og hvad vil politikkerne på sigt gøre ved denne opstandelse? Afvises kravet om selvstændighed gang på gang, er risikoen, at det skaber en endnu stærkere trodsreaktion end den hidtidige udvikling i tilslutningen til selvstændigheden – kan de stærke krav om selvstændighed gang på gang nægtes – og hvad bliver konsekvensen af dette?

Et legitimt demokratisk mandat?
Ved afstemningen i november – som var uforpligtende og blev gennemført trods Madrids påstand om, at den var ulovlig – stemte 2,3 mio. af Cataloniens stemmeberettigede. I alt stemte 80 pct. ’si’ til selvstændighed, og med sådan en majoritet kunne stemmefordeling nemt tolkes som et klart mandat til at forsætte kampen, men diskussionen er meget mere kompliceret end som så.

En af årsagerne til dette er, at det massive ja falmer, når valgdeltagelsen tages i betragtning. Af de 5,4 mio. stemmeberettigede benyttede kun 35 pct. af disse muligheden. Og af en ellers ’stemmeglad’ befolkning er tallet ikke prangende i forhold til stemmetallene ved det seneste Europaparlamentsvalg (47,7 pct.) og det seneste catalanske parlamentsvalg (69,6 pct.).

Man må derfor spørge: hvor stærkt et signal sendte catalanerne i sidste ende, når mindre end 30 pct. af den stemmeberettigede befolkning rent faktisk stemte ja til selvstændigheden?

Til dette svarede professoren i statskundskab Ræson: ”Selvfølgelig blev det (valgresultatet, red.), som det blev. Pro-siden var de eneste, der kom af sted på dagen, og resten nød, at der endelig var stilhed. Alene af denne grund må pro-siden være trætte af, at deltagelsen så ikke var større”.

Andre holdninger har den unge, frivillige i pro-uafhængighedsbevægelsen ANC Marcel Duran, som ikke mener at den lave deltagelse er problematisk: ”Valget gav et fint og meget passende billede af, hvad vi vil have og fortjener. Det er et signal til resten af Spanien, vores politikkerne og især omverdenen om, at vi både vil og fortjener selvstændigheden”, lyder det fra den frivillige aktivist.

Et af catalanernes argumenter har efter valget været, at et omvalg vil give et lignende udfald. Dette argument er professor Javier Wrana ikke helt enig i. ”I Catalonien er der en meget, meget politiseret gruppe af pro-separatister. Denne gruppe præger i høj grad dagsordenen og har en relativ stor betydning, dens størrelse taget i betragtning. På den måde er afstemningen mest af alt præget af et meget dominerende mindretal. Jeg tør ikke spå om et eventuelt udfald, men jeg ser stadig et nej som det mest realistiske”.

Tættere på end aldrig før
Alt i alt er udsigterne ikke udpræget positive for catalanernes håb om selvstændighed. Den lave valgdeltagelse, usikkerheden om betydningen af selvstændighed og de mange demonstrationer og de frivilliges arbejde har tæret på kræfterne. Catalanerne har været overraskende stille efter valget i november og efter et meget travlt og historisk 2014, virker 2015 til at blive mindre aktivt.

Efter at Mas og Jonqueras har overtaget scenen er kravet til dem, at de rider videre på den historiske tilslutning. Men usikkerheden lurer og mens mange catalanerne før valget følte, at selvstændigheden var lige på trapperne, har flere nu indset, hvor omstændelig processen er. Diskussionen mellem Catalonien og Madrid strandende før den kom i gang, og på sigt kan det betvivles hvor langt begge parter kommer med deres kompromisløse tilgang. Man kan håbe at siderne snart er tvunget til at snakke sammen og få afgjort striden, da det skaber stadig skarpere modsætninger og splid i det spanske samfund.

Diskussionen omkring selvstændighedsspørgsmålet har kun givet nogle foreløbige svar om den fremtidige udvikling. 2014 var året, hvor selvstændigheden var tættere på end nogensinde før, men den manglende dialog bevirker, at der stadig er lang tid til, at et selvstændigt Catalonien kan komme på tale. Mens året 2014 uden tvivl vil få en plads i historiebøgerne, er spørgsmålet derfor, om dette var året, som endte med en fuser for den videre selvstændighedskamp eller om året danner udgangspunktet for den fremtidig succes.

Anders Nedergaard Lassen (F. 1988) er kandidatstuderende i statskundskab ved Aarhus Universitet og studerer for tiden førstedelen af en master på spansk i komparativ beskæftigelsespolitik i EU ved Universitat Autónoma de Barcelona. Anders kan kontaktes på anders.nedergaard.lassen@gmail.com.
Illustration: Rama Gran Via under valget i september, 2014. [FOTO: SantiMB]