Søren Espersen: Nu må Obama finde sammen med Putin

Søren Espersen: Nu må Obama finde sammen med Putin

19.10.2015


Glem lige alle ekspert-advarslerne om, at et samarbejde med Rusland “ville kunne styrke” Putin. For hvad enten man kan lide det eller ej, så er det jo allerede en realitet. Putin fremstår for længst som den stærke i forholdet til Obama, og udmanøvrerer gang på gang diplomatisk som militært USA’s præsident.

KOMMENTAR af Søren Espersen (DF), formand for Det Udenrigspolitiske Nævn

NÅR DET UFORFALSKEDE djævelskab skal bekæmpes, må man alliere sig med selv de værste slyngler. Som den realpolitiker, Churchill var, forstod han dette til fulde, da han i sommeren 1942 rejste til Moskva og indgik et formelt partnerskab med Stalin. Siden skulle det blive til mange møder i den umage alliance, hvor jo præsident Roosevelt var en del af trioen.

Churchill hadede kommunismen af et godt, folkestyre-hjerte, men gjorde jo gode miner til slet spil; grinede og spøgte foran verdenspressen med diktatoren, mens de to levemænd sammen nedsvælgede pokaler, fyldt med georgisk eller armensk brandy. Tyskland skulle nedkæmpes, nazismen skulle fjernes som ukrudt – og ordren til de allierede hære var derfor rasende enkel: Tag Berlin – underforstået: Så finder vi nok ud af, hvad der skal ske bagefter.

 

Nødvendigheden af en forbrødring med Putin omkring Syrien vel snart blive forstået selv af den drømmeriske, bovlamme forsigtigper, Obama
____________________

 

Under opgøret med nazismen var Verden i dén grad velsignet af at have hele tre realpolitikere ved magten, som forstod storheden i af al magt at udrydde Hitlers djævelskab – så måtte man, med forskellige dagsordener, finde ud af, hvad der skulle ske bagefter.

SELVOM DENNE FORFRISKENDE TYPE REALPOLITIK ikke ligefrem er det, der for tiden kendetegner det ovale værelse i Det Hvide Hus, bør nødvendigheden af en forbrødring med Putin omkring Syrien vel snart blive forstået selv af den drømmeriske, bovlamme forsigtigper, Obama. Lige nu er vi nemlig, i forbindelse med Syrien-krigen, nået til det punkt, hvor det pinedød er nødvendigt, at præsident Obama og præsident Putin sætter sig sammen og – i det mindste, når fotograferne er der – finder brandy-pokalerne frem, og får spøgt og grinet.

For Obama og Putin har jo et fælles, helt afgørende mål: Et djævelskab skal nedkæmpes. Givetvis har Obama for længst fået det råd af sine rådgivere, at finder Rusland og USA ikke ud af snarest at få etableret et tæt og fortroligt militært samarbejde, vil Islamisk Stat ikke kunne standses.

 

Givetvis har Obama for længst fået det råd af sine rådgivere, at finder Rusland og USA ikke ud af snarest at få etableret et tæt og fortroligt militært samarbejde, vil Islamisk Stat ikke kunne standses
____________________

 

Og – please! – glem lige alle ekspert-advarslerne om, at et samarbejde med Rusland “ville kunne styrke” Putin. For hvad enten man kan lide det eller ej, så er det jo allerede en realitet. Putin fremstår for længst som den stærke i forholdet til Obama, og udmanøvrerer gang på gang diplomatisk som militært USAs præsident.

RUSLAND ER NU ATTER, her knapt 30 år efter kommunismens fald, atter en stormagt. Det totale kaos, som vi i disse uger er vidner til i Syrien, er til at græde over. Et forstærket militært samarbejde mellem Putin og Assad – og på bagsmækken en eller anden shiitisk surdejg, bestående af Hizbollah og Iran. Ved siden af USA og kurderne (undtagen de kurdere, som USA ikke kan lide) med Saudi Arabien på bagsædet og Tyrkiet på hattehylden. Derudover jo så et sammensurium af forskellige folkeslag og religioner, som alle har et eller andet at hævne, hvoraf det meste ligger århundreder tilbage, hvorfor kun religiøse eller historiske nørder aner hvorfor. Kun ved alle, at man ikke kan lide de andre.

Men samtidig er det helt afgørende: Samtlige af de nævnte aktører vil Islamisk Stat til livs, hvorfor dette må have absolut prioritet. Og i dette spil må Rusland og USA som de store magter i området finde sammen.

OM ASSAD BLIVER VED MAGTEN? Tjah, det kan da godt være. Men hvis det er dér, hvor realpolitikken ender, så er det dét! I valget mellem Islamisk Stat og Assad bør vi i dén grad foretrække Assad. For Vestens skyld. For de sekulære demokraters skyld. For kvindernes skyld. Af mange andre gode årsager.

 

I valget mellem Islamisk Stat og Assad bør vi i dén grad foretrække Assad. For Vestens skyld. For de sekulære demokraters skyld. For kvindernes skyld. Af mange andre gode årsager
____________________

 

Når Islamisk Stat så med Ruslands og USA’s forenede kræfter er lagt i ruiner militært, og mordermaskinens våde drømme om et khalifat er forduftet, ja, så kommer anden runde. Så skal der, stadig under Ruslands og USA’s ledelse, tales og forhandles med alle parter. Også med dem, der er slyngler! Og så må vi se, hvor det ender. Men på kort sigt er målet at få udryddet Islamisk Stat såvel i Irak som i Syren – og dermed få skabt sikkerhed og tryghed.

I det område blev der ved de allieredes aftenfest efter Første Verdenskrig slået nogle særdeles retlinede streger på landkortene, som skabte det nuværende Syrien, Libanon, Jordan, Palæstina og Irak. Man tog ikke hensyn til virkeligheden. På langt sigt kan det da udmærket tænkes, at grænser dramatisk må revideres. Som det i historiens løb er sket tusindvis af gange med europæiske, afrikanske og mellemøstlige landkort.

Men sådan er det nu en gang. Realpolitik? Ja, tak. ■


ILLUSTRATION: Det Hvide Hus (Pete Souza)