16.12.2015

I stedet for at følge USA med blind for øjnene i et evig fokus på militær optrapning i kampen mod IS, burde Danmark arbejde for at stoppe den saudiarabiske pengestrøm til IS og støtte de demokratiske kurdere i Syrien.

KOMMENTAR af Rune Lund, medlem af Folketinget for Enhedslisten

Danmark fik i starten af december en forespørgsel fra USA om at optrappe krigen mod Islamisk Stat. Som forventet har et flertal af partierne i Folketinget straks udtrykt sig positivt om dette. Man kan spørge sig selv hvorfor? Er det fordi, flertallet gerne vil vise sin gode vilje over for USA? Eller er det fordi, der ligger gennemtænkte overvejelser bag opbakningen til et endnu ikke specificeret dansk bidrag til yderligere militær optrapning? Jeg er desværre alvorligt bekymret for, at det nok – igen – mere er det første, end det sidste. Sådan plejer det nemlig at være.

Lige siden nullerne – og med Irak, Afghanistan og Libyen i bagagen – har det fra skiftende flertal i Folketinget været afgørende at ”gøre noget”. Og i mindre grad gå op i, om dette ”noget” så førte nogen vegne. Hvilket i både Irak, Afghanistan og Libyen har været ensbetydende med fallerede krigseventyr. Hvis Danmark kan siges at have en forsvarspolitisk doktrin, så er det vel noget i retning af, at vi kommer, når USA kalder – uden at vi selv tager ordentlig og grundig stilling til, om det er andre og smartere måder at løse konflikter på, end altid som førstevalg at sende kavaleriet af sted.

Der er derfor grund til at frygte, at hyldevaren ”mere militær” og ”vi håber på det bedste” igen vil være det foretrukne våben hos folketingsflertallet.

Hvis Danmark kan siges at have en forsvarspolitisk doktrin, så er det vel noget i retning af, at vi kommer, når USA kalder – uden at vi selv tager ordentlig og grundig stilling til, om det er andre og smartere måder at løse konflikter på
____________________

 

”Mere militær” betyder for eksempel at danske F-16-fly i Irak de facto har ageret luftvåben for brutale shia-muslimske militser i kampen mod det sunni-muslimske IS. Devisen er åbenbart, at min fjendes fjende er min ven – og så betyder det mindre, at shia-militser, ligesom IS, også har afhuggede hoveder og afbrænding af fanger som en del af repertoiret. Et helt centralt element i kampen mod IS består i at få det store flertal af sunni-muslimer til at vende IS ryggen. Det opnår vi ikke ved at lade shia-muslimske militser hærge, torturere og myrde løs i områder, der er blevet tilbageerobret fra IS. Og Danmark skal ikke agere luftvåben for militser, der på brutal og bestialsk vis myrder og torturer civile.

Informationerne om, hvor danske F-16-fly rent faktisk har bombet er utrolig sparsommelige. I nullerne var det muligt via spørgsmål i Folketinget at få relativt deltaljerede informationer om krigshandlinger, hvor dansk militær var involveret. Med krigen og luftbombardementerne i Libyen i 2011 blev informationerne om krigsindsats mindre præcise i forhold til tid og sted og hvor bomberne faldt. Ganske givet fordi irriterende krigsmodstandere i Enhedslisten og andre steder interesserede sig meget for civile tab. Men ved at stykke oplysninger sammen fra andre lande, der også deltog i krigen, kunne man ”lægge et puslespil” og dermed finde frem til, hvor danske fly måtte have bombet. I forhold til de 547 missioner og 503 kastede bomber, som danske F-16-fly så langt har smidt over Irak, er der lukket fuldstændig for information om, hvor de præcist er kastet. Det er ærgerligt. Hvis vi kunne få den slags informationer, ville vi for eksempel kunne opdage, hvis danske fly havde deltaget i luftangreb, hvor shia-militser efterfølgende havde begået massive overgreb mod civilbefolkningen. Det er ikke tilfældigt, at det i dag er umuligt at finde ud af, hvor Danmark bomber. Der er et klart politisk ønske på Christiansborg om, at når Danmark går i krig, så skal krigsmodstandere stækkes så meget som muligt. Men det er aldeles forkasteligt, at man i et demokrati på den måde forsøger at lukke en demokratisk debat om et så vigtigt emne som krigsførelse.

At optrappe den militære krig hovedløst fører derfor ingen vegne. Der skal først og fremmest politiske løsninger til. Så længe disse løsninger ikke er til stede, så kan Danmark og andre lande smide alle de bomber vi har – men det vil stadig ikke føre til en løsning.

Det oplagte spørgsmål er naturligvis hvad man så kan gøre for at bekæmpe IS? Vi bør i stedet ramme IS på finansieringen, prioritere den humanitære hjælp og støtte politiske allierede, herunder kurderne.

At optrappe den militære krig hovedløst fører derfor ingen vegne. Der skal først og fremmest politiske løsninger til. Så længe disse løsninger ikke er til stede, så kan Danmark og andre lande smide alle de bomber vi har – men det vil stadig ikke føre til en løsning.
____________________

 

Det kan ikke være rigtigt, at Saudi-Arabien fortsat får lov til at vende det blinde øje til, når landets rigmænd finansierer militante islamistiske organisationer, herunder IS. Det virker ekstra absurd, da Saudi-Arabien officielt er med i koalitionen mod IS. Og Saudi-Arabien har oveni købet lige stillet sig i spidsen for en koalition af 34 sunni-muslimske lande, der skal bekæmpe terror. Det er stadig uklart, hvad denne koalition skal kunne som den eksisterende koalition mod IS ikke kan. Men et kvalificeret bud er, at Saudi-Arabiens nye ønskede rolle som Mellemøstens politimand primært vil være vendt mod shia-muslimer. Saudi-Arabien burde lukke for pengestrømmen til IS fra saudiarabiske rigmænd. Vice-kansler i Tyskland, Sigmar Gabriel, udtalte i december, at ”vi må gøre det klart, at det [for Saudi-Arabien] er slut med at se den anden vej”. I stedet for at bruge tid på at diskutere, hvor meget militær, Danmark kan bidrage med, burde Danmark gå forrest i kampen for at lægge pres på Saudi-Arabien.

I modsætning til at bruge flere penge på militær kamp, bør Danmark først og fremmest prioritere økonomisk og humanitær støtte. Vi bør sætte ulandsbistanden op til 1 procent af BNI, i stedet for V-regeringens modsatte kurs – at sætte den ned til 0,7 procent af BNI. Militær støtte skal altid være allersidste udvej. For det andet skal vi bidrage aktivt til konfliktforebyggelse, politiske løsninger, forsoning og civil genopbygning. Her spiller FN en vigtig rolle, da FN har en troværdighed, som ingen andre organisation i verden kan byde ind med. For det tredje skal vi støtte grupper og organisationer, som arbejder for at opbygge et demokratisk og fredeligt samfund med beskyttelse af mindretals- og kvinderettigheder. Dette kan for eksempel være fagbevægelsen, studenterorganisationer, kvindeorganisationer og menneskerettighedsorganisationer. Det er muligt, at sådanne organisationer og grupper ofte arbejder under meget svære politiske og økonomiske vilkår i lande som Irak og Syrien – men det er kun et ekstra argument for at støtte disse grupper.

Danmark bør støtte kurderne og de demokratiske spirer i Rojava. Kurderne i både Irak, Syrien og Tyrkiet er ikke en homogen størrelse, og der er store politiske uenigheder. Men der er mange ting, der også forener kurderne. For eksempel ønsket om at etablere en demokratisk og sekulær stat med beskyttelse af mindretals- og kvinderettigheder. I forhold til kampen mod IS i Syrien, bør Danmark skifte en meget nølende tilgang til de syriske kurdere ud med aktiv støtte. Både politisk, økonomisk og militært. De kurdiske områder i Syrien består af tre kantoner, Afrin, Kobane og Cizire, der tilsammen betegnes Rojava. Udover kurdere er Rojava hjemsted for arabere, tjetjenere, assyrere, armenere og turkmenere. Rojava er med sin eksistens, sine idéer om demokrati og mindretalsbeskyttelse, en trussel mod både diktatorer som Assad og religiøse fanatikere som IS. Det er fuldstændig oplagt, at Danmark skal bakke op om et sådant spirende og multikulturelt demokrati. Så oplagt, at Enhedslisten i denne konkrete sammenhæng har gjort en usædvanlig undtagelse fra vores normalt meget store krigsskepsis. Enhedslisten indsamlede penge til de kurdiske forsvarsstyrker i Syrien, YPG (Yekîneyên Parastina Gel‎‬), på partiets årsmøde 26. – 27. september i år. I alt blev det til lidt over 65.000 kr. Enhedslisten har flere gange foreslået, at Danmark støtter YPG politisk og militært, og at vi internationalt arbejder for opbakning til YPG og Rojava.

Er det naivt at tro, at ovenstående vil kunne bekæmpe IS? Måske. Men der er meget større sandsynlighed for, at det virker bedre, end den tåbelige krigsførelse vi har set i Irak, Afghanistan og Libyen.

Foto: Adolfo Lujan, 2013.