Regeringens uddannelsespolitik: Mange reformer – ingen visioner

Regeringens uddannelsespolitik: Mange reformer – ingen visioner

05.01.2015


Regeringen har flere gange udnævnt sig selv til at være en ”uddannelsesregering”. Men efter et hav af reformer på uddannelsesområdet står én ting klart: Regeringen har manglet retning og visioner.

Kommentar af Philip Adam Dimsits Lerer

Regeringen lagde allerede i 2011 ud med et ambitiøst program for de kommende års reformer indenfor uddannelsessystemet. I første omgang stod SUen og folkeskolen for skud. Senere kom reformer for de videregående uddannelser og senest ungdomsuddannelserne. S-SF-R og senere S-R-regeringen er den mest ambitiøse regering på uddannelsesområdet, som vi har set i mange år. Og har vist sig at være en sværere opgave, end som så, at reformere hele uddannelsessystemet indenfor én regeringsperiode. Både overenskomstforhandlinger, studenterdemonstrationer og en generel modstand fra uddannelsessektoren viste sig som store udfordringer for regeringen. Ikke desto mindre står 2015 i valgårets tegn, og regeringen kan bryste sig af at have reformeret næsten samtlige uddannelsesområder. Spørgsmålet er imidlertid, om disse reformer hænger sammen, og om de for alvor bidrager med de ønskede forandringer.

Folkeskolereformen og SU-reformen, som var startskuddet til regeringens uddannelsessatsning, bød på en række markante ændringer. For folkeskolens vedkommende betød det mere undervisning og en generel nytænkning i måden at gå i skole på. Nu skal elever dyrke mere motion og det frivillige foreningsliv, og erhvervslivet skal i højere grad være en del af hverdagen i den danske folkeskole. For de studerendes vedkommende betød SU-reformen skærpede krav til studieaktivitet – herunder også fokus på, at flere studerende skulle færdiggøre deres studier på normeret tid. Derudover bød reformen også på en generel ændring i SU-satserne, så de fremover følger reguleringen af andre overførselsindkomster, og på nye retningslinjer for udbetalingen af SU for hjemmeboende. Ifølge regeringen og daværende uddannelsesminister, Morten Østergaard, skulle reformen få de studerende ”bedre” igennem uddannelsessystemet. Meget peger på, at reformen dog først og fremmest var en spareøvelse, der var en naturlig konsekvens af, at antallet af studerende var blevet højere, og at udgifterne til bl.a. SU steg og steg. En senere konsekvens af SU-reformen var regeringens fremdriftsreform. Den betyder, at studerende nu automatisk tilmeldes eksamener, og at kravet om øget studieintensitet skærpes. Reformen har for alvor har skabt debat i den danske uddannelsessektor – både i forhold til dens indhold og dens implementering. Senest er en ny dimensioneringsplan også blevet en del af universiteternes virkelighed. Konsekvensen af denne er et mindre optag på uddannelser med strukturel ledighed, som i sidste ende kan betyde lukning af visse uddannelser.

I 2014 kom turen til erhvervsskolerne og gymnasierne. Udviklingen i unges søgemønstre til ungdomsuddannelserne er de seneste mange år gået i samme retning: Flere unge søger gymnasiale ungdomsuddannelser, og færre søger erhvervsuddannelser. Flere fremskrivninger forudså, at Danmark ville være i massiv mangel af faglært arbejdskraft. Derfor var regeringen nødt til at gøre noget ved erhvervsuddannelserne. Først og fremmest krævedes et generelt kvalitetsløft, et karakterkrav på 02, færre indgange, omlægning af HG til en etårig uddannelse, samt oprettelsen af en ny ungdomsuddannelse til de fagligt svageste elever. Disse tiltag skulle være med til at styrke erhvervsuddannelsernes omdømme og løfte det faglige niveau. Derudover bød reformen også på nye tiltag i forbindelse med de manglende praktikpladser hos danske virksomheder, hvilket betyder, at flere unge i dag skal i skolepraktik.

Regeringen havde oprindeligt skrevet i regeringsgrundlaget, at gymnasierne skulle gennemgå et serviceeftersyn. Dette blev gennemført i to etaper fra 2012 til 2013. Eftersynet skulle munde ud i en række tilpasninger og initiativer, som skulle implementeres på de gymnasiale uddannelser. Eftersynet blev med tiden omtalt som en mindre reform, hvilket aldrig nogensinde var tanken. Ikke desto mindre kom regeringen med deres udspil i slutningen af 2014. Den bestod af en række forslag, der først og fremmest skulle hæve det faglige niveau, men også forberede de studerende i endnu højere grad til det videregående uddannelsessystem. Det skal dog nævnes, at gymnasieudspillet er stadig under forhandling, og vi derfor ikke med sikkerhed kan sige hvordan det endelige udspil kommer til at se ud. Der er dog bred enighed om et løft af fagligheden, herunder obligatorisk Matematik på B-niveau samt færre studieretninger og vi må forvente, at den største knast i forbindelse med udspillet vil være spørgsmålet om et karakterkrav på henholdsvis 2,4 eller 7.

Manglende retning på reformer

Der skal ikke herske et sekunds tvivl om, at regeringens mange reformer er ambitiøse – ikke mindst, når de gang på gang har sagt, at de vil skabe den bedst uddannede generation. Flere unge end nogensinde tager både ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Om det er regeringens fortjeneste er naturligvis uvist, men der er ingen tvivl om, at det store fokus på uddannelse har skabt resultater.

Spørgsmålet er imidlertid, om regeringens mange reformer hænger sammen – om den røde tråd og den samlede vision tegner sig igennem alle tiltag. Folkeskolereformen er på mange måder den eneste reform, der for alvor ændrer den måde, man går i skole på. I øvrigt mangler tiltagene visioner og retning. Det er ingen hemmelighed, at de fleste reformer kommer som en reaktion enten på for høje udgifter forbundet med uddannelserne eller på for lavt et fagligt niveau. Erhvervsskolereformen blev gennemført, fordi for få unge vælger en erhvervsuddannelse. Fremdriftsreformen er resultatet af, at regeringen mente, at de studerende var for langsomme. SU-reformen kom, fordi flere studerende betød stigende udgifter, som regeringen ikke var villige til at betale. Gymnasiereformen var en reaktion på et pres fra oppositionen om, at det faglige niveau skulle forbedres, samt at for mange valgte en gymnasial uddannelse.

Den gennemgående tendens er, at man har lavet reformer for at løse nogle problemer i stedet for at se på roden til disse problemer. Det er rent ud sagt: symptombehandling, som i sidste ende nok ikke løser problemerne. Symptombehandling kan være ganske fornuftigt. Sagen er bare, at regeringen behandler med 4 forskellige præparater og for 4 forskellige sygdomme i stedet for at se uddannelsessystemet som et samlet system. Konsekvensen er en manglende retning og ikke-eksisterende visioner.

På intet tidspunkt har regeringen stillet sig selv det afgørende spørgsmål; Hvilket uddannelsessystem ønsker vi for Danmark, og hvordan sikrer vi en rød tråd gennem alle vores tiltag? – Man har ikke defineret, hvad gymnasiets rolle skal være. Det resulterer i, at unge bruger unødig meget tid på at vælge uddannelse. Samtidig vil man gerne have, at de studerende kommer hurtigere igennem uddannelsessystemet. Folkeskolereformen lægger vægt på alternative undervisningsformer og differentieret undervisningen. Det har man bare glemt at føre videre i de resterende uddannelsesreformer. Sidst, men ikke mindst, har man forsøgt at gøre erhvervsskolerne mere appellerende ved at lave voksenklasser og ungeklasser, forkorte grundforløb og sætte adgangskrav. Det ændrer bare ikke ved det faktum, at mor, far og studievejleder, fortsat vil se gymnasiale uddannelser, som en bedre investering. Det giver flere muligheder og lukker færre døre.

I sidste ende betyder det, at Danmark forsat vil skæve misundeligt til Singapores, Canadas og Finlands resultater indenfor uddannelsessystemet. Danmark er og bliver et enestående land, hvor vi udbyder gratis uddannelse hele livet. Men det skal vi udnytte og ikke tage for givet. Det skal være grundstenen for et uddannelsessystem i verdensklasse. Men hvis det skal kunne lade sig gøre, er det afgørende, at vi i endnu højere grad begynder at tænke visioner og retning ind i vores uddannelsessystem.

Med ærlighed kommer man længst

Regeringen har gang på gang stået fast på, at de er dem, der har investeret mest i uddannelse. Det er en sandhed med modifikationer. Først og fremmest har regeringen ganske rigtigt brugt flere penge på uddannelse end tidligere regeringer. Det skyldes dog, at flere unge tager en uddannelse. Det må ses som en god ting. Sandheden er blot, at det, at finansiere det stigende antal studerende, ikke er det samme som at investere. Investeringer må ses som en økonomisk udgift til noget nyt eller noget mere. I praksis betyder det, at man ved at finansiere et meroptag på universiteterne og gymnasierne øger samfundets udbytte – flere får en videregående uddannelse – men man mindsker udbyttet for den enkelte studerende, fordi undervisningen og uddannelsen bliver dårligere. Spørgsmålet er så, om det på bundlinjen øger samfundsudbyttet at få flere studerende på universiteterne?

Når antallet af midler per enkelt studerende falder, vil den naturlige konsekvens være færre penge til uddannelse. Ifølge OECD ligger Danmark i top i forhold til investeringer i uddannelse. Men det skyldes som nævnt det stigende antal studerende. Derudover er en direkte sammenligning af udgifter til uddannelse i forhold BNP ikke præcis, da vi i Danmark ikke har egenbetalinger på uddannelse, som de har i mange andre lande.

Hvordan sikrer vi den røde tråd?

Den røde tråd og fleksibiliteten er afgørende for et effektivt og driftigt uddannelsessystem. Ser vi udelukkende på uddannelsessystemet med de økonomiske briller, handler det i virkeligheden om, hvordan samfundet kan få flest mulige unge til at tage en god uddannelse, så de senere kan bidrage til samfundet. Desværre er verden ikke så enkel, for uddannelse i et velfærdssamfund handler om meget mere. Det handler om at bryde den sociale arv, om at give lige muligheder og om at sikre et godt liv for alle borgere i samfundet.

Denne grundlæggende tanke er desværre ikke til stede i mange af regeringens satsninger. Det betyder i sidste ende, at vi nok ikke vil se de store ændringer i unges uddannelsesmønstre de kommende år. Flere vil godt nok tage en uddannelse, men spørgsmålet er, om de vil få en god uddannelse, når fokus på et lavt udgiftsniveau er gennemsyrende for uddannelsespolitikken.

Man kan tvivle på, at en ny regering vil ændre på dette. Men indtil den dag, hvor vi for alvor får skabt et enestående uddannelsessystem, der bygger på samme værdiger og grundpiller som vores velfærdssamfund, så vil vi konstant sakke bagud i den internationale konkurrence. ■

Phillip Adam Dimsits Lerer (f. 1993) er tidligere formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og næstformand for Danske Skoleelever. Stud. International Business and Politics ved CBS og blogger til hverdag for DJØF. ILLUSTRATION: Statsministerens nytårstale [foto: Peter Hove Olesen/Polfoto]