Portræt af en skyggehær: Putins grønne mænd

Portræt af en skyggehær: Putins grønne mænd

23.04.2015


Verden så måbende til, da svært bevæbnede soldater i grønne uniformer indtog Krim i marts 2014. Få uger senere var halvøen annekteret af Rusland. RÆSON tegner et portræt af den russiske specialstyrke – soldater, der er trænet til at kæmpe i en verden, hvor grænserne mellem krig og fred bliver udvisket.

PERSPEKTIV af Anders Malle Hjortshøj

Det var specialstyrkerne fra den russiske, militære efterretningstjeneste GRU (Hoveddirektoratet for Efterretning) der gennem overvågning og planlægning sikrede anneksionen af Krim. Med støtte fra den russiske Sortehavsflåde var de i stand til at fragte eliteenheder til halvøen – midt om natten og under streng radiotavshed. De ukrainske myndigheder var intetanende indtil det var alt for sent. GRU lyder ellers som noget, som hører en svunden tid til. De gør brug af hurtige fremrykninger, omfattende bedrag af fjenden, og kirurgisk præcis magtanvendelse. Men de er ikke begravet i fortiden – det viste Ukraine-krisen. GRUs metoder er nemlig som skabt til den nye russiske udenrigspolitik, der ligger stor vægt på såkaldt ”ikke-lineær” krigsførelse.

GRUs efterretningsarbejde tager udgangspunkt i maskirovka – et ord, der betyder ”kamuflage” og i virkeligheden dækker over en veludviklet doktrin, der går efter at forvirre og misinformere fjenden i størst mulig grad. Maskirovka er ikke blot bedrag i snæver efterretningsforstand, men en tankegang, der gennemsyrede hele den sovjetiske udenrigspolitik i både krigs- og fredstid. Og netop dét er GRU det bedste eksempel på. Mens GRUs styrker sikrede kontrollen med Krim, sørger de i Østukraine for at holde ilden under den udstrakte konflikt, holder øje med de vilde, utilregnelige separatister, og umuliggøre ikke mindst ukrainske fremskridt. De er med andre ord en fleksibel styrke, der kan operere på den måde, der gavner Ruslands interesser bedst.

Kampe i Moskva
Men GRU er langt fra den eneste spiller i russisk sikkerhedspolitik. Ligesom USA har Rusland nemlig en underskov af forskellige sikkerheds- og efterretningstjenester med delvist overlappende opgaver. De kæmper konstant om ressourcer, ressortområder og præsident Vladimir Putins gunst. Putin har selv et intimt kendskab til denne verden fra sin egen baggrund som medarbejder i sikkerhedstjenesterne. Han har udnyttet intern splittelse til at styre sikkerhedsapparatet efter devisen ”del og hersk”. Det skete for eksempel inden præsidentvalget i 2008, da sikkerhedstjenesterne FSKN og FSB arresterede og muligvis dræbte hinandens medarbejdere i en kamp om toldkontrollens indtægter. Så trådte Putin til og fik parterne til at falde ned. Mellem Putin og sikkerhedstjenesterne er der en gensidig afhængighed: ved afslutningen på Putins første valgperiode var en fjerdedel af landets topposter besat af folk med sikkerhedsbaggrund, modsat 11 procent under Jeltsin. De er blevet placeret højt i præsidentens stab, indenrigsministeriet, den føderale toldtjeneste samt den gigantiske våbenindustrikoncern Rosoboroneksport.

Som belønning for loyalitet får cheferne lov at opbygge økonomiske imperier, der i det store hele har erstattet halvfemsernes løsslupne, oligarkstyrede kapitalisme. Putins loyale følgesvend Igor Setjin overtog for eksempel i 2004 Rosneft, som nu er det største børsnoterede olieselskab i verden, ovenpå en række tvivlsomme tvangsauktioner. Gazprom, de russiske jernbaner og den altdominerende Kanal 1 er også blevet givet som præmier til Putins venner.

Hvem er de små grønne mænd?
De eliteenheder, der overraskede verden på Krim, er kun én del af GRU – Ruslands største efterretningstjeneste. GRUs nuværende opbygning er en statshemmelighed, men ud fra det, som er blevet offentliggjort i pressen samt afhopperes beretninger, anslås det, at tjenesten består af tolv hovedafdelinger med forskellige fokusområder.

GRUs mest synlige og bedst kendte bestanddel er imidlertid specialenhederne. De har ageret spydspidsen for de fleste sovjetiske og russiske militæraktioner siden 60’erne. De har banet vejen for invasioner i Østeuropa, oprør i Afrika og oprørsbekæmpelse i Afghanistan og Tjetjenien. Putin bekræftede, hvad militæranalytikere længe havde formodet, da han et år senere indrømmede at GRU-specialstyrkernes spillede en afgørende rolle på Krim og roste deres indsats i en dokumentar om begivenhederne. Her spillede de en central rolle i den patriotiske legende om anneksionen – men deres fremtid så indtil for nyligt mindre lys ud.

I august 2008 brød den fem dage lange krig mod Georgien ud. Her klarede GRUs specialstyrker sig middelmådigt: de opsnappede ikke det georgiske artilleriangreb ind i omstridt territorium, der startede krigen, således at Putin blev overrasket mens han overværede OL i Beijing. Derudover lykkedes det georgierne at dræbe over hele 60 GRU-mænd. Specialstyrkerne kunne klage nok så berettiget over mangelfuldt udstyr og fraværet af luftstøtte, men de mange fjender, som GRUs fremfarende direktør Valentin Korabelnikov havde skabt, slog alligevel til. Der blev gennemtvunget massive nedskæringer i GRUs budget: sikkerhedstjenesten mistede fra 2009 til 2011 over 1.000 medarbejdere. Gennem nullerne favoriserede Putin da også FSB, som han i sin tid havde stået i spidsen for, og så muligvis GRU’s kompetencer som sekundære i en verden, hvor cyberspionage, olie og gas skulle blive de vigtige slagmarker.

Krigen mod Georgien fik Ruslands ledelse til at stille skarpt på mangler i militæret. Fra 2008 og frem lancerede man omfattende reformer med henblik på at gøre hæren mindre – men også mere moderne og effektiv. Direktøren for GRU, Korabelnikov, blev fyret for sin reformfjendtlighed og på grund af pres fra rivaler i andre sikkerhedstjenester. Det kastede GRU ud i en krise der varede fra Georgien-krigen til Ukraine-krisen. Specialstyrkeenheden blev overflyttet til hæren, mens nedskæringer havlede ned over dem. I lang tid lignede det, at tjenesten ikke kunne gøre andet end at holde stand efter bedste evne.

Urolighederne i Ukraine blev GRUs redning fra den bureaukratiske afgrund. Allerede i en artikel fra februar 2013 efterspurgte chefen for det russiske militær, Valerij Gerasimov, nytænkning i en verden, hvor grænserne mellem krig og fred i stigende grad bliver udvisket. Han så nullernes såkaldte ”farverevolutioner” i de postsovjetiske lande (herunder Ukraine) og det arabiske forår som pragteksempler på en ny form for CIA-krigsførelse, som Rusland måtte tage til sig af inden landet selv blev udsat for det. Han trak i artiklen på eksempler fra de sovjetiske specialstyrkers farverige historie og hævdede, at de gamle dyder om maskirovka kunne være et stærkt udgangspunkt for at blande et humanitært røgslør med konkret militær støtte til oprørere, som han mente Vestens stormagter havde gjort det i Libyen.

To veje for GRU
Med operationen på Krim blev Gerasimovs ide til virkelighed. Det store spørgsmål, som militæranalytikere nu prøver at besvare, er, hvordan Rusland vil handle i fremtiden. Doktrinen om ikke-lineær krig er fortsat under udvikling, og det er allerede i Østukraines tilfælde tydeligt, at man justerer metoden ud fra, hvad der kan lade sig gøre. Krim var en nærmest lidt for oplagt test case for doktrinen: et stærkt russisksindet befolkningsflertal, geografisk afskåret fra det øvrige Ukraine, og med en i forvejen massiv russisk militær tilstedeværelse i form af Sortehavsflådens base i Sevastopol. Helt så gunstige betingelser vil næppe gentage sig noget andet sted, men det betyder ikke, at vi har set det sidste til russiske overraskelsesmanøvrer. Overordnet set er der to mulige former for nye maskirovka-operationer.

Den første er at genåbne en ”frossen konflikt” i et postsovjetisk land. Rusland har siden 1991 destabiliseret trodsige naboer ved at smide benzin på bålet i etniske konflikter, opretholde udbryderrepublikker, og rundhåndet uddele russiske pas. Se bare på Georgien, hvor de multietniske områder Abkhasien og Sydossetien de facto løsrev sig i halvfemserne under blodige, Balkan-lignende borgerkrige med hjælp fra russiske og tjetjenske lejesoldater. Da Moldova blev selvstændigt, frygtede russere i landets østlige del at blive indlemmet i Rumænien – det førte til udråbelsen af et selvstændigt Transnistrien og en kortvarig borgerkrig i 1992. Udbryderstaten understøttes generøst af russiske gaspenge og 2.000 russiske soldater.

Udbryderstaterne giver Rusland en løftestang i forhandlingssituationer med de belastede smålande. Dog har strategien skabt mistro til Rusland, selv blandt loyale venner. Siden 2008 har kun fire lande anerkendt Abkhasien, mens ellers russiskvenlige stater som Hviderusland og Kasakhstan tog Georgiens parti. Eftersom et flertal i udbryderrepublikkerne støtter tanken, kan det blive en fristende mulighed for Putin at annektere områderne til Rusland. Dette ville ikke være lige let i dem alle tre – opbakningen til at blive en del af Rusland er for eksempel meget større i Sydossetien end i det mere mangfoldige Abkhasien. Men i en situation, hvor Rusland i forvejen er under sanktionspres, kan en annektering være en lavthængende frugt. Det ville give et stort kortsigtet udbytte: dels propagandagevinsten, efterhånden som Krim-myten taber pusten, dels et større og mere direkte strategisk pres på Georgien eller Moldova. GRUs specialstyrker ville ikke være strengt nødvendige at indsende, da befolkningerne er prorussiske, men kan muligvis bruges til at forsikre mod de kritiske røster, der nu måtte opstå.

Den anden mulighed vækker større bekymring i Vesten. De baltiske lande og det nordlige Kasakhstan har store russisktalende mindretal, der former deres verdenssyn ud fra russiske medier. De østlige dele af Estland eller Letland kunne infiltreres af russiske agenter, hvilket kunne starte en voldsom eskalering af NATO-Rusland spændinger, idet de baltiske lande er NATO-medlemmer. Selv om USA’s præsident Barack Obama har udtalt, at det er lige så vigtigt at forsvare Tallin, Riga og Vilnius som Berlin, Paris og London, og NATOs nye ”spydspids”-styrke i regionen tager form, så er hele ideen med ”ikke-lineær” krigsførelse jo netop at undgå direkte konfrontationer. I stedet for ”små grønne mænd” på gaderne vil man formentlig se en intensiveret efterretningskrig i grænseområderne. Der er da også allerede blevet kidnappet en estisk sikkerhedsbetjent, som undersøgte russisk organiseret kriminalitet i grænseområdet. Et ubesvaret spørgsmål, som kræver øget opmærksomhed, er hvor langt Rusland er villigt til at gå med at tirre de baltiske NATO-lande ved hjælp af indirekte metoder og åben provokation. Tilfælde som 2007’s massive cyber-angreb tyde på, at denne vilje ikke er ubetydelig. Her flyttede Estlands regering den 26. april et monument for de sovjetiske faldne i Anden Verdenskrig fra det centrale Tallinn ud til en forstadskirkegård. Umiddelbart efter kom der en bølge af hackerangreb på estiske regerings-, parti-, presse- og bankhjemmesider. Angrebenes timing, omfang og målrettede karakter peger på en statslig russisk rolle, nærmere bestemt fra GRU og/eller FSBs side, men det er noget nær umuligt at bevise det endegyldigt.

Der er altså risiko for, at præsident Putin kan blive fristet til at bryde ud af dødvandene i forholdet til Vesten ved at forsøge endnu en hurtig, dristig operation efter ukrainsk forbillede uden skelen til konsekvenserne på længere sigt. Operationen på Krim bar præg af såvel Putins taktiske evner som af en vag eller endda manglende strategisk sans. Halvøen er, om end nok så letkøbt i militær forstand, dyr at administrere for en hårdt ramt økonomi – i modsætning til den politik russerne fører i udbryderstaterne, og som har virket glimrende til at destabilisere i udenrigspolitikken. Holdningen synes at være, at hvis man ikke er en loyal ven i nærområdet, så er et kronisk, ustabilt kaos det man kan forvente – og det er en efterretningstjeneste som GRU i dén grad i stand til at levere. Spørgsmålet bliver så, i hvor høj grad russiske beslutningstagere med en maskirovka-hammer i hånden ender med at se søm alle vegne.

Sikkerhedstjenesterne er ikke, som det til tider bliver karikeret fremstillet i vestlige medier, den eneste magtfaktor i Rusland. Når det så er sagt, har deres øgede magt været blandt de vigtigste kendetegn, der skiller Putins regeringstid ud fra Jeltsins i halvfemserne. De er langt fra at være én stor gruppe med fælles interesser, og deres interne kampe kan være ganske voldsomme. Deres fælles KGB-arv er til gengæld en defensiv holdning på Ruslands vegne, en præference for handling frem for passivitet, og store karriere- og prestigemæssige samt økonomiske indsatser i spillet om indflydelse. Siden Ukraine-krisens udbrud har disse træk for alvor gjort sig gældende i udenrigspolitikken, og ikke bare som før i landets interne politiske spil. ■

Anders Malle Hjortshøj studerer Russisk med Kinesisk og Centralasienstudier ved Københavns Universitet. [Foto: Skilt i Kiev under protesterne i 2014, under Creative Commons-licens, Jordan Busson via flickr.com]