Pola Rojan: Tyrkiet kan lugte EU’s desperation på kilometers afstand

Pola Rojan: Tyrkiet kan lugte EU’s desperation på kilometers afstand

15.12.2015


EU’s liste over blinde vinkler i forhold til Tyrkiet er lang: alt fra krænkelse af frihedsrettigheder til Tyrkiets manglende bekæmpelse af IS på tyrkisk jord. ”Man har brug for en stærk, forholdsvis stabil, NATO-allieret med et stærkt militær, som er relativt loyal over for Vesten. Fordi man har så meget brug for Tyrkiet fremover, går man på listetæer i omgangen med tyrkerne,” siger Pola Rojan til RÆSON.

INTERVIEW af Tine Toft Jørgensen

RÆSON: Den danske journalist Nagieb Khaja forsøgte den 2 december at krydse grænsen fra Tyrkiet til Syrien, og blev voldsomt overfaldet af det tyrkiske grænsepoliti, selvom han gentagne gange fremviste sit pressekort. Det er ikke det første voldsomme angreb på pressefriheden i Tyrkiet. Kan EU overhovedet gøre noget ved den udvikling, eller er det bare noget vi må vende os til at se, hvis vi vil samarbejde med et Tyrkiet med Erdoğan i spidsen?
ROJAN: Både ja og nej. Krænkelser på ytringsfriheden og borgerrettigheder der bliver påtalt af Europa, har en effekt. Det bliver rent faktisk nyhedsstof i Tyrkiet, når de to centrale magtcentre i EU eller Washington udtaler sig kritisk. Og det ser dårligt ud for regeringen – særligt fordi AKP (Erdoğans Retfærdigheds- og Udviklingsparti, red.) har slået sig op på at være den regering, der for første gang i Tyrkiets historie laver demokratiske reformer og tager liberaliseringen af de her områder alvorligt.

Paradokset er bare, at krænkelserne af samme pressefrihed, forsamlingsfrihed og ytringsfrihed er eskaleret til fuldstændig usete højder under AKP, særligt inden for de seneste 3-4 år. Det er for så vidt ikke nyt i den forstand, at de her friheder aldrig har været hellige størrelser i Tyrkiet. Men sammenligner man Tyrkiet lige nu, med perioden med det seneste statskup i 1998, så var det ikke engang så slemt der. Det står med andre ord historisk slemt til i Tyrkiet, når det kommer til den her slags rettigheder.

RÆSON: Men selvom krænkelserne bliver påtalt i de europæiske medier, har vi også set europæiske ledere som Angela Merkel tage på statsbesøg i Tyrkiet lige før det valg, der gav Erdoğan sejren. Og i samme ombæring udskød EU-Kommissionen i oktober dens årlige rapport om kandidatlande, formentlig for at undgå at rage uklar med Ankara før valget. Hvad gør Tyrkiets åbenbare magt over for EU ved selvforståelsen hos det tyrkiske lederskab?
ROJAN: Det skal ses i lyset af at hele flygtningeproblematikken har potentiale til at blive en ”game-changer”, hvis Europa går hen og giver køb på sine egne værdier. Det er potentielt skelsættende, fordi det har potentiale til at ændre på magtforholdet mellem EU og Tyrkiet. EU har altid været den afventende part, som det hele tiden har været mellem ansøgerland og EU-Kommission. Det har været Tyrkiet, der skulle leve op til en række kriterier, og EU har ikke skulle rykke sig en tomme. Snarere tværtimod. Men lige nu står kontinentet i en utroligt vanskelig situation – og den tyrkiske regering kan lugte desperationen hos de europæiske ledere på kilometers afstand.

 

Den tyrkiske regering kan lugte desperationen hos de europæiske ledere på kilometers afstand. EU-præsidenten Donald Tusk har været ude og sige, at Tyrkiet udnytter det her som et forhandlingskort. Selvfølgelig gør de det – det er politisk købmandsskab. Det Tyrkiet har at handle med, er grænsekontrol, hvilket de vil gøre så meget brug af, som overhovedet muligt.
____________________

 

EU-præsidenten Donald Tusk har været ude og sige, at Tyrkiet udnytter det her som et forhandlingskort. Selvfølgelig gør de det – det er politisk købmandsskab. Det Tyrkiet har at handle med, er grænsekontrol, hvilket de vil gøre så meget brug af, som overhovedet muligt. Det er fuldstændig op til europæerne at signalere, hvor langt man er villig til at gå, når det handler om at vende det blinde øje til konstante og vedvarende krænkelser på frihedsrettigheder.

RÆSON: Dette handler om den aftale, der blev lavet mellem EU og Tyrkiet den 29. November som indebærer bedre visum forhold, penge og åbningen af et nyt kapitel i Tyrkiets ansøgning om medlemskab til EU, som betaling for Tyrkisk grænsekontrol. Det lyder på dig, som om det er en fordelagtig handel i Tyrkiets øjne?
ROJAN: Nej, ikke fordelagtig. Tyrkerne ser det som en potentiel lukrativ handel, men der er bare det store ”men”, at tyrkerne ikke kan undgå at blive skuffede i den her handel. Det er en meget besynderlig aftale. Så sent som i dag åbnede man endnu et forhandlingskapitel i Bruxelles med Tyrkiet. Det er en direkte konsekvens af aftalen på migrationsområdet. Men jeg tvivler nærmest på, at tyrkerne selv tror på teksten. Sagen er ikke at åbne forhandlingskapitler. Det har man gjort de seneste år. Problemet er jo at lukke dem. Og det må EU’s Udvidelseskommissær (Johannes Hahn, red.) ikke, fordi der er politisk embargo imod det med vetoer fra både Cypern og Frankrig. Så med mindre de reelle forhandlingskriser bliver løst imellem EU og Tyrkiet, først og fremmest i spørgsmålet om Cypern, vil der ikke blive rokket en tøddel ved forholdet i relation til medlemskab. Men lige nu er aftalen en potentiel ”win-win”-handel.

RÆSON: Så den del af aftalen er reelt kun symbolsk, snarere end udtryk for et egentlig skridt på vejen til medlemskab af EU?
ROJAN: Ja, fuldstændig. 100 procent symbolik. Men tyrkerne kan bruge symbolikken, for lige nu er man inde i varmen. Vi har at gøre med en tyrkisk regering, som har været meget ilde set på en lang række områder som Syrien, sikkerhedspolitik og demokrati. Præsident Erdoğan er ikke særlig populær. Der er ikke særligt mange ledere, som vil ses sammen med ham over et forhandlingsbord. Men han er inde i varmen nu, og det kan han bruge. Erdoğan ved udmærket godt, at det er symbolsk på papiret, bortset fra de 3 milliarder euro Tyrkiet får fra EU. Men så længe han kan bruge symbolpolitikken til noget, så er det en gevinst.

RÆSON: Har EU solgt ud i forhold til sine principper, når man forhandler med Tyrkiet om håndteringen af flygtninge?
ROJAN: Hvis man spørger flere menneskerettighedsorganisationer, hvor det internationale samfunds blinde vinkler er i Tyrkiet lige nu, så tror jeg mange vil remse en meget lang række forhold op.

Lige nu er den væbnede konflikt med PKK (Kurdistans Arbejderparti, Partiya Karkerên Kurdistanê, red.) og en stor del af den kurdiske befolkning eskaleret fuldstændig. Kampene er rykket ind i byerne, bare i dag er der flere undtagelsestilstande. Civile er blevet dræbt i et stort omfang, fanget i krydsild. Der er stadig en lang række ubesvarede spørgsmål i forbindelse med validiteten af valget i november, og jeg har ikke hørt en eneste europæisk stats- eller regeringschef rejse sig på en højlydt og manifest måde. Det hører vi simpelthen ikke noget af.

 

Tyrkiet får intet ud af at sætte en prop i hullet i forhold til syriske flygtninge. Tværtimod – Tyrkiet får noget ud af aftalen, fordi de håber på europæiske indrømmelser.
____________________

 

Samtidig har der inden for bare de seneste par måneder været aggressioner mod prominente journalister og nedskydningen af en menneskerettighedsadvokat. På en lang række områder er Tyrkiet meget blottet. Det udstiller endnu engang, at Tyrkiet har lang vej igen. Ikke kun i forhold til demokrati, men også bare i forhold til stabilitet og sikkerhed.

RÆSON: Du sagde før, at EU står i en ekstraordinær situation i forhold til at håndtere flygtninge. Men hvordan er forholdene for flygtningene i Tyrkiet nu?
ROJAN: 2/3 af de syriske fordrevne på tyrkisk jord befinder sig uden for flygtningelejrene. Der er kapaciteten virkelig udnyttet til et max. De 2/3 der bor uden for lejrene befolker byerne, distrikter og landsbyer hele vejen langs grænsen til Syrien. En stor andel af dem er i Istanbul, og i alle de her områder lever de en elendig og for manges vedkommende ussel, forarmet tilværelse i de tyrkiske parker, gader og stræder. De tigger efter brød eller tager billige ufaglærte jobs, til stor irritation i øvrigt for lokale tyrkere, som mange steder betragter de syriske flygtninge som en pestilens.

Ganske vidst er der tale om nabolande, men der er store sociale og kulturelle forskelle på syriske arabere og tyrkere. De har en helt forskellig tilgang til religion og andre ting, som over de sidste par år har skabt en række sociale spændinger. Vi har også set brandstiftelser af syriske flygtningeboliger.

RÆSON: Er det så overhovedet realistisk, at Tyrkiet kan dæmme op for antallet af flygtninge som deres del af aftalen?
ROJAN: Det er et spørgsmål om dels politisk vilje, men også evnen til rent infrastrukturelt at dæmme op for en meget porøs grænse, der består af både tyrkisk og internationalt farvand. På den måde har Tyrkiet rent faktisk brug for pengene fra EU, for at bygge sin sikkerhedsstruktur op langs grænsen. Det er ikke en nem grænse at bevogte, men det er ikke umuligt.

Som så mange andre investeringer handler det om politisk vilje, og det er her, det går hen og bliver vanskeligt. For den tyrkiske regering vil håndhæve aftalen med EU i det omfang, de får noget ud af det politisk. Tyrkerne får intet ud af at sætte en prop i hullet i forhold til syriske flygtninge. Tværtimod – Tyrkiet får noget ud af aftalen, fordi de håber på europæiske indrømmelser. Tyrkiet bliver ikke et rigere eller mere velstillet samfund af, at være endestation for krigsflygtninge.

RÆSON: Nu hvor Erdoğan er inde i varmen, hvad er så hans vigtigste visioner for Tyrkiets rolle i konflikterne i regionen?
ROJAN: Det her er først og fremmest rettet mod Tyrkiets forhold til Europa. Tyrkiet har for længst skudt en hvid pil efter, at de med flygtningekortet kunne tvinge europæerne ind i Syrien for at oprette sikkerhedszoner. Det har ellers været et stort mål for Tyrkiet. Men der er ingen i Europa, der vil nærme sig den Syriske borgerkrig med en ildtang, så det har Erdoğan droppet.

RÆSON: Vi har også set et utal af sårede IS-krigere krydse grænsen til Tyrkiet og blevet indlagt på militærhospitaler i landet. Hvad kan vi forvente fra Tyrkiet fremover med hensyn til IS?
ROJAN: Det er en af de allerstørste elefanter i lokalet lige nu, når det kommer til Mellemøsten og bekæmpelsen af IS: netop den støtte som IS, indirekte eller direkte, modtager fra Tyrkiet. Vi ved, at IS-celler i Tyrkiet bliver behandlet med silkehandsker af det tyrkiske politi.

Det er en meget barok situation, hvor politiet nidkært går efter folk, der på de sociale medier skriver politisk oppositionelle ting, og sågar sender dem i fængsel for et enkelt tweet, men det er endnu ingen, der er blevet retsforfulgt for de tre terrorangreb, der blev begået mod tyrkiske storbyer i 2015. Tværtimod, har dygtige, tyrkiske graverjournalister rejst meget stor tvivl om, hvor villige de tyrkiske myndigheder overhovedet er til at knække nakken på IS på tyrkisk jord. De tyrkiske myndigheder går ikke for alvor efter struben på IS’s infrastruktur. Man har åbenbart ikke den politiske vilje til det.

Tyrkiet har ikke IS som sin førsteprioritet, det har vi fra Erdoğans egen mund. Den største trussel for Erdoğan er PKK – IS er nummer to. Samtidig er IS nyttig i forhold til at knække den reelle trussel fra Ankaras synspunkt – nemlig PKK. Dette er vigtig betragtning, som dog har været åbenlys i længere tid.

RÆSON: Men hvorfor reagerer EU og USA ikke på Tyrkiets manglende bekæmpelse af IS?
ROJAN: Man håndterer det meget forsigtigt. Man har brug for Tyrkiet, når det kommer til fremtiden i Mellemøsten. Ja, lige nu taler vi meget om at få bugt med IS, men i ligeså høj grad handler snakken i hovedstæderne i både Vesten og Mellemøsten om, hvad der sker om fem år? Hvem kommer til at sætte sig på magttomrummet, efter IS er væk? Det vil få enorm stor betydning for hvordan Mellemøsten udvikler sig.

Man har brug for en stærk, forholdsvis stabil, NATO-allieret med et stærkt militær, som er relativt loyal over for Vesten. Fordi man har så meget brug for Tyrkiet fremover, går man på listetæer i omgangen med tyrkerne.

 

Man har brug for en stærk, forholdsvis stabil, NATO-allieret med et stærkt militær, som er relativt loyal over for Vesten. Fordi man har så meget brug for Tyrkiet fremover, går man på listetæer i omgangen med tyrkerne.
____________________

 

Vi har til gengæld set, at tålmodigheden i Washington bestemt ikke er ubegrænset. Inden for det seneste halve års tid har vi set en lang række eksempler på meget opsigtsvækkende amerikansk trods mod tyrkerne. Eksempelvis samarbejder amerikanerne meget direkte med de syriske kurdere, som er affilieret med PKK. Flere amerikanske politikere har også udtalt sig kritisk om Tyrkiets støtte til Al Qaeda i Syrien. Men det er aldrig en konfrontation med den tyrkiske regering ansigt til ansigt, eller en trussel om sanktioner. Det er måske noget man overvejer bag lukkede døre, men der er ikke skyggen af det udadtil. Og det er det samme med europæerne. Man ved udmærket godt, at Tyrkiet kører et dobbeltspil.

RÆSON: Tyrkiet har aftalt med USA, at tillade amerikanske kampfly at bruge Incirlik luftbasen til at angribe IS. Giver det Erdoğan frit spillerum, at USA er afhængige af den her luftbase?
ROJAN: Ja. Aftalen fra juli blev set som en stor sejr for begge parter. Det var et vindue til tyrkerne. USA vidste godt, at Tyrkiet ikke var hjælpsomme i forhold til at bekæmpe IS, men til gengæld fik man adgang til baserne og sparer dermed mange milliarder dollars om dagen. Det gør det nemmere for USA at være i regionen. Til gengæld ser amerikanerne bort fra, at Tyrkiet faktisk ikke hjælper, men måske endda skyder dem lidt i foden. For Tyrkiet bekæmper egentlig de eneste mennesker, USA kan bruge som landsstyrker, nemlig kurderne i Syrien.

RÆSON: Udefra ser det ud som om, der ingen ende er på Erdoğans ambitioner om udvidede beføjelser, angreb på pressefriheden, pres på EU og USA og en krig – i stedet for fred – med PKK. Er du lige så opgivende?
ROJAN: Det er utroligt nærliggende at være pessimist lige nu. Magtkoncentrationen i hænderne på præsident Erdoğan er så stor, og så ubestridt. Tyrkiet regeres i dag i praksis via diktat fra én mand. Erdoğan har samtidig et meget solidt folkeligt mandat. Men i det daglige, i den måde det ledes på, er det styret af ham. Det er direkte skadelig for Tyrkiet, lige meget hvilken partifarve man har. Så vide og indiskutable beføjelser er ikke sundt.

Når man så ser på, hvad der rent faktisk er sket i praksis, er det endnu mere nærliggende at blive pessimist. Fordi man i dag i Tyrkiet rent faktisk bliver dømt og fængslet for at skrive kritiske tweets og råbe slogans til politiske demonstrationer. Præsidenten sagsøger en masse mennesker for fornærmelser.

Det der taler for optimismen er, at Tyrkiet på ingen måde kan fortsætte, som det er nu. Landet er utroligt spændt. For et år siden, var spændingerne under overfladen. Nu er spændingerne brudt ud i lys lue. Hvad der for to år siden var potentielt farligt, er i dag fuldstændig ude af kontrol. Det er utroligt svært at være optimist, men på et tidspunkt vil ansvarligheden råde. Det lyder næsten religiøst at høre mig selv sige det, for Tyrkiet har aldrig været i normale tilstande. Tyrkiet har altid været i en tilstand af alarm og undtagelsestilstand. Det har aldrig været stabilt. Men i dag er låget simpelthen blæst af det, der gjorde Tyrkiet til et potentielt ustabilt land.

Pola Rojan er journalist og forfatter med ekspertviden i tyrkisk politik. Tidligere Tyrkiet-korrespondent for Jyllands-Posten, forfatter til bogen ’Ergenekon – Tyrkiet bag Facaden’. Nu ansat som journalist på TV2.

ILLUSTRATION: Tyrkiets præsident Erdogan under besøg i Mexico, februar 2015 [foto: Presidencia de la República Mexicana]