Ole Aabenhus: En fundamentalt gal debat om retsforbeholdet

Ole Aabenhus: En fundamentalt gal debat om retsforbeholdet

01.12.2015


I stedet for at diskutere JA eller NEJ til et halvt retsforbehold burde vi kræve alle fire forbehold afskaffet snarest. Danmarks fire forbehold er mere end 20 år gamle, og grundig mølædte med tiden. Hvad er det ved den danske mentalitet, der gør os lukkede og får os til at holde fast ved dem?

KOMMENTAR af Ole Aabenhus, RÆSONs EU-redaktør

DER ER NOGET FUNDAMENTALT GALT i den måde, debatten om de danske forbehold kører på. Vi ser den forkerte vej, indad, i stedet for at se på, hvad Danmark har brug for i en fremtid, hvor både globaliseringen og europæiseringen kommer til at spille en større og større rolle.

Der er ingen uenighed om Europol, og stort set heller ikke om de 22 retsakter. Kun om den måde, vi tilslutter os på. Og debatten er nu i sidste runde ved at tage karakter af et psykisk drama – scener fra et gammelt ægteskab – hvor JA-siden optræder med patriotisk patos: ”I skal stole på os!” Mens NEJ-sidens politikere, med Kristian Thulesen Dahl (DF) i spidsen, stiller spørgsmålstegn ved, om ”vi” kan have tillid til politikerne.

MAN FÅR SYN FOR SAGEN, blot man går ned ad gaden: ”Forsvar retsforbeholdet”, hedder det på Folkebevægelsens plakat. Men hvordan det? Sagen er jo netop, at vi med Lissabontraktaten har fået mulighed for at omdanne et gammelt forbehold, der lukker os ude fra alt, til et nyt, hvor vi kan tilvælge de retsakter, vi ønsker. Så kan vi ikke ombestemme os igen, men hvad er det, der er så farligt? Det melder historien ikke noget om, og det er just det interessante ved den: Vi befinder os i et psykisk mummespil, hvor der er ”noget” derude, der vistnok er meget farligt, men vi kan ikke helt præcisere hvad det er.

Jo, Morten Messerschmidt (DF) med flere fortæller, at vi med et ’ja’ den 3. december inviterer til, at rumænske, bulgarske, græske og italienske (!) domme og politiafgørelser skal have virkning i Danmark. Men ingen har undersøgt, hvorfor vi ikke allerede har hørt rædselshistorier om, hvor galt det er gået med rumænske og italienske retsindgreb i lande, som vi normalt sammenligner os med. F.eks. Holland og Sverige. Altså er vi tilbage i mummespillet: Der er noget farligt ”derude”, men vi kan ikke rigtigt sige, hvad det er.

OMVENDT MED JA-SIDEN. Venstres valgplakat rummer ikke et eneste ord om retsforbeholdet, kun tryghedssymboler. ”Styrk Danmarks Politi”, hedder det, og bag den søde betjent ser man så Kronborg med splitflag!

Men hvorfor valgte Venstre ikke at fortælle om de 22 retsakter – som der reelt er enighed om, også med Dansk Folkeparti?

Man kan let få den tanke, at det skyldes manglende mod. Både JA-siden og NEJ-siden har forsømt at føre en åben debat om, hvad Europa betyder i dansk politik. Så her er Europadebatten bare malet væk. Den er farlig, selv nu, når Ukraine-krisen, flygtninge- og klimakrisen tydeligt markerer, at problemerne er noget større, end hvad Danmark selv kan klare.

 

Ingen tænkte imidlertid på at give forbeholdene en udløbs- eller fornyelsesdato, dengang i 1993, og nu – 22 år efter – er de grundig mølædte og de har fuldstændigt ændret karakter
____________________

 

”Mere EU? Nej tak”, hedder det på DFs plakat. Men hvis vi nu tænker 10 år frem, er der så nogen, der tror, virksomhederne handler mindre med det øvrige EU? Eller at vi handler mindre på internettet? Eller at der vil være færre unge, der rejser ud og gifter sig? Nej – vi har brug for bedre regler om f.eks. gældsinddrivelse og klarere regler om skilsmisse, der involverer to personer fra forskellige lande.

HVORFOR ER DEN SLAGS perspektiver næsten ikke en del af debatten? Jeg tror, vi skal have fat i ”danskheden” – det prisme, vi ser verden igennem – for at forstå hvorfor. Og jeg tror, vi skal helt tilbage til nederlaget i 1864. Det var her, den nyskabte, nationalromantiske selvopfattelse af den danske nation fik sit ulivssår, og forestillingen om det lille Danmark og den store udenvælts fjende slog rod.

Der var kraft på i årene efter nederlaget. Vi fik folkehøjskolen, andelsbevægelsen, arbejderbevægelsen, parlamentarismen og en tradition for samarbejde og gensidig forståelse. Vi lærte selv at tage ansvar for det fælles samfund, der præger dansk kultur i dag. Men det mentale chok lå, og ligger stadig, hos de fleste. Søren Krarup (tidl. MF for DF) har sagt det ganske præcist: ”Slaget har været med til at bestemme det danske folks mentalitet og sindelag gennem de sidste 150 år”.

Ganske karakteristisk handler diskussionen om forbeholdene hele tiden om ”dansk suverænitet”. Ingen diskuterer, hvornår Danmark egentlig var så suverænt. Enten taler vi Danmark fra 1864 og frem, eller også taler vi om det Danmark, der går tilbage til vikingerne og Gorm den gamle.

Vi springer over, at Danmark var en mindre stormagt, indtil vi mistede flåde til englænderne i 1807. Og at Danmark dengang ikke kun var for danskere, men et multinationalt rige, der gik fra Hamborg/Altona til Nordkap, og som rummede nogenlunde lige store dele nordmænd, tyskere (tysktalende holstenere) og danskere – plus et mindre antal islændinge, færinger, grønlændere og samer.

DEN MULTINATIONALE PERIODE slutter i tre etaper. Først tabte vi Norge i 1814 på grund af stormagtspillet efter Napoleonskrigene. Så kom borgerkrigen 1848-50 mellem Slesvig-Holsten og det øvrige Danmark, hvor den tapre landsoldat tog sejren hjem – stærkt hjulpet af stormagterne. 14 år senere var det landsoldatens sønner, der led det forsmædelige nederlag i 1864. Tom Buk-Swienty, der skrev ”Slagtebænk Dybbøl”, har kaldt 1864 for danskernes ”år 0”.

 

Man kan argumentere for, at vi vinder i reel suverænitet og handlekraft, når EU på vore og andres vegne forhandler hjemsendelsesordninger med afrikanske stater. Eller tålelige forhold for syriske flygtninge med Tyrkiet. Eller styrker terrorbekæmpelse gennem Europol
____________________

 

DET LIGGER i den danske åbenhedskultur, at enhver har ret til kritik og pligt til aktiv stillingtagen til de samfundsspørgsmål, der omgiver os. Derfor var det vel forventeligt, at vi danskere var de første, der stemte nej til EU, dengang i 1992. Vi tog stilling.

Jeg var selv en del af det lillebitte flertal. Og af det store flertal, der året efter stemte ja til ”Maastricht light” – samme traktat, men nu forsynet med fire danske forbehold. Vi ville ikke have Danmark ud af EU, langtfra. Men de tanker, der lå som ukonkrete hensigter i traktaten – om en europahær og et europæisk FBI (forbundspoliti) osv. – var direkte uspiselige for os. Med Holger K. Nielsens (SF), en af arkitekterne bag forbeholdene, egne ord (her i et interview med Information, 2007):

“Maastricht var en meget underlig traktat. Den juridiske hårde kerne var sådan set fornuftig nok. Men de mere luftige hensigtserklæringer brød vi os ikke om: fælles mønt, fælles retsligt og indre samarbejde, en fælles forsvarspolitik og et fælles unionsborgerskab. Det er de ting, som for os at se peger mod en europæisk statsdannelse”.

Ingen tænkte imidlertid på at give forbeholdene en udløbs- eller fornyelsesdato, dengang i 1993, og nu – 22 år efter – er de grundig mølædte og de har fuldstændigt ændret karakter:

EU-borgerskabet er forældet i en grad, så selv Dansk Folkeparti nu taler om ”tre forbehold”; det eneste spor er det rødbedefarvede pas. Vi er fortsat borgere i Danmark. Der er bare det tillæg, at medlemsstaternes borgere også er borgere i EU. Voila!

Forsvarsforbeholdet har ikke længere noget at gøre med muligheden for en Europahær. I stedet betyder det i dag, at Danmark må trække sig fra dybt meningsfulde aktioner – som minerydning i Kosovo i sin tid – så snart de overgår til EU-styring. Til gengæld er der intet forbehold, der forhindrer dansk krigsdeltagelse i Afghanistan, Irak, Libyen, Mali eller de baltiske lande. Og ingen kræver folkeafstemning.

Euroen blev til noget, og her har vi allerede taget fornyet stilling med euroafstemningen i september 2000. Et af de emner, der var fremme i debatten dengang, var frygten for en krise i f.eks. Grækenland – en berettiget frygt, skulle det vise sig! Men omvendt er vi selv blevet et euroland (som Margrethe Vestager elskede at påpege), med fastkurs til euroen, finanspagt (i form af budgetlov) og tilsvarende stramninger helt ned på kommuneplan. Uden protester og uden krav om folkeafstemning.

Tilbage står retsforbeholdet, som vi skal stemme om på torsdag. Det handler ikke længere om et europæisk forbundspoliti, men om Europol, som er et samarbejdsorgan mellem nationale politistyrker på tværs af landegrænserne, som selv Dansk Folkeparti ønsker.

De 22 retsakter, som vi også skal stemme om, handler om konsekvenserne af det indre marked: Nye regler for familieret, fordi flere flytter rundt, lærer sprog og gifter sig med andre nationaliteter. Nye regler for køb over grænser, nu da flere køber ind i andre lande. Klarere regler for gældsinddrivelse og andre erhvervstransaktioner over grænser.

 

Der er al mulig grund til at tro, vi vil få mere ud af at slås med åben pande, uden forbehold, for det samfund, vi ønsker, i Europa
____________________

 

DISKUSSIONERNE omkring folkeafstemningen på torsdag handler imidlertid først om fremmest om tab af suverænitet. Men ingen har talt om at trække Danmark ud af Europol, og intet parti er uenig i de 22 retsakter, så igen er vi inde i mummespillet. Tværtimod kan man argumentere for, at vi vinder i reel suverænitet og handlekraft, når EU på vore og andres vegne forhandler hjemsendelsesordninger med afrikanske stater. Eller tålelige forhold for syriske flygtninge med Tyrkiet. Eller styrker terrorbekæmpelse gennem Europol.

Ikke at EU er noget eksempel på strålende effektivitet. Et af problemerne i dag, er netop den manglende team-spirit på de områder, hvor vi sammen kan udrette mere, end hvis vi står alene.

MÅSKE MAN SKULLE VENDE SKRÅEN og sige: Vi lever i en verden, hvor man har brug for demokrati på flere planer. Vi har demokrati på lokalt plan og nationalt plan, og vi har et begyndende, men langt fra gennemført demokrati på europæisk plan. Hvert af disse niveauer har deres særlige opgaver. EU’s rolle ligger i at organisere grænseoverskridende forhold og sikre det stærkest mulige hold udadtil. Teamwork, kan man sige, mellem nationalstater.

En sådan tilgang ville være til fordel for Danmark, for det er tydeligt, at EU-maskinen i rigtig mange tilfælde er lydhøre for at bruge danske og skandinaviske ordninger som model for Europa. Og vi har faktisk meget at byde på.

Set i det perspektiv, er det ikke bare retsforbeholdet, der er interessant, det er alle fire forbehold.

Der er al mulig grund til at tro, vi vil få mere ud af at slås med åben pande, uden forbehold, for det samfund, vi ønsker, i Europa. Der er meget, der skal ændres, men der er også mange derude, der vil følge os – hvis vi tør.

RITT BJERREGAARD skrev engang, at der er tre grunde til, at Danmark bør være med i EU: Tyskland. Tyskland. Tyskland. Danmark ligger klods op ad den stormagt, vi tabte til i 1864, og som besatte os i 1940, men som i dag har ladet sig baste og binde gennem EU, som Gulliver hos lilleputterne.

Det burde vi udnytte, men det lader sig kun gøre, hvis vi vælger at overvinde den frygt for ”de andre”, som danskheden har båret rundt på siden 1864.

ILLUSTRATION: EU’s flag [foto: Giampaolo Squarcina via Flickr]